En fremherskende borgerlig økonomisk politik har gennem de seneste årtier arbejdet på at tilbagerulle velfærdsstaten, ikke mindst gennem at udhule skattesystemet.

Skattelettelsespolitikken siden 2001 har været rendyrket klassepolitik, som har gjort de rige rigere og de fattige fattigere og undergravet vores fælles velfærd. 

Gennem en række skattereformer er indkomstskatten isoleret set blevet nedsat med 52 milliarder kroner, staten har mistet et milliardprovenu i skatteindtægter, og velfærden er samlet set blevet drænet for ressourcer for op mod 25 milliarder kroner gennem skattelettelser, besparelser og konfiskation af råderum.

Tilmed har indkomstskattelettelserne siden 2001 primært tilgodeset de højere indkomster, idet de samlet har givet en lempelse på +33.000 kroner til de 10 procent rigeste, mens de 10 procent fattigste kun har fået +1000 kroner. Den ene procent af de allerrigeste har ovenikøbet fået en gevinst på +81.000 kroner.

Hertil kommer, at den borgerlige skattepolitik fra 2001 til 2020 også udhulede boligskatterne gennem skattestoppet frem til 2020, der ligesom indkomstskattelettelserne primært tilgodeså de mest velstående boligejere med de højeste indkomster. Hvor de rigeste 10 procent i 2014 opnåede en gevinst ved skattestoppet på +6.800 kroner (2017-niveau), fik de fattigste 10 procent kun omkring 500 kroner.

Med boligaftalen fra 2017 reduceres denne skæve fordelingsvirkning noget, idet skattestoppet ophæves, og boligskatterne igen kan stige. Dog tilgodeser boligaftalen fortsat især de højeste indkomster, blandt andet nedsættelse af grundskyldsprocenter og den høje ejendomsværdiskat. Umiddelbart vil de med største indkomster efter boligaftalen dermed stadig få den største lettelse, målt i kroner og øre. 

Skattelettelsespolitikken siden 2001 har således været rendyrket klassepolitik, som har gjort de rige rigere og de fattige fattigere og har undergravet vores fælles velfærd.

Tilmed har disse velfærdsforringende "skattereformer" haft betydelig negative sociale konsekvenser. Indkomstuligheden i Danmark er siden 1995 steget med lidt under 30 procent takket være ikke mindst en øget ulighed i indkomst efter skat foranlediget af de mange borgerlige skattelettelser for især de rige.

En anden negativ konsekvens af den borgerlige økonomiske politik har været en katastrofal lemlæstelse og åreladning af skattevæsenet som institution. Det helt klare ansvar herfor er Kristian Jensens og VKO's spareplan fra 2005, som på det nærmeste halverede antallet af medarbejdere i SKAT og dermed er hovedårsagen til de efterfølgende mange problemer og skandaler i SKAT med gældsinddrivelse, udbetaling af udbytteskat og momsrefusion.

Uligheden er således steget og velfærden udhulet, ikke mindst på grund af de mange borgerlige skattereformer. Der er således mange gode grunde til at tage fat på at rulle dem tilbage som led i en genopretning af velfærden.