25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Erdogans parti taber atter Istanbul, men fortsætter chikane

Omvalg i Tyrkiet

Erdogans parti taber atter Istanbul, men fortsætter chikane

Tyrkiets konservative præsident Erdogans parti tabte stort i Istanbul til oppositionen i et omdiskuteret omvalg. Men AKP og myndighederne fortsætter med at chikanere borgmestre i andre dele af Tyrkiet, blandt andre en kommunistisk.

Præsident Recep Tayyip Erdogans konservative AKP-parti lider endnu et stort nederlag.
FOTO: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Kandidaten Ekrem Imamoglu fra det socialdemokratiske oppositionsparti CHP vandt søndag omvalget til borgmesterposten i Tyrkiets største by, Istanbul, over kandidaten fra præsident Recep Tayyip Erdogans konservative AKP-parti.

Det er ikke en enkelt gruppe eller et enkelt parti, men hele Istanbul og Tyrkiet der har vundet dette valg.
Ekrem Imamoglu, borgmester

Ekrem Imamoglu vandt også det oprindelige valg i marts, men valget blev erklæret ugyldigt af Tyrkiets valgkommission, der af mange kritiske medier og politikere er beskyldt for at være i lommen på AKP og præsidenten.

Vandt med 500.000 stemmer

Ved omvalget søndag lykkedes det Ekrem Imamoglu, ikke blot at forsvare valgresultatet, men også øge forspringet. Han fik 500.000 flere stemmer end modkandidaten og vandt med 54,21 procent mod 44,99 procent til AKP's kandidat, Binali Yildirim, skriver det tyrkiske dagblad SOL.

I marts vandt Ekrem Imamoglu med kun 13.000 stemmer, og AKP's kandidat klagede efterfølgende over "uregelmæssigheder". Dette argument fik opbakning i valgkommissionen, selvom AKP ifølge SOL ikke kunne fremlægge et eneste eksempel på valgsvindel.

>> LÆS OGSÅ: Her er Erdogans tyrkiske plan
 
Da valgresultatet i Istanbul blev kendt, måtte en slukøret Binali Yildirim erkende nederlaget.
 
– Jeg lykønsker Ekrem Imamoglu med sejren og ønsker ham held og lykke, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.
 
Også præsident Erdogan har tilsyneladende opgivet håbet om at bevare AKP's greb om magten i Istanbul.

– Jeg lykønsker Ekrem Imamoglu, der har vundet ifølge uofficielle resultater, skrev Erdogan på Twitter tidligt søndag aften.

Vinderen på sin side lovede nye tider.

– Det er ikke en enkelt gruppe eller et enkelt parti, men hele Istanbul og Tyrkiet, der har vundet dette valg, sagde Ekrem Imamoglu.

Omvalgets resultat skabte jubelscener i Istanbul.

Vrede over omvalg

Istanbul har 15 millioner indbyggere. Valgdeltagelsen var høj og nåede op på 84,5 procent, hvilket indikerer, at mange vælgere var vrede over omvalget, skriver det britiske dagblad The Guardian.

Valget er et stort tab for præsident Erdogan, skriver avisen. Han havde sat en kampagne i gang for, at AKP kunne beholde borgmesterposten, som han selv beklædte for år tilbage. "Den, som vinder Istanbul, vinder Tyrkiet", var et af den senere præsidents mest kendte citater.

>> LÆS OGSÅ: Kommunister: Vores regeringer skaber ydre fjender i valgkampen

Omvalget i Istanbul er ifølge det tyrkiske dagblad Hürriet en "afgørende test" for præsident Erdogans drømme om at beholde magten i Tyrkiet.

Angreb på stemmeretten

Det pro-kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, hylder resultatet af omvalget.

– Dette chok for Erdogan og AKP betyder måske, at hele Tyrkiet snart skal til stemmeurnerne før tid, sagde partileder Sezai Temelli og tilføjede, at Tyrkiet må indføre en "ægte demokratisk forfatning".

Tyrkiets Kommunistiske Parti (TKP) skriver på Twitter, at trods omvalget og sejren til oppositionens kandidat, består et stort samfundsproblem – at stærke kræfter i samfundet kan "diktere et valg gennem tyveri og derved angribe stemmeretten direkte".

>> LÆS OGSÅ: Erdogan har mistet sin legitimitet, siger kommunisterne

Ved siden af borgmestervalget fandt der søndag også byrådsvalg sted i hele Istanbul-regionen. Her vandt AKP blot 11 af distrikterne, mens Imamoglus socialdemokratiske CHP sejrede i 28 distrikter.

Tyrkiets Kommunistiske Parti (TKP) opnåede 30.000 stemmer i Istanbul-regionen og 10.000 stemmer i Istanbul by. 

Kommunistisk borgmester under pres

AKP og Erdogan blander sig ikke kun i Istanbuls borgmestervalg, skriver TKP på Twitter. Tyrkiets indenrigsministerium har netop indledt en undersøgelse af den kommunistiske borgmester Fatih Mehmet Maçoğlu og byrådsflertallet i provinshovedstaden Tunceli i det østlige Tyrkiet.

Det skriver turkeypurge.com, der er en hjemmeside, der drives af en gruppe yngre journalister, som har til formål at afsløre AKP's klagjagt på modstandere.

TKP vandt for første gang nogensinde i marts borgmestervalget i Tunceli, der er hovedstad i den kurdisk dominerede provins af samme navn, og sejren har sendt chokbølger gennem det højreorienterede Tyrkiet.

TKP-borgmesteren og byrådsflertallet besluttede den 7. maj at omdøbe byen til sit oprindelige kurdiske navn, Dersim. Tunceli er det tyrkiske navn for byen.

Borgmesteren fra TKP mener, at navneskiftet handler om at "bevare vores bys kultur og historie."

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2019 - 10:57   24. jun. 2019 - 13:54

Tyrkiet

ah@arbejderen.dk
Tyrkiet
  • Hovedstad: Ankara, cirka 4,6 millioner indbyggere.
  • Areal: 815.000 km2  – Danmark 43.000 km2.
  • 80 millioner indbyggere.
  • Majoriteten er tyrkere, men følgende minoriteter anerkendes af den tyrkiske forfatning: jøder, armeniere og grækere.
  • Andre etniske grupper indbefatter kurdere, som udgør 15-20 procent af befolkningen, kaukasere, romaer og bosniere.
  • 98 procent tilhører Islam. Majoriteten er sunnimuslimer, mens det anslås at 10-15 procent er alawier.
  • BNP pr. indbygger: 15,300 dollars (2013).
  • Arbejdsløshed i 2013: 9,3 procent, unge under 25 år 16,9 procent.
  • 16,9 procent lever under den officielle fattgdomsgrænse (2010).
  • Statens gæld til udlandet: 39,9 procent af BNP (2011).
  • Regeringspartiet AKP har siddet ved magten siden 3. november 2003.

Kilde: Udenrigsministeriet/Verdenbanken og CIA-factbook