18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Demonstrerer mod underbetaling på gartneri

3F-aktion mod løndumping

Demonstrerer mod underbetaling på gartneri

Gartneriet JH Planter i Sengeløse benytter ifølge 3F underbetalt udenlandsk arbejdskraft – igen. I dag udsættes virksomheden for faglig aktion.

I dag blev de røde faner rullet ud foran gartneriet JH Planter, der – igen – benytter underentreprenør uden overenskomst.
FOTO: 3F Høje-Taastrup
1 af 1

Tirsdag morgen klokken 9:00 blev de røde fagforeningsfaner rullet ud foran gartneriet JH Planter ApS på Ingersvej i Sengeløse.

Admin Service og JH Planter kan udkonkurrere redelige firmaer, som betaler deres folk efter overenskomsten.
Tue Tortzen, faglig medarbejder

Den faglige aktion sker i protest mod virksomhedens brug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft, oplyser 3F Høje-Taastrup, der har taget initiativet.

– Gartneriet benytter underbetalte udenlandske arbejdere, som leveres gennem en underentreprenør, Admin Service APS, der ikke vil underskrive en overenskomst, forklarer Tue Tortzen, der er faglig medarbejder i fagforeningen.

– På den måde kan Admin Service og JH Planter udkonkurrere redelige firmaer, som betaler deres folk efter overenskomsten. 3F accepterer ikke social dumping. Derfor har vi iværksat sympatikonflikt mod Admin Service APS. 

JH Planter ApS, der i dag råder over 40.000 kvadratmeter væksthuse, er ejet og drevet af Henrik Hyldegård Hansen. Han er medlem af Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A) og dermed forpligtet til at overholde overenskomsten indgået med 3F.

Ikke første gang

Alligevel er han nu part i en faglig sag om underbetaling – igen. 

Det var han også i august sidste år, hvor han samarbejdede med en anden underentreprenør uden overenskomst, JNGruppen IVS.

>>LÆS OGSÅ: 3F vil stoppe timeløn på 100 kroner i gartneri

Ejer og direktør var tidligere undervisningsminister og medlem af Folketinget for Venstre, Tina Nedergaard. 3F indledte konflikt mod JNGruppen og opfordrede Henrik Hyldegård Hansen til at droppe samarbejdet. 

Henrik Hyldegård Hansen, udtaler til sn.dk, at han ikke ønsker at udtale sig om den verserende konflikt og heller ikke om konflikten forrige år.

Da Arbejderen ringer, er det Tina, der tager telefonen.

Den Tina?

Hun oplyser, at Henrik Hyldegård Hansen ikke har tid til at tale i telefon og ikke har kommentarer til sagen. Da Arbejderen spørger, om det er den Tina, der sidste år var direktør for JNGruppen, lyder svaret, inden telefonen bliver afbrudt:

– Det er vel sagen uvedkommende, at jeg tager telefonen for min kæreste, der ikke har tid. Og så skal du ellers have tak for at ringe.

Tue Tortzen fortæller, at der sidste år stort set over en nat blev oprettet et nyt firma med de samme mennesker ansat som i JNGruppen og stadig uden overenskomst.

Skruen uden ende

Det er simpelthen skruen uden ende, mener Tue Tortzen.

– Vi kan varsle og indlede konflikt, men så skifter gartneriet bare underentreprenør. Der kommer et nyt CVR-nummer, så gælder vores konflikt ikke, for så er det et nyt firma, og vi starter forfra. 

3F har lige modtaget dokumentation på, at underentreprenøren i 2014 hed Groplant smba (selskab med begrænset ansvar, red.). Her fik de ansatte under 60 kroner i timen, fortæller Tue Tortzen.

Den aktuelle konflikt betyder, at ingen virksomhed med medlemmer af 3F eller andre fagforeninger under Fagbevægelsens Hovedorganisation må udføre arbejde, som er bestemt for Admin Service APS. Og ingen må arbejde med eller servicere JH Planter eller andre, der arbejder sammen med Admin Service APS.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2019 - 08:38   07. aug. 2019 - 09:59

Løndumping

noc@arbejderen.dk