Lederen af olie- og energiarbejdernes fagforbund i den centralasiatiske republik Kasakhstan er ved en domstol blevet idømt syv års fængsel.
Erlan Baltabai er formand for olie- og energiarbejdernes fagforbund, der er en afdeling af Forbundet af Uafhængige Fagforeninger i Kasakhstan.
Vi kræver et øjeblikkeligt ophør af undertrykkelse mod fagforeningsmanden Erlan Baltabai.
Kemal Özkan, IndustriALL Global Union
Baltabai blev idømt syv års fængsel og forbud mod at udøve sin ret til at deltage i det offentlige liv efter en dom for såkaldt "underslæb" i fagforbundet.
"Underslæb?"
Anklageren mente, at Erlan Baltabai ulovligt har overført 28.000 dollars til sin egen personlige konto fra fagforeningen, da den blev opløst. Erlan Baltabai erkendte beløbets størrelse, men sagde under retssagen, der startede i juni, at pengene stadig er fagforeningsmedlemmernes, men at der ikke var andre steder at indsætte dem end på hans egen konto.
Han har besluttet at anke dommen.
Fagforeningsformanden forsvares p.t. af det globale industriarbejderforbund IndustriALL Global Union med mere end 50 millioner medlemmer i 140 lande.
De oplyser, at Erlan Baltabai er den seneste i rækken af fagforeningsfolk, der er blevet straffet af regeringen og domstolene, der ifølge dem "har opfundet anklagerne" for at bremse fagbevægelsen.
Ulovlige fagforeninger
Uafhængige fagforeninger i Kasakhstan er ulovlige. Ifølge anklageren er Erlan Baltabais forbund ikke anerkendt som en fagforening. Det samme er heller ikke det faglige landsforbund KNPRK, som olie- og energiarbejderforbundet tilsluttede sig. KNPKR blev forbudt i starten af 2017.
I stedet er kun ét fagligt landsforbund, som regeringen støtter, tilladt.
Tidligere er fire andre fagforeningsfolk blevet dømt ved domstolene, oplyser Mihra Rittman fra menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch' centralasiatiske kontor.
Ifølge den engelsksprogede nyhedsside kazakhstannews.net startede angrebene på fagforeningerne for alvor for ottte år siden efter voldsomme sammenstød mellem strejkende oliearbejdere og politi.
Konflikten startede i maj 2011 blandt oliearbejdere fra Ozenmunaigas-oliefeltet med krav om udbetaling af faretillæg, højere løn og bedre arbejdsvilkår. I december samme år blev 16 arbejdere skudt ned af politiet i oliebyen Zhanaozen. Strejken blev erklæret ulovlig af lokale domstole.
Ifølge FN's arbejderorganisation ILO står det generelt slemt til for arbejderrettighederne i Kasakhstan. "Myndighederne undlader systematisk at respektere de grundlæggende arbejderrettigheder og begrænser fremkomsten af uafhængige fagforeninger", skriver ILO efter et besøg i landet.
Overfald på faglige
I november sidste år blev den lokale fagforeningsleder for olie- og energiarbejderne, Dmitry Seniyavskiy, i Karaganda-regionen angrebet og brutalt slået ned af en gruppe ukendte gerningsmænd.
I 2017 besøgte Erlan Baltabai ILO's internationale konference og talte om, hvordan fagforeningerne bliver undertrykt i hans land.
Generalsekretær i IndustriALL Global Union, Kemal Özkan, har tidligere mødt Erlan Baltabai.
– Vi kræver et øjeblikkeligt ophør af undertrykkelse mod Erlan Baltabai og andre ledere af uafhængige fagforeninger, siger han i en pressemeddelelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278