24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vælgerlussing til Argentinas præsident

Efter søndagens primærvalg

Vælgerlussing til Argentinas præsident

Søndag gik vælgerne i Argentina til primærvalg for at afgøre, hvem der kan stille op til præsidentvalget den 27. oktober. Det blev en ordentlig lussing til den siddende præsident, Mauricio Macri.

Argentinas siddende præsident Mauricio Macri er bekymret over sit store valgnederlag op til præsidentvalget den 27. oktober. Han halter 15 procent efter den førende kandidat.
FOTO: Juan Mabromata/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Søndagens primærvalg blev en syngende lussing til Argentinas siddende præsident, Mauricio Macri.

Præsidenten og hans vicepræsidentkandidat Miguel Àngel Pichettoder stillede op for valgalliancen "Sammen for Forandring" og fik kun 32 procent af stemmerne ved primærvalget, skriver den latinamerikanske TV-station TeleSur. Primærvalget afgør, hvem der kan stille op til selve præsidentvalget den 27. oktober 2019.

Vi kommer til at vende dette dårlige resultat, og vi når videre til anden valgrunde.
Mauricio Macri, Argentinas præsident

Mauricio Marcri havde ellers udvalgt sin vicepræsidentkandidat blandt Peronistbevægelsens største parti Partido Justicialista, men faldt ikke i god jord hos vælgerne.

I stedet blev det makkerparret fra Peronistbevægelsens venstrefløj i valgalliancen, "Fronten for Alle", der løb af med sejren. Alberto Fernández og hans vicepræsidentkandidat Cristina Fernandez de Kirchner vandt valget med 47 procent af stemmerne.

Ifølge Buenos Aires Times vandt de i 22 af Argentinas provinser, mens Macri og Pichetto kun vandt Cordoba og selve hovedstaden Buenos Aires.

Dramatisk fald i pesoen

I kølvandet på Macris nederlag faldt den argentinske valuta med omkring 30 procent overfor dollaren. Prisen for en dollar nåede mandag op på 60-65 peso, skriver TeleSur. Også landets aktier faldt og mistede 10 procent af sin værdi. Argentinas nationalbank forsøgte at afbøde faldet ved at hæve renten til 74 procent.

Mauricio Macri lovede mandag, at hans regering vil tage initiativer til at stabilisere pesoen og vende det dårlige valgresultat på en pressekonference, hvor præsidenten optrådte både ophidset og irriteret, skriver Buenos Aires Times, som også noterer, at valgresultatet ligger langt fra meningsmålingerne. 

– Vi kommer til at vende dette dårlige resultat, og vi når videre til anden valgrunde, lovede Macri.

På pressekonferencen forsøgte præsidenten også at lægge ansvaret for de økonomiske følger af søndagens valg på Alberto Fernández og Christina Fernandez de Kirchner.

– Kirchnerismen har ingen troværdighed i verdenen, fortsatte Macri og tilføjede, at den nuværende turbulens på markedet var et resultat af det, de gennemførte tidligere.

Arven efter Macri

Macri har ført en nyliberal økonomisk politik, siden han kom til magten i december 2015. Han afskaffede som det første kontrollen med landets valuta, pesoen, så argentinere frit kunne sælge og købe dollars.

Det har medført, at pesoen er raslet ned over for dollaren. Da Macri tiltrådte for fire år siden, kostede en dollar mellem otte og ni pesos. I fredags kostede en dollar 46,55 pesos.

Han har afskaffet en række sociale reformer, som hans forgængere, Nestor Kirchner og Cirstina Fernandez de Kirchner, havde indført i perioden 2003 til 2015. 

Macri har også afskaffet statsstøtte til elektricitet, naturgas og vand. Det har blandt andet ført til, at prisen på gas til madlavning og opvarmning er steget med 1070 procent – altså 11 gange, ifølge journalisten Luis Bruschtein fra avisen Pagina 12. Mens elprisen er steget mellem 1020 og 2700 procent afhængig af, hvor i landet man bor. Og næsten 74.000 ansatte i den statslige sektor er blevet fyret.

Til gengæld har Macri været en gave for erhvervslivet. Han har afskaffet eksportkvoterne i landbruget og afgifterne på hvede og majs. Han har også sænket afgiften på soja.

Fattigdom stiger

Præsidentens nyliberale politik har kostet den brede befolkning dyrt. Tirsdag i sidste uge offentliggjorde Argentinas Nationale Statistiske Institut en dyster rapport om fattigdommen i landet.

49,6 procent af Argentinas børn lever i fattigdom, mens 13 procent direkte lever i sult. Det er en stigning på hele 11 procent på bare et år. Fattigdommen blandt børn er steget med i alt 20 procent i Macris præsidentperiode.

At hvert andet barn lever i fattigdom svarer til fem millioner børn, og én million af disse er desuden hjemløse, skriver TeleSur. 

Fattigdommen er også steget i andre aldersgrupper. Blandt unge i alderen 15 til 29 år er fattigdommen steget fra 30,5 procent til 40,1 procent.

>>LÆS OGSÅ: Argentinas økonomi i frit fald 

I aldersgruppen 30 til 64 år er andelen af fattige steget fra 21,1 til 29,4 procent. Og i aldersgruppen over 65 år er andelen af fattige vokset fra 6,1 til 9,1 procent.

En rapport fra september sidste år antyder dog, at andelen af fattige pensionister er større. Ifølge rapporten, der er udfærdiget af landets ombudsmand, har 70 procent af pensionisterne vanskeligheder ved at anskaffe sig de daglige fornødenheder.

Det lover Fernández

Alberto Fernández er gået til valg på et opgør med Macris nyliberale økonomiske kurs og den galopperende inflation på 60 procent. At tøjle inflationen var et af Macris centrale valgløfter for fire år siden.

Fernández har blandt andet også lovet at give Argentinas pensionister adgang til gratis medicin og hæve lønningerne.

Han lover også at gøre op med spekulanter og støtte dem, der faktisk ønsker at producere og skabe reelle arbejdspladser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. aug. 2019 - 10:37   15. aug. 2019 - 10:28

Argentina

mj@arbejderen.dk
Argentinas valgsysstem

Præsidentvalg:

  • Præsidenten vælges ved direkte valg for en periode af fire år. Valget holdes over to gange, hvis en af kandidaterne ikke opnår mindst 45 procent af stemmerne – eller 40 procent og mindst 10 mere end nummer to.
  • En præsident kan højst sidde i to på hinanden følgende valgperioder.
  • Præsidenten er også regeringsleder og leder af landets væbnede styrker.

Parlamentsvalg

  • Argentinas kongres består af Senatet og Deputerkammeret.
  • Senatet har 72 medlemmer, der vælges for seks år. En tredjedel af senatorerne skiftes ud hvert andet år. 
  • Argentina har 23 provinser, som hver vælger tre senatorer. Desuden vælger Buenos Aires By tre senatorer. Valgets største parti får to senatorer, det andetstørste én.
  • Deputerkammeret består af 257 medlemmer, der vælges for en periode af fire år ved et forholdstalsvalg. Pladserne fordeles på provinserne i forhold til deres indbyggertal. 
  • Hvert andet år er halvdelen af Deputerkammerets medlemmer på valg. 
  • Spærregrænsen er tre procent.
  • Der er stemmepligt for alle mellem 18 og 70 år. En valgreform gav i 2012 vælgere mellem 16 og 17 ret til at stemme, men det er ikke obligatorisk.
  • Reformen indførte også primærvalg. Det betyder, at alle lister og partier skal godkendes ved et primærvalg, før det kan opstille til valg. En liste eller et parti skal have mindst 1,5 procent af stemmerne for at være opstillingsberettiget. 
Macris første to måneder

Argentinas præsident Mauricio Macri blev indsat som præsident den 10. december 2015. Frem til 15. februar har den højreorienterede præsident gennemført følgende:

  • Regeret per dekret 29 gange i løbet af hans første 72 timer som præsident.
  • Fyret 41.921 offentligt ansatte.
  • Fritstillet 7.865 offentligt ansatte, heraf nogle fordi de har deltaget i strejker.
  • Afskaffet programmet for særlig hjælp til fattige gravide og unge mødre.
  • Elprisen er steget mellem 200 og 300 procent, men skal i alt stige med 600 procent.
  • Har devalueret landets valuta, hvilket har forringet købekraften med 25 procent for ansatte på mindsteløn.
  • Hans økonomiske politik vil føre til en forventet stigning i inflationen på 40 procent i år.
  • Hævet sin egen løn med 30 procent.
  • Vil hæve offentligt ansattes løn generelt mellem 20 til 25 procent.

Kilde: TeleSur, Prensa Latina