Det statsejede færøske luftfartsselskab Atlantic Airways har gjort sig grundigt upopulært blandt kabinepersonalet.
Arbejdsvilkårene i Atlantic Airways hænger et godt stykke efter andre selskaber.
Anders Mark Jensen, næstformand FPU
De ansatte oplever, at arbejdsgiveren gang på gang sætter hindringer i vejen for en aftale om en ny overenskomst, der kan sikre, at de får løn på niveau med kolleger i sammenlignelige selskaber.
Nu har personalet fået nok. Den 16. august sendte Flyvebranchens Personale Union, FPU, på vegne af de danske stewardesser første konfliktvarsel til Atlantic Airways.
Ledelse fyrer tillidsvalgte
Alle 50 stewardesser i Atlantic Airways meldte sig i efteråret 2018 ind i FPU, der siden har arbejdet på at sikre medlemmerne en ny overenskomst. Og det har ikke været uden problemer. Ledelsen i flyselskabet og den færøske arbejdsgiverforening har med adskillige benspænd vanskeliggjort processen.
Den 19. juni gik forhandlingerne så helt i stå, da flyselskabet – uden varsel – fyrede både næstformanden og formanden for kabinepersonalets forening, Súlan, oplyser FPU til Arbejderen.
Oveni fyringerne har arbejdsgiver krævet, at medlemmerne af Súlan finder nye personer til formands- og næstformandsposten, og også at de vælger en ny bestyrelse, som kan tage over med overenskomstforhandlingerne.
Arbejdsgiverforeningens indblanding har ifølge FPU bestået i et krav om, at Súlan ændrer sine vedtægter.
Konflikt – sidste udvej
Kabinepersonalet ser konfliktvarslet som et forsøg på at råbe ledelsen op og som en sidste udvej for at få ændret overenskomsten.
I en samlet udtalelse lyder det: "Vi føler os utrygge. Uden en overenskomst og den beskyttelse overenskomsten giver, tør ingen være tillidsrepræsentanter. Derfor ønsker vi, at FPU forhandler på vegne af os. Det har vi gjort klart mange gange, og med konfliktvarslet håber vi, at selskabet kan se, at vi mener det alvorligt."
Lønnen for stewardesserne i Atlantic Airways ligger mellem 12 og 18 procent under lønnen i sammenlignelige selskaber. Det er unfair konkurrence, mener Anders Mark Jensen, der er næstformand i FPU.
FPU: Klar til forhandling
– Det vidner om, at arbejdsvilkårene i Atlantic Airways hænger et godt stykke efter andre selskaber, siger han til Arbejderen og uddyber:
– Ingen af de ansatte tør være tillidsvalgte og med god grund, som det er nu. Vi har derfor brug for en ny overenskomst, også i forhold til beskyttelse af medarbejdernes repræsentanter. Det håber vi også, at selskabet forstår. Vi står i hvert faldt parat til at forhandle.
Anders Mark Jensen henstiller til, at arbejdsgiverne dropper indblandingen i personalets organisering og respekterer deres ønske om, at det er FPU, der skal repræsentere dem i forhandlingerne om en ny overenskomst.
Det er endnu uvist, hvornår en eventuel konflikt træder i kraft.
Arbejderen forsøger at få en udtalelse fra Atlantic Airways.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278