S-regeringen vil afskaffe det omstridte opholdskrav for ret til dagpenge.
Det fremgår af et interview i Politiken, hvor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger, at opholdskravet står "langt oppe" på listen over hans kommende opgaver.
Opholdskravet er et bureaukratisk helvede og rammer også en lang række medlemmer, som slet ikke skal rammes af opholdskravet.
Torben Poulsen, Danske A-kasser
Meldingen vækker glæde hos Torben Poulsen, formand for Danske A-kasser – brancheorganisation for 23 statsanerkendte arbejdsløshedskasser.
– Det er et udtryk for, at han lader sund fornuft og retfærdig politik overtrumfe den symbolpolitik, som opholdskravet er udtryk for, siger Torben Poulsen.
Hensigten med opholdskravet
Opholdskravet blev vedtaget i december måned sidste år af den tidligere VLAK-regering med stemmer fra Dansk Folkeparti. De begrundede lovændringen med, at det skulle forhindre borgere fra tredjelande i at få dagpenge.
– Vi har i dag fået vedtaget et vigtigt opholdskrav for ret til dagpenge, så man ikke bare lige kan komme hertil og hæve danske dagpenge. Det er kun rimeligt, at man har bidraget til det danske samfund, før man kan få dagpenge – ikke mindst i lyset af, at næsten halvdelen af udgifterne til dagpengesystemet er betalt af skatteborgerne, lød det fra daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
>>LÆS OGSÅ: Opholdskrav for at få dagpenge rammer mange danskere
Den skærpede lov trådte i kraft den 1. januar 2019, og fuldt indfaset betyder det, at man skal have opholdt sig i Danmark eller et andet EU-land i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge. Også selv om man i alle årene har betalt kontingent til en a-kasse.
Samtlige a-kasser på gaden
A-kasserne haglede forslaget til lovændingen ned, da Troels Lund Poulsen havde sendt det i høring. De besluttede sågar at demonstrere i et forsøg på at spænde ben for lovændringen.
>>LÆS OGSÅ: Danske A-kasser går på gaden mod opholdskrav
Nu har a-kasserne administreret opholdskravet i otte måneder, og Torben Poulsen er klar i mælet:
– Danske A-kasser sagde lige fra starten, at opholdskravet ikke bare var dybt uretfærdigt og unødvendigt, men at det også ville være fuldstændig umuligt at administrere. Vi kan nu konstatere, at vores værste anelser holder stik. Opholdskravet er et bureaukratisk helvede og rammer også en lang række medlemmer, som slet ikke skal rammes af opholdskravet.
Konkret data
Partierne bag lovændringen anslog, at godt 80 procent af dem, der bliver berørt af opholdskravet, er tredjelandsborgere, og at under 20 procent er danske statsborgere.
Data indsamlet fra brancheorganisationens medlemmer viser blandt andet, at 38 procent af alle de sager, som a-kasserne har skullet behandle på grund af opholdskravet, vedrører medlemmer, som slet ikke skal rammes af opholdskravet, fordi de har opholdt sig i et andet EU/EØS-land og ikke i et tredjeland, skriver Danske A-kasser.
A-kassernes tilbagemeldinger viser også, at de udenlandske myndigheder, som skal fremskaffe den dokumentation til a-kasserne, opholdskravet kræver, i mange tilfælde slet ikke er i stand til det.
Vores indsats har båret frugt
– Alle a-kasser har været imod opholdskravet, og hele branchen har stået sammen om at advare politikerne om følgerne og dokumentere, hvor uretfærdigt mange af vores a-kassemedlemmer bliver ramt. Derfor er vi en samlet og glad branche, der i dag kan konstatere, at vores indsats har båret frugt, slutter Torben Poulsen.
Peter Hummelgaard siger ikke noget om, hvornår opholdskravet bliver rullet tilbage.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278