17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F tillidsvalgte får pris for deres faglige indsats

Hyldest til årets tillidsvalgte

3F tillidsvalgte får pris for deres faglige indsats

Seks tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter har fået pris som Årets Tillidsvalgte. Ud over prisen fik de masser af ros og klapsalver.

Fra venstre ses fem af prismodtagerne: Jack Lars Hansen, Lena Gjerlev Nielsen, Tina Kari Jacobsen, Hanim Özkaya og Lars Sørensen.
FOTO: Niels Aage Skovbo
1 af 1

Klapsalverne haglede ned over seks 3F tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, da 729 delegerede på kongressen mandag hyldede Årets Tillidsvalgte.

Det er jer, der tager slagsmålene ude på arbejdspladserne og sørger for, at overenskomsterne bliver overholdt.
Hennings Overgaard, forbundssekretær

Den første på scenen var Lena Gjerlev Nielsen, prisvinder i Region Nordjylland. Lena Gjerlev Nielsen er buschauffør ved Arriva i Aalborg Øst. Hun er helt ny tillidsrepræsentant og er først blevet fagligt engageret under den landsdækkende 'Tryk stop'-kampagne, som har sat fokus på buschaufførernes arbejdsforhold – pressede køreplaner, der resulterer i, at de ikke har tid til at holde pause, til at spise madpakke og komme på toilettet. 

Hverdagens helte

– I er hverdagens helte, som står i forreste række og kæmper for ordentlige vilkår til jeres kolleger og kammerater. I er bindeleddet mellem medlemmerne og fagforeningen, og det er jer, der tager slagsmålene ude på arbejdspladserne og sørger for, at overenskomsterne bliver overholdt, sagde forbundssekretær Henning Overgaard, der stod for prisuddelingen:

– Den indsats skal I have et kæmpe tak for.

Alle prismodtagerne er indstillet af deres kolleger. Jack Lars Hansens kollegaer ved Arla Foods har begrundet deres indstilling af arbejdsmiljørepræsentanten:

– Jack er en utrættelig forkæmper for både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Man går aldrig forgæves til ham, hvis man vil have en ærlig mening. Kollegerne fremhæver hans engagement, og at han har evnen til at tale med alle, både kollegerne på gulvet og cheferne på ledelsesgangen, forklarer Henning Overgaard.

Kollegernes skudsmål

Rengøringsassistent Hanim Özkaya bliver rost af sine kolleger på Sjællands Universitetshospital i Køge, hvor hun på trods af egne helbredsproblemer har stået for en uvurderlig indsats i en turbulent tid med ansættelsesstop, nedskæringer og omfattende nybyggeri.

I Region Syddanmark løb Tina Kari Jacobsen med prisen som Årets Tillidsvalgte. Hun er tillidsrepræsentant og omsorgsmedhjælper gennem 25 år på Bostedet Pilebakken i Assens. Tina Kari Jacobsen er altid parat til at lytte til kollegernes problemer, lyder kollegernes skudsmål.

Den sidste pris gik til makkerparret Lars Sørensen og Peter Skaanning Nielsen fra Vestas Manufacturing i Ringkøbing. De satte sig i efteråret 2018 i spidsen for et stort arbejde, hvor de kom med tre konkrete løsninger, da virksomheden skulle skære ned på grund af ordretilbagegang.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. sep. 2019 - 06:30   24. sep. 2019 - 10:23

3F kongres 2019

noc@arbejderen.dk