Strejken blandt 48.000 arbejdere på 34 bilfabrikker i USA, Canada og Mexico for bedre arbejdsvilkår, sundhedsordninger, højere løn og mod fabrikslukninger er gået ind i sin sjette uge. Og den har sat sig sine aftryk.
I denne bølge af arbejder-klasseaktivitet lærer folk af hinanden, Hvis nogle vinder strejker, kommer flere ombord.
Josh Murray, sociologiprofessor
For det første har konflikten fået General Motors til forhandlingsbordet – for det andet bliver mange andre faggrupper inspireret af eksemplet. Tusinder dukker enten op til blokaderne mod fabrikkerne eller strejker selv.
Desuden booster det de eksisterende fagforeninger, hvor organiseringsgraden i USA er faldet kraftigt i løbet af de sidste 50 år. Fra 34,8 procent i 1954 til 10,5 procent sidste år, siger sociologiprofessoren Josh Murray ved Vanderbilt Universitet i delstaten Tennessee.
Siden lørdag har de 48.000 bilarbejdere kunnet stemme om et forslag til ny overenskomst, som deres fagforbund, United Auto Workers, har indgået med GM-ledelsen.
Afstemningen slutter på fredag. Hvis det bliver et ja, vil det afslutte konflikten. Bliver det et nej, fortsætter den.
Solidariteten blomstrer
Indtil videre brænder bålene fortsat i olietønderne ved de mange blokader ved GM-fabrikker rundt omkring i USA og Canada, og støtten strømmer til.
Hundreder af lærere, pedeller, kantine- og sikkerhedsansatte og andet personale på skoleområdet i USA er med ved blokaderne, skriver dagbladet Washington Post, der citerer forkvinden for Serviceforbundet, SEIU, Mary Kay Henry.
– Mine medlemmer ser, at GM-strejken handler om bedre sundhedsordninger og spørgsmålet om vikarer og deltidsansatte – problemer, som også har påvirket skoleområdet i USA, siger Mary Kay Henry.
Omkring 25.000 lærere i Chicago gik i strejke torsdag i sidste uge, inspireret af både GM-arbejderne og West Virginia-lærerstrejken i 2018.
– Vi har set flere strejker i de sidste to-tre år i USA end på noget tidspunkt i de sidste fire årtier, siger hun og tilføjer, at Verizon-strejken blandt telearbejdere i 2016 var vigtig for kampånden.
>> LÆS OGSÅ: USA's lærere kæmper for højere løn
Mandag i sidste uge gik omkring 3600 arbejdere på de Volvo-ejede Mack-lastbilfabrikker i delstaterne Florida, Maryland og Pennsylvania i strejke med krav om højere løn.
Håndsrækning fra transportarbejdere
De 48.000 GM-arbejdere får konkret støtte af transportarbejderforbundet Teamsters, hvis medlemmer nægter at køre de biler, der produceres af skruebrækkere eller robotter, ud af fabrikkerne.
– Vores 1,4 millioner medlemmer er solidariske med UAW-arbejderne. Vi vil ikke bryde deres strejker, siger Teamster-leder Jim Hoffa ifølge fagforeningens hjemmeside.
>> LÆS OGSÅ: 40.000 i strejke i USA
Hundreder af ansatte fra McDonalds, Taco Bell og andre fastfoodkæder deltager også i GM-arbejdernes blokader. Selv tilkæmpede de sig for nylig gennem strejkekamp en mindsteløn på mindst 15 dollars i timen i en række delstater.
Josh Murray fra Vanderbilt Universitet sammenfatter.
– I denne bølge af arbejderklasseaktivitet lærer folk af hinanden. Hvis nogle vinder strejker, kommer flere ombord, siger han til Washington Post.
Sidste år gik flere end 500.000 i strejke i USA i forskellige brancher. Det var ifølge TV-stationen CNN det største antal strejker i 32 år.
De GM-strejkendes krav
16. september startede de 48.000 bilarbejdere ved GM i USA, Canada og Mexico strejken for en ny overenskomst med højere lønninger, tryggere ansættelsesforhold og forsvar af sundhedsordningerne.
Sundhedsordningerne dækker, hvis en arbejder bliver syg. 50.000 mennesker dør hvert år i USA af helbredelige sygdomme, fordi de er fattige og ikke har råd at forsikre sig mod sygdom.
>> LÆS OGSÅ: Trump brød sine løfter
Kravene handler også om de tusindvis af ansatte, som er tvunget til at arbejde for halv løn, fordi de er nyansatte.
Dette lønsystem blev påtvunget arbejderne, da GM gik konkurs i 2009, og fagforeningerne accepterede en række forringelser og et "strejkeforbud" i seks år – for til gengæld at redde arbejdspladser.
Men GM tjener omkring en halv milliard dollars om ugen, og det har fået arbejderne på barrikaderne, selv om de under strejken blot modtager 275 dollars om ugen i strejkestøtte fra UAW til at overleve for, skriver den amerikanske netavis Workers World.
Bekymrede miner
Erhvervslivet og flere politikere i USA er tilsyneladende overraskede over de strejkendes udholdenhed. I hvert fald er der begyndt at komme bekymrede miner på direktionsgangene og hos kommentatorer i medierne.
De beskriver de “negative følger” af produktionsstoppet under strejken. "Strejken sætter USA i stå", lød en overskrift i en landsdækkende avis for nylig.
>> LÆS OGSÅ: Alvorlig krise i den globale bilindustri bliver anføt af Kina
Ifølge beregninger fra analytikeren Ryan Brinkman fra finans- og bankkoncernen JP Morgan Chace koster strejken GM 82 millioner dollars i tabt profit hver eneste dag.
En anden finansanalytiker, Olesia Zhovtanetska fra “Sun Life Investment Management”, siger det på en anden måde.
– Jo længere strejken fortsætter, desto større er risikoen for, at GM vil blive tvunget til at komme med større indrømmelser, siger hun ifølge netavisen Bloomberg.
Stemmer om aftale
Indtil fredag har de 48.000 strejkende bilarbejdere ved GM mulighed for at stemme ja eller nej til et kompromis, som deres fagforbund, UAW, er kommet frem til sammen med GM-ledelsen.
- Løstansatte vil få nemmere ved at blive fastansat fra 2021.
- Bedre løn og forhold for vikarer.
- Sundhedsordningerne forbliver, som de er. Ingen yderligere omkostninger til de ansatte.
- 11.000 dollars i bonus til ældre arbejdere og 4500 dollars til løstansatte.
- Ansatte i Nordamerika får 1000 dollars i bonus for hver million, GM får i profit.
- Tre-fire procents højere løn til fastansatte efter første og fjerde år.
- Forbedret ferieordning.
- 60.000 i bonus ved aftrædelse for visse ældre arbejdere.
Kampmod
Mens den lange strejke har rystet arbejdsgiverne, har den givet mange bilarbejdere blod på tanden. De vil have mere.
– Jo flere penge de kaster efter dig, jo mere mistænksom bliver du, siger den 63-årige bilarbejder og blokadevagt Allan Vroman fra Detroit til Washington Post.
Han og mange af kollegerne er skeptiske over, at GM giver bonusordninger på 11.000 eller 60.000 dollars og ikke indfrier andre krav.
Aftalen mellem UAW og GM omtaler ikke de tre fabrikker, som GM i november sidste år annoncerede skulle lukke i delstaterne Ohio og Michigan. Ifølge GM skal de lukke for at tilpasse produktionen til markedet.
GM-ledelsen anfører, at lønningerne til de ansatte i Ohio og Michigan er for høje i forhold til bilarbejdernes lønninger i det sydlige USA, hvor de fleste ikke er medlem af en fagforening, og UAW ikke har indgået overenskomst.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278