21 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Redaktør på årsdag for Murens fald: Sæt socialismen på dagsordenen igen

Kronik

Redaktør på årsdag for Murens fald: Sæt socialismen på dagsordenen igen

Her 30 år efter Berlinmurens fald er kapitalismen en større trussel mod menneskeheden end nogensinde før. På denne 9. november slår Arbejderens redaktør derfor til lyd for en fornyet debat om socialisme.

FOTO: Mali Maeder/Pexels
1 af 1

I dag er det 30 år siden, at grænsen mellem de to tysklande blev åbnet – en begivenhed, som siden er blevet kendt som Murens fald, og som ofte bruges som symbol på socialismens endelige sammenbrud på det europæiske kontinent.

For mig at se er der ingen vej udenom: Skal menneske-heden sikres en fremtid her på Jorden, er et opgør med kapitalismen uundgåeligt.

I årene efter den skelsættende begivenhed indvarslede borgerlige ideologer i deres sejrsrus en evig tilstand af fred, fremgang og fri markedsøkonomi. Slut med klassekamp og gammeldags marxisme – 1000-års-riget var sikret!

Men sandheden er, at menneskeheden aldrig har haft så meget brug for socialismen, som vi har i dag. Ikke som utopi eller en evig stræben. Men som samfundssystem.

Ikke bare fordi det er det mest retfærdige og rigtige, at statsmagten lægges i hænderne på flertallet, men også af hensyn til de massive naturødelæggelser, som det kapitalistiske system fører med sig.

>> LÆS OGSÅ: Tysklands deling 1948-61 - Berlin og DDR før Muren

For selv de mest sejlivede forsvarere af kapitalismen er vores nuværende samfundssystems negative indvirkning på klodens sundhedstilstand efterhånden en erkendt sandhed.

Og selvom det langtfra betyder, at socialismen er kommet på den politiske dagsorden i Danmark, tales der meget om reformer af det nuværende kapitalistiske system. Reformer som skal tøjle industriens miljøsvineri og mindske uligheden.

En vigtig debat som dog alt for sjældent tager fat om problemets rod: Den private ejendomsret til produktionsmidlerne – og altså profitmotivet som samfundets vigtigste drivkraft.

Uden at fjerne dette altødelæggende og menneskefjendske profitmotiv vil samfundet fortsat styres af individers jagt på egen lykke – og ikke af det fælles bedste.

Et stadigt mere hult demokrati

Nu har jeg selv valgt at skrive denne kronik på netop årsdagen for Murens fald, så jeg er godt klar over, at jeg nu nedkalder en sand lavine af forargelse og fordømmelse, og at jeg vil blive skudt i skoene, at jeg derved tager “kommunismens diktatoriske regimer” i forsvar.

Kritikerne vil pege på de tidligere socialistiske østlande og sige, at socialisme betyder diktatur og overvågning.

I den forbindelse vi jeg stilfærdigt minde om en enkelt kendsgerning: Aldrig er så mange blevet overvåget så meget, som det er tilfældet i vores moderne kapitalistiske samfund. Er man i tvivl, kan man tage et kig på den guldgrube af dokumentation, som Edward Snowden har beriget offentligheden med.

Og hvad gælder demokratiet, forskyder magten sig konstant til fordel for eliten. Og de såkaldte demokratiske processer foregår i stigende grad ude af syne og ude af kontrol for den danske offentlighed og det danske folk.

>> LÆS OGSÅ: Den tyske genforening var ingen solstrålehistorie

På afgørende punkter fastlægges dansk indenrigs- såvel som udenrigspolitik langt fra Christiansborg – og endnu længere fra landets byråd: I Bruxelles og NATO, i Det Hvide Hus og hos de store internationale monopoler, hvis økonomiske magt i dag langt overstiger nogen enkelt stat.

At denne antidemokratiske udvikling netop er sket under kapitalismens enevældige herredømme på vores kontinent fortæller os meget om systemets demokratiske indhold – eller rettere: manglen på samme. En mangel som i øvrigt i lige så høj grad træder frem, når man ser på de førende kapitalistiske staters forhold til rivalers nationale integritet.

Når jeg taler for et endeligt opgør med kapitalismen og for opbygningen af et socialistisk Danmark, forsvarer jeg altså på ingen måde diktatur og undertrykkelse – tværtimod!

Mens kapitalismen altid vil betyde kapitalens herredømme over menneskene, er den socialistiske stat den organiserede arbejderklasses magtapparat. Altså en flertallets stat – i modsætning til de borgerlige staters klamren sig til de fås absurde ret til at tilegne sig de værdier, flertallets arbejde hver dag skaber.

Den kapitalistiske stats erklærede formål er at sikre denne private ejendomsret til produktionsmidlerne, som skaber grundlaget for den udbytning og undertrykkelse og de krige og kriser, som først og fremmest rammer arbejderklassen.

Den socialistiske stats vigtigste opgave er derimod at sikre flertallets kollektive ejendomsret til og kontrol over de værdier, som i det nuværende samfund tyvagtigt bortranes og ophobes på bugnende bankkonti eller forbruges til fordel for opretholdelse af ganske få individers ekstravagante livsstil.

Så sent som i foråret fremlagde Oxfam Ibis en rapport, som viste, at 26 personer ejer det samme som Jordens fattigste halvdel. Og mens verdens 2000 rigeste personer i 2018 blev 12 procent rigere, faldt formuen hos den fattigste halvdel af Jordens befolkning med 11 procent.

Det er i den grad på tide, at de politiske visioner bevæger sig ud over dagens politisk konstruerede dogmer og lader idéerne række ud efter det, vi gerne vil – frem for at begrænse den offentlige debat til højre- eller venstreversionen af “den nødvendige politik”.

Et socialistisk Danmark

“Men vi har prøvet det før, og det virkede ikke”, vil mine forargede kritikere upåvirkede udbasunere. Men er det i sig selv et holdbart argument for at forkaste den socialistiske idé?

I min optik er det socialistiske samfundssystem lige så forskelligartet som det kapitalistiske – som vi kan se i adskillige skikkelser rundt om i verden anno 2019.

At affeje idéen om et socialistisk Danmark ved at henvise til tidligere socialistiske samfunds kollaps er derfor ikke nok.

En dansk socialisme vil naturligvis bygge på de kollektive erfaringer, som danskerne og i særdeleshed den danske arbejderklasse gennem generationer har gjort sig. Den vil bygge på de kulturelle særegenheder, som også har formet kapitalismen til den særlige danske udgave, vi kender i dag.

Kort sagt kan vi allerede i dag se konturerne af, hvordan en dansk socialisme vil se ud – især hvis vi kigger på de perioder i dansk historie, hvor arbejderbevægelsen har stået stærkest og har haft de bedste forudsætninger for at præge samfundsudviklingen: Et udpræget lokalt forankret demokrati med en stærk offentlig sektor, som sikrer gratis uddannelse, sundhed, pleje og pasning.

Derudover vil socialismen kunne sikre arbejde og bolig til alle, og – måske mest presserende lige i disse år – en demokratisk kontrolleret socialistisk økonomi vil kunne sikre, at al produktion sker på betingelser, som sætter mennesker og natur før uendelig økonomisk vækst og blind forbrugerisme.

For mig at se er der ingen vej udenom: Skal menneskeheden sikres en fremtid her på Jorden, er et opgør med kapitalismen uundgåeligt.

Og hvorfor ikke erstatte kapitalens magt med menneskets? Lad kun den rigeste ene procent skælve ved tanken om en socialistisk revolution. Ved den har det arbejdende folk kun deres lænker at miste og en verden at vinde!

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. nov. 2019 - 06:13   11. nov. 2019 - 10:51

Kronik

af Anders Sørensen, redaktør af Arbejderen
RØD BOG: ANDERS SØRENSEN
  • Ansvarshavende redaktør for Arbejderen.
  • Født i 1984 og bosat i Københavns nordvestkvarter.
  • Ufaglært. Har blandt andet arbejdet som gadefejer, pædagogmedhjælper og vikar indenfor byggeriet.
  • Har gennem mange år været tilknyttet Arbejderen som trykker, abonnementssælger, journalist og webredaktør.
  • Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse. Har to gange været opstillet som kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Kommunisterne. Bestyrelsesmedlem i NEXT Uddannelse København.
  • Gift og far til tre børn.

>> FØLG ANDERS SØRENSEN PÅ FACEBOOK

Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).