I morgen lørdag den 9. november klokken 23:30 er det præcis 30 år siden, at grænsebommene blev hævet flere steder i Østberlin, så mængden af fodgængere og biler af mærket Trabant kunne strømme ukontrolleret og uhindret igennem til Vestberlin.

Samfundet efter genforeningen er værre end dén kapi-talisme, vi lærte om i DDR-tidens skoler. Kapitalismen i dagens Tyskland er virkelig slem.
Annett Schulze, lærer, Berlin.

Muren mellem DDR (Deutsche Demokratische Republik) og Vesttyskland faldt dén aften. Den havde i 28 år delt Berlin i to.

Det udløste en kollektiv folkefest, og glæden var stor, fordi borgere fra DDR og Vesttyskland for første gang siden august 1961 kunne besøge slægtninge og venner, der levede på den anden side.

Om aftenen den 3. oktober 1990, året efter, blev de to Tysklande officielt genforenet. Da sang tyske politiske spidser den tyske nationalsang på Reichtags balkon i Berlin. I de omkringliggende gader festede folk med tyske flag og champagne.

Bedre samfund?

I 1998-90 var stort set alle glade, løfterne om bedre tider florerede, og millioner troede, at dette var startskuddet til et bedre samfund.

Men i dag er skuffelsen stor.

Forskningsinstitutionen Leibniz-Institut für Wirtschaftsforschung i Halle (IWH) skriver i en rapport, at det var som at komme fra asken til ilden for indbyggerne.

>> LÆS IWH-RAPPORTEN HER (TYSK)

"Euforien blev hurtigt erstattet af de kolde realiteter efter Murens fald. Befolkningen i det østlige Tyskland oplevede sammenbrud i økonomiske strukturer og tabet af millioner af arbejdspladser", står der i rapporten.

Den tyske regering har selv offentliggjort en rapport med titlen "Jahresbericht der Bundesregierung zum Stand der Deutschen Einheit 2019", hvor en meningsmåling blandt østtyskere viser, at hele 57 procent føler, at de er "andenklassesborgere".

>> LÆS RAPPOTEN FRA BUNDESREGERINGEN HER (TYSK)

Kun 38 procent mener, at genforeningen "har været en succes". Blandt de adspurgte under 40 år – altså de, der kun oplevede DDR som børn – er tallet blot 20 procent.

Næsten halvdelen af tyskerne i den østlige del er utilfredse med den måde, demokratiet fungerer på.

Kolonisering startede

Forklaringen på utilfredsheden er enkel, mener Stefan Huth, der er redaktør af det venstreorienterede tyske dagblad junge Welt med hovedredaktion i Torstrasse i Østberlin, et bykvarter der lå i det gamle DDR.

I 1989-90 havde næppe mange mistanke om, at erhvervsledere og spekulanter i Vesttyskland allerede var dybt engagerede i at opkøbe – at kolonisere – det østlige Tyskland, siger han til Arbejderen.

Hele 85 procent af DDR's offentligt ejede ejendom blevet afindustrialiseret af vestlige virksomheder med start i 1990, viser tal fra den vesttyske sociolog Paul Windolf fra Universitetet i Trier i det vestlige Tyskland.

>> LÆS OGSÅ: Forskere slår fast: Socialisme og ligestilling går hånd i hånd

Salget af de offentlige virksomheder i DDR blev formidlet af den statslige institution Treuhand, som fungerede fra 1990 til 1994.

Ifølge regeringens egne tal blev 80 procent opkøbt af vesttyske virksomheder, fem procent af østtyske og 15 procent af udenlandske virksomheder.

Stefan Huth er klar i mælet.

– I dag ser vi konsekvenserne af genforeningen. Det er bestemt ikke positive konsekvenser, slet ikke. Treuhand blev en institution, der for småpenge formidlede salget af en række statsejede østtyske kæmpefirmaer fra 1989-1990 og frem – de blev solgt for en slik. Konsekvenserne blev enorme for millioner af mennesker, der blev fyret, efter at fabrikkerne og anlæggene var købt og produktionen nedlagt, siger han til Arbejderen over telefonen fra Berlin.

>> LÆS OGSÅ: Først DDR – dernæst Europa

– Investorer tjente stor profit på salgene. Men skaden var enorm for mange, fortæller redaktøren. 

Industrien væk

Der forsvandt arbejdspladser overalt – fra Thüringen, Sachsen og Brandenburg, til Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen-Anhalt og Berlin. Offentligt ejede arbejdspladser blev privatiseret af konsortiet Treuhand. 

Der var tale om en kolonisering. I dag får østtyskere 28 procent mindre i løn i gennemsnit end vesttyskere.
Cilly Keller, ingeniør

En fabrik kunne for eksempel blive solgt for én D-mark gennem Treuhand. Det svarede til omkring fire kroner!

Ifølge ingeniør Cilly Keller, der stammer fra Østtysland, ramte "masseudsalget" voldsomt.

"Genforeningen betød døden for en række af DDR's enorme fabrikker og anlæg som det kemiske værk "Friedrich Engels" i Premnitz, Neptune-værftet i Rostock og kabelanlægget Oberspree", skriver hun i en mail til Arbejderen.

"Der var tale om en kolonisering. Med D-markens entré steg antallet af arbejdsløse fra nul til fire millioner, og østtyskere får i dag 28 procent mindre i løn i gennemsnit end vesttyskere", skriver hun.

Forbundsregeringen skriver dog i sin rapport, at østtyskerne tjener 84 procent af, hvad vesttyskerne tjener.

I rapporten fremgår det også, at det er "gået fremad" med at få folk i job. Fra 17,9 procent arbejdsløse i 1997 til nu 11,5 procent. Det vil i dag sige – ifølge de officielle tal – at 969.000 personer ikke har et job.

Den vesttyske sociolog Paul Windolf ved universitetet i Trier i det vestlige Tyskland anslår, at op til 80 procent af de arbejdende østtyskere fem år efter Berlinmurens fald havde mistet deres job enten midlertidigt eller permanent, citerer avisen Die Zeit.

Avisen omtaler en meningsmåling, der viser, at 73 procent af alle adspurgte i øst mener, at deres jobsikkerhed var blevet forværret under genforeningen, og 70 procent mener, at de er "mindre beskyttet" mod kriminalitet end tidligere.

Demografisk problem

I 1990 forudså ganske få, at strømmen af østtyskere til Vesttyskland ville fortsætte så massivt efter Murens fald, som det er tilfældet. Ifølge redaktøren Stefan Huth er indbyggertallet i mange landsbyer og byer er faldet drastisk.

>> LÆS OGSÅ: Tysklands deling 1948-61 – Berlin før Muren

I dag står det østlige Tyskland således overfor en alvorlig demografisk krise: Der mangler indbyggere.

En række statsejede østtyske kæmpefirmaer blev opkøbt af investorer – og produktionen nedlagt.
Stefan Huth, redaktør

Det tyske magasin Die Zeit skriver, at 3,7 millioner er flyttet fra det østlige Tyskland til det vestlige Tyskland fra 1991 til 2017. Det vil sige, at næsten en fjerdedel af den oprindelige befolkning i Østtyskland er flyttet.

Det er en helt skæv udvikling, skriver Die Zeit og tilføjer, at "den gale kurve" ikke er blevet brudt af, at 2,5 millioner vesttyskere i samme tidsrum flyttede til det østlige Tyskland.

Stefan Huth har set problemet helt konkret i de østtyske byområder:

– Den unge generation er mange steder væk. De søger mod jobs i vest. Infrastrukturen og trafikken er brudt sammen mange steder. Vi kan ikke tale om, at områder helt er affolket, men der er godt nok tyndet kraftigt ud, siger han til Arbejderen.

Ifølge IHW-rapporten viser tallene "et underskud" på 1,9 millioner mennesker. Indbyggertallet steg i Vesttyskland med næsten 6,6 millioner mennesker mellem 1990-2015, men faldt i Østtyskland med 2,1 millioner.

Ifølge IHW har det vestlige Tysklands erhvervschefer siden genforeningen fået "tilfredsstillet efterspørgslen efter kvalificeret arbejdskraft fra øst".

Krig og nazisme

Ingeniør og tidligere DDR-borger Cilly Keller skriver til Arbejderen, at vesttyskere i dag er klart overrepræsenteret i de førende positioner inden for erhverv, videnskab, kultur og politik i det østlige Tyskland.

Egentlig ønsker jeg ikke DDR tilbage, men at noget helt nyt bliver skabt.
Annett Schulze, lærer, Berlin

Ifølge IWH-rapporten hører blot 36 ud af Tysklands 500 største virksomheder hjemme i det tidligere DDR.

Og på universiteterne gik det også skævt, mener Cilly Keller. For eksempel måtte rektoren for Humboldt Universitet, teologen Professor Heinrich Fink, gøre plads for Wilhelm Krelle, der engang var SS-Sturmbannführer i den nazistiske SS-Panzer-divisionen "Götz von Berlichingen".

Mere krig

For redaktør Stefan Huth har genforeningen i 1990 helt op til i dag betydet øget krig.

– Vi er blevet indblandet i krig, for eksempel indirekte i 1991 i det tidligere Jugoslavien. Her genoptog Tyskland sine gamle krigsforbrydelser. I dag er vi med som krigsophidsere mod Rusland. I gamle dage var DDR en slags garant for fred, mener redaktøren.

>> LÆS OGSÅ: Fredsduen flyver ikke mere

Stefan Huth mener også, at nazismen og fremmedhadet er et stigende problem efter Murens fald.

– Genforeningen har betydet, at racismen er steget i det gamle Østtyskland. Den betød, at en række nazister fra Vesttyskland tog mod øst og organiserede til had overalt. I dag ser vi, at det racistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) får omkring hver femte stemme i store valgkredse. Senest fordoblede de deres stemmetal i delstaten Thüringen for to uger siden, fortæller redaktøren.

Ved valget i Thüringen 27. oktober fik AfD 24 procent af stemmerne, kun overgået af det venstreorienterede parti Die Linke med 31 procent. Det konservative CDU og det socialdemokratiske SPD kom på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.

Antikommunisme

Også på det politiske, ideologiske område tog bulldozerne fat efter Murens fald i 1989. Mange minder om det socialistiske projekt blev udryddet. Antikommunismen fik fuld skrue, som Stefan Huth udtrykker det.

Op til 80 procent af de arbejdende østtyskere havde fem år efter Berlinmurens fald mistet deres job, enten midlertidigt eller permanent.
Paul Windolf, sociolog

I Berlin blev det moderne "Republikkens Palads", fra 1976, simpelthen revet ned. Palace Hotel blev også offer for bulldozerne, mens Lenin-monumentet blev væltet.

Mindesmærket for kommunistlederen Ernst Thälmann i Ziegenhals nær Berlin blev også revet ned, mens det sovjetiske mindesmærke i Neustrelitz for døde soldater fra Anden Verdenskrig tilsvarende måtte lade livet.

Værre end forventet

Læreren Annett Schulze fra Berlin-forstaden Mahlsdorf voksede op i DDR og gik i skole her. Hun er "ikke begejstret for alt i DDR", men absolut heller ikke glad for konsekvenserne af genforeningen for østtyskerne.

I dag ser vi konsekvenserne af genforeningen. Det er bestemt ikke positive konsekvenser, slet ikke.
Stefan Huth, redaktør, Berlin

– Nu er systemet, vi lever under, værre end dét, vi lærte om i DDR-tiden i skolerne, griner hun over telefonen og skifter så til en alvorlig tone – "kapitalismen er virkelig slem", siger hun til Arbejderen.

Som lærer oplever hun et meget kompliceret uddannelsessystem i dagens Tyskland.

– Jeg er egentlig priviligeret, for jeg har oplevet to uddannelsessystemer. Og nu kan jeg se, at der er stor forskel. I DDR var alt mere enkelt. Her var der en lærebog til hvert fag og ét skema. Der var styr på det. Uddannelserne var styret centralt fra, siger hun til Arbejderen.

– I dag er det delstaterne, der styrer uddannelserne, og ofte er der flere forlag om at levere flere forskellige bøger til hvert fag, kritiserer hun og tilføjer, at lærere ikke længere skal på husbesøg som i DDR-tiden.

– Egentlig ønsker jeg ikke DDR tilbage, men at noget helt nyt bliver skabt, siger hun håbefuldt.