Du skal have boet under en sten for ikke at have hørt om TV2-dokumentaren "Eksperimentet med vores børn", som er optaget i daginstitutionen Unoden i Viborg.

Lyset burde tændes i børnenes øjne og ikke slukkes på grund af dårlige normeringer.

I dokumentaren så vi børn, som slet ikke fik den hjælp, guidning og støtte, som flere af børnene bogstavelig talt bad om.

I del 1 bad pædagogen Tanja om hjælp, fordi hun dagligt i længere perioder var alene med op til 18 børn. Det meste af Tanjas tid gik med at løse konflikter, som hun ikke havde set starte, og de små kunne ikke forklare, hvad der var gået forud. Børnene græd og fik ofte kun nødtørftig trøst, inden Tanja måtte videre til det næste ulykkelige barn.

Udfordret på basale færdigheder

Jeg er skole- og fritidspædagog og har siden 2014 været klassepædagog i 0. klasse og taget imod massevis af børn fra børnehaven. Jeg oplever en negativ udvikling, hvor børnene, som begynder i skole, i langt højere grad er udfordret på helt basale områder.

Et lavpraktisk eksempel er børnenes evner til selv at kunne klare toiletbesøgene. Vi har altid haft enkelte børn, som skulle guides en smule i begyndelsen. Men antallet af børn, som ikke kan selv, er stigende.

I starten af skoleåret var jeg tilfældigt gået ind i klyngen for at hjælpe med at finde en bold. Jeg hørte en lille stemme råbe "Hallooo". Jeg fik lokaliseret kaldet til det ene af toiletterne. Dér sad lille Marcus på 5 år med tårerne stille løbende ned ad kinderne. Alle børn og voksne var på legepladsen, som vi sædvanligt er i SFO'en, så ingen havde hørt hans råb om hjælp. Marcus havde været på toilettet og kunne ikke selv gøre det færdigt. Heldigvis kom jeg og kunne guide ham. Marcus blev færdig og kunne gå ud for at lege igen.

Et fælles ansvar

Flere mener, at det ene og alene er forældrenes ansvar at lære børnene at klare toiletbesøget selv. Men når børnene tilbringer 8-10 timer af deres vågne tid i børnehaven, er det simpelthen nødt til at være et fælles ansvar.

For nyligt talte jeg med en mor, som fortalte, at hendes 3-årige datter næsten var blefri hjemme. Men datteren nægtede pure at droppe bleen, når hun var i børnehave. Moderen havde spurgt sin datter hvorfor, og den lille pige fortalte, at det var fordi, hun altid skulle vente så lang tid på hjælp.

Toiletbesøgene er bare en af mange ting, som personalet i børnehaverne ikke har en chance for at støtte børnene optimalt i. Pædagogerne i børnehaven har knap tre år til at bygge det fundament, som vi skal bygge videre på i skolen. Men det er en håbløs proces for pædagogerne, når normeringen hedder 1:18, som den gjorde i Unoden. Hvis børnenes fundament ikke er stabilt, kan det hele ende med at krakelere og i værste fald ende med at falde sammen.

Selv børnene efterlyser flere pædagoger

Børnene skal ikke bare passes i daginstitutionerne, mens deres forældre er på arbejde. Børnehaven skal lære børnene om verden og guide i sociale spilleregler. Børnene skal udvikle sociale og helt basale evner som for eksempel at kunne selv. Lyset burde tændes i børnenes øjne og ikke slukkes på grund af dårlige normeringer.

Det er ikke en luksus, når forældre, pædagoger, forskere, ja selv børnene råber på flere pædagoger, det er minimum!