13 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tænketank har 20 forslag til forlængelse af arbejdslivet

Senere pension

Tænketank har 20 forslag til forlængelse af arbejdslivet

Efter halvandet års arbejde har Seniortænketanken fremlagt 20 anbefalinger, der kan være med til at forlænge arbejdslivet for lønmodtagere i 60-70 års alderen.

Seniortænketanken anbefaler, at arbejdsgiverne indfører seniorordninger i langt større grad, end det sker i dag.
FOTO: Martin Mounzer
1 af 1

I dag har Seniortænketanken offentliggjort 20 anbefalinger, der forventes at få flere lønmodtagere på 60-70 år til at udskyde pensionisttilværelsen eller får flere seniorer til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Et ordentligt arbejdsmiljø er en afgørende forudsætning for, at seniorerne har helbredet til at udskyde pensionen og blive længere på jobbet.
Ejner K. Holst, næstformand FH

Anbefalingerne til 'et længere & godt seniorarbejdsliv' bygger på analyser og forskning på området samt besøg på virksomheder, der allerede i dag arbejder med at holde på deres seniorer. 

– Generelt skal vi gøre mere for, at dem, der kan og har lyst, bliver længere på arbejdsmarkedet, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S):

– Her ligger et stort uudnyttet potentiale, som kan gøre vores samfund rigere og give os mulighed for at prioritere velfærden. Udviklingen er i gang, men vi skal have endnu flere med. Seniorerne har erfaring og kompetencer, som jeg håber i højere grad vil blive anerkendt bredt.

Længere arbejdsliv kræver et godt arbejdsliv

Seniortænketanken blev nedsat i maj 2018 af den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti som led i udmøntningen af 'Aftale om flere år på arbejdsmarkedet', som regeringen indgik med Dansk Folkeparti i juni 2017. 

Tidligere LO-formand Harald Børsting har stået i spidsen for tænketanken, og han har haft selskab af otte repræsentanter fra fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationer og desuden otte sagkyndige.

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) mener, at den allervigtigste forudsætning for et langt arbejdsliv er et godt arbejdsliv. 

– Et ordentligt arbejdsmiljø er en afgørende forudsætning for, at seniorerne har helbredet til at udskyde pensionen og blive længere på jobbet. Derfor ser vi særligt frem til, at Seniortænketankens anbefaling om forsøg med arbejdsmiljøvejledning bliver taget i brug ude på landets arbejdspladser, siger FH's næstformand Ejner K. Holst.

Han fremhæver i den forbindelse, at Seniortænketanken blandt andet anbefaler, at der afsættes 6 millioner kroner over tre år til et pilotforsøg på en række arbejdspladser inden for brancher med særligt belastende arbejdsmiljø. 

DA håber på øget vækst

Dansk Arbejdsgiverforening ser gode muligheder for øget vækst og velstand i Danmark ved at gøre det mere attraktivt for seniorer at udskyde pensionen. Det udtaler underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Erik E. Simonsen i en pressemeddelelse:

– Vi anbefaler, at man nedsætter en kommission, der skal forenkle reglerne i pensionssystemet og sikre en tilstrækkelig økonomisk gevinst for de ældre, når de fortsætter med at arbejde. For det er pengene, der for de fleste er den afgørende grund til at arbejde videre.

En række af Seniortænketankens anbefalinger handler om, at jobcentrene skal lægge kursen om og i langt højere grad end i dag have fokus på seniorer blandt de arbejdsløse. Blandt andet opfordres jobcentrene til at tage tidlige samtaler med seniorerne og hjælpe dem med almindelig jobformidling. En særlig jobbørs, hvor virksomheder opslår permanente eller midlertidige stillinger velegnet til seniorer, skal også bidrage til at forlænge seniorernes arbejdsliv.

Kig jer i spejlet

– Vi forventer, at jobcentrene tager anbefalingerne alvorligt og lægger sig i selen, siger Ejner K. Holst, der samtidig opfordrer arbejdsgiverne til at tage et alvorligt kig i spejlet:

– De råber på arbejdskraft, men er ikke særligt villige til at ansætte seniorer. Nye tal viser, at på trods af at seniorer søger job langt mere flittigt end de yngre, har de svært ved at komme i arbejde.

Flere seniorordninger

Ingeniørforeningen IDA er særlig begejstret for de anbefalinger, der opfordrer arbejdsgiverne til at indføre seniorordninger i langt større grad, end det sker i dag. 

Morten Thiessen, der er formand for Ansattes Råd i IDA, synes også godt om anbefalingen om, at man skal have en slags fortrydelsesret, hvis man er gået på pension, men gerne vil vende tilbage på arbejdsmarkedet:

– Tankerne om mere fleksibilitet i pensionssystemet, så man får mulighed for at sætte prop i sine pensionsudbetalinger, hvis muligheden for at træde ind på arbejdsmarkedet igen opstår, er fornuftig. Reglerne er alt for rigide og indviklede i dag og varierer fra pensionsselskab til pensionsselskab. Det kan gøres smartere.

Seniortænketanken har været underlagt et kommissorium, hvoraf det fremgår, at tænketankens forslag "samlet set skal være neutrale for de offentlige finanser."

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2019 - 08:35   21. nov. 2019 - 14:14

Arbejdsmarked

noc@arbejderen.dk