23 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kendt journalist anklaget for hacking i Brasilien

Pressefrihed under pres

Kendt journalist anklaget for hacking i Brasilien

Brasiliens justitsministerium går efter den amerikanske journalist Glenn Greenwald, der ved at offentliggøre hackede telefonsamtaler afslørede det retslige komplot mod den tidligere præsident Lula da Silva.

Den amerikanske journalist Glenn Greenwald er anklaget for at afsløre pinlige detaljer i retssagen mod Brasiliens venstreorienterede eks-præsident Lula da Silva.
FOTO: Robert O'Neill/CC 4.0
1 af 1

Brasiliens justitsministerium anklagede tirsdag den amerikanske journalist Glenn Greenwald for at have hacket telefonopkald fra landets justitsminister Sérgio Moro.

Jeg gjorde intet andet end at udføre mit arbejde som journalist etisk korrekt og inden for loven. Vi lader os ikke skræmme af disse tyranniske forsøg på at gøre journalister tavse.
Glenn Greenwald, journalist

Justitsministeriet hævder, at Greenwald og hans kolleger på onlinenyhedsportalen The Intercept Brasil hackede 126 telefonopkald og 176 computerenheder, rapporterer den latinamerikanske TV-station TeleSur.

Materiale afleveret

Glenn Greenwald afviser anklagerne. Han siger i en video på sin twitterkonto, at de optagede telefonsamtaler af den nuværende justitsminister og tidligere dommer Sérgio Moro og det andet materiale blev afleveret til The Intercept, efter at de var blevet hacket af andre.

The Intercept Brasil lækkede sidste år telefonsamtalerne fra 2016-18 mellem Sérgio Moro og anklagere i retssagen mod den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva – leder af Arbejderpartiet PT.

>> LÆS OGSÅ: Lula fik skærpet dom

Ifølge The Intercept Brasil giver Sérgio Moro – der på dét tidspunkt var dommer i korruptionssagen "Operation Bilvask" – anklagerne i Lula-sagen gode råd om, hvad de skulle foretage sig under retssagen, så Lula blev dømt skyldig.

I to år var der blandt andet tæt kontakt mellem anklageren Deltan Dallagnol og dommeren Sérgio Moro, skriver The Intercept Brasil, refereret af TeleSur.

Samtalerne og en bunke dokumenter indeholdt også beviser på, at anklagemyndigheden "var i dyb tvivl, om der forelå tilstrækkelige beviser til at dokumentere Lulas skyld", skrev det brasilianske dagblad Gazeta do Povo i 2019.

Ifølge brasiliansk lov skal dommere være neutrale i retssager, der føres ved domstolene, før selve dommen falder.

Fik stækket præsident

I 2018 blev Lula idømt 12 års fængsel for korruption. Den ansvarlige dommer i sagen var selvsamme Sérgio Moro.

Retssagen, der startede i 2016, forhindrede Lula i at deltage i et præsidentvalg i 2018, som blev vundet af den højreekstreme Jair Bolsonaro. Lula førte ellers stort i meningsmålinger.

>> LÆS OGSÅ: Lula dømt uden beviser...

Jair Bolsonaro udnævnte efter valget Sérgio Moro til justitsminister i regeringen, rapporterer TeleSur. 

Rådgav anklagere

I selve de afslørede telefonsamtaler foreslog Sérgio Moro anklagerne, at de ændrede rækkefølgen af de personer, der blev efterforsket i Lula-sagen, og afkortede tidsrummet mellem de enkelte undersøgelser.

Moro gav strategisk rådgivning og uformelle tip til anklagerne og forsynede dem med forhåndsviden om de beslutninger, han som dommer ville tage.

Endelig gav Moro konstruktiv kritik af anklagerens sagsfremstilling under retsmøder og irettesatte ligefrem Dallagnol, som om anklageren arbejdede for dommeren", skriver Greenwald og hans kolleger.

Forsvar pressefrihed

Glenn Greenwald, der er gift brasiliansk og i store dele af året bor i landet, mener i den aktuelle sag om hacking, at justitsministeriet truer alle kritiske stemmer i Brasilien.

– Jeg gjorde intet andet end at udføre mit arbejde som journalist etisk korrekt og inden for loven. Vi vil ikke lade os skræmme af disse tyranniske forsøg på at gøre journalister tavse. Jair Bolsonaros højreregering respekterer ikke de grundlæggende pressefriheder, siger Glenn Greenwald ifølge TeleSur.

Glenn Greenwald blev internationalt kendt for sin rolle i offentliggørelsen af whistlebloweren Edward Snowdens dokumenter i 2013 om USA's hærs krigsforbrydelser og massive overvågning.

>> LÆS OGSÅ: Lulas fængsling udløser protester

Andre trusler

Greenwald siger, at brasiliansk forbundspoliti for mindre end to måneder siden frikendte ham for enhver mistanke i nøjagtig de samme anklager, som justitsministeriet aktuelt fremfører.

– Forbundspolitiet, der i øvrigt står under Moros ledelse, kom frem til, at jeg aldrig har begået nogen forbrydelse, men at jeg udøvede ekstrem forsigtighed, siger Greenwald.

Greenwald blev sidste år truet med at blive udvist af Brasilien. Desuden er han og samleveren blevet truet med at få fjernet deres to adopterede børn. Familien har også modtaget dødstrusler.

Justitsmord på Lula

Selve retssagen mod Lula handlede i 2016-2018 om, at den tidligere præsident – ifølge anklagerne – havde modtaget en ferielejlighed med kystudsigt til gengæld for, at entreprenørfirmaet Grupo OAS fik millionkontrakter for det statslige olieselskab Petrobras.

Lula og hans forsvarere afviser fortsat, at der er basis for anklagerne, og Lulas støtter i Brasilien og internationalt påpeger, at Lulas skyld aldrig er dokumenteret med faktiske beviser.

I november sidste år blev Lula løsladt efter 580 dages fængselsophold. Korruptionssigtelserne er dog opretholdt, men Brasiliens højesteret vurderede, at Lula ikke havde opbrugt alle sine appelmuligheder og derfor ikke kunne forblive i fængsel.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jan. 2020 - 11:06   24. jan. 2020 - 11:39

Brasilien

ah@arbejderen.dk
Operation Bilvask
  • Den brasilianske korruptionsskandale er kendt under navnet Operation Bilvask.
  • Den involverer det statslige olieselskab Petrobras og handler om bestikkelse.
  • Højtstående folk i Arbejderpartiet PT, det daværende regeringsparti PMDB og det konservative Brasiliens Socialdemokrati PSDB skulle have modtaget bestikkelse, som er anvendt til politiske kampagner. 
  • Metoden har angiveligt været, at der er udskrevet for store regninger for opgaver udført for olieselskabet. De ekstra penge er tilbageført til personer og partierne.
  • Den i 2016 afsatte præsident Dilma Rousseff er ikke anklaget for at have modtaget penge, men var mistænkt for at have kendt til korruptionen i sin tid som formand for bestyrelsen i Petrobras frem til 2010.
  • Der blev indledt undersøgelse mod den tidligere præsident Lula da Silva i 2016. Mistanken var, at en ferielejlighed er betalt med penge fra Petrobras. Lula er idømt 12 års fængsel.
  • Der er rejst sager mod næsten 300 personer. Op mod 100 er dømt i sagen, der handler om et samlet beløb på over tre milliarder dollars. En af de markante domme blev afsagt 8. marts 2016. Den lød på 19 års fængsel til Marcelo Odebrecht for bestikkelse med 30 millioner dollars. Han var administrerende direktør i Grupo Odebrecht, Brasiliens største byggevirksomhed.

Kilder: BBC, Wall Street Journal, TeleSur & Wikipedia