23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Israel får grønt lys til at annektere store dele af Vestbredden

Trumps nye fredsplan:

Israel får grønt lys til at annektere store dele af Vestbredden

USA anerkender Israels ret til de vigtigste dele af den besatte Vestbred, inklusive Jordandalen. Ifølge Trump vil palæstinenserne få en lille stat på resten af Vestbredden, i Gaza og i to små adskilte ørkenområder, og de må samtidig give afkald på Østjerusalem som hovedstad.

USA's præsident Donald Trump og Israels premierminister Benjamin Netanyahu tirsdag.
FOTO: Sarah Silbiger/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Står det til USA's præsident Donald Trump, skal hele verden anerkende de israelske bosættelser på den besatte palæstinensiske Vestbred og acceptere, at Israel annekterer bosættelserne og store dele af Vestbredden.

Dette er intet mindre end legalisering af landtyveri – en kolonisering – der har foregået i over 50 år. 
Fathi El-Abed, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Det fremgik af Donald Trumps præsentation af den længe ventede plan for Mellemøsten – ifølge Trump en "århundredets fredsplan". Israels bosættelser er ellers af FN erklæret ulovlige ifølge resolution 446 fra FN's Sikkerhedsråd fra 1979.

Israel er glad

Israels premierminister Benjamin Netanyahu og hans politiske rival ved parlamentsvalget i marts, Benny Gantz, skrev straks under på Trumps såkaldte fredsplan tirsdag, skriver det israelske dagblad Jerusalem Post.

Netanyahu stod side om side med Donald Trump, mens han fremlagde indholdet af planen på et pressemøde i Det Hvide Hus i Washington.

Den israelske premierminister smilede og kaldte det for en "historisk dag", mens han takkede Trump.

– Du er den første verdensleder, der anerkender Israels suverænitet over Judæa og Samaria (Vestbredden, red.), der er altafgørende for vores sikkerhed og for vores arv, sagde Netanyahu.

Udtalelsen kom få timer efter, at samme Netanyahu af den israelske statsadvokat officielt var blevet tiltalt for korruption – bestikkelse, svig og tillidsbrud.

Netanyahu bekendtgjorde kort tid efter pressemødet, at den første fase af annekteringen af israelske bosættelser på Vestbredden, Jordandalen og den nordlige del af Det Døde Hav vil blive behandlet af regeringen søndag.

Palæstinensisk raseri

Palæstinenserne raser over USA's Mellemøstplan.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas siger, at "sammensværgelsen" ikke vil blive vedtaget.

– Nej, nej og atter nej til århundredets plan. Det palæstinensiske folk vil afvise den og henvise den til historiens losseplads, siger han ifølge russisk TV, Russia Today.

Det palæstinensiske parti Hamas kalder planen "aggressiv" og det rene "nonsens", rapporterer det palæstinensiske nyhedsbureau Maan News.

"Dette er ikke en fredsplan, men en krigplan", tweetede lederen af USA-kampagnen for palæstinensiske rettigheder Yousef Munayyer tirsdag aften.

"Legaliseret landtyveri"

Formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening Fathi El-Abed er ikke mindre forsonlig.

– Det er intet mindre end legalisering af landtyveri – en kolonisering – der har foregået i over 50 år. Planen er en opskrift på fortsat konflikt og krig i de næste generationer, siger han til Arbejderen.

Han tilføjer, at Israel får lov til at beholde 40 procent af det samlede areal på Vestbredden. Israel beholder således alle områder med rige vandressourcer. Det inkluderer Jordandalen, der dækker en tredjedel af de områder, USA tiltænker palæstinenserne.

Jordandalen er i århundreder blevet kaldt "palæstinensernes brødkurv". 

"Palæstinensere ødelægger fredshåb"

Donald Trumps svigersøn og nærmeste rådgiver om Mellemøsten Jared Kushner mener, at palæstinenserne bør slå til og acceptere planen.

– Hvis palæstinenserne afviser den, vil de endnu en gang forkludre en ny mulighed, ligesom de hidtil har ødelagt alle andre muligheder, siger Kushner ifølge TV-stationen CNN.

>> LÆS OGSÅ: Trumps toprådgiver får millionstøtte fra Israel

Til den arabiske TV-kanal Al Arabyia siger han, at en afvisning af planen "vil vise verden, at palæstinenserne ikke er interesseret i fred – at de aldrig har været interesseret i fred".

En palæstinensisk stat?

Palæstinenserne skal ifølge Trumps plan have en egen stat på Vestbredden, og præsidenten tweetede efter pressemødet et kort, der viser, hvor grænserne – ifølge USA – skal gå. Kortet dækker over de "territoriale kompromiser", som Israel er villig til at indgå, tilføjede Trump.

>> LÆS OGSÅ: USA vil droppe et selvstændigt Palæstina

Præsidenten forestiller sig, at den palæstinensiske hovedstad kan ligge i dén del af Østjerusalem, der ligger øst og nord for "sikkerhedsbarrieren", herunder Kafr Aqab, der er den østlige del af Shuafat og Abu Dis.

– Hovedstaden kan navngives Al Quds eller noget andet, sagde Trump ifølge CNN.

Shuafat er i dag en flygtningelejr med 35.000 beboere. Abu Dis er en landsby. Begge ligger langt væk fra islams tredjehelligste sted Al-Aqsa-moskeen og alle andre af de helligste steder for islam og kristendommen i Jerusalems gamle bydel.

>> LÆS OGSÅ: Bosættere stormer muslimsk helligdom

USA vil ifølge Trump åbne en ambassade i den nye palæstinensiske hovedstad. Muslimer skal desuden stadig have mulighed for at besøge Aqsa-moskéen på Tempelbjerget, siger Trump. 

Men Jerusalem vil ifølge planen forblive Israels hovedstad, tilføjede præsidenten.

Et kludetæppe

Fathi El-Abed mener, at den såkaldte palæstinensiske stat ifølge Trumps plan vil blive "et kludetæppe" og ikke en reel stat.

Han har kun latter til overs for Trumps plan om at tildele palæstinenserne to klumper land i ørkenen syd for Gaza. De to områder ligger tæt på en af Israels atomlossepladser, hvor radioaktivt materiale fra Dimona-værket bliver opmagasineret, siger Fathi El-Abed og tilføjer, at Israel har "tilbudt" områderne tidligere.

>> LÆS OGSÅ: Århundredets plan – take it or leave it

Ifølge Trump har Israel "indvilget" i at "frede" de områder, som ifølge planen kan blive en del af den palæstinensiske stat, i fire år. Men dét tror Fathi El-Abed ikke på.

– Erfaringen er, at Israel konstant definerer sine egne grænser og hele tiden udvider, siger han.

Planen omfatter ifølge Donald Trump en økonomisk pakke på cirka 340 milliarder kroner til udvikling af den nye palæstinensiske stat.

"Træd i karakter!"

Fathi El-Abed opfordrer til et internationalt ramaskrig mod USA's Mellemøstplan.

>> LÆS OGSÅ: "USA vil af med det palæstinensiske problem"

– Det internationale samfund må træde i karakter – inklusive EU. Israel og USA følger ikke international lov eller de utallige FN-resolutioner om konflikten. Jeg opfordrer til, at det internationale samfund gør som Sverige, der har anerkendt den palæstinensiske stat, slutter Fathi El-Abed.

I dag har 138 ud af 193 medlemslande af FN allerede anerkendt den palæstinensiske stat.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2020 - 16:21   29. jan. 2020 - 17:53

Palæstina

ah@arbejderen.dk
USA's Mellemøstplan 2020
  • 28. januar 2020 fremlagde USA's præsident Donald Trump sin Mellemøstplan. 
  • Her anerkender USA de israelske bosættelser på den besatte palæstinensiske Vestbred.
  • Israels bosættelser er af FN erklæret ulovlige ifølge resolution 446 fra FN's Sikkerhedsråd fra 1979.
  • Israel kan ifølge planen beholde 40 procent af det samlede besatte areal på Vestbredden, inklusive Jordandalen.
  • Jerusalem vil ifølge planen forblive Israels hovedstad.
  • Palæstinenserne får ifølge planen deres egen stat på Vestbredden, i Gaza samt to mindre ørkenområder i Negevørkenen.
  • Hovedstaden skal ligge øst for Jerusalem, i flygtningelejren Shuafat og landsbyen Abu Dis.
  • Israel har indvilget i at "frede" de områder, som ifølge planen kan blive en del af den palæstinensiske stat, i fire år, altså undgå at bygge bosættelser.
  • Mellemøstplanen omfatter en økonomisk pakke på 340 milliarder kroner til udvikling af den nye palæstinensiske stat. 

Kilder: Det Hvide Hus, BBC, CNN, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening