Midt i forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked meddelte Dansk Byggeri og Dansk Industri, DI, tirsdag nyheden om en forestående sammenlægning.
Vi får også et større styrkeforhold over for 3F. Det er heller ikke uvæsentligt.
Claus Bering, Dansk Byggeri
De to organisationer har planlagt det gennem længere tid. Nu er forarbejdet kommet så langt, at der ligger et udkast til en aftale, som medlemmerne i begge arbejdsgiverorganisationer skal tage stilling til.
Dansk Byggeris formand, Claus Bering, siger om baggrunden for sammenlægningen:
– Dansk Byggeri skal også i fremtiden være en stærk medlemsorganisation, der leverer en god service til den bedste pris. Det har været udgangspunktet for at indgå forhandlinger om at lægge sig sammen med DI. Med sammenlægningen får vi en mere slagkraftig organisation, der står endnu stærkere over for omverdenen.
EU-regulering
Claus Bering ser frem til at byggeriet bliver en del af en mere af en mere slagkraftig organisation, der er bedre repræsenteret i Bruxelles til at påvirke EU-reguleringen på byggeriområdet. Endelig er det ikke uvæsentligt for byggeriets arbejdsgivere at få flere muskler ved de fremtidige overenskomstforhandlinger.
– Vi får også et større styrkeforhold over for 3F. Det er heller ikke uvæsentligt, udtaler Claus Bering til Børsen.
Samler 17.000 virksomheder
Også DI ser store fordele ved en stærkere arbejdsgiverorganisation.
– Vi glæder os over, at Dansk Byggeri forhåbentlig bliver en del af Dansk Industri. Dansk Byggeri repræsenterer en stor og vigtig del af erhvervslivet. Vi vil få samlet 17.000 virksomheder i landets helt centrale erhvervsorganisation, og vi vil kunne få tilført nogle stærke kompetencer, som skaber større værdi for alle vores medlemmer, siger Lars-Peter Søbye, administrerende direktør i DI i en fælles pressemeddelelse.
Organisationernes medlemmer skal nu træffe endelig beslutning om forslaget til sammenlægningen. Forventningen er, at beslutningen om en sammenlægning sker i løbet af juni, for Dansk Byggeris vedkommende på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde og for DI’s vedkommende på en ekstraordinær generalforsamling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278