22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA og Brasilien indgår ny militæraftale

Befæster alliance

USA og Brasilien indgår ny militæraftale

Brasiliens præsident Jair Bolsonaro underskrev søndag en aftale om militært samarbejde med USA. Samtidig militariserer præsidenten sin regering og mobiliserer til protester mod Brasiliens folkevalgte kongres.

Donald Trump tog imod Brasiliens højreekstreme præsident Jair Bolsonaro på Mar-a-Lago i Florida.
FOTO: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Båndene mellem USA's og Brasiliens to højreorienterede præsidenter blev søndag styrket yderligere, da den brasilianske præsident Jair Bolsonaro underskrev en aftale om styrket militært samarbejde med USA under et besøg hos præsident Donald Trump. Jair Bolsonaro har da også fået tilnavnet "Tropernes Trump".

Aftalen handler om forskning og udvikling af militære projekter og skal "forbedre og levere nye militære kapabiliteter".
Brasiliens forsvarsministerium

Aftalen kommer, blot syv måneder efter at Donald Trump udråbte Brasilien til at være en væsentlig allierede uden for NATO, som betyder, at Brasilien får lettere ved at købe våben og andet militært udstyr i USA, skrev det amerikanske dagblad The Hill.

Dermed indlemmes Brasilien i en eksklusiv klub af blot 16 lande. Heriblandt er Argentina, Australien, Marokko, Egypten og Israel, Jordan, Bahrain, Kuwait, Japan, Sydkorea og Thailand. 

Baner vej for øget militært samarbejde

Aftalen handler om forskning og udvikling af militære projekter og skal "forbedre og levere nye militære kapabiliteter", hedder det i en pressemeddelelse fra Brasiliens forsvarsministerium. 

Aftalen blev underskrevet under Jair Bolsonaros besøg hos Donald Trump på præsidentens ferieresort Mar-a-Lago i Palm Springs, Florida. Selve underskrivelsen fandt sted på USA's Southern Command – hovedkvarter for USA's militære aktiviteter i Latinamerika.

Aftalen tillader ifølge Reuters private partnerskaber mellem Brasiliens omkring 220 producenter af militært udstyr og USA's militær industri, og de kan søge om offentlige midler til deres forskning og udvikling af militært isenkram. Ifølge det brasilianske dagblad Folha de Sao Paulo ledsages aftalen af en fond med 96 milliarder dollars.

Aftalen afskaffer også, hvad der beskrives som "bureaukratiske processer" i forbindelse med salg af militært udstyr mellem de to lande, skriver den latinamerikanske TV-station TeleSur. TV-stationen tilføjer, at aftalen åbner det amerikanske marked for Brasiliens militærindustri og gør det lettere for Brasilien at sælge militært udstyr til resten af de 28 NATO-lande.

Forhandlingerne om aftalen blev indledt i 2017 under den højreorienterede kuppræsident Michel Temer, men de er blevet speedet op, siden Bolsonaro kom til magten den 1. januar 2019.

Aftalen skal vedtages af kongressen i både USA og i Brasilien. Dagbladet Folha de Sao Paulo skriver, at det brasilianske udenrigsministerium forventer, at aftalen hurtigt bliver vedtaget, men ifølge avisen kan den blive forsinket af konflikten mellem Bolsonaro og en lang række medlemmer af kongressen. 

Generaler indtager regering

De er blandt andet utilfredse med, at Bolsonaro, der selv har en fortid som officer i militæret, i stigende grad udpeger tidligere eller nuværende generaler til ministre. Midt i februar fyrede Jair Bolsonaro sin stabschef Onyx Lorenzony, den første politiker der åbent støttede Bolsonaros kandidatur til præsidentposten.

I stedet udpegede Bolsonaro generalen Walter Braga til ny stabschef. Med udnævnelsen af Braga er der nu syv tidligere generaler blandt regeringens 20 ministre. Dertil kommer Bolsonaros vicepræsident Hamilton Maurao, der er pensioneret general. Hele inderkredsen af Bolsonaros nærmeste rådgivere og ministre består nu af tidligere generaler fra Brasiliens hær.

Opfordrer til aktioner mod parlament

Konflikten blev skærpet, da Bolsonaro via WhatsApp opfordrede sin egne nærmeste allierede til at aktionere mod Kongressen, skriver Folha de Sao Paulo. Præsidentens opfordring kommer i kølvandet på, at sikkerhedsministeren, eksgeneral Augusto Heleno, kaldte Kongressens medlemmer for gangstere.

Nu forbereder højreorienterede aktivister en demonstration imod Kongressen og til forsvar for militæret og regeringen. Demonstrationen er indkaldt til søndag den 15. marts.

Bolsonaros opfordring til at demonstrere mod kongressen har fået Brasiliens tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva til at protestere.

– Det er afgørende, at landets kongres, institutioner og civilsamfundet nu protesterer imod dette angreb på demokratiet. Brasilien har brug for at generere arbejdspladser, bringe folk ud af fattigdom. Bolsonaro har aldrig forbundet sig med demokratiet. Han er en falsk patriot, som forærer vores selvstændighed til USA, mener Lula ifølge TeleSur.

Også hans efterfølger på præsidentposten Dilma Rousseff advarer imod Bolsonaros opfordring til at demonstrere imod kongressen.

– Bolsonaro og general Heleno angriber åbenlyst forfatningen og demokratiet ved at opfordre til demonstration mod landets kongres. Der er brug for et stærkt svar fra institutionerne, ellers vil vort land igen bukke under i diktaturets mørke, advarer Dilma Rousseff.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. mar. 2020 - 11:57   11. mar. 2020 - 13:53

Brasilien

mj@arbejderen.dk
Få artiklen læst op

Jair Bolsonaro
  • Født: 21. marts 1955.
  • Valgt som Brasiliens præsident i oktober 2018 for det ultrakonservative socialliberale parti.
  • Indtog præsidentposten 1. januar 2019.
  • Har offentligt erklæret sin støtte til Brasiliens militærdiktatur, der varede fra 1964 til 1985.
  • Vil løsne landets våbenlov.
  • Privatiserer offentlige selskaber.
  • Skærer statsstøtten til gymnasier og universiteter med 30 procent.
  • Forringer arbejdsmarkeds- og pensionslovene.
  • Har under covid-19-pandemien nægtet at indføre national lockdown og udgangsforbud og latterligjort brug af masker.