02 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mæglingsskitse for 600.000 privatansatte fremlagt

Forligsmand slutter OK20

Mæglingsskitse for 600.000 privatansatte fremlagt

Lørdag fremlagde forligsmanden sammen med Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening en mæglingsskitse, der samler de overenskomstområder op, hvor parterne ikke selv har kunnet blive enige. OK20 nærmer sig en afslutning.

De faglige aktiviteter i forbindelse med OK20 blev sat i stå af coronakrisen. Nu har forligsmanden sammen med FH og DA afsluttet forhandlingerne med en mæglingsskitse.
FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Lørdag fremlagde forligsmand Jan Reckendorff en skitse til mæglingsforslag om nye overenskomster på det private arbejdsmarked. 

Vi kan ikke bakke op om en afstemningsprocedure, når den demokratiske debat er afmonteret – og hvor debatten forståeligt nok vil være præget af den nuværende coronakrise.
3F TLB Aarhus

Mæglingsskitsen er udarbejdet i samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), og det var tilfredse repræsentanter for begge hovedorganisationer, der præsenterede skitsen.

– Vi har i fagbevægelsen grund til at være tilfredse med resultatet. OK20 giver et velfortjent løft til alle. Om du er ung lærling eller ældre, om du er syg eller rask, er der forbedringer de kommende tre år, siger FH-formand Lizette Risgaard.

Fra administrerende direktør i DA Jacob Holbraad lyder det:

– Danmark står i en svær situation med udbredelsen af coronavirus. Derfor har det været vigtigt at lave en aftale, så både virksomheder og medarbejdere oplever så lidt usikkerhed og uforudsigelighed som muligt. Virksomhederne har særligt nu brug for at kunne planlægge og prioritere.

Kritik af forhandlinger under coronaudbrud

Den sidste del af overenskomstforløbet har været henlagt til Forligsinstitutionen, og det gav anledning til voldsom kritik, at forligsmanden i samråd med FH og DA valgte at lade forhandlingerne fortsætte, på trods af at regeringen den 11. marts satte det meste af Danmark i stå på grund af coronaudbruddet.

>>LÆS OGSÅ: Vrede aktivister spærrer Forligsens indgang

Ikke mindst fra lokale 3F-afdelinger blev der lagt pres på for at få de resterende forhandlinger udskudt, indtil coronakrisen var overstået. De kritiserede, at forhandlingerne skulle fortsætte på et tidspunkt, hvor de blandt andet ville blive forhindret i at fortsætte de faglige aktiviteter og samle medlemmerne til møder.

>>LÆS OGSÅ: Sæt forhandlingerne om OK20 på pause

Eneste rigtige

Lizette Risgaard mener, det var en rigtig beslutning at fortsætte forhandlingerne.

– Det var den eneste rigtige beslutning at fortsætte forhandlingerne, da det var afgørende, at vi holdt fast i de forlig, der allerede var indgået, inden coronasituationen udviklede sig. Disse forlig var nemlig et rigtigt godt afsæt for de efterfølgende aftaler, mener Lizette Risgaard.

Mæglingsskitsen indeholder overenskomster, hvor fagforbund og de respektive arbejdsgiverorganisationer er blevet enige om at forny overenskomsten. Det gælder cirka 93 procent af de i alt cirka berørte 600.000 privatansatte, oplyser forligsmanden.

Mæglingsskitsen fastsætter også vilkårene for de resterende syv procent, hvor parterne ikke er blevet enige.

Drop afstemning

I løbet af lørdagen kom de første udmeldinger om holdningen til skitsen.

Bestyrelsen i 3F Transport, Logistik & Byg Aarhus er blandt dem, der har meldt ud på Facebook. Fagforeningen peger på, at kernen i den danske model er det demokrati, der er fundamentet under de kollektive overenskomster, herunder lønmodtagernes ret til at strejke, hvis der ikke kan opnås enighed med arbejdsgiverne.

"Begge dele – både demokratiet og konfliktvåbnet – blev reelt sat ud af spillet under de nuværende overenskomstforhandlinger," fastslår bestyrelsen i en udtalelse og anbefaler derfor, at mæglingsskitsen tages til efterretning, men ikke sættes til afstemning, som forligsmandsloven ellers foreskriver:

"Betyder det så, at vi ikke vil tage ansvar for vores danske model? Nej tværtimod! Vores afdeling havde i 2017 en af de absolut højeste stemmeprocenter i vores forbund. Fordi vi nu, som dengang, mener, at den levende debat både før, under og efter forhandlingerne er en forudsætning for, at der kan tages stilling på et oplyst grundlag."

"Vi tager vores ansvar på os ved ikke at bakke op om en afstemningsprocedure, hvor den demokratiske debat er afmonteret – og hvor debatten forståeligt nok vil være præget af den nuværende coronakrise."

Stem nej

Også bestyrelsen i Transportgruppen i 3F Aalborg har taget stilling.

"Vores medlemmer var meget klare i deres krav og forventninger til OK20, desværre har arbejdsgiversiden ikke indfriet disse krav og forventninger, til trods for at vores forhandlere kæmpede bravt – I har vores fulde opbakning," skriver Kim Sunding, formand for Transportgruppen i 3F Aalborg, på Facebook.

Han mener helt overordnet, at den økonomiske ramme i overenskomstresultaterne er for lille:

"På denne baggrund og i solidaritet med de grupper, som ikke har fået indrømmelser i kampen mod social dumping, anbefaler 3F Aalborg Transportgruppe og Transportgruppens bestyrelse, at vores medlemmer stemmer NEJ ved urafstemningen til OK20!"

FH, DA og forligsmanden vil nu lave en teknisk gennemgang af skitsen, hvorefter forligsmanden regner med at fremsætte det endelige mæglingsforslag onsdag den 25. marts, skriver forligsmanden i en pressemeddelelse.

Mæglingsforslaget skal efterfølgende godkendes ved afstemning i de berørte organisationer.

Det er aftalt med DA og FH, at resultatet af afstemningen skal foreligge torsdag den 16. april 2020 klokken 12.00.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. mar. 2020 - 18:38   23. mar. 2020 - 10:58

OK 2020

noc@arbejderen.dk