Lige nu er Danmark lukket ned på grund af coronavirussen, som raser over hele verden. Skoler og daginstitutioner er blevet lukket, og kun de børn, hvis forældre ingen andre alternativer har, får lov til at møde ind, hvor der er nødpasning.

Når jeg tager et grædende barn i hånden, så tænker jeg ikke over, hvornår han sidst vaskede sine hænder. 

Jeg er skole- og fritidspædagog, og jeg har de sidste par uger været vidne til udviklingen af de mange tiltag.

Gradvist blev der strammet op. Personalet fik udleveret håndsprit, arrangementer blev aflyst, og til sidst lukkede skolen. 

Tiltagene før selve nedlukningen var nødvendige. Vi skulle begrænse spredningen af smitten, så vi kunne passe på de ældre og udsatte i vores samfund. Sedler blev hængt op med anvisninger af korrekt håndvask, og vi blev opfordret til at børn og voksne vaskede og sprittede hænderne af, så ofte vi kunne. Vi gjorde det så godt vi kunne, men hver klasse har kun ét toilet med én tilhørende håndvask, så det betød lange køer på gangene. Og det var håbløst at kontrollere, om børnene rent faktisk vaskede hænder ordentligt, når vi både skulle have tilsyn i klassen og gøre klar til lektionen.

Og det er ikke bare de få håndvaske, der er en udfordring, det er også noget så simpelt som sæbe.

Jeg har to børn, som går på en skole i samme kommune, hvor jeg arbejder. Tirsdag, dagen før Mette Frederiksen lukkede store dele af Danmark ned for at dæmme op coronasmitten, afleverede jeg mine børn i skole. Vi gik omkring toilettet, for at begge børn kunne komme på toilet, inden skoledagen begyndte. Der mødte vi tomme sæbedispensere ved de kun to håndvaske, som alle børnene fra 0. til 3. årgang skal bruge. Vi måtte ud i køkkenet for at finde en fuld sæbedispenser, og det var desværre ikke første gang.

Det er desværre en typisk oplevelse på de danske folkeskoler – alt for få håndvaske kombineret med tomme sæbedispensere, hvilket resulterer i virkelig dårlig håndhygiejne.

Fra efterår til foråret er de fleste børn forkølede. Næsen tørres jævnligt, men ikke med papir, men med det der er nemmest og nærmest, og det er som regel ærmet eller hånden. Børn husker ikke altid at hoste i albuebøjningen, og de får heller ikke altid lige vasket hænderne ordentlig efter et toiletbesøg.

Hvis der ikke er sæbe, eller køen er for lang, springer børnene håndvasken over efter at have været på legepladsen. Mine kolleger og jeg har ikke en chance for at opdage det.

Pædagoger og lærere er hver dag i tæt kontakt med børnene. Når jeg tager et grædende barn i hånden, så tænker jeg ikke over, hvornår han sidst vaskede sine hænder.

Lige nu står vi i en ekstraordinær situation, men måske skulle vi tage ved lære og bringe nye standarder for hygiejnen ind i folkeskolen.

I gamle dage var det på de fleste skoler en selvfølge, at hvert klasselokale havde en håndvask. Men det er det ikke i dag, hvor nye skoler bliver bygget uden en håndvask og med små toiletter med kun én håndvask.

Samtidig er rengøringen af skolerne noget, som i den grad er blevet nedprioriteret igennem en årrække. Faktisk skal det helst koste så lidt som muligt, og derfor ender rengøringen med at være både dårlig og mangelfuld.

Mangelfuld rengøring, kombineret med de dårlige muligheder for at børnene kan opretholde en bare nogenlunde håndhygiejne, gør, at børn, lærere og pædagoger også i normale tider er eksponeret for mange bakterier og virus.

Måske skulle det igen være en selvfølge, at der er en håndvask i klasselokalet. Så ville vi i langt højere grad kunne holde øje med og guide børnene i en optimal og effektiv håndvask og dermed bremse op for spredning af bakterier.

På den måde vil vi kunne desarmere bakteriebomben, som ulmer i klasselokalerne!