Alle migranter og asylansøgere, der afventer behandlingen af deres sag hos de portugisiske myndigheder, kan ånde lettet op.
Det er et solidarisk samfunds pligt at sikre, at migranter har adgang til sundhed og social sikkerhed.
Eduardo Cabrita, indenrigsminister
De får nemlig nu samme rettigheder som portugisiske statsborgere under coronakrisen. Det har landets socialdemokratiske regering bestemt, skriver den latinamerikanske TV-station TeleSur.
Det betyder, at de får ret til at benytte Portugals sundhedsvæsen, får ret til sociale ydelser, bankkonto, arbejde og ret til en lejebolig under coronakrisen.
135.000 fik opholdstilladelse i 2019
– Mennesker skal ikke have frataget retten til sundhed og offentlig service, bare fordi deres ansøgning endnu ikke er blevet behandlet. I disse ekstraordinære tider skal migranters rettigheder garanteres, sagde Claudia Veloso, talskvinde i Indenrigsministeriet, til Reuters.
Landets indenrigsminister Eduardo Cabrita understreger, at "det er et solidarisk samfunds pligt at sikre, at migranter har adgang til sundhed og social sikkerhed".
I 2019 havde Portugal officielt 580.000 migranter, heraf fik 135.000 tildelt opholdstilladelse. Hovedparten af landets migranter kommer fra Brasilien efterfulgt af rumænere, ukrainere, briter og kinesere, viser data fra de portugisiske myndigheder.
Portugal, der har 10,3 millioner indbyggere, forventer, at antallet af coronasmittede vil toppe i midten af april. Søndag havde landet ifølge Johns Hopkins University i USA 5962 smittede med corona med 113 var døde – heriblandt en 14-årig skoledreng. Det vides ikke, om drengen led af andre sygdomme, skriver TeleSur.
Undtagelsestilstand
Portugals præsident Marcelo Rebelo de Sousa erklærede landet i undtagelsestilstand i 15 dage, som kan forlænges i yderligere 15 dag, skriver det britiske dagblad The Guardian.
Premierminister Antonio Costas og hans regering har besluttet, at alle smittede med corona skal overvåges af sundhedsmyndighederne og være i tvungen isolation, enten i hjemmet eller hospitalet. Hvis isolationen ikke overholdes, falder der bøder.
Desuden har regeringen opfordret alle forretninger til at lukke, bortset fra supermarkeder, bagerier, apoteker, banker og benzinstationer.
Regeringen har også vedtaget en hjælpepakke på 9,2 milliarder euro, næsten 68 milliarder kroner, til de arbejdere og virksomheder, der bliver berørt af coronakrisen. Det gælder også landets turistindustri, der står for omkring 15 procent af Portugals bruttonationalprodukt.
Portugals Kommunistiske Parti støtter ikke undtagelsestilstanden. Partiets ordfører Joao Oliveira sagde, da parlamentet vedtog at indføre undtagelsestilstanden, at regeringen og myndighederne allerede med de eksisterende love har rige muligheder for at tage flere og effektive skridt i kampen for at inddæmme smitten.
I hovedstaden Lissabon er hæren blevet sat til at dele mad ud til byens hjemløse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278