Jeg er sikker på, at når denne katastrofe er overstået, vil myndigheder og mainstreamøkonomer hævde, at det var en udefrakommende krise, der ikke havde noget som helst at gøre med iboende fejl i den kapitalistiske produktionsmåde og samfundets sociale struktur. Det var virussens skyld.

Epidemier er ikke blot en del af vores kultur – de skabes af vores kultur.

Det var også det fremherskende argument efter den store recession i 2008 og 2009 – og det vil blive gentaget her i 2020.

Mens jeg skriver disse linjer (15. marts o.a.), er coronavirus blevet betegnet som en pandemi og har endnu ikke nået sit toppunkt. Den startede formentlig i Kina, (men der er indikationer på, at den også kan have haft sit udspring andre steder), og har nu bredt sig udover hele jordkloden. Antallet af smittede er nu større udenfor end i Kina. Tilfældene i Kina er gradvist sunket ned mod et nulpunkt – andre steder vokser de med eksponentiel hast.

Denne biologiske krise har forårsaget panik på finansmarkederne. Aktiemarkederne er i løbet af få uger raslet ned med op mod 30 procent. Fantasiverdenen bestående af konstante stigninger på finansielle aktiver, finansieret af stadig lavere lånerenter, er forduftet for øjnene af os.

Covid-19 blev økonomiens “tipping point”

Covid-19 ser ud til at være en “ubekendt ubekendt” i stil med det “sorte svane”-lignende finansielle sammenbrud (1), der udløste den store recession for mere end ti år siden.

Men ligesom finanssammenbruddet kom heller ikke covid-19 egentlig som et lyn fra en klar himmel, som et “chok” der ramte en ellers harmonisk voksende kapitalistisk økonomi. Allerede før pandemien slog til, var den økonomiske aktivitet ved at bremse op, både i den såkaldt udviklede verden og i det “globale Syds” “udviklings-”økonomier. I nogle af disse økonomier skrumpede produktion og investeringer allerede, i mange andre var de lige ved.

Covid-19 blev vendepunktet, økonomiens “tipping point”. Til sammenligning kan man forestille sig en sandbunke under opbygning. I starten begynder sandkorn at glide ned, og på et tidspunkt kommer det så dertil, at hele sandbunken styrter sammen, hvis blot der tilføres et enkelt sandkorn mere på toppen. Hvis man tilhører den post-keynesianske strømning, vil man nok kalde det et “Minsky-moment”, opkaldt efter Hyman Minsky der argumenterede for, at kapitalismen virker stabil, indtil den ikke er det, fordi stabilitet afføder ustabilitet. En marxist ville sige: Ja, der er ustabilitet, men denne ustabilitet bliver med periodiske mellemrum til en lavine, fordi den kapitalistiske produktionsmåde for profit rummer iboende modsætninger.

Sygdom X

Der er også andre indikationer på, at covid-19 ikke var en “ubekendt ubekendt”. I starten af 2018 mødtes en gruppe eksperter i WHO i Genève og opfandt betegnelsen “Sygdom X” (2). De forudså, at det ville være et nyt, hidtil ukendt sygdomsfremkaldende stof (patogen), endnu ikke set i menneskeheden, der ville udløse den næste pandemi. Sygdom X ville formentlig opstå fra en virus, der stammede fra dyr, og den ville opstå et sted på jordkloden, hvor den økonomiske udvikling bringer mennesker og dyreverden sammen.

Omfattende vejbyggerier, afskovning, landrydning, landbrugets udvikling og den globaliserede rejsevirksomhed og handel gør os enormt modtagelige for patogener såsom coronavirus.

I udbruddets tidligste faser ville Sygdom X formentlig blive forvekslet med andre sygdomme og sprede sig hurtigt og i det stille. Den vil udnytte menneskets rejse- og handelsnetværk, nå ud til mange lande og på tværs af kontinenter. Sygdom X ville have en højere dødsrate end en almindelig sæsonbestemt influenza, men ville spredes lige så let som en influenza. Den ville ryste finansmarkederne, allerede inden den nåede en status af pandemi. Kort sagt: covid-19 er Sygdom X.

En socialistisk biolog, Rob Wallace, har fremført, at epidemier ikke blot er en del af vores kultur, de skabes af vores kultur. Den Sorte Død spredte sig i midten af det 14. århundrede rundt i Europa via den voksende handel langs Silkevejen. Nyere influenzastammer er opstået via husdyrhold. Ebola, Sars, Mers og nu covid-19 er blevet forbundet med dyreliv.

Ofte starter pandemier som vira i dyr og springer derfra til mennesker, når vi kommer i kontakt med dyrene. Disse overførsler vokser eksponentielt i takt med, at vores økologiske fodspor bringer os tættere på dyrelivet i fjerntliggende områder, og handelen med dyr bringer disse dyr ind i byområder. Ufatteligt omfattende vejbyggerier, afskovning, landrydning, landbrugets udvikling og den globaliserede rejsevirksomhed og handel gør os enormt modtagelige for patogener såsom coronavirus.

Blot et kortvarigt chok eller …

Der florerer en dum diskussion blandt mainstreamøkonomer om, hvorvidt covid-19’s økonomiske konsekvenser er et “udbudschok” eller et “efterspørgselschok”. Den nyklassiske skole hævder, at der er tale om et udbudschok, fordi der er tale om produktionsstop. Keynesianerne ønsker at argumentere for, at det i virkeligheden er et efterspørgselschok, fordi folk og virksomheder ikke bruger noget på rejser, serviceydelser med videre.

Men – for det første – som beskrevet tidligere: Der er overhovedet ikke tale om et “chok”, men derimod om et uundgåeligt resultat af kapitalens tørst efter profit i landbrug og natur og af den kapitalistiske produktions allerede svækkede tilstand i 2020.

Og – for det andet – det starter med udbud og ikke med efterspørgsel, sådan som keynesianerne forsøger at hævde. Som Marx skriver: “Ethvert barn ved, at en nation, som holder op med at arbejde, og her mener jeg ikke et år, men blot nogle få uger, vil forgå.” (Brev til Kugelmann, 11. juli 1868). Det er produktion, handel og investeringer, der stopper først, når butikker, skoler og virksomheder lukker ned for at inddæmme pandemien. Når folk så ikke kan arbejde, og når forretningerne ikke kan sælge noget, falder indkomsterne selvfølgelig, forbruget kollapser, og det frembringer et “efterspørgselschok”. Sådan er det faktisk med alle kapitalistiske kriser: De starter med, at udbuddet skrumper og ender med faldende forbrug – ikke det modsatte.

Visse optimister i finansverdenen fremfører, at covid-19-chokket på aktiemarkederne vil ende på samme måde som Den Sorte Mandag 19. oktober 1987. Dén dag styrtdykkede aktiemarkedet meget hurtigt, tilmed mere end nu, men indenfor få måneder havde det rettet sig op igen og begyndte at gå op. USA’s finansminister Steven Mnuchin er overbevist om, at finanspanikken vil ende som i 1987. “Altså, jeg har set folk, som købte aktier efter 1987-dykket, folk der købte aktier efter finanskrisen,” udtalte han den 13. marts til Politico. “For langtidsinvestorerne er der (i forbindelse med pandemien og andet) tale om store investeringsmuligheder.” “Problemerne lige nu varer ikke ved. De fortsætter eventuelt nogle måneder, men vi kommer igennem det hele, og så bliver økonomien stærkere end nogensinde før,” sagde finansministeren.

Mnuchins bemærkninger gav genklang i Det Hvide Hus, hvor den økonomiske rådgiver Larry Kudlov opfordrede investorer til at kapitalisere på de usikre aktiemarkeder under frygten for coronavirus. “Langtidsinvestorer bør alvorligt overveje at købe op, mens disse dyk forekommer,” sagde han og beskrev den amerikanske økonomi som “sund”. Kudlov gentog blot, hvad han sagde to uger før det globale finanssammenbrud i september 2008: “… for dem af os, der helst ser fremad, ud gennem forruden, bliver aktieudsigterne bedre og bedre.”

Kapitalens indtjeningsevne er lav

Sammenbruddet i 1987 blev forklaret med en række faktorer: Voksende fjendtligheder i Den Persiske Golf, der førte til kraftigt stigende oliepriser, frygt for højere rentesatser, en fem år lang vækstperiode på aktiemarkedet der ikke for alvor blev korrigeret samt indførsel af computerdrevet aktiehandel. Eftersom økonomien grundlæggende set var “sund”, varede den ikke ved. Kapitalens indtjeningsevne var da også voksende i de udslagsgivende økonomier og nåede først et højdepunkt i slutningen af 1990’erne, (selvom der var afmatning i 1991). Så 1987 var, hvad Marx kaldte et rent “finansielt sammenbrud”, som skyldtes den ustabilitet, der er indlejret i de spekulative kapitalmarkeder.

Men det er ikke tilfældet nu i 2020. Denne gang vil kollapset på aktiemarkederne blive efterfulgt af en økonomisk recession som i 2008. Det skyldes, at kapitalens indtjeningsevne – profitabilitet – er lav, og at profitterne på globalt plan, allerede før covid-19 brød ud, i bedste fald var stillestående. Handel og investeringer har været faldende på verdensplan, ikke stigende. Oliepriserne er kollapset, ikke steget. Og de økonomiske konsekvenser af covid-19 ses først i forsyningskæden, ikke i ustabile finansmarkeder.

Økonomiens stejle og flade kurve

Hvor omfattende bliver den kommende nedtur?

Den amerikanske økonomiprofessor Pierre-Olivier Gourinchas har udarbejdet et glimrende indlæg, der viser de mulige eftervirkninger i modelform. Her viser han, hvorledes det sædvanlige sundhedsdiagram over en pandemi ser ud:

Tager man ingen forholdsregler, tager pandemien form af en kraftigt buet kurve med et stort antal smittede og døde. Tager man forholdsregler som nedlukning og social isolation, kan toppunktet på kurven forsinkes og gøres fladere, selv hvis pandemien trækker ud. Dermed sættes tempoet i smittetal og dødsfald ned.

De offentlige sundhedsmyndigheder bør forsøge at “få kurven til at flade ud” og indføre drastiske skridt til at holde afstand og fremme sundhedstiltag, der sætter smittetempoet ned. Italien følger Kinas tilgang og lukker samfundet fuldstændigt ned. Storbritannien har i skrivende stund en meget risikobetonet tilgang, hvor sårbare selv skal sørge for at isolere sig, mens unge og raske får lov til at blive smittet for således at opbygge en såkaldt flokimmunitet og undgå, at sundhedssystemet bryder sammen.

Dén tilgang er i virkeligheden ensbetydende med at afskrive ældre og sårbare mennesker – de dør under alle omstændigheder, hvis de smittes – og undgå en total nedlukning, der kan skade økonomien (og profitterne). Tilsvarende p.t. med USA – her gøres intet. Ingen tests i massemålestok, ingen selvisolation, ingen lukning af offentlige begivenheder – bare vente til folk bliver syge og så håndtere de hårdest ramte.

Man kan kalde denne tilgang for det malthusianske svar på pandemien. Pastor Thomas Malthus var en af de mest reaktionære klassiske økonomer i begyndelsen af det 19. århundrede. Han plæderede for, at der var for mange “uproduktive” fattige i verden. For at gøre økonomien mere produktiv var der derfor med regelmæssige mellemrum brug for epidemier og massesygdomme.

Den konservative britiske journalist Jeremy Warner har fremført den samme argumentation vedrørende covid-19-pandemien, der “først og fremmest dræber ældre”. “For at sige det som det er, set ud fra et fuldstændig uvildigt økonomisk perspektiv, kan covid-19 tilmed vise sig at være en smule gavnlig i det lange løb, eftersom den udvælger sig uforholdsmæssigt mange ældre pårørende.” Konfronteret med kritik siger han videre: “Det er naturligvis en menneskelig tragedie for dem, der rammes, uanset alder, men jeg taler her om økonomi, ikke om summen af menneskelig elendighed.” Her er netop grunden til, at Marx kaldte den økonomiske tænkning i begyndelsen af det 19. århundrede for elendighedens filosofi.

Voldsomt indhug på bruttonationalproduktet

Grunden til, at den britiske og amerikanske regering i skrivende stund endnu ikke har taget ligeså drastiske forholdsregler som Kina og siden Italien og andre, er, at de uundgåeligt vil gøre den makroøkonomiske recessionskurve stejlere.

Kollapset på aktiemarkederne vil blive efterfulgt af en økonomisk recession som i 2008. For kapitalens indtjeningsevne – profitabilitet – er lav.

Se på Kina eller Italien: Når mennesker skal holde afstand, betyder det lukkede skoler og universiteter, nedlukning af forretninger der ikke er livsvigtige, ligesom store dele af folk i den erhvervsaktive alder bliver bedt om at blive hjemme. Nogle kan måske arbejde hjemmefra, men det er kun en lille del af den samlede arbejdsstyrke. Selv hvis man kan arbejde hjemmefra, er der tale om et stort indgreb i arbejds- og familierutiner, og det vil sandsynligvis påvirke produktiviteten. Kort sagt – den sundhedsmæssigt set bedste politik bringer økonomien til et brat stop. Udbudschokket.

De økonomiske skader vil være omfattende. Gourinchas forsøger at levere en model for påvirkningen af økonomien. Han antager, at inddæmningsforanstaltningerne i den første måned vil reducere den økonomiske aktivitet med 50 procent i forhold til udgangspunktet, den anden måned med 25 procent, hvorefter økonomien vender tilbage til udgangspunktet. “Selv dette scenarie ville gøre et voldsomt indhug på bruttonationalprodukterne og føre til et fald på anslået 6,5 procent i forhold til sidste år. Udvid så de 25 procents nedlukning til endnu en måned, og faldet i den årlige produktionsvækst (set i forhold til sidste år) når op på næsten 10 procent!” Til sammenligning var faldet i den årlige produktionstilvækst omkring 4,5 procent i USA under den store recession 2008-2009. Gourinchas konkluderer, at “vi er ved at være vidner til en tilbagegang, der totalt vil overskygge den store recession”.

Da den store recession 2008-2009 var på sit højeste, mistede 800.000 amerikanere arbejdet hver måned, men størstedelen af befolkningen forblev i arbejde. Arbejdsløshedsprocenten toppede ved “bare” 10 procent. I modsætning hertil skaber coronavirussen en situation, hvor 50 procent eller flere – i en kortere periode – kan miste muligheden for at arbejde. Påvirkningen på økonomien er således langt større.

Hjælpepakker hjælper …

Konklusionen er derfor, at økonomien præcis som sundhedssystemet står over for problemstillingen “at gøre kurven fladere”. I værste fald får vi en kurve, hvor produktionen falder drastisk og hurtigt over en kort periode, hvilket forstærkes af, at millioner af økonomisk aktive mennesker træffer økonomiske beslutninger for at beskytte sig selv: De sætter forbruget ned, beskytter deres investeringer, de nedsætter kreditterne og kryber i det hele taget i økonomisk ly.

Hvad kan der gøres for at få kurven til at flade ud? Central- og nationalbanker kan yde akut likvid hjælp til finanssektoren – og gør det. Regeringer kan tage målrettede finanspolitiske skridt eller gennemføre større og mere omfattende programmer for at holde hånden under den økonomiske aktivitet.

Disse foranstaltninger kan bidrage til at “gøre den økonomiske kurve fladere”, altså begrænse de økonomiske tab, ved for eksempel at holde arbejderne skadesløse og i beskæftigelse, så de kan betale, få udsat eller afskrevet deres regninger for en tid. Små virksomheder kunne understøttes, så de rider stormen af, og banker kunne få hjælpepakker som under den store recession.

Men der er stadig stor fare for en finanskrise. I USA er virksomhedernes gældsætning voldsom og er koncentreret i obligationer, udstedt af svagere firmaer (med en kreditværdighed på BBB eller lavere).

Og energisektoren rammes med dobbelt kraft, eftersom oliepriserne er styrtdykket. Prisen på at låne er steget markant i energi- og transportsektoren.

… men vi har endnu det værste til gode

Det er helt sikkert ikke tilstrækkeligt med pengepolitiske lempelser til at få kurven til at flade ud. Central- og nationalbankernes rentesatser er allerede nær ved eller under nul. Og det vil være uden den tiltænkte effekt på produktion og investeringer, hvis man sprøjter store mængder kreditter eller penge ind i banksystemet. Billig finansiering sætter ikke tempoet op i forsyningskæden og får heller ikke folk til at rejse igen. Det får heller ikke virksomhederne til at tjene penge, så længe forbrugerne holder tilbage.

Den væsentligste metode til at afbøde virkningerne kommer fra finanspolitikken. Internationale agenturer som IMF og Verdensbanken har tilbudt 50 milliarder dollars. Nationale regeringer er gået i gang med at iværksætte forskellige finanspolitiske stimuli. Den britiske regering har bebudet massive udgifter på sit budget, og den amerikanske Kongres er blevet enig om en nødpakke.

Men er dét nok til at få kurven til at flade ud, hvis to måneders nedlukning betyder, at de fleste økonomier får et økonomisk knockout på 10 procent? Ingen af de finanspolitiske pakker set hidtil kommer bare i nærheden af 10 procent af bruttonationalproduktet. Under den store recession var det faktisk kun Kina, der leverede i den størrelsesorden. Den britiske regerings forslag når maksimalt 1,5 procent af bruttonationalproduktet, mens Italiens er på 1,4 procent og USA på under 1 procent.

Det er meget sandsynligt, at når vi når hen mod slutningen af april, vil antallet af smittede på verdensplan have toppet og begynder at falde. Det er, hvad regeringer håber og planlægger efter. Selv hvis dette optimistiske scenarie holder, er coronavirussen ikke væk. Den bliver til endnu et influenzalignende patogen, (som vi ved meget lidt om), som ligesom sine forgængere vil ramme os hvert år. Men blot to måneders økonomisk nedlukning vil udsætte os for enorme økonomiske skader. Og de planlagte pengepolitiske og finanspolitiske hjælpepakker kan ikke afværge en kraftig lavkonjunktur – heller ikke hvis de får kurven til i en vis udstrækning at flade ud.

Vi har endnu det værste til gode.

Noter:

1. En sort svane-begivenhed er en sjælden og fuldstændig uventet begivenhed, som har skelsættende konsekvenser, som mennesket bagefter kan analysere og dermed gøre begivenheden forklarlig og forudsigelig. Navnet refererer til, at før kolonisatorerne kom til Australien, troede resten af verden, at der kun fandtes hvide svaner. En svane var per definition hvid. For at få billedet til at krakelere behøvedes bare en eneste sort. Den fandt man i Australien i 1700-tallet.

2. Den såkaldte R&D Blueprint. Se dette link.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2020.