I det store land syd for Pyrenæerne har man aldrig det fulde billede, før man også ser på forholdene for alle dem, som officielt slet ikke er her.

Har man ikke opholds-tilladelse, er det et problem at forlade boligen for at låne penge af en ven eller gå ned og handle.

Ligesom i resten af Sydeuropa udgør de såkaldte ”papirløse” indvandrere en anseelig del af befolkningen – og af arbejdskraften.

De optræder særligt i fag som landbruget og det ulovlige ”top manta”-salg af kopivarer til turister og lokale på udkig efter billige produkter. Enhver, der har været sydpå, har formentlig set de unge senegalesere, som de står der nok så tålmodigt skulder ved skulder og falbyder varerne. Solbriller, træningstøj og gummisko ligger på de tynde tæpper (mantas).

Tæpperne kan foldes sammen i en fart og omformes til en art vadsække, der kan kastes over skulderen. Når politiet kommer, tager afrikanerne benene på nakken for ikke at få varerne konfiskeret. De er i permanent alarmtilstand – også helt uden virus.

Hvor er alle disse mennesker blevet af, nu hvor Spanien er underlagt en nedlukning med langt skrappere regler end Danmark? Vi har stort set alle sammen næsten totalt udgangsforbud: Det er lige alt, at vi kan få lov at købe ind og lufte hunden.

Ellers er det kun sundhedspersonale, politi, hærens redningstjeneste og så selvfølgelig de arme kassedamer og -mænd, der er fritgående. De plejer og servicerer os andre med massiv risiko for selv at blive ramt af smitten fra den frygtede coronavirus. Spanien er et af verdens hårdest ramte lande nu.

Tvunget tæt sammen

Det socialdemokratisk sindede dagblad El País har været i kontakt med nogle af de indespærrede simpapeles. Ligesom alle andre sidder de fast i den de facto husarrest, som smittehåndteringen har tvunget mange lande ud i.

Der er bare den forskel, at de ikke har noget at leve af imens. Og de bor under så usle kår, at det er et under, at det ikke kommer til håndgemæng hvert andet øjeblik. Nederst i samfundet bor mange mennesker i samme rum: Det kræver stor social tæft at være ganz unten.

Det findes faktisk også i Danmark, det her med ulovlig udlejning til et enormt antal mennesker, som sjældent er hjemme, fordi de er ude og tjene til dagen og vejen. Når én af dem så bliver anholdt for narkosalg, er det svært for politiet at afgøre, hvem de fundne besiddelser i hjemmet egentlig tilhører. Hjemmene er gennemfartssteder.

Nu er alle hjemme. Og har man ikke opholdstilladelse, er det et problem at forlade boligen for at låne penge af en ven eller gå ned og handle: Godt nok har de berygtede udrejsecentre måttet lukke, fordi Spanien slet ikke kan sende migranterne tilbage til deres oprindelige lande for tiden. Men når man egentlig slet ikke må være her, er det forbundet med stor utryghed med det meget politi i gaderne.

Politiet stopper uafladeligt folk og afkræver borgerne forklaringer om ærinde med tiltagende nidkærhed. De stirrer indgående på ens ID-dokumenter og ringer ind for at sikre sig, at man nu også findes i registeret over lovlige indbyggere, og hvad man i det hele taget er for en starut.

Forpligtet på familien

Mest piner det dog mange af de strandede i de kummerlige boliger, at de ikke kan sende penge hjem til deres familier for tiden. En stor del af den tredje verdens reelle økonomi består i de bidrag, som lavtlønnnede migranter formår at sende tilbage til konen eller manden, de efterladte børn og de gamle forældre. Totalbeløbet er større end den samlede ulandshjælp fra det rige Vesten.

På et tidspunkt hvor al transport ellers er forbeholdt det strengt nødvendige, tager den unge Abdessamad i Barcelona turen med metroen på tværs af byen for at betale den ven i Paris tilbage, der har lagt ud for den sædvanlige overførsel til hans forældre i Casablanca.

Når man egentlig slet ikke må være her, er det forbundet med stor utryghed med det meget politi i gaderne.

Pengene finder Abdessamad i det minimale beløb, som en godgørende organisation udbetaler ham hver uge på vegne af myndigheder. Imens arbejder han gratis i fingeret praktik på en restaurant med Michelin-stjerne. Den er lukket ned nu ligesom resten af hotel- og restaurationsbranchen.

I samme øjeblik Spanien lukkede ned, sikrede organisationen, at alle de purunge udlændinge i efterværn kom til en lægeundersøgelse på en art feltlazaret ved Plaça Espanya. Abdessamad blev clearet for symptomer på sygdommen, som alle frygter. Samvittighedsfulde socialarbejdere er taget hjem til teenagerne og de 20+-årige, hvor de bor til leje rundt omkring i byens yderområder, og har snakket længe med dem. De skal ikke føle sig helt alene i verden.

De unge mænd og de meget få piger får også telefonopkald og instruktioner i, hvordan de bør forholde sig. Det er noget af det, der fungerer midt under krisen, hvor den sydlandske sans for improvisation kommer til sin ret.

Mennesker uden indtægter

El País taler om hundredvis af mennesker, som har mistet alle indtægter under coronakrisen. Men tallet er snarere det, som eksperter udtaler til den systemkritiske online-avis El Confidencial: mellem to og fire millioner. I et land, hvor der officielt bor 46,66 millioner mennesker. Det er således for en hurtig beregning næsten hver 10. eller 20. i Spanien, som er brødløs i den aktuelle situation.

Så kan man tale nok så meget om sundhed før profit: Penge køber overlevelse. Uden en indkomst har folk uden for de mest totale velfærdsstater ikke noget at spise og knap nok tag over hovedet.

Så kunne de have sparet op, kunne de! Men kunne de virkelig det? For at gøre klar til de syv magre år forudsætter det, at der forud går syv fede år.

Og det gør der ikke ude i den virkelige verden uden for det forkælede Skandinavien.

Fire i én seng

El País taler med en mor, der deler en enkeltmandsseng med sine tre børn på 10, 12 og 17 år et sted i udkanten af Madrid. Linda, som kvinden hedder, har arbejdet med rengøring på korttidskontrakter. Det mindste barn tog nonner sig af på hverdagene. De to store spiste gratis ovre på deres skoler. Nu er familien samlet hele tiden og har knap nok noget at spise.

Avisen taler også med Mamadou Ndiang, der deler hjem med otte andre mænd. Og det er helt normalt hernede. Især blandt mænd fra det indiske subkontinent, der enten står i kiosk, kører taxi eller sælger dåseøl og det, der er værre, til turister og andre festaber ved nattetide.

Uden en indkomst har folk uden for de mest totale velfærdsstater ikke noget at spise og knap nok tag over hovedet.

Imens fortæller den egyptiske kanal al-Sharq om marokkanere, der tager turen den anden vej i de skrøbelige skibe, der vanligvis bringer migranter til Europa (hvis de altså når frem). Den velnærede tv-vært ser ud til nærmest at finde det naturstridige fænomen morsomt.

Marokkanske Abdessamad i Barcelona har tænkt sig at blive og få det bedste ud af sit europæiske liv, nu han alligevel er her. ”Men jeg var aldrig kommet, hvis jeg havde vidst, hvordan her faktisk er. Det tog mig tre forsøg at nå frem, og Europa er ikke værd at sætte livet på spil for. I Marokko ville jeg ikke blive fastholdt i falsk praktik, når først jeg havde vist mit værd.”

Fortæller han så det til de mange unge mænd, der vil herop for enhver pris? ”Når jeg fortæller min storebror, hvordan her er, så tror han desværre, at jeg lyver for ham. Han er fast besluttet på også at rejse herop. Hidtil er hans mange forsøg altid mislykkedes.”