Jeg har hørt, at min første beretning er blevet læst af mange, og jeg er blevet bedt om at skrive videre her fra Cuba under coronavirusæraen.
>> Læs den første artikel: Hvordan er hverdagen i Cuba under covidkrisen
Dags dato (27. april) er der 1389 smittede og syge, heraf 56 døde. 525 (eller 38 procent) af de smittede er atter erklæret raske, og selv om Cuba endnu ikke er nået op på toppen af kurven i forhold til, hvornår der forventes et lavere antal smittede ud fra den førte politik – som jeg nævnte i sidste uge, har man valgt at føre en radikal social isolationspolitik herovre – så synes der allerede at kunne ses et tydeligt spor.
Efter en tid med næsten 50 nye registrerede smittede per dag faldt tallet i går til 32 og i dag til 20 nye registrerede smittede.
Kurven er knækket – er forhåbningen
Samtidig bliver et stadig højere antal smittede erklæret raske, så det samlede antal smittede er allerede – en uge før et forventet knæk i kurven – på vej ned. Det kan selvfølgelig være tilfældigt. Der kan være andre faktorer på spil, men der fornemmes en tendens, en glædelig tendens, der også viser, at den stramme kurs har givet resultat.
Ikke mindst har man været flittig til at teste alle, der på nogen måde har været i kontakt med smittede, og på den måde er størsteparten af de nye smittede opdaget på personer uden symptomer. I dag var det 13 af de 20 smittede, der blev opdaget på den måde. Det er netop disse personer, der er farlige smittebærere.
Der er daglige og grundige opdateringer om coronasituationen på cubansk TV. Her det dybdegående program Mesa Redonda – Det Runde Bord, som er lange temaprogrammer med indkaldte eksperter. Foto: cubadebate.cu
Når vi klokken 11 opdateres for nye covidtilfælde, kan vi også følge med i, hvor de nye smittede er registreret, og Havanna er naturligvis metropolen for covidudbrud. I dag var 14 af de 20 tilfælde fra Havanna.
Det betyder samtidig, at andre provinser, (der er 15 provinser i landet), nu er helt uden nye tilfælde af covidsmittede. Fra det centrale Cuba og helt ned til Guantànamo var der kun ét nyt tilfælde (i Cienfuegos) i dag, så det ser rigtig lovende ud!
Maskekravet opretholdes
Men alligevel slækkes der ikke på maskekravet endnu. Skolerne er stadig lukkede. Den offentlige transport er kun for nødvendig transport af bestemte arbejdsgrupper, og mange private virksomheder har måttet indstille aktiviteter på ubestemt tid, da mange af dem er koblet på turismesektoren (bed-and-breakfast, restauranter, souvenirbutikker og lignende). Ikke engang en løbetur er tilladt i disse tider. Det er kun de mest nødvendige gøremål, der tillades, og selv det vigtige årlige 1. maj-optog er blevet aflyst i år.
Foto: cubadebate.cu
Mine to piger klarer sig dog stadig godt trods den sociale isolation. Vi går jo hele familien op og ned ad hinanden i døgnets 24 timer, og pigerne har ikke været uden for en dør i nu over fire uger. Så der kommer uvilkårligt også øjeblikke, hvor de keder sig og med konflikter til følge ... Heldigvis ikke noget slemt – endnu.
Samtidig har jeg udnyttet situationen til at lave intensivt engelskkursus med min ældste datter, hvad var hårdt tiltrængt! Engelskundervisningen er ikke særligt højt prioriteret i grundskolen stadigvæk.
Lillesøster klovner ... i varmen
Da vi bevæger os meget lidt ud, er det også blevet en tradition i vores hjemmehverdag at lave fysisk træning hele familien et par gange om dagen. Selv den lille kaster sig rundt og finder på alle mulige øvelser … Til stor fornøjelse for os andre!
Derudover er varmen blevet benhård nu, hvor regntiden står for døren, og sammen med den sociale isolation har det øget det samlede strømforbrug med cirka 10 procent, hvorfor vi nu opfordres til at spare på strømmen, da det er rigtig dyrt på et tidspunkt, hvor Cubas indtægtskilder er hårdt ramt, og hvor Trump forsøger at forhindre Cuba i at importere olie.
Så vi vil nok på et tidspunkt begynde at opleve strømafbrydelser. Vores hus er som en ovn om sommeren, når vi ikke kan tænde for ventilator/aircondition.
Et andet stort problem i denne periode er mangelvaresituationen. Det får visse personer til at hamstre og sælge de samme varer på gaden til meget højere priser. Det rammer de dårligst stillede i samfundet.
Eller der stjæles fra staten, og varerne sælges illegalt på gaden. Man er imidlertid begyndt at slå hårdt ned på dette problem, og i aftenens nyhedsudsendelse vises åbenlyst optagelser af tilfangetagelse af forskellige personer, der har ladet sig friste til at udnytte mangelvaresituationen, og det er meget bevidst, at man viser dette i nyhederne. Det skal have en præventiv effekt, og folks moral skal vækkes.
Eksempelvis havde en gruppe i Centro Havanna formået at stjæle mad fra et folkekøkken. Disse folkekøkkener (Sistema de Attención a la Familia) findes der mere end 1000 af på landsplan, og de blev oprettet under den økonomiske krise i slutningen af 1990’erne med det formål at sikre handicappede, pensionister med lave indtægter samt socialt belastede personer mulighed for meget billige måltider tre gange om dagen. Disse er atter blevet særligt vigtige under den nuværende covidkrise, hvor der er opstået en stor mangelvaresituation, så at stjæle fra disse folkekøkkener ses som en alvorlig forbrydelse.
Professor Noam Chomsky hylder Cubas internationale solidaritet.
Cuba fortsætter med at sende lægebrigader ud til lande, som beder om Cubas assistance. Nu er en gruppe netop sendt til Sydafrika. Den amerikanske lingvistiker og politolog Noam Chomsky har derfor også for nylig i et interview udtalt, at ”Cuba er det eneste land, som har vist en sand internationalisme; et land, som USA altid har forsøgt at strangulere økonomisk, og som på mirakuløs vis har overlevet og vist verden, hvad internationalisme betyder”.
Det passer: De betaler ikke husleje i Cuba
Afslutningsvis vil jeg svare på et spørgsmål fra sidste uge om, hvorvidt man betaler husleje i Cuba. Dette spørgsmål er relevant i forhold til min første artikel, hvor jeg argumenterer, at cubanere generelt ikke er så udsatte i den aktuelle covidkrise, da de blandt andet ikke betaler husleje, og at forbrug (el/vand) er stærkt subsidieret, hvorfor man ikke er afhængig af en stor, fast, månedlig indkomst, som vi kender fra vores del af verden.
Efter Revolutionens start i 1959 begyndte en lang proces af politiske reformer med henblik på en radikal omfordeling af landets goder og ressourcer, og en af disse reformer var en boligreform.
Med afvikling af det private marked, (alle virksomheder blev i løbet 1960’erne nationaliseret), afvikledes også den private ejendomsret. En bolig skulle nu forstås som noget, ”man levede i” og ikke som noget, ”man levede af” (= boligspekulation).
Retten til en bolig blev også grundlovsfæstet i forfatningen fra 1975. Man ’nationaliserede’ derved boligmarkedet, men gav de tidligere private boligejere kompensation ved, at de nye boligejere – der tidligere havde boet til leje – over en 20-årig periode skulle tilbagebetale boligens værdi. Herefter var betalingen for disse huse afviklet, og derfra har man ikke betalt ”husleje” på boliger fra før Revolutionen.
Cubanerne betaler ikke husleje. De betaler de udgifter, der er forbundet med byggeriet af boligen. Når det beløb er afdraget, så er der ikke flere udgifter på den konto. Foto: Lars Kamp Mortensen
Fra 1960’erne satte man også gang i en masse boligbyggeri – typisk de meget funktionelle boligkomplekser, man ser i udkanten af byerne. Disse boliger har også en værdi, som skal/har skullet tilbagebetales over en nærmere fastsat periode, men det er meget symbolske beløb.
Privat boligmarked i en tidligere bananrepublik
Siden 2012 er der atter kommet privat boligmarked i Cuba, men man kan ikke som i Danmark gå ind og låne store summer til boligkøb, så man skal bogstaveligt talt betale boligprisen kontant. Dette favoriserer ’nyrige’ cubanere og har uvilkårligt skabt stigende ulighed på grund af de høje boligpriser i specielt attraktive områder.
Men belært af fortiden, hvor Cuba bogstaveligt var en ’bananrepublik’, ejet af udlandet, må en enkelt person i dag kun eje én bolig (og en sommerbolig), så der er ikke mulighed for at spekulere i ejendomsakkumulering.
Derudover bygger staten også stadig boliger til folk, der arbejder, men som ikke har de store indkomstmuligheder. Netop i aftenens nyheder blev det nævnt, at flere enlige kvinder med mere end tre børn havde fået tildelt boliger af staten. Men generelt (og mere korrekt at skrive): De fleste cubanere betaler ikke nogen former for husleje.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278