Havanna 8. maj 2020

Nu går det stærkt den rigtige vej. Vi har i løbet af den sidste halvanden uge haft tre dage uden coronarelaterede dødsfald.

Trods det lave antal coronasmittede holdes der stadig fast i den sociale isolation.

Direktøren for sundhedsministeriet, Francisco Duran, der hver dag opdaterer os om coronasituationen i landet, kunne fortælle os, at der det sidste døgn har været blot et enkelt dødsfald samt 12 nye registrerede smittede ud af 1947 testede siden i går (i alt er 63.560 personer blevet testet).

Direktøren for sundhedsministeriet Francisco Duran er på cubansk tv hver dag.

Af disse 12 er blot fire smittet i Havanna, som er en by med næsten to millioner indbyggere. 10 ud af de 12 smittede er personer, som har haft kontakt med allerede smittede. Otte ud af de 12 var uden symptomer.

1946 personer er stadig indlagt, et meget højt tal sammenlignet med Danmarks 205 indlagte, men det er, som tidligere nævnt, fordi man ingen chancer tager herovre: Familier/venner, der har været i kontakt med smittede, inden smitten blev opdaget, indlægges og testes.

>> LÆS HENRIKS 1. ARTIKEL: Hvordan er hverdagen i Cuba under covidkrisen

>> LÆS HENRIKS 2. ARTIKEL: ”Cuba med corona, mundbind og solidaritet”

>> LÆS HENRIKS 3. ARTIKEL: Når liv er vigtigst, og lillesøster taler i telefon

I alt er der nu 74 coronadødsfald herovre. Det giver en dødelighed på seks personer per million indbyggere (sammenlignet med 90 personer per million indbyggere i Danmark – i Spanien er samme tal 563 per million indbyggere).

Cubansk darwinisme

Den danske regering har netop besluttet at åbne mere op for samfundet, så økonomien kommer i gang igen. Set med cubanske øjne er det en meget stor risiko, man løber i Danmark.

Trods det lave antal coronasmittede holdes der stadig fast i den sociale isolation: Gå kun ud hvis nødvendigt og kun med maske på!

Som jeg skrev i sidste artikel, går det måske ikke ud over de unge, sunde og raske, men vi skulle nødig begynde at forstå verden ud fra Darwins tanke om ”survival of the fittest”. Så skal vi i hvert fald til at omskrive historien og omformulere menneskerettighederne samt de fleste internationale konventioner.

I Cuba ses coronavirus fortsat som et problem (og ansvar) for hele befolkningen og for alle samfundsgrupper. Trods det lave antal coronasmittede holdes der stadig fast i den sociale isolation: Gå kun ud hvis nødvendigt og kun med maske på!

Vi er på 7. uge med social isolation. Det er tydeligt, at det er ved at være hårdt for mange mennesker, som bor alene.

Min nabo ... og hans kone

Jeg snakkede i går med en nabo. ”Det er ligesom 3. verdenskrig!”, sagde han. Han bor alene, eller rettere, hans kone befinder sig i Miami, hvor hun i over et år nu har besøgt sine emigrerede børn, der – som så mange andre cubanere – er søgt op til det forjættede land, fordi cubanerne har haft særstilling i forhold til USA’s immigrationspolitik gennem snart 60 år.

Det er for nemt ikke at yde til dette samfund, som så ivrigt forsøger at skabe sikre sociale forhold for alle, og det koster mange penge, som kun kan komme fra dem, der arbejder og yder til samfundet!

USA har bygget en 3100 kilometer lang mur ved grænsen til Mexico, (som Trump nu vil bruge milliarder på at bygge endnu større), for at undgå illegal immigration fra Mexico og nedefter. Der lever cirka 10 millioner illegale emigranter i USA – de udgør cirka 3 procent af befolkningen. Det er fattige mennesker, der søger økonomisk forbedring i USA og sender penge til deres fattige familiemedlemmer i de respektive lande.

Disse holdes med alle midler ude fra USA, selv snigmordere jagter dem ved grænsen – omkring 500 dræbes hvert år, andre overfaldes eller voldtages. Men cubanerne kunne indtil januar 2017 blot meddele ved USA-Mexico-grænsen, at de var cubanere, og så blev de budt velkommen.

Det har mange cubanere naturligvis benyttet sig af, da det samtidig betyder, at man efter et års residens automatisk får adgang til sociale ydelser i USA. Rigtig mange emigrerede cubanere begynder derefter at rejse til Cuba og lever som ’baroner’ (set i forhold til de meget lave statslønninger i Cuba) i deres hjemland af de sociale ydelser, de modtager i USA! Så tager de tilbage til USA, hæver sociale ydelser igen og så tilbage til Cuba!

Det samme gør min nabos kone, der har opnået permanent opholdstilladelse i USA og adgang til sociale ydelser.

Nu skal man huske på, at alle emigrerede cubanere betragtes som politiske flygtninge i USA, men ’politiske flygtninge’ kan jo normalt ikke bare rejse tilbage til deres hjemland uden at risikere at blive straffet. Dette sker bare ikke i Cuba. Her modtages de som almindelige emigrerede cubanere, der besøger deres hjemland. Men med de amerikanske sociale ydelser i baglommen rækker pengene langt i et land som Cuba med få faste månedlige udgifter samt mange subsidier. De emigrerede kan nemt have en levestandard, som mange arbejdende cubanere ikke kan tillade sig.

 
Fugtig varme og afstand til butikker gør indkøb til en krævende opgave – uanset om man betaler med en lille statsløn eller offentlig bistand hentet i USA.

Jeg kender flere, der ligesom min nabos kone udnytter denne situation. Derfor stoppede Obama også denne ordning, da det efterhånden begyndte at blive en dyr udgift for den amerikanske stat at skulle finansiere alle disse cubanske ’politiske flygtninge’, som alligevel blot hæver checken i USA og tager tilbage til Cuba og lever livet på USA's regning.

Ordningen, der eksklusivt gjaldt for cubanere, blev i sin tid lavet for at få cubanere til at tage væk fra det revolutionære Cuba og derved tømme landet for knowhow (den berømte hjerneflugt fra fattige til rige lande) og samtidig tømme landet for kapital.

På grund af coronakrisen er alle flyforbindelser nu afbrudt, så min nabos kone kan ikke komme til Cuba, og det begynder vist at påvirke ham!

Caristina har det lidt svært

I dag talte jeg i telefon med epidemiologen Caristina Robaina, som besøgte Danmark sidste sommer. Hun bor alene. Da flere butikker på grund af coronavirus er lukket ned i hendes lokalområde, skal hun bevæge sig flere kilometer til fods, fordi offentlig transport er midlertidig indstillet. Da hun ikke har andet køretøj og samtidig er dårlig gående, er det en stor udfordring for hende at bevæge sig ud og købe ind.

Arbejdsmedicineren Caristina Robaina har været i Danmark flere gange og mødt danske kolleger i fagbevægelsen.

Derudover er regntidens fugtigvarme også begyndt at melde sig, og det tapper også gevaldigt på kræfterne.

>> MØD CARISTINA OG HENRIK I EN LILLE DOKUMENTARFILM: Henrik, Linn og Fidel

Der er – som tidligere nævnt – stor mangelvaresituation herovre netop nu. Selv simple ting som tandpasta, som enhver dansker tager for givet, er en mangelvare lige nu. Gad vide, om det er derfor, vi stadig skal beholde mundbindet på?! :-))

Når det er sagt, skal det dog huskes, at Cuba stadig bibeholder bodegaen som et levn helt tilbage fra 1962, og NEJ!, det er ikke et sted, hvor man går hen og drikker sig fra sans og samling!

Ordet bodega betyder lager, og disse butikker blev i Revolutionens første år oprettet, da USA afbrød al sin samhandel med Cuba, hvorved Cuba mistede næsten 85 procent af sin samhandel med udlandet.

Præsident Eisenhowers assisterende udenrigsminister Lester Mallory skrev allerede i 1960, at alle tænkelige midler skulle tages i brug mod Cuba "to bring about hunger, desperation and overthrow of the government" (for at skabe sult, desperation og omstyrtelse af regeringen; red.)

I midt juli ’62 udviklede Kennedy-administrationen Operation Mongoose med henblik på at skabe økonomisk, politisk, psykologisk krigsførsel mod Cuba. Det resulterede i, at Kennedy lukkede helt ned for alle typer af kommunikation med Cuba, og selv amerikanere måtte bøde med op til 10 års fængsel, hvis de besøgte denne ”djævelske” ø. Operationens mål var i sidste ende at forsøge endnu en invasion af Cuba, som det står beskrevet i det hemmelige program, som mange år senere blev offentliggjort fra arkivet på George Washington University.

Derfor kom Cuba i en mangelvaresituation, og folk begyndte at hamstre, hvorfor man indførte rationeringsbutikkerne – ’bodegaen’ – for at sikre, at alle fik de mest nødvendige fødevarer. Bodegaen skal altså forstås som et ’madlager’, hvor man selv kommer med poser og beholdere og får fyldt disse op med de rationeringer, der er tildelt den enkelte husstand.

 
I bodegaen køber cubanerne de grundlæggende fødevarer til lave, statsstøttede priser. Foto. cubadebate.cu

Priserne er stærkt subsidierede: I går hentede jeg kylling. Hver rationeringsbog dækker en husstand – i vores tilfælde fire personer. Jeg fik 5 kilo kylling for 5 lokale pesos (= 1½ krone, det vil sige 25 øre per kilo). Det daglige brød koster 1 øre. Ris og sukker koster cirka 25 øre per pund.

Ud over rationeringen kan man selvfølgelig også få kylling og brød fra almindelige butikker, men så er det til normale indkøbspriser. Rationeringsbutikkerne – eller bodegaen, som de hedder – er blevet bevaret for sikre de økonomisk dårligst stillede i den lange økonomiske omstillingsperiode siden den økonomiske krise i 1990’erne.

Men vi ved allerede, at det er et system, der forsvinder og erstattes af noget andet på et tidspunkt, da det under den nuværende økonomiske orden er en bombe under systemet, fordi man – som jeg tidligere har fortalt – heller ikke har husleje, hvorfor mange ’har råd’ til at hustle sig igennem tilværelsen og tjene lidt penge ved mere eller mindre lyssky virksomhed/uformelt arbejde/hustle turister/leve af pengeforsendelser og lignende.

Det er for nemt ikke at yde til dette samfund, som så ivrigt forsøger at skabe sikre sociale forhold for alle (gratis uddannelse/sundhed/bolig/subsidierede mad- og forbrugspriser), og det koster mange penge, som kun kan komme fra dem, der arbejder og yder til samfundet!

Henriks kone på arbejde igen

Forleden dag begyndte min kone atter at arbejde på hospitalet.

Hun arbejder som radiograf, men da al indsats stadig er koncentreret om coronabekæmpelse, er det kun akutte operationer, der gennemføres, hvorfor der er forholdsvis lidt arbejde for hende nu.

Derfor indgår hun – sammen med mange andre på hospitalet – i arbejdet med at gå ud til samtlige husstande i et bestemt område og undersøge, om alle er raske og ikke har symptomer, der kan være coronarelateret.

 
Daglige besøg hos alle familier skal spotte smittede så tidligt som muligt. Foto: cubadebate.cu

Fra næste uge starter man et projekt op med test af samtlige indbyggere i (i første omgang) områder som Vedado og Centro Habana. Det er to af de områder, der har haft relativt mange smittede i løbet af de sidste to måneder. Det er områder, hvor der er mange private udlejere, så under normale forhold opholder der sig relativ mange turister i disse områder, og det var netop udlændinge, der var de første smittebærere.

Testmetoden (blodprøve) er cubansk udviklet, og den vil efterfølgende blive brugt i andre områder også, hvis nødvendigt. Projektet har til hensigt at få fundet alle symptomfrie smittebærere.

Vi ser, at der bliver ved med at dukke nye coronaudbrud op flere steder i landet, hvor der ellers ikke har været coronasmitte i en periode. Dette skal nu afdækkes helt. Så politikken herovre er uden tvivl, at coronavirus skal udryddes helt, inden man begynder at åbne yderligere op! Hvad det så betyder for den så økonomisk vigtige turismesektor, vides endnu ikke. Jeg er selv en af dem, der arbejdsmæssigt er ramt af coronakrisen, da jeg normalt arbejder som rejseleder.

Cubas medicin Interferon Alfa 2B bruges i mange lande og med gode resultater. Det styrker den coronasyge, så færre skal i intensiv behandling.

Siden sidste artikel har alle husstande nu fået udleveret et cubansk produceret medicinpræparat (Prevengho Vir), som har til hensigt at styrke immunforsvaret og derved virke præventivt. I Cuba bruger man også med gode resultater det cubansk producerede præparat Interferon Alfa 2B, som har været produceret i mange år til bekæmpelse af andre sygdomme.

Det har en god effekt på coronavirus, så smittede ikke udvikler kriser, og det tyder også på, at Cuba på den måde har kunnet holde antallet af coronapatienter i respirator nede (i det sidste døgn blot otte respiratorpatienter sammenlignet med 35 i Danmark).

Mine to piger

Mine to piger holder skansen, selvom den lille på fire år er meget enig med sin veninde fra børnehaven, når de snakker i telefon, om, at de er dødtrætte af coronavirus: ”Me tiene cansa’o!”, som de siger! (Jeg er sååå træt af det!). Om aftenen klokken 21, når vi klapper og pifter for alle dem, der aktivt indgår i coronabekæmpelse, råber hun hæmningsløst: ”Que se vaya el coronavirus”, ”Viva Cuba”, til stor morskab for os og naboerne... (Det kan vel oversættes til: 'Skrid så, coronavirus – leve Cuba!')

Den store har en hel fast dagsrytme nu med hjemmeskole, hvilket indebærer en hel del selvdisciplin. Hun arbejder typisk med fire fag om dagen, to boglige fag og to musikfag.

 
Musikalske Linn og lillesøster Linet, der er 'sååå træt af corona'. På billedet øver Linn sig på violinen, mens lillesøster har stillet sig op på en taburet for at kunne følge med i noderne.

Jeg har opdaget, at hun har udviklet totalgehør. Det er en meget speciel oplevelse. Hvis jeg spiller en harmoni eller et interval på klaveret, kan hun – uden at se klaveret – fortælle præcist, hvilke toner jeg spiller.

Vi fortsætter vores daglige fysiske øvelser typisk to gange om dagen – pigerne har som sagt ikke været udenfor en dør i nu syv uger. Derudover drønes lejligheden tynd på rulleskøjter og løbehjul.

Vi har fået små fortællinger om Linn og Linet i Henriks tidligere beretninger fra Cuba. Vi kender dem lidt – og nu lidt mere.

Vi har jo flisegulve herovre uden tæpper, så det åbner op for disse aktivitetsmuligheder, der samtidig holder pigerne fysisk i gang under den givne situation, hvor det stadig frarådes, at børn bevæger sig rundt i det offentlige rum.

Vores kort- og brætspil er ved at være godt slidte. De er blevet meget flittigt brugt i disse tider, men det er ikke bare sådan nogle ting, vi herovre går ud og erstatter med nye spil i en legetøjsbutik. Dem er der ikke mange af herovre, og de få, der er, er midlertidig lukkede på grund af den aktuelle situation. Så vi må acceptere spillenes naturlige forfald og håbe på, at der snart åbnes mere op igen, så vi alle kan komme i gang med vores normale hverdag og arbejdsgang igen.

Behovet er ved at være stort for mange mennesker!

Slidte brætspil på et køligt flisegulv, nu hvor heden og regntiden banker på: ”Que se vaya el coronavirus”, ”Viva Cuba”!