Den 21. maj 2019 besluttede antropocænarbejdsgruppen under Den Internationale Stratigrafiske Kommission med mere end de nødvendige 60 procent af stemmerne at anerkende eksistensen af en antropocæn epoke i geologisk tid, en epoke der startede omkring 1950.

Den kapitalistiske verdensøkonomis eksponentielle vækst er hoveddrivkraften bag den økologiske katastrofe.

Gruppen definerede denne nye “kronostratigrafiske” epoke som “den tid i Jordens historie, hvor mennesker har haft afgørende indflydelse på jordsystemets tilstand, dynamik og fremtid”. Antropogene (menneskeskabte, o.a.) forandringer, der begyndte omkring midten af det tyvende århundrede, blev udpeget som den vigtigste drivkraft bag hele jordsystemets accelererede udvikling.

Antropocænarbejdsgruppen arbejder nu frem mod at kunne definere et “gyldent søm” – en stratigrafisk lokation – som kan markere den antropocæne tid i geologisk forstand, med det formål at den Internationale Stratigrafiske Kommission i løbet af de kommende år officielt anerkender den nye epoke.

Et brud med alle foregående geologiske tidsaldre

Der udvikler sig altså en stærk videnskabelig konsensus i retning af at tale om denne nye geologiske epoke, den antropocæne. Begrebet siges ofte at være “defineret” af Paul Crutzen og Eugene Stoermer i 2000, men det dukkede op på engelsk flere årtier før i “The Anthropogenic System (Period)” i The Great Soviet Encyklopedia.

I videnskabens verdensbillede betegner antropocæntiden både et kvalitativt og et kvantitativt brud med alle foregående geologiske tidsaldre.

Forandringer så store, at de adskiller geologiske epoker, varede tidligere millioner af år. På grund af menneskets handlinger sker de nu hen over nogle årtier eller højst århundreder. Den antropocæne tid udgør således en dramatisk forandring fra de seneste 11.-12.000 års relativt stabile holocænperiode, hvis begyndelse markerede afslutningen af den seneste istid.

Ifølge antropocænarbejdsgruppen og nutidens forskere i jordsystemet i almindelighed skyldes antropocæntiden, at der fra midten af det tyvende århundrede er foregået en kraftigt optrappet økonomisk drevet forandringsproces, kaldet Den Store Acceleration. Den forbindes med den tidsperiode, som økonomerne betegner som den kapitalistiske væksts “guldalder” efter Anden Verdenskrig. Den betød, at adskillige af planetens grænser blev overskredet, hvorved der opstod adskillige “antropogene brud i stofskiftet”.

Midten af det tyvende århundrede var også Den Kolde Krigs tid. Derfor er en af antropocæntidens “primære markører” netop “kunstige radionukleider fra prøvesprængning af brintbomber, som spredtes over hele kloden i starten af 1950’erne”. Blandt de andre epokegørende forandringer, der forbindes med Den Store Acceleration, er enorme pludselige skift (kurverne ligner ishockeystave) i anvendelse af fossile brændstoffer, CO2-udledning, forsuring af havene, uddøende arter (og andre mere generelle tab af biodiversitet), forstyrrelse af nitrogen- og fosforkredsløbene, mangel på ferskvand, skovdød og kemisk forurening.

Resultatet er en økologisk katastrofe omfattende hele planeten – en krise for Jorden som system.

Katastrofal kapitalakkumulation

Der kan i dag ikke herske tvivl om, hvad der er hoveddrivkraften bag denne katastrofe: Den kapitalistiske verdensøkonomis eksponentielle vækst, særligt i årtierne fra midten af det tyvende århundrede.

Den økologiske imperialismes følgevirkninger kan også ses på de globale fællesgoder, det vil sige i havene og atmosfæren.

Kapital kan i sig selv beskrives som en social relation af selvekspanderende økonomisk (vare-)værdi. Kapitalismen, eller kapitalakkumulationssystemet, der bygger på klasseudbytning, og som er underlagt markedskonkurrencens bevægelseslove, kender ikke til grænser for sin egen selvekspansion. Der findes ikke den profit, den mængde velstand, det forbrug, der er “nok” eller “for meget”.

I dette system ses planetens miljø ikke som et rum med givne grænser, som mennesker skal leve indenfor sammen med Jordens øvrige arter. Det ses som en sfære, der skal udnyttes til voksende økonomisk ekspansion, så et ubegrænset begær kan stilles, og hvor det meste af gevinsten ender på meget få hænder. Ud fra kapitalens indre logik må virksomheder enten vokse eller dø – sammen med resten af systemet.

På den måde fremmer kapitalismen et “økonomisk rationelt vanvid”, der kan siges at underminere menneskets sunde stofskifte med dets miljø.

En kritik af kapitalismen alene som et abstrakt økonomisk system er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at forholde sig til nutidens miljøproblemer. I stedet må man også undersøge akkumulationens struktur på verdensplan sammenholdt med opdelingen af verden i konkurrerende nationalstater. Man kan ikke forholde sig realistisk til vor planets problemer uden at forholde sig til det imperialistiske verdenssystem, den globaliserede kapitalisme organiseret på basis af klasser og nationalstater og opdelt i center og periferi.

Det rejser i dag spørgsmålet om imperialismen i den antropocæne tidsalder.

Økonomisk og økologisk røveri

Samir Amin har beskrevet, hvorledes imperie-rentens ekstraprofitter, der i vareprocessen udsuges fra det globale Syd, antager to former: 1. overførsel af bytteværdi og 2. overførsel af brugsværdi. Den sidste kan ses som en del af en økologisk imperialisme, hvor ressourceudnyttelse ofte har ødelagt de fattige lande, der både har stået overfor en ekspropriation (det vil sige andres overtagelse uden tilsvarende kompensation) af de af “naturens gratis gaver til kapitalen“, der kunne findes på deres territorium, og overfor udnyttelsens økologiske omkostninger.

Ifølge Gyekye Tanoh, leder af kontoret for politisk økonomi ved Third World Network-Africa i Accra, Ghana, så viser nye data fra Bank of Ghana, at ud af de 5,2 milliarder dollars i guld, som udenlandsk ejede mineselskaber eksporterede fra 1990 til 2002, modtog staten kun 68,6 millioner dollars i afgifter og 18,7 millioner dollars i indkomstskatter. Med andre ord modtog landet i alt mindre end 1,7 procent af værdien af sit eget guld. Disse tal underdriver imidlertid voldsomt værdien af guldeksporten, så Ghanas andel er endnu mindre.

Endnu mere chokerende er det (ifølge Bank of Ghanas analyse), at andelen af værdierne, der går til de lokalsamfund, der direkte påvirkes af minerne, er 0,11 procent.

Selv om guld er et særdeles klart og dramatisk eksempel, så er den slags plyndring et generelt fænomen, der kan genfindes i forskellige grader i forhold til næsten alle naturressourcer – om det så er guld, guano, kaffe eller sojabønner – som multinationale selskaber systematisk udsuger fra Syd. Resultatet er, at fattige, afhængige lande pålægges enorme økologiske og økonomiske tab. Eduardo Galeano har i “Latinamerikas åbne årer” (1971, ikke udgivet på dansk o.a.) kortlagt denne proces over århundreder i forhold til amerikansk kolonialisme og neokolonialisme.

Kapitalismens økonomiske regnemetode, som måler bytteværdi men ikke brugsværdi, skjuler den del af imperie-renten, der kan forbindes med eksproprieringen af brugsværdier. Derfor er det vigtigt at forstå det fulde omfang af det økologiske røveri, der begås mod de folk, der bebor periferien – en proces der i sig selv er voldelig og historisk forbindes med folkeslagenes “udryddelse, slavebinding og begravelse i minerne” (1). I dag forbindes den med andre former for ekspropriering og ekstrem udnyttelse, der også i sig selv er voldelig.

I det tyvende og enogtyvende århundrede har imperialismen været kendetegnet ved store, monopolistiske virksomheders dominans. Derfor identificerede Lenin kapitalismens imperialistiske stade med monopolkapitalismen (selv om han udtrykkeligt anerkendte, at “kolonipolitik og imperialisme” i en bredere forstand også havde eksisteret før, endda tidligere end kapitalismen). I sin seneste fase har det imperialistiske system siden 1970’erne taget form af finansmonopolkapitalens stigende dominans, hvilket afspejler produktionens høje globaliseringsniveau i form af globale forsyningskæder.

Disse globale forsyningskæder spiller sammen med, at der med stigende hast foregår en langvarig overførsel af råmaterialeressourcer fra fattige til rige nationer. Denne overførsel sætter meget store “materielle fodaftryk”, hvilket skal forstås som, at “anvendt råstofudvinding globalt allokeres til at tilfredsstille en økonomis endelige efterspørgsel”.

Råstoffernes materielle fodaftryk

Ved at analysere de materielle fodaftryk har man påvist, at 40 procent af klodens samlede råstofudvinding i 2008 gik til at forsyne handel i andre lande. Der blev udvundet omkring 70 milliarder tons råstoffer i 2008, den største mængde i historien indtil da. Import af råstofækvivalenter (indlejrede primære materialer) via handel er størst målt pr indbygger i de rige økonomier, anført af Japan, Storbritannien og USA. Den overordnede tendens i de modne økonomier går imod “en proces, hvor ressourceintensive processer sendes ud” (egentlig eksternaliseres o.a.), hvilket gør dem mere og mere afhængige af import af råstofækvivalenter fra resten af verden.

Småfiskere og små nationer holdes ude, mens multinationale virksomheder rykker ind og overudnytter både fiskeriet og havbundens ressourcer.

Samtidig forbliver omkring to tredjedele af den totale materialestrøm fra udvinding til eksportformål i de eksporterende lande, men mest som forarbejdet affald og hjælpestoffer. Det gør tit betydelig økologisk skade, som man så kalder økonomiske eksternaliteter.

Kina udpeges ofte som det land, der har det største materielle fodaftryk, og som derfor trækker på hele verdens ressourcer. Men det billede er forkert. Kina er nemlig langt den største nettoeksportør af forarbejdede råmaterialer (det vil sige materielt fodaftryk). Et sådant udviklingsmønster, der generelt forbindes med landene i det globale Syd, har uforholdsmæssigt store økologiske omkostninger for disse nationalstater.

Imens går rigdommen fra naturressourcerne i form af forbrugsgoder mestendels til de rige lande under betingelser, der domineres af et ulige økologisk bytte.

Oceantyveri

Den økologiske plyndring har fundet sted gennem århundreder via forskellige former for ekspropriation og udbytning, der er blevet påført Syds kolonier og neokolonier. Men den økologiske imperialismes følgevirkninger kan også ses på de globale fællesgoder, det vil sige i havene og atmosfæren.

Efter at FN’s konvention om søloven blev vedtaget i 1982, hører næsten halvdelen af verdens oceaner under forskellige nationalstaters jurisdiktion, mest inden for “eksklusive økonomiske zoner”. 83 lande, af hvilke de fleste er små østater, men også Storbritannien og USA, har nu større vandterritorier end landterritorium. Det har gjort det lettere at røve havets ressourcer.

Det har også gjort det muligt for de ledende imperialistiske lande, som har kapital og teknologi til udplyndring, at få en dominerende position. Disse kernelande er også ofte i stand til at fravriste landene i periferien kontrol og udnytte dem, hvilket især giver dem den økonomiske fordel af, at staterne i stigende grad privatiserer styringen af oceanerne. Resultatet heraf er i de senere år blevet kendt som ocean grabbing (oceantyveri o.a.): Småfiskere og små nationer holdes ude, mens multinationale virksomheder rykker ind og overudnytter både fiskeriet og havbundens ressourcer. Imens giver den internationale havbundsmyndighed (ISA) stater og firmaer lov til at udnytte olie, naturgas, mineraler og metaller i og under havbunden i internationale farvande til deres egne formål, selv om disse områder faktisk er fælleseje.

Som Olivier de Schutter, FN’s særlige rapportør om retten til mad, udtalte i 2012, så er “ocean grabbing – i form af luskede aftaler om adgang som skader småfiskere … og fjernelse af ressourcer fra lokale befolkninger – en lige så alvorlig trussel som land grabbing.”

Ocean grabbing er således en proces, hvor der sættes hegn om de fælles områder i havet. Transnational Institute fastslog i 2012, at “store fiskerflåder, der arbejder i territorialfarvande, ‘opsamler’ ressourcer fra lokale fiskere og fra hele den kæde af mennesker, der lever af traditionelt fiskeri. Eksempelvis fører EU’s fiskeriaftaler med Marokko, Mauritius, Mauretanien og Stillehavs-østaterne til denne form for tyveri.” Verdens fiskeriflåde har fordoblet sin kapacitet til 3,5 millioner skibe siden 1970’erne, men alene den ene procent af dem, der er industriskibe, står for mere end 60 procent af den samlede fangst. Små østater får i reglen rene almisser for deres salg af fiskerirettigheder til internationale fiskerflåder.

Vor fælles atmosfære

Også det, der ind imellem betegnes som vores fælles atmosfære, afslører imperialismens historiske konsekvenser, men på en helt anden måde. Antropogene klimaændringer – som mest skyldes de ophobede CO2-udledninger siden den industrielle revolution – har tvunget verdenssamfundet til at gennemføre et underforstået klimabudget, der baserer sig på, at kulstofudledningen skal begrænses. Rammerne for det bestemmes af de højest acceptable kulstofmængder i atmosfæren.

Mange lande omkring ækvator står over for temperaturstigninger, der truer med at gøre dem ubeboelige.

Det betyder, at man skal finde en måde at komme tilbage til 350 ppm (parts per million) CO2 i atmosfæren fra de nuværende 414 ppm og for enhver pris undgå at komme op på 450 ppm. Målet er at bremse stigningen i klodens gennemsnitstemperatur til 1,5 grader celsius over det præindustrielle niveau. Stiger temperaturen to grader (svarende til 450 ppm), nås den yderste grænse, før klimaforandringerne formentlig kommer irreversibelt ud af kontrol.

På baggrund af disse parametre har det internationale klimapanel IPCC for nylig opfordret til et mål for 2050, hvor nettoudledningen af kulstof skal ligge på nul. Det giver mindst 50 procents chance for at begrænse stigningen i klodens gennemsnitstemperaturer til 1,5 grader.

I øjeblikket er mere end 60 procent af det kulstof, som klimabudgettet tillader – hvis verden bare ønsker at holde sig under to procents temperaturstigning (svarende til 450 ppm) – allerede udledt i atmosfæren. Hvis vi holder tempoet, som det er i dag, vil verden i 2035 have udledt en billion tons kulstof og nå to-graders grænsen, hvor klimaforandringerne ikke længere kan rulles tilbage.

CO2-udledningerne er kumulative (akkumuleres gradvist over tid, o.a.), så alt afhænger af hver enkelt lands eller regions bidrag. USA, Canada, Europa (og Eurasien), Japan og Australien har tilsammen bidraget med omkring 61 procent af totalen, hvor Kina og Indien tilsammen står for 13 procent. Rusland står for syv procent, og verdens skibs- og lufttransport yderligere fire procent. Hele resten af kloden har bidraget med 15 procent af de samlede udledninger.

Disse forskelle bliver kun større, hvis man beregner ud fra, hvor udledningerne forbruges, fremfor hvor de produceres.

Kulstofgæld

Set med det globale Syds briller betyder det, at den plads til fossil brændstofudledning, som der er brug for til økonomisk udvikling, allerede er optaget af de imperialistiske lande. Så der er meget lidt udviklingsrum tilbage.

I princippet pålagde FN’s Kyotoprotokol de rige lande et meget større ansvar for at mindske deres CO2-udledninger: Annex 1-landene skal begrænse deres udledninger drastisk i forhold til udviklingslandene, som har mindre kumulative udledninger. Alligevel har USA’s udledning per indbygger holdt sig på omkring tre gange verdens gennemsnit, og de samlede udledninger stiger stadig.

Beregner man landenes andel af de kumulative udledninger indtil 2012 per indbygger, har de kapitalistiske kernelande allerede overskredet gennemsnittet med 568 milliarder tons. De har dermed skabt en enorm kulstofgæld eller -forpligtelse overfor de mindre udviklede lande.

Troper og subtroper er mest sårbare

Selv om polerne opvarmes hurtigere end klodens lavereliggende breddegrader, så kan effekterne på de mellemste og lave breddegrader blive meget voldsomme, især i tørre områder. Den globale opvarmning rammer de varmere tropiske og subtropiske egne særligt hårdt. Mange lande omkring ækvator står over for temperaturstigninger, der truer med at gøre dem ubeboelige.

Generelt opfatter USA’s militære og strategiske kredse klimaforandringer som en “trusselsmultiplikator”.

Jordsystemets indretning definerer således, hvilke regioner klimaforandringerne påvirker mest geofysisk, og at tropiske og subtropiske lande i starten er mere sårbare. Af den grund fastslog en central artikel i Environmental Research Letters i 2011:

“De lande, der påvirkes mest af den globale opvarmning, er ikke de lande, der har det største ansvar for den. Der er ingen underliggende økonomiske eller samfundsmæssige grunde til, at opvarmningen først slår igennem i (tropiske og subtropiske) lande med lave udledninger.”

Som klimaforskerne James Hansen og Makiko Sato har skrevet, “har temperaturstigningerne i sig selv en stærk og uforholdsmæssig stor effekt på landene på de lave breddegrader (...) Hvis de nuværende fossile brændstofudledninger fortsætter, vil nogle dele af Mellemøsten i praksis være ubeboelige ved århundredets slutning.”

Subtropiske lande er særligt sårbare overfor tørke. I modsætning hertil vil landene på mere tempererede breddegrader, hvor man generelt er rigere, stadig opleve klimaforandringer som storme, tørke eller hedebølger, men i nogle tilfælde vil deres gennemsnitstemperaturer faktisk bevæge sig hen imod det optimale.

Ulighed vokser

Så landene på de varmere breddegrader rammes uforholdsmæssigt hårdt af den globale opvarmning. Og det bliver kun værre af, at disse lande af samfundshistoriske årsager generelt set også er fattigere. En af klimaforandringernes følgevirkninger er derfor, at de allerede eksisterende globale uligheder forværres.

Det forventes således, at de absolut mest katastrofale følger først vil vise sig i Syd. Selv om det globale Nord også er truet, er det af både miljømæssige og sociale faktorer (i det mindste i starten) kun i mindre grad. En analyse i Nature har anslået, at “gennemsnitsindkomsten i de fattigste 40 procent af landene vil frem til år 2100 være 75 procent lavere, end den ville være uden klimaforandringerne, mens den i de rigeste 20 procent vil være lidt højere, fordi de generelt er køligere”. Selv om man kan sætte spørgsmålstegn ved tallene, er forskellen i tendenserne åbenbar.

Disse skæbneforskelle mellem det globale Nord og Syd, som stærkt påvirkes af de imperialistiske dimensioner i stofskifteforstyrrelserne, kan allerede mærkes. Noah S. Diffenbaugh og Marshall Burke anfører i deres artikel i Proceedings of the National Academy of Sciences i maj 2019 (“Global opvarmning har forøget den økonomiske ulighed”), at “der er stadig flere beviser for, at fattigere lande eller personer påvirkes mere negativt af klimaforandringer. Enten fordi de ikke har ressourcerne til at beskytte sig mod klimaet, eller fordi de oftere bor i varme regioner, hvor mere opvarmning skader både produktivitet og helbred”.

Kombinationen af miljømæssige og samfundsmæssige faktorer antyder, at der findes “varmeskabte ulemper i fattige lande og varmeskabte fordele i rige lande”.

De klimatiske betingelser er komplekse, og der følger mange farer med de pludselige klimaforandringer. Dette peger i retning af, at selv om de fattige lande i Syd vil opleve katastrofale følger, så er truslerne mod landene i Nord langtfra ubetydelige. På grund af den større velstand og dermed adgang til ressourcer i Nord er der dog ingen tvivl om, at det er den samfundsmæssige faktor, der er den væsentligste og afgørende for udfaldet.

De livgivende vandtårne

Også andre klimaforandringer end stigende temperaturer kan forventes at slå hårdere igennem i det globale Syd end i Nord. En række små østater – alle udviklingslande, hvoraf 37 er medlem af FN og yderligere 15 blot er klassificeret som “territorier” – er alle truet af stigende have. Det samme gælder lavtliggende og ofte tætbefolkede kystlande som Bangladesh og Vietnam.

USA’s militær, imperiestaten og økonomien er stadig tæt forbundet med de store amerikanske olieselskaber.

Bjerggletsjere og kildespring fungerer som “vandtårne”, der ophober vand gennem vinteren og frigør det langsomt om sommeren. Tabet af disse reservoirer vil have størst effekt på det indiske subkontinent og i Kina, hvor mindst en milliard menneskers vandforsyning er truet af, at Himalayas gletsjere smelter.

Klimaforandringerne kan forstyrre monsunsystemerne med enorme, men uforudsigelige følger. De tropiske regnskove spiller med deres store biodiversitet en væsentlig rolle i at stabilisere regionens og klodens klima, men de er særligt sårbare overfor opvarmningen.

Energiimperialisme

Her under imperialismens betingelser har de økonomiske og militære magtstrukturer i Nord hovedsageligt reageret på to måder på stofskifteforstyrrelserne, som altså tyder på, at Syd er mere sårbar over for klimaforandringer end Nord: 1.: Man beskæftiger sig med, hvordan de nye sårbarheder i Syd skaber nye globale sikkerhedsudfordringer og med 2.: Hvordan man kan udnytte dem til at forøge sit imperiums magt.

Det er især tydeligt i USA’s tilfælde. Trump-regeringens nye store strategi handler om at skabe et globalt “energiherredømme” ved at udvide den fossile brændstofproduktion og udnytte denne til at forøge USA’s geopolitiske og geoøkonomiske magt. Imens forbereder USA’s militær sig på en række nye sårbarheder, særligt i forhold til olie og vand, og på interventioner, der skal sikre USA’s globale herredømme under disse skiftende omstændigheder.

Økonomiske og militære interesser samarbejder om at lægge strategier for at sikre de globale værdi- og ressourcekæder, både for styrke “Fort Amerika” og for at sikre dets forsyningslinjer – i et samarbejde med triadens juniorpartnere Europa og Japan.

Disse strategiske stillingsskift i den antropocæne imperialisme kan bedst iagttages ved at se på kapløbet om kontrol med to naturressourcer: fossile brændstoffer og vand.

De fossile brændstoffer

I forbindelse med at USA sidst i det 20. og i begyndelsen af det 21. århundrede har udkæmpet to store krige i Mellemøsten, udtalte John Lehman, som i sin tid var marineminister i Reagan-regeringen, i 2018:

USA satser maksimalt på fortsat at udnytte de fossile brændselsreserver.

“Man skal jo ikke falde i venstrefløjens fælde og sige, at vi kun gik ind i Irak på grund af deres olie, men disse (krigs)omkostninger kan, alt efter hvordan man formulerer det, tilskrives vores strategiske afhængighed af olien fra Golfen.” Med andre ord var formålet ikke kun den umiddelbare gevinst ved olieproduktionen – en naiv idé, han tilskriver venstrefløjen – men forsvaret af et samlet imperialistisk system baseret på fossilt brændsel.

I dag, efter ”fracking-revolutionen”, følger USA officielt en strategi for total energidominans i det, der ses som en global konkurrence om fossile brændstoffer, fordi planeten er udsat for økologiske forstyrrelser. Klimaforandringernes rolle i at forandre betingelserne for USA’s imperieherredømme gennemsyrer USA’s militære og sikkerhedspolitiske diskussioner. Global opvarmning nævnes godt nok ikke i USA’s officielle National Security Strategy fra 2017. Men dokumentet insisterer på at forsvare USA’s “suverænitet” med hensyn til fossilt brændsel og kritiserer “vækstfjendske” tilgange til fossile brændstoffer. Sammen med udeladelsen vidner dette om klimaforandringernes gennemgående betydning for den antropocæne krise, selv i en national sikkerhedspolitisk kontekst.

Generelt opfatter USA’s militære og strategiske kredse klimaforandringer som en “trusselsmultiplikator”, der forbindes med faktorer som: Politisk ustabilitet, negative følgevirkninger på fødevareforsyning og -priser, vand- og energimangel, sygdomsudbrud, ekstremvejr, masseflugt, forstyrrelse af søtransport, sårbare økonomiers kollaps og stigende trusler mod globale økonomiske forsyningskæder, især med hensyn til strategiske råvarer.

Disse militære og strategiske kredse kigger på verden ved at vende blikket ud af Fort Amerika og dets forskellige globale bastioner, som omfatter USA (og Canada), dets mere end 600 oversøiske baser, dets klientlande, de såkaldte allierede i Europa og Japan, Mellemøsten, hvor USA har været i krig i næsten 30 år, og dets forskellige kritiske forsyningslinjer.

Hvordan kan herredømmet bevares

Helt tilbage i 2003 hed det i en rapport om pludselige klimaforandringer, bestilt af Pentagon, at det var nødvendigt at “have sårbarhedsmålestokke” for, hvilke lande der ville blive ramt hårdest af klimaforandringer. Det skulle gøre det muligt for USA at handle effektivt og sikre sine egne geostrategiske interesser.

Under disse omstændigheder, lød det, ville relativt velhavende befolkninger med rigelige naturressourcer og fødevareproduktion, såsom USA og Australien, sandsynligvis blive nødt til at bygge mure og “defensive forter” omkring sig selv for at holde umådelige bølger af emigranter ude. Uden tvivl med det erklærede formål at forsvare deres nationale suverænitet.

Som rapporten forklarede, udgør den vold og de forstyrrelser, som pludselige klimaforandringer skaber, en anden form for trussel mod den nationale sikkerhed, end vi er vant til i dag. Militære konfrontationer kan udspringe af et desperat behov for naturressourcer som energi, mad og vand – snarere end en konflikt om ideologi, religion eller national æresfølelse. Dette skift i, hvad der motiverer konfrontationer, ville ændre på, hvilke lande der er mest sårbare, og på de eksisterende advarselstegn for sikkerhedstrusler.

Rapportens forfattere mente, at efterhånden som de barske klimaforhold gør Jorden mindre bæredygtig, vil krige blive mere udbredte, og faren for en termonuklear verdensbrand øges.

USA’s militær- og sikkerhedslitteratur udbreder fortsat dette generelle strategiske udsyn, hvor klimaforandringernes eksistens bekræftes, samtidig med at der fokuseres på midler til at fremme USA’s verdensherredømme under den nuværende globale katastrofe. Det underforstås, at den globale opvarmnings følgevirkninger i starten rammer USA mindre direkte end hovedparten af resten af verden. Med voksende kaos og katastrofer verden rundt kan Washington således koncentrere sig om at bruge sin globale økonomiske, politiske og militære magt til at styrke sin egen dagsorden for altomfattende dominans.

Olieselskabernes magt er ikke brudt

USA’s militær, imperiestaten og økonomien er stadig tæt forbundet med de store amerikanske olieselskaber. Det har ført til, at der er udviklet en ny strategi for energiimperialisme. Den anfører, at det er et centralt mål for den nationale sikkerhed i dag, at USA bevarer sin førerstilling i kontrollen over verdens energi, og at USA fortsat udnytter de fossile brændselsreserver maksimalt.

Med ”fracking-revolutionen” steg USA’s olie- og gasproduktion voldsomt, hvilket fik Obama-regeringen til at fjerne restriktionerne på USA’s råolieeksport. Mellem 2015 og 2018 steg råolieeksporten til det firedobbelte, og eksporten af naturgas blev 35 gange større. I 2018 eksporterede USA to millioner tønder råolie om dagen, hvad der gør landet til en af verdens førende olieeksportører.

Samtidig har en mindre afhængighed af olieimport gjort det muligt for landet at påtvinge olielande, som man ikke bryder sig om, skrappe økonomiske restriktioner, for eksempel Venezuela, Iran og Rusland.

Rørledningsboom

Trump-regeringen har arbejdet på at fjerne alle lovmæssige begrænsninger, som ville hæmme den fossile brændselsindustri. Det har medført, at produktion af og infrastruktur til fossile brændstoffer er ekspanderet voldsomt. Samtidig er USA blevet verdens førende producent af både olie og naturgas. Mens man i USA og verden diskuterer en “Green New Deal”, er verdens olie- og gasrørledningsnet tredoblet siden 1996. Mere end halvdelen af de nuværende udvidelsesprojekter (mere end en tredjedel, hvis man regner efter ledningslængde) foregår i Nordamerika og forbinder udvindingssteder, raffinaderier og eksporthavne.

Der er i øjeblikket planer om at udvide olie- og gasrørsnet (både forberedende projekter og egentligt byggeri) for 232 milliarder dollars i Nordamerika (mere end 600 milliarder dollars på verdensplan). Den samlede olie- og gasinfrastruktur er ved at blive udvidet for godt én billion dollars i Nordamerika og 2,9 billioner dollars på verdensplan.

USA’s rørledningsboom er eksportorienteret, for den udvidede olie- og gasudvinding overstiger langt det, der kan absorberes af det indenlandske forbrug. Hvis man forudsætter et “current policies scenario” (altså at man fortsætter som hidtil), ventes verdens efterspørgsel efter naturgas i 2040 at være steget med 55 procent i 2017-priser, mens olieefterspørgslen ventes at stige 26 procent. Kloden over er “banker, aktie- og obligationsinvestorer i gang med at satse på et udvidet ledningsnet (der omfatter mere end 300 rørledninger, som er under udvikling på verdensplan) med en forventet levetid på mindst 40 år”.

Ifølge Ted Nace, hovedforfatteren på en rapport for Global Energy Monitor om “rørledningsboblen”, så “forpligter disse rørledninger os til store udledninger de næste 40-50 år, selvom videnskaben siger, at vi er nødt til at sadle om inden for ti år. Disse rørledninger udgør en satsning på, at verden ikke kommer til at tage klimaforandringerne alvorligt, men at den førerposition, som olie og gas indtager, befæstes”.

Investeringerne i rørledningsinfrastruktur skaber afhængighed af leveringsveje og sikrer, at der investeres i og ydes støtte til fossilt brændsel. Det bringer os dramatisk nærmere den klimahorisont, hvor vi udleder kulstofkubikmeter nummer én billion. Alene i USA vil den naturgasproduktion, som disse rørledninger muliggør – hvad enten de er under konstruktion eller under planlægning – lægge mere end en halv milliard tons kulstof oven i 2017-niveauet hvert eneste år frem til 2040.

ExxonMobil, USA’s førende multinationale olieselskab, har erklæret, at selskabet i sin verdensomspændende virksomhed planlægger at pumpe 25 procent mere olie og gas ud i 2025 end i 2017.

Det er på ryggen af denne ekspansion af olie- og naturgasproduktion og rørledninger, at Trump-regeringen har bygget sin nye imperialistiske strategi for global energidominans, stik imod alle bekymringer om klimaforandringer. Som Trump erklærede i juni 2017: “Vi vil være førende. Vi vil eksportere amerikansk energi til hele verden, kloden rundt,” særligt til Asien. Den fossile brændstofindustri har ifølge Trump reddet USA’s “suverænitet”. USA’s energipolitik består i at udvide ikke blot olie- og gasproduktion, men også kulproduktion verden over. USA arbejder, erklærede han, på at skabe finansiering til oversøiske kulminer i Ukraine og andre steder.

Kamp om det globale energiherredømme

Dokumentet National Security Strategi, som udkom i december 2017, insisterede på “energidominans”, altså at USA skulle spille en central rolle i alle aspekter af verdens energiproduktion og -forbrug. Det skulle ske ved at “frigøre” landets store fossile brændselsreserver. En sådan “energidominans” var nøglen til økonomisk vækst og til at “modsvare en vækstfjendtlig dagsorden, der er skadelig for USA’s økonomiske og energimæssige sikkerhedsinteresser”.

Det er et centralt mål for USA’s nationale sikkerhed, at USA bevarer sin førerstilling i kontrollen over verdens energi.

Som Michael Klare (professor i freds- og sikkerhedsstudier o.a.) bemærker:

“Set fra Det Hvide Hus er USA inde i en afgørende kamp om det globale herredømme, hvor landets store fossile brændselsreserver, siges det, giver landet et vitalt forspring. Jo større mængder af disse brændstoffer USA producerer og eksporterer, desto bedre står landet sig i verdenskonkurrencen. Det er præcis derfor, at det allerede er blevet en hovedhjørnesten i præsident Trumps nationale sikkerhedspolitik at maksimere dette output.”

”Energipolitikkens militarisering” skyldes ikke så meget uvidenhed om klimaforandringer eller om antropocæntidens komme, som det er et sats på, at fossile brændstoffer udgør hovedvejen til at øge imperiemagten. Det sats tilsidesætter alle andre muligheder og låser alt fast, så ingen revolution i alternativ energi er mulig. Ad helvede til med menneskeheden! Den 28. maj 2019 udsendte USA’s energiministerium en pressemeddelelse, hvori naturgas blev omdøbt til frihedsgas og dens CO2-molekyler benævntes “molekyler af frihed fra USA”.

Vandimperialisme

En af klimaforandringernes hurtigst virkende og mest dybtgående følgevirkninger for mennesker i hele verden er, at det globale vandkredsløb accelererer, fordi der ophobes drivhusgasser (som fanger varme/energi) i atmosfæren. Der er simpelthen sket det, som videnskabsskribenten Richard A. Kerr skrev, at siden 1950 er “de våde steder blevet vådere og de tørre steder mere tørre”.

Voldsommere storme og kraftigere nedbør i form af oversvømmelser forøger risikoen ved at dyrke landbrug i de våde egne. Den voksende trussel om ekstrem, langvarig tørke i mange andre dele af verden, det faktum at hovedparten af verdens agerjord i høj grad udpines og taber vækstlag, og at folk fordrives på grund af menneskeskabte økologiske katastrofer er tegn på, at sandflugtskatastrofer af hidtil uset størrelse og hastighed vokser frem (2).

Afskovning er en velkendt årsag til klimaforandringer, men afskovning har også direkte indvirkning på verdens vandkredsløb. Skove udgør kritiske dele af verdens vandkredsløb og er en kilde til livgivende regn i mange områder af verden. Udbredt afskovning medfører, at “store floder af vand i luften” forsvinder – nemlig den vanddamp, som Jordens store skove udånder til atmosfæren, mens træer og andre planter henter fugten op fra de komplekse rodsystemer til bladenes overflade.

Gourmetmad og sult på én og samme tid

Fred Pearce skriver:

“Når vi barberer træerne væk fra planeten, risikerer vi at udtørre disse luftbårne floder sammen med de lande, der er afhængige af regnen. Stadig mere forskning peger på, at denne hidtil upåagtede virkning af afskovningen i mange kontinentale indlande langt vil overgå virkningerne af de globale klimaforandringer. Den kunne få Nilen til at tørre ud, hæmme Asiens monsun og udtørre markerne fra Argentina til USA’s midtvest.”

Indenfor rammerne af nutidens imperialistiske økonomi er forstyrrelserne af verdens vandkredsløb og forstyrrelsernes indvirkning på adgang til vand og fremstilling af mad så alvorlige, at de bidrager til at øge hyppigheden af sult, især i Latinamerika og det meste af Afrika.

Managementkonsulentfirmaet Bain & Company oplyste for nylig, at “markedet for luksusgoder stadig buldrer frem” i 2019, og “gourmetmad og -restauranter stiger med seks procent”. Men samtidig er alvorlig sult faktisk mere udbredt i dag end i 2014 i alle andre regioner end Nordamerika og Europa. Det er til dels de usædvanligt tørre forhold i Centralamerika, der er årsag til de migranter, der er på vej nordpå mod USA.

Vand som våben

I denne nye sandflugtstid trues vi af ferskvands- og madmangel på grund af forurening, overforbrug af vand (især til landbrug, industri og energiproduktion), utilstrækkelig og nedslidt infrastruktur, afskovning og afsmeltningen af verdens bjerggletsjere – vandtårnene på verdens tag. Et studie, udgivet i Science Advances i 2016, påpegede, at “cirka 66 procent (af verdens befolkning) (4 milliarder mennesker)” allerede “lever med alvorlig vandmangel … i mindst en måned om året … antallet af mennesker, der står overfor alvorlig vandmangel i mindst fire til seks måneder om året, er mellem 1,8 og 2,9 milliarder mennesker … en halv milliard mennesker lider under alvorlig vandmangel året rundt”.

Enten skal de fattige arve Jorden, eller også bliver der ingen Jord tilbage at arve.

Profitmagerne bag den endeløse jagt på akkumulation og den elendighed, som den påtvinger millioner af mennesker, øger også elendigheden for de mest sårbare. “Virksomheder og investorer køber agerjord op i fremmede lande sammen med de ferskvandsrettigheder, der følger med”, fordi de kan se et gevinstpotentiale i at kontrollere de svindende ressourcer, der er mest kritiske for at opretholde livet. USA er et af de førende lande i denne henseende.

Nyere tendenser indenfor international handel med landområder tyder på, at investorerne “ikke sætter sig på jord på steder, hvor der ikke er adgang til vand,” oplyser geografen Wendy Wolford. I de seneste årtier fandt omkring 66 procent af disse handler sted i lande med udbredt sult. Miljøforskeren Paolo D’Odorico, som har hjulpet med at dokumentere disse neokoloniale tendenser, har sagt, at “i mange af disse lande ville den vandmængde, der lægges beslag på, være nok til at udrydde underernæring”.

Denne situation er selvsagt uholdbar for milliarder af mennesker på kloden, hvad der har fået selv Trump til at indrømme, at “vand er nok det vigtigste, vi kommer til at forholde os til i den næste generations tid”. Under disse omstændigheder er det intet under, at vandproblemer udgør “en impuls til vold”, og at “videnskabelig litteratur, efterretninger og forudsigelser sår tvivl ved, om vandstress fortsat vil fremme samarbejde frem for konflikter”, som forskere i internationale forhold ved George Washington University skriver.

En rapport fra Center for Climate and Security beskriver kampen om kontrollen over verdens begrænsede ferskvandsressourcer og “brugen af vand som et våben” som “epicentre for klima og sikkerhed” i “antropocæntidens nye geostrategiske landskab”. I et hurtigt skiftende klima er kampen om de begrænsede ferskvandsressourcer og “brugen af vand som et våben” med andre ord kritiske for verdens sikkerhed og påvirker områder i hele verden.

Hvem har hånden på hanen…

Stillet over for alt dette har udenrigspolitiske analytikere fokuseret på, hvem der har “hånden på hanen”. De har opfordret til en mere aggressiv tilgang til at sikre USA’s strategiske interesser, hvad angår vand: Statens og private interessenters arbejde i verdens regioner bør integreres, og USA bør tage føring i kampen mod uretmæssig konkurrence fra for eksempel Kina. De understreger, at både vand og kontrol med de vigtigste ferskvandskilder er afgørende som løftestænger til at sikre sig “blød magt” og understøtte kontrol og dominans, især hvor vandmanglen tager til.

Særligt vigtig er kontrollen med verdens vandtårne eller bjerggletsjere og kildespring, som står for mere end halvdelen af verdens ferskvand. Disse vandressourcer er økologisk, samfundsmæssigt og økonomisk kritiske, fordi “alle de store floder i verden udspringer i højlande, og mere end halvdelen af menneskeheden har brug for ferskvand, der ophobes i bjergegne”.

Kinas kontrol med Tibet-plateauet og en potentiel konflikt med Indien over infrastrukturprojekter, der afleder vand fra brugere længere nede ad floden, er særligt bekymrende. Analytikeren Troy Sternberg skriver, at “i omgivelser, hvor grænser krydses, er vandinfrastruktur et eksempel på, hvordan man hævder overherredømme og kontrol”, og at “vandtårnenes fremtid i høj grad afspejler et magtspil, både i forhold til hvem der kan kontrollere og styre vandet, og hvorvidt man kan afvise alle udfordringer fra brugere længere nede ad floden”.

Efterhånden som vandmanglen tager til, og gletsjerne trækker sig tilbage eller forsvinder på grund af klimaforandringerne, vil indsatsen i spillet om kontrollen med de større ferskvandsdepoter ved de højeste tinder kun blive større. De følgevirkninger, vi ser af de skrumpende gletsjere, tyder på, at de potentielle ændringer længere nede er af enormt omfang. Mere end 1,4 milliarder mennesker har brug for vand fra Ganges, Indus, Brahmaputra, Yangtze og Den Gule Flod og for de sne- og isdepoter, der føder dem. Men ikke alle disse floder synes at blive påvirket lige meget af klimaforandringer – Brahmaputras og Indus’ afvandingsområder synes at være hårdest ramt.

I 2012 blev der udsendt en samlet rapport med de forskellige efterretningstjenesters vurdering om vandsikkerheden på globalt plan (Global Water Security). Her skitserede man særlige risici og muligheder for USA med hensyn til flodområder verden over. Rapporten understreger, at voksende vandforsyningsproblemer truer lande, der er “vigtige for USA”, hvilket vil hæmme økonomisk vækst og USA’s strategiske målsætninger. Rapporten skitserer også, hvilke muligheder disse problemer skaber for USA, hvis ekspertise og teknologi vil blive efterspurgt i løsningen af forsyningsproblemerne, og for amerikanske firmaer, som vil tjene på en øget landbrugseksport til regioner, hvor vandmangel betyder en lavere selvforsyningsgrad.

Det understreges, at “aktivt engagement fra USA’s side i løsningen af vandudfordringer vil forøge USA’s indflydelse og kan afskære andre aktører fra at opnå samme indflydelse på USA’s bekostning”.

… ikke mindst i Asien

Understregningen af “vand som en positiv mulighed” er et fremtrædende tema i Trump-regeringens globale vandstrategi fra 2017, som bemærker, at “vand er en indgangsvinkel til at fremme demokratiske kerneværdier”. Det påpeges, at der her er en chance for at tjene penge for den private sektor og en vej, ad hvilken staten kan “opmuntre globale institutioner og organisationer til at fremme de bedste politikker og tilgange, tilpasset til USA’s interesser”. Vandkriser vurderes som vigtige muligheder for at fremme USA’s interesser gennem strategisk bistand og hjælp.

Trods disse strategier mener blandt andre analytikerne ved Wilson Centeret, at USA’s regering ikke gør nok. De mener, at en “strategisk ledelse inden for hydrodiplomati” skal hjælpes på vej, og derfor bør præsidenten “oprette et statsligt-privat center til forebyggelse af vandkonflikter”. Det vil bidrage til at skabe “en fælles statslig tilgang og samtidig bistå den private sektor med at hjemtage de økonomiske muligheder, der skabes”.

En sådan koordination via et formaliseret center ville efter deres mening skabe “håb og mulige chancer for at rykke de vandrelaterede magtbalancer i kritiske regioner.” De samme analytikere hævder, at hvis ikke der i disse klimaforandringstider sættes fuld kraft på vandsatsningen, vil USA’s indflydelse uundgåeligt falde. De advarer om, at “hvis man ikke gør noget ved det, vil klimaforandringernes indvirkning på Asiens vandforsyningssikkerhed kunne drive Kinas naboer tættere sammen med det land, der har hånden på hanen. En sådan fælles optræden vil både kunne underminere USA’s tilstedeværelse i regionen og drive regionen mod en multipolær ledelsesstruktur til Kinas fordel. Det er på eget ansvar, hvis den forsvars- og sikkerhedspolitiske ledelse ser bort fra vandforsyningssikkerhedens betydning i Asien.”

Og alligevel taler man overhovedet ikke om, at USA som førende imperiemagt kunne tage sådanne skridt, selv om udenrigs- og sikkerhedsanalytikere som Marcus D. King og Julia Burnett diskuterer “vand som våben under klimaforandringer” og påpeger, at “USA’s efterretningsverden mener, at stater kan begynde at anvende vand som et internationalt ‘våben’, efterhånden som der opstår vandmangel”. Men i Yemen bakker Washington ikke desto mindre fuldt ud op om Saudi-Arabiens krig, hvor vand netop bruges som våben i et af verdens mest vandfattige lande – gentagne gange er dæmninger, reservoirer og renseanlæg blevet bombet, hvorved 19 millioner mennesker i landet er blevet afskåret fra adgang til rent vand.

Mens det udenrigspolitiske establishment er ved at skærpe opmærksomheden på klodens vand og på de regionale, nationale og subnationale konflikter, der nu tegner sig, så er situationen en ganske anden på lokalt plan: Her bliver de, der kæmper for vandet og kloden, samvittighedsløst myrdet i rekordantal af bødler fra de industrier, der er centrale aktører i verdens vandkrise: Agrobusiness, olie- og mineindustri, krybskytter og skovningsfirmaer.

Oprør mod udryddelsen

Den største svaghed ved miljøbevægelsen i Vesten er, at den ikke tillægger spørgsmålet om imperialismen i antropocæntiden en central betydning i sine analyser.

Det medgives ofte, at klimaforandringernes følger og overskridelsen af planetens bæreevne i almindelighed slår hårdest igennem i det globale Syd, hvor millioner allerede lider under klimaforandringerne. Ofte forbindes dette med den globale ulighed og med kolonialismens og imperialismens lange historie.

Det medgives også, at den globale ulighed forstørrer den globale opvarmnings skadevirkninger. Endelig forstår det meste af venstrefløjen, at klimaforandringer er en sag, der vedrører hele planeten, og som kræver, at hele menneskeheden rejser sig for at vælte den kapitalistiske magtstruktur, der driver disse klimaforandringer.

Alligevel er der i øjeblikket kun meget ringe bevidsthed om, at imperialismen er en aktiv kraft, der organiseret er vendt imod en økologisk revolution, og som søger at binde os til et fossilt brændselssystem og til det nuværende regime af maksimal miljøødelæggelse og udbytning af mennesker. I denne forstand er imperialismen i det enogtyvende århundrede kapitalismens udryddelsesfase.

Alt dette peger i retning af, at enhver kritik af kapitalismen, der ikke inddrager imperialismen, er utilstrækkelig til at forholde sig til vor tids skelsættende krise. Faktisk må ethvert realistisk forsøg på at imødegå antropocæntidens krise starte med en generel kritik af kapitalismen som et system, der sætter kapitalakkumulation før alt andet.

Det er det, der udgør roden til planetens krise i vor tid, og det gør det nødvendigt at skabe en antikapitalistisk bevægelse for økologisk bæredygtighed og reel lighed, altså for socialisme. Det faktum, at kapitalismen er en trussel mod menneskehedens overlevelse, gør den forældet som samfundssystem.

En internationale af verdens arbejdere og folk

Men selv om kapitalismekritik er udgangspunktet, kan analysen ikke bare stoppe dér. Analysen må forholde sig til den kendsgerning, at det i dag er en generaliseret finansmonopolkapital, der er virksom på globalt plan, og den må forholde sig til den dybe, systemiske opdeling af verden i center og periferi, globalt Syd og Nord, en opdeling som kun forværres af klimaforandringerne. Det er i denne større imperialistiske sammenhæng, kapitalismen eksisterer som et konkret historisk system i det enogtyvende århundrede, og det er det, der skal kæmpes imod.

Under disse nye historiske omstændigheder, som der ikke findes paralleller til, er en “artsbevidsthed” hurtigt ved at udvikle sig, baseret på at man identificerer sig med menneskeheden som helhed og endda med andre arter som beskrevet af den berømte psykolog Robert J. Lifton i hans bog The Climate Swerve (Klimaspringet).

Denne opfattelse af en delt global materiel realitet (der på dialektisk vis opstår side om side med nye revanchistiske nationalistiske bevægelser, der knytter an til selvsamme skelsættende krise) har vist sig at være den vigtigste drivkraft bag Storbritanniens Extinction Rebellion-bevægelse og bag studenter- og skolestrejker over hele Europa. I stigende grad forstår især de unge, at de rige lande både har et historisk ansvar for klimaforandringerne og de største muligheder for at stoppe dem med de mindste ofre, og at dette handler om intet mindre end Jordens og menneskehedens skæbne som helhed.

Lifton kalder den nye “artsbevidsthed” et “spring” efter den filosofi om indeterminisme og frihed, vi kender fra antikkens store materialistiske filosof Epikur, hvis tankers vigtighed i denne henseende først blev anerkendt af Karl Marx.

Men hvis et sådant spring, hvor man begynder at se på den arbejdende menneskehed som et hele, skal bære frugt, så må man forstå, at kapitalismen i sin mest konkrete, mest intensive og mest dræbende form er det imperialistiske verdenssystem, og at det kun kan bekæmpes som sådan. Deraf følger, at der ikke kan ske en økologisk revolution på baggrund af den nuværende eksistenskrise, medmindre den er antiimperialistisk og trækker på kræfterne fra den lidende menneskeheds store masser.

Den globale økologiske bevægelse må derfor være en bevægelse for at forene de undertrykte, der udspringer fra utallige Extinction Rebellion’er, og som fører til den første sande Internationale af verdens arbejdere og folk. Enten skal de fattige arve Jorden, eller også bliver der ingen Jord tilbage at arve.

Noter:

1) Således beskrevet af Karl Marx i Kapitalen.

2) Forfatteren bruger ordet “dust-bowlification”, som hentyder til en økologisk katastrofe i USA i 1930’erne, hvor enorme jordarealer blev ubrugelige, og 2,5 millioner borgere fra blandt andet Texas, Kansas, Nebraska og Oklahoma måtte søge andre steder hen for at overleve.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2020. Artiklen er oversat af Arbejderen fra det amerikanske tidsskrift Monthly Review i juli 2019. Her kan artiklens meget omfattende noteapparat samt kildehenvisninger også ses. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.