Habana 15. maj 2020
Jeg tror, vi er rigtig mange, der synes, det er hårdt at leve i den sociale isolation, som coronavirus har medført. Man mærker virkelig behovet for fysisk nærhed med andre mennesker, og at digital kommunikation ikke kan dække dette behov.
Vi har nu været isoleret i to måneder. Pigerne har stadig ikke været udenfor en dør i hele denne periode. De er i den grad begyndt at længes efter skole og børnehave.
Den lille siger godt nok, at hun ikke savner børnehaven, men hun snakker konstant om sine venner og veninder derfra!
Linet leger godt hjemme, men taler hele tiden om vennerne i børnehaven. Foto: Henrik Thejl
Derudover er der også behovet for at bruge kroppen mere aktivt. Vi har heldigvis en lejlighed, hvor der er plads til at boltre sig – pigerne drøner som sagt lejligheden tynd på rulleskøjter og løbehjul – men det er ikke alle, der har det. Det må være benhårdt!
Sverige, som har en befolkning på en million indbyggere mindre end Cuba, har nu registreret over 3500 døde ud af 28.500 smittede. I Cuba er der registreret blot 79 døde ud af 1830 smittede.
Selv synes jeg, at det kræver megen selvdisciplin at holde kroppen i gang. Herovre er det p.t. end ikke tilladt at løbe sig en tur på gaden!
Ost og smør, som er mit foretrukne pålæg til mine morgenboller, er bogstaveligt talt blevet fremmedord. Når jeg med mellemrum cykler ud til diverse butikker for at finde varer, som vi mangler hjemme, spørger jeg altid – i håb om, at miraklernes tid ikke er overstået – om de skulle have ost eller smør, og jeg bliver altid mødt med et blik, som om jeg kom fra Mars!
Cubas måde at håndtere corona
Corona har jo været en ny erfaring for alverdens lande, og man har på forskellig vis – og ud fra forskellige menneskesyn – foranstaltet forskellige praksisser for at bekæmpe pandemien.
Findes der en rigtig model? Svært at sige, men Cuba repræsenterer i hvert fald en model, hvor – som tidligere nævnt – mennesket er i centrum.
Sverige, som har en befolkning på en million indbyggere mindre end Cuba, og som blandt andet er blevet rost af WHO for sin coronapolitik, har nu registreret over 3500 døde ud af 28.500 smittede. I Cuba er der registreret blot 79 døde ud af 1830 smittede.
Coronasmitten nåede vel at mærke senere til Cuba, men det interessante er, at det allerede er lykkedes for Cuba at ”bøje” kurven for det mest favorable scenarium ned før forventet toppunkt. Så medmindre der sker et uventet udbrud, har Cuba toppet antallet af coronasmittede.
Det ses blandt andet af nedenstående kurve:
Graf over antal coronasyge, der er indlagt på Cubas hospitaler. Den lilla kurve viser et forudset ønskeligt forløb. De sorte kurver viser, hvordan det er gået ... og ventes at gå fremover. Som det fremgår, toppede antallet på dag 45 med 844 indlagte.
I den sidste uges tid har vi haft fire dage uden nye coronarelaterede dødsfald og tre dage med blot ét dødsfald per dag. Der har været registreret mellem 6 og 20 nye coronatilfælde for hele landet per dag, hvoraf de fleste er opdaget uden symptomer, netop fordi man opsøger og tester alle, der har været i kontakt med smittede. På den måde forhindres, at mange smittede uden symptomer bevæger sig rundt og smitter andre.
Når jeg, i håb om at miraklernes tid ikke er overstået, spørger, om de skulle have ost eller smør, bliver jeg mødt med et blik, som om jeg kom fra Mars!
Da der hver dag er flere raskmeldte end nye smittede, er 1425 tidligere smittede nu raskmeldte (dags dato: 15. maj) ud af det samlede antal smittede på 1840, hvilket betyder, at 77 procent af de smittede er raskmeldte igen.
I alt er 79 døde af coronavirus siden første udbrud i marts måned. Det svarer til 7 døde per million indbyggere. I Danmark er tallet 93 døde per million indbyggere, og i Sverige er tallet 352 per million indbyggere.
I dag var der blot 10 nye tilfælde fordelt på Havanna-provinsen samt naboprovinsen Matanzas. Det betyder, at resten af landets 15 provinser ikke registrerede nye coronatilfælde indenfor det sidste døgn.
Selvom Cuba har meget fine resultater, er man langtfra tilfreds, som Francisco Duran (direktøren for sundhedsministeriet, MINSAP) forklarer. Hvert et coronadødsfald er ét for meget, og det stiller store krav til såvel sundhedssystemet samt til disciplinen i hele samfundet.
Vi følger hver dag Francisco Durans morgenopdatering og grundige analyse af antallet af nye coronaregistrerede, hvor de nye tilfælde dukker op, og det er tydeligt, at det er smittede uden symptomer, der er den væsentligste smitteårsag nu.
Cubas nye fase i kampen mod corona
Derfor er der netop i denne uge påbegyndt et nyt eksperiment, hvor man ved hjælp af stikprøver af bestemte udvalgte personer i hver kommune vil undersøge disse for eventuelt forhøjede antistoffer i blodet, som ikke absolut behøves at være forårsaget af coronavirus. I fald man måler en forøgelse af antistoffer i blodet, bliver personen isoleret og testet for coronavirus.
Dette vil blive foretaget i hele landet, også i egne, hvor der ikke har været registreret coronatilfælde. Disse områder bliver samtidig spærret af for at undgå fysisk udveksling i testperioden. Dette er allerede sket i Centro Habana, og det betyder, at det p.t. kun er muligt for lokale at færdes i området efter klokken 18.
Der ligger relativ mange butikker i det område, hvortil mange med motoriserede køretøjer fra hele byen har søgt hen for at finde varer i denne mangelvaresituation. Dette er ikke længere muligt. Nu er det kun én per husstand i området, der kan købe ind i områdets butikker. Det skaber pres på andre butikker i byen, hvor der er allerede er alt for lange køer.
Med denne ordning prøver man at opspore alle de smittede, der bevæger sig rundt uden symptomer – og som ikke umiddelbart er fundet via kontakter til smittede familiemedlemmer/venner/kolleger og lignende og derved få fat i så mange af de sidste coronasmittede som overhovedet muligt. Man er godt klar over, at det ikke er muligt at fjerne coronavirus fuldstændigt, men man vil udvikle metoder samt få antallet af smittede på så lavt et niveau, at man, når man begynder at åbne op igen, vil kunne holde smitten under kontrol.
Det er som sagt en hel ny situation, verden befinder sig i, så der er ingen færdige opskrifter for den bedste fremgangsmåde, men dette er i hvert fald Cubas bud, der også er blevet rost af WHO.
Et lyserødt billede af Cuba??
På mine tidligere publicerede artikler har jeg fået kommentarer om, at jeg forherliger/tegner et lyserødt billede af Cuba.
En anden kommentar udtrykker, at Cuba nok ”har samme forhold til statistik og registrering af coronatilfælde som i Kina. Så vi venter nogle år på at få den reviderede version”.
LÆS 1. artikel: Hvordan er hverdagen i Cuba under Covid krisen
LÆS 2. artikel: ”Cuba med corona, mundbind og solidaritet”
LÆS 3. artikel: Når liv er vigtigst og lillesøster taler i telefon
LÆS 4. artikel: "Kærlighed i coronaens tid" – eller gymnastik og slidte brætspil
Jeg skal med det samme sige, at det absolut ikke er mit formål at forherlige mine beretninger herovre fra. Cuba er et land med masser af problemer, og jeg har på egen krop også oplevet og mærket nogle af de problemer (eksempelvis bureaukratisme og magtmisbrug), som Cuba i disse år lider stærkt under.
Det er problemer, som ikke mindst er opstået ud af den dybe økonomiske krise, der har skabt stor ulighed i et land, hvis filosofi beror på en radikal økonomisk og social lighedsforståelse, og den stigende ulighed har naturligvis sat sine negative spor i samfundet, med magtmisbrug og korruption til følge.
Der er voksende ulighed i Cuba. Nogle tjener mange penge eller får dem tilsendt fra udlandet, mens andre lever et liv med små indtægter. Foto: Dansk-Cubansk Forening
Cuba lider også under ”hjerneflugten”, som er et typisk tredjeverdensproblem. Fordi lønninger er lave i hjemlandet (i Cuba på grund af den voldsomme devaluering af den lokale mønt i starten af den økonomiske krise i 1990’erne) og høje i det rige Vesten, der gerne vil modtage veluddannede immigranter og derved spare udgiften til at uddanne disse.
Et stort problem for tredjeverdenslande!
Men når alt dette er sagt, er der stadig ting i Cuba, der fungerer rigtig godt og kan være eksempel for andre lande. Det er det cubanske sundhedssystem et rigtig godt eksempel på.
Cuba stigmatiseret
Men det er svært at fortælle ’positive’ historier om Cuba uden at blive kritiseret for ”at forherlige situationen”. Derfor er det meget vigtigt at være opmærksom på den enorme stigmatisering, der er sket af Cuba siden Revolutionens start. Det vil jeg fokusere på i det følgende:
Revolutionen blev født under kommunistskrækkens højdepunkt i USA. Den såkaldte McCarthy-periode i USA (opkaldt efter den reaktionære republikanske politiker Joseph McCarthy) betød forfølgelse af venstreorienterede, kunstnere, forskere og intellektuelle i USA. Sågar Charlie Chaplin blev forvist fra USA på grund af ’uamerikansk’ virksomhed.
Mange, der bakkede op om Roosevelts New Deal-politik fra 1930’erne – der udviklede velfærdssamfundet i USA – blev stemplet som kommunister og blev forfulgt/fængslet.
Det er i den periode, at den cubanske Revolution bliver født. Cubas tidligere diktator Batista havde knyttet meget tætte bånd til USA: Næsten 85 procent af Cubas samhandel med udlandet var i 1950’erne med USA; de fleste jorde og virksomheder var amerikansk ejede. Så da Revolutionen startede, og man i USA indså, at det nye styre ville omfordele goder og ressourcer i landet, blev det i USA oversat til det forbudte ord ”kommunisme”, og man lukkede ned for al samhandel med Cuba.
Præsident J.F. Kennedy påbegyndte ”Operation Mongoose” med henblik på både økonomisk og finansiel blokade af landet (som i øvrigt stadig fungerer, se senere) samt en decideret heksejagt mod landet med brug af ’psykologisk krigsførelse’ via CIA og amerikanske medier med henblik på en senere invasion af landet (se note 1).
Dette program blev søsat efter den mislykkede Svinebugtsinvasion i 1961, som blev USA's første reelle nederlag til et andet land.
Cubas revolution sejrede, mens kommunistforskrækkelsen var på sit højeste i USA. Her cubanere efter sejren i Svinebugten i april 1961. Arkivfoto.
USA's efterretningstjeneste CIA havde tillige fået til opgave at forsøge at dræbe landets ledere, hvad man kan læse mere om på George Washington Universitets arkiv (note 2) , hvor tidligere hemmeligtstemplede dokumenter nu ligger offentliggjort.
Administrationen tog kontakt til den amerikanske mafia med henblik på at få dem til at likvidere Fidel Castro.
Svært at gå imod stigmatiseringen af Cuba
USA har siden fastholdt blandt andet økonomiske og finansielle sanktioner mod Cuba, hvad jeg ikke vil gå dybere ind i her, men specielt den psykologiske krigsførelse har betydet (og betyder stadig!) en kraftig stigmatisering af Cuba som ”djævlens ø”, ”et dikatur”, eller – som G. Bush beskrev – ”ondskabens akse”, i bedste apokalyptiske stil.
Den amerikanske kulturindustri er stærk, og med de verdensomspændende mediekæder som CNN og Foxnews samt sociale medier som mastodonterne Facebook og Twitter er det nemt at gøre brug af ”psykologisk krigsførelse” og derved fortsætte stigmatiseringen af Cuba. Derfor kan det være meget svært at bryde vestlig mainstream og fortælle faktahistorier om Cuba, uden at det bliver opfattet som ”forherligelse” af landet.
Det er meget vigtigt at være opmærksom på disse magtstrukturer for at forstå, hvordan vi ’lærer’ at opfatte verden.
Husk Bush og mediernes løgne
Husk på, hvordan Bush udpegede en tredjedel af verdens lande til at være ”slyngelstater”, som USA forbeholdt sig retten til at foretage ”præventive” angreb imod.
Siden førte dette til folkemord i lande som Afghanistan, Irak og Libyen på basis af de mest infame løgne, som ”embeddede journalister” skrev om i de vestlige medier og beskrev aktionerne som ”humanitære aktioner”.
Dæmonisering og løgne var forstadier til krigene mod Afghanistan, Irak og Libyen. Foto: USDefence.gov
Cuba har siden Revolutionens start været opfattet som USA's fjende, og derfor har landet måttet stå for skud for de mest vanvittige fakenews i vestlige medier.
Jeg vil her blot nævne nogle få ved at henvise til et dokument på George Wahington Universitetets arkiv (note 3) . Dokumentet er fra marts 1962, hvor en specialgruppe under Kennedy-administrationen foreslår at bombe amerikanske skibe på vej ind i Guantanamobugten, lave bombesprængninger forskellige steder i USA og sågar simulere nedskydning af et amerikansk fly fyldt med amerikanske studerende for derefter via medierne at give Cuba skylden for hændelserne.
Her får man blot et lille indblik i, hvad man i forskellige US-administrationer har været i stand til at producere af fakenews for at opnå en stigmatisering af Cuba.
Fakenews er absolut ikke noget nyt begreb. Senest har vi oplevet Trump-fakes om cubanske ”lydangreb” på US-ambassaden i Havanna, der har fået USA til bogstaveligt talt at lukke deres diplomatiske forbindelser med Cuba ned igen.
Lydangreb er muligt, men det er ikke muligt at koncentrere lyd (som eksempelvis lys kan koncentreres i laserlys), og da der ligger masser af almindelige boliger rundt om US-ambassaden i Havanna, og ingen af disse har mærket eller oplevet noget lydangreb, er påstanden total vanvittig!
Derudover kunne en af Trumps nu fyrede rådgivere, John Bolton, i april 2019 påstå, at de næsten 20.000 læger og sygeplejersker, som Cuba har udsendt til Venezuela, er camouflerede soldater.
Hertil svarede Cuba ironisk, at det var en ”hær” af sundhedsfolk, som opholdt sig i Venezuela for at assistere med lægebehandling i fattige og fjerne områder af Venezuela.
Her modtages Cubas 'hær' af læger og sygeplejersker af italienske kolleger i Torino. Foto: Cubadebate.cu
For blot et par dage siden blev Cuba atter placeret på USA's sorte liste over lande, der påstås ikke at ville samarbejde med USA i kampen mod terror, hvilket igen sætter gang i nye sanktioner fra USA mod Cuba.
Jeg ved, hvad jeg taler om
Denne forklaring blot for at man har en chance for at forstå, hvorfor vi ofte har et stigmatiseret billede af bestemte lande (i dette tilfælde Cuba), og hvorfor det kan være meget svært at fortælle gode historier herovre fra, uden at oplysningerne ses som forherligelse eller som fordrejede.
Når man har boet her så længe, som jeg har, er man ikke i tvivl om, at man får de rigtige data. Alt andet ville være politisk selvmord.
Jeg kan huske for nogle år siden, da der udbrød tilfælde af kolera i Cuba, efter at nogle cubanske læger var vendt tilbage fra Haiti, hvortil Cuba havde sendt Henry Reeve-brigader (note 4) ned efter det store jordskælv i 2010. Jordskælvet slog over 300.000 haitianere ihjel og ødelagde landet fuldstændig, samtidig med at der udbrød kolera i landet på grund af manglende sanitære forhold.
Kolera er en meget smitsom – og i værste fald dødelig – sygdom. På grund af manglende nødvendig karantæne ved tilbagevenden til Cuba udbrød der kolera i Cuba, men da de første tilfælde blev registreret i landet, blev der straks sat forholdsregler op i hele Cuba: Man kunne ikke gå ind på et kontor eller en butik, uden at man skulle rense hænder og skosåler med klor.
Det samme gælder også under den nuværende coronabekæmpelse.
Man fulgte hele tiden, hvor nye tilfælde dukkede op i landet, og på den måde fik man hurtigt bugt med koleraen, der atter er udryddet herovre.
Cuba sendte Henry Reeve-brigader med over 500 sundhedsarbejdere til Nigeria for at bekæmpe ebola, og ved de udsendtes tilbagevenden til Cuba blev alle sendt i karantæne, inden de blev ”lukket ud” i samfundet igen, netop for at forhindre smitte i landet.
Paven får det sidste ord
Jeg vil gentage, hvad jeg skrev i første artikel: I Cuba er kodeordet i mange forskellige samfundsforhold ’forebyggelse’: Det er langt billigere at forebygge end at helbrede, så det nytter ikke at skjule antallet af registrerede coronasmittede. Det vil kun medføre endnu større sundhedskrise og dermed en eventuel politisk og en endnu større økonomisk krise.
Der findes ingen afprøvet metode til at håndtere corona. Cubas måde bliver rost af Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Foto: Cubadebate.cu
Desuden er – som også tidligere nævnt – det cubanske sundhedssystem 100 procent gratis og universelt, så alle, der er syge (af en eller anden årsag), går automatisk til lægen – eller som nu i den digitale tidsalder, hvor man har lavet en ”coronaapp”, hvormed man kan kontakte sundhedssystemet og beskrive sine eventuelle symptomer samt oplyse navn og adresse, hvorved sundhedsmyndighederne automatisk får oplysninger og kan tage kontakt til vedkommende.
Afslutningsvis vil jeg citere Pave Frans fra ytringsfrihedens og pressefrihedens internationale dag den 3. maj 2019: ”Vi har brug for en fri presse, som søger sandheden, det gode og retfærdigheden; en journalistik som hjælper til at opbygge en mødets kultur”.
NOTER:
2: Se side
4: Henry Reeve-brigaderne er som nævnt i første artikel et lægekorps, der i sin tid blev oprettet med henblik på at sende 1000 læger til New Orleans i USA efter orkanen Katrina i 2005, men daværende præsident Bush svarede end ikke på tilbuddet. Siden har korpset været sendt ud til mange naturkatastrofer samt epidemier som ebola rundt om i verden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278