23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

En appel til magten

Blogs

Henrik Stamer Hedin
formand for DKP
Formand for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og redaktør for partiets avis Skub.
Blogindlæg af Henrik Stamer Hedin
tir. 06. apr - 2021
tir. 26. jan - 2021
tir. 03. nov - 2020
tir. 18. aug - 2020
tir. 02. jun - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 02. juni, 2020, 08:34:52

En appel til magten

3000 forskere står bag et manifest, der argumenterer for, at lønmodtagernes værdighed skal respekteres, de bør have medbestemmelse, og det er på tide at ”gøre op med tanken om, at arbejdskraft er en handelsvare”.

Nu, hvor coronapanikken så småt er ved at klinge af, melder eftertanken sig: Hvad var det i grunden, der skete? Var de forholdsregler, der blev sat i værk, rigtige og nødvendige? Hvad kan vi i det hele taget lære af det sidste knap halve års begivenheder?

Arbejderen må befri sig selv. Før det sker, ændres intet.

Allerede for et par måneder siden skrev jeg på denne plads, at den danske regering tilsyneladende handlede i panik. Det er siden blevet bekræftet.

Centrale dele af regeringens karantæneindgreb (således skole- og grænselukninger) skete i direkte modstrid med de indstillinger, der kom fra sundhedsmyndighederne, som derefter ved en hastelov blev frataget retten til at komme med indstillinger og måtte nøjes med at give råd – hvis de blev spurgt.

Karantæneindgrebene mødes da også med protester i flere lande, og alle vegne slappes disciplinen. Man er træt; man gider ikke mere.

Forskernes manifest

Men der kommer også reaktioner af en anden art. Tre tusinde forskere fra en lang række videnskabelige institutioner har udsendt et ”manifest”, som den 16. maj blev publiceret i 26 aviser verden over. Tre tusinde? Manifestet er ikke engang på tre tusinde ord. Det viser sig da også, at det er skrevet af tre, ikke tre tusinde; de øvrige – blandt dem den kendte debattør Thomas Piketty – er blot underskrivere.

I manifestet gør de tre tusinde – eller hvor mange de nu er – gældende, at arbejdende mennesker under de senere måneders karantæneregime med arbejde hjemmefra i isolation har udvist en sådan selvdisciplin, ansvarsbevidsthed og samfundssind, at det bør belønnes.

Lønmodtagernes værdighed skal respekteres, de bør have medbestemmelse, og det er på tide at ”gøre op med tanken om, at arbejdskraft er en handelsvare”. Det sidste skal ske ved at indføre en ”jobgaranti” i overensstemmelse med artikel 23 i FN’s menneskerettighedserklæring, som i modsætning til alle tidligere menneskerettighedserklæringer taler om en ”ret til arbejde” (man ser, at Sovjetunionen var med til at skrive dokumentet).

Eller for at citere manifestets egen konklusion: ”Vi skal demokratisere virksomhederne, droppe opfattelsen af, at arbejdskraft er en handelsvare, og holde op med at betragte mennesker som ressourcer, så vi i stedet sammen kan fokusere på at opretholde livet her på kloden.”

Kommunisme eller ej?

Se, det lyder jo meget godt, ikke? Arbejdere er mennesker, som har krav på respekt, på medbestemmelse om deres eget liv og på garanti for et levebrød. Den rene kommunisme!

Det mener i hvert fald både Dansk Industris direktør Kent Damsgaard og overvismand Carl-Johan Dalgaard, som udtalte sig til Politiken i forbindelse med offentliggørelsen af manifestet. Man kan formelig høre den kolde sved risle ned ad ryggen på de to repræsentanter for samfundsmagten.

Lad os skynde os at berolige de høje herrer: Så sympatiske manifestets tanker ved første øjekast er, har de intet med kommunisme at gøre. Det afslører sig i forfatternes konsekvente brug af subjektet ”vi”, således i konklusionen, der blev citeret ovenfor, men det går igen i hele teksten.

Hvem er dette ”vi”? Er det Dansk Industri, eller er det det Økonomiske Råd? Eller er det regering, Folketing og EU (som manifestet direkte appellerer til)? Eller er det de arbejdere, der har gjort sig fortjent til respekt, medbestemmelse og jobgaranti? Hvad er det for et ”vi”, der kan fokusere på noget som helst ”sammen”? Er det samfund, vi taler om, ikke opdelt i klasser med modsatrettede interesser? ”Vi” er en appel til magten.

Kommunisme er ikke, at et magtbud ovenfra ”gør op” med ”tanken” om arbejdskraften som en vare. At arbejdskraften er en vare, er hverken en tanke eller en opfattelse, men en hovedbestanddel af kapitalismens produktionsforhold.

At arbejdskraften er en ressource, er et ubestrideligt økonomisk faktum; det er kapitalismen, der forvandler arbejdskraften til en vare og dermed arbejderens frihed til undertrykkelse og udbytning.

Verdensrevolutionens pause

Kommunisme er, at de undertrykte og udbyttede tager deres liv i egne hænder og vælter kapitalismens magt- og produktionsforhold over ende. ”Arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk.”

Slaven og fæstebonden kan befries ved et magtbud, som det også er sket. Arbejderen må befri sig selv. Før det sker, ændres intet.

Det skete for hundrede år siden. Som et menneske eller enhver anden organisme efter en kraftanstrengelse må holde pause og trække vejret, således trækker verdensrevolutionen lige nu vejret. Om nogle år er den klar igen.