23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slik og oksebøffer – men også flere coronasmittede i Cuba

Reportage fra Cuba 8:

Slik og oksebøffer – men også flere coronasmittede i Cuba

Henrik og datteren Linn trodser reglerne for at købe slik, mens mor står i kø efter oksekød. Det har været 'børnenes dag' og FN's miljødag – men ingen dag i ugen kan Cuba slippe for USA's blokade, der strammes og strammes. Læs Henriks 8. beretning fra Cuba.

Dag 88 siden hjemmeisolation blev bekendtgjort i Cuba... Her trods alt med en udsigt over Havannas strandpromenade, Malecón.
FOTO: cubadebate.cu
1 af 1

Havanna, 6. juni 2020.

Det har været en underlig uge i forhold til coronavirusudviklingen i Cuba.

Den glædelige nyhed er, at der ikke har været nogen coronarelaterede dødsfald i hele juni måned, så siden 29. april er vi nu oppe på i alt 26 dage uden dødsfald på grund af coronavirus. En anden god nyhed er, at 11 ud af Cubas 15 provinser samt øen Isla de Juventud har været uden nye coronaregistrerede i over 15 dage.

I forgårs lykkedes det minsandten min kone at købe 1,5 kilo oksekød. Det kostede fire timer i en kø.

Den dårlige nyhed – set med cubanske øjne – er, at der er et stigende antal indlæggelser af registrerede coronasmittede.

Men jeg vender tilbage til coronasituationen i Cuba til sidst i denne ottende beretning fra Cuba. Først skal I høre nyt fra min familie. Børnene har nu været isoleret i vores lejlighed i tre måneder. Dog har jeg haft Linn med på en lille cykeltur.

Henriks piger Linn og lillesøster Linet maler – nogle gange på sten. Papiret er sluppet op. Foto: HT

Irettesat af politiet

Forleden blev jeg kaldt hen af politiet, da jeg sammen med min store datter var cyklet ud for at gå på indkøb.

Vi var specielt på udkig efter noget slik, da det var 1. juni – børnenes dag. Så om morgenen havde jeg – naturligvis – lykønsket mine to piger, hvortil deres første kommentar var: “Så skal vi have slik!”

I disse coronatider skal man vare sin mund!!

Jeg måtte forklare, at jeg gerne ville vide, hvor jeg i disse corona- og mangelvaretider skulle finde slik. Men alligevel valgte Linn og jeg at cykle ud og “undersøge markedet”.

Det blev en lang cykeltur, hvor vi – naturligvis – også jagtede andre produkter. Det er tydeligt, at politiet er blevet mere restriktive efter det stigende antal coronatilfælde i Havanna. Efter en længere køretur holdt vi ind et sted, hvor der ikke var kødannelse, for at købe noget brød.

Minsandten om jeg ikke også fandt noget slik i butikken. Dagen var reddet!

 
Mundbind er obligatorisk når man færdes ude i Cuba... Og børn skal blive hjemme. Foto: HT

Da jeg var på vej over til Linn igen, der stod og holdt øje med cyklerne, kom en politimand, som holdt kontrol med den lange kø til det nærliggende indkøbscenter, langsomt og roligt gående hen imod os og spurgte, hvad Linn lavede udenfor hjemmet.

Jeg forklarede, at hun holdt øje med cyklerne, medens jeg jagtede diverse varer i butikkerne, fordi jeg ikke har nogen cykellås.

Betjenten fortalte mig venligt, at børn skulle være hjemme, så i fremtiden måtte jeg finde en alternativ måde at bevæge mig rundt, indtil coronasituationen i Havanna kommer under kontrol.

Men jeg fik købt slik. Turen var reddet!

Noget så sjældent som oksebøffer

I forgårs lykkedes det minsandten min kone at købe 1,5 kilo oksekød. Det kostede fire timer i en kø. Den stod på oksebøffer om aftenen!

Efter tre måneder med coronavirus og deraf følgende mangelvaresituation i landet er vi udgået for papir, som børnene kan tegne og skrive på. Det fås ingen steder lige nu!

Så nu tages alt andet i brug: Gamle kalendere, skolehæfter, hvor der stadig er blanke sider i, og – hvis ikke andet – sten fra gaden.

Indkøbsprojektet i dag er blandt andet at prøve at se, om der skulle være en butik i Gammel Havanna, der sælger papir. Flere butikker er begyndt at åbne op igen.

Tre måneder i lejligheden

Vi har nu levet med social isolation i snart tre måneder. Det er mentalt og fysisk hårdt! Og det fordrer ikke mindst accept og tolerance i familiesammenhæng at fylde hverdagen ud indenfor husets fire vægge.

Pigerne deltager i de daglige pligter – her madlavning. Henrik betegner det som en 'gave' at have så meget tid med døtrene... Til tider en gave der byder på udfordringer.

Men jeg kan omvendt heller ikke benægte, at det har været en gave at have haft så megen tid sammen med mine unger. Det kommer vi næppe til at opleve igen. Vi har oplevet pigerne på meget tættere hold, end en normal hverdag tillader! Og ikke mindst har pigerne også måttet lære at “leve med hinanden” (og os!) på godt og ondt indenfor husets fire vægge.

Det er tydeligt, at den store, som er helt vild med sin lillesøster, har fået sin sag for i forhold til den lille, der også elsker sin storesøster, men er meget karakterstærk og ikke gider krammes hele tiden af den store.

Der udvikler sig også mange sjove dagligdagssituationer: Når Linn skal øve violin, stiller den lille en stol ved siden af, og med et par klemmer stiller hun en malebog op, som skal symbolisere Linns nodebog. Når Linn spiller, står Linet trofast ved siden af og “spiller” violin på to trækæppe (violin og bue).

 
Linn spiller på sin violin, og Linet leger, at hun spiller på sin og følger 'noderne' i et malehæfte. Foto: HT

Hun har også en taske til sin “violin”, en lille blå pose, som egentlig er til en blokfløjte. Så når Linn lægger sin violin ned i sin softbag, lægger Linet kæppene ned i blokfløjteposen. Når Linn øver klaver, tager Linet nogle bøger og spreder ud på sengen og bruger dem som et klaver til at øve på.

Det er ikke altid let at holde disciplinen i forhold til den store piges daglige studier, hvorfor jeg nogle gange må tale med store bogstaver til Linn.

Så kommer Linet (på fire år) hen til mig og siger, at jeg også skal huske at sige til hende, at hun også skal lave lektier, og når jeg så giver hende “lektier” for, begynder hun – ligesom storesøsteren – at brokke sig!

Det er ikke nemt!

90 flere indlagte

Som nævnt i starten så er den dårlige nyhed, at der har været et stigende antal coronasmittede.

Den 30. maj var der blot 145 personer indlagt, men en uge efter nu er vi oppe på 233 smittede. Til forskel fra Danmark skal det huskes, at alle smittede – samt personer med mistanke om coronasmitte – indlægges. Så de 233 indlagte er udtryk for det samlede antal faktisk og måske coronasmittede.

I går blev der registreret 40 nye tilfælde, men hertil skal siges, at 22 heraf var besætningsmedlemmer på en båd, der ankom fra Mexico. Besætningen blev registreret positive inden landgang, hvorfor de blev ført direkte til hospitalet uden at have kontakt med familie/venner i Cuba.

De resterende 18 var alle fra Havanna, hvoraf 17 blev opdaget via test på smittedes kontakter. 13 af de 18 blev opdaget, uden at de havde symptomer.

Men netop fordi man hele tiden har isoleret og testet alle, som har været i kontakt med coronasmittede (i alt er 89 procent af alle smittede fundet på denne måde), er 52,3 procent af alle smittede fundet, uden at de havde symptomer. Og netop på grund af denne metode kan man spore tilbage til årsagen til smitte samt forhindre yderligere udbredelse.

Netop fordi man hele tiden har isoleret og testet alle, som har været i kontakt med coronasmittede, er 52,3 procent af alle smittede fundet, uden at de havde symptomer.

Her skal medtænkes den sociale isolationspolitik, som stadig begrænser folks omgang med andre personer.

Coronasyg ekspedient i Centro Habana

Den 24. maj blev der på 24 timer fundet blot seks nye tilfælde i hele landet, men 31. maj lagde ud med i alt 38 smittede, hvad betragtes som et meget højt tal herovre. I Danmark ville det være et relativt lavt tal.

Udbruddet kunne via undersøgelsesmetode spores tilbage til en coronasyg ekspedient i et indkøbscenter i Centro Habana, og via kontakt til denne trak det senere tråde ud til et laboratorium, hvor rigtig mange siden blev smittet. For eksempel var 13 ud 15 nye registrerede tilfælde den 2. juni relateret til laboratoriet.

 
Der laves et meget systematisk og grundigt arbejde med at opspore smittekilden til nye tilfælde af corona. Foto: Cubadebate.cu

Det lave antal samlede coronasmittede fra den 30. maj (145 i alt) betyder samtidig, at der siden er færre personer, der er blevet raskmeldte per dag i forhold til antal nye smittede. I går, fredag, var der blot syv raskmeldte.

Den eksplosive smittespredning forårsaget af en ekspedient i et butikscenter viser med al tydelighed, som sundhedsministeriets direktør Francisco Durán udtrykker det, at det er vigtigt at fortsætte den restriktive coronapolitik.

Snyder med mundbindet

Det er tydeligt, at de sidste ugers lave antal nye dagligt smittede har fået folk til at tage mere lempeligt på påbuddet om at bære mundbind i det offentlige rum. Man har mundbindet på, men trækker den ofte ned under hagen, så hvis politiet dukker op, kan man hurtigt trække mundbindet op.

Derfor gør myndighederne nu en ihærdig indsats for at få folk til at overholde restriktionerne igen! Masken er frygtelig at have på i fugtigvarmen herovre.

Præsident Diaz-Canel påpegede også i sidste uge, at når genåbningen af landet begynder, vil visse restriktioner fortsætte: Social afstand, forbedret hygiejne, kontrol med symptomer, jævnlige undersøgelser af befolkningen, ligesom isolation og behandling af syge og deres kontakter.

FN's miljødag i lyset af corona

I går var det FN’s internationale miljødag. På FN’s hjemmeside skriver de, at “internationale dage har til formål at opdrage offentligheden om vigtige temaer med henblik på mobilisering af politisk vilje og ressourcer til bekæmpelse af globale problemer og til at styrke mål for menneskeheden”.

Samtidig skriver FN, at “covid-19 minder os om, hvor vigtigt det er at passe på naturen, og hvor tæt forbundet menneskers og planetens sundhed er”. FN’s generalsekretær Antonio Guterres tilføjer: “Nu trues folks sundhed og levebrød af ødelæggelserne af coronavirus. Hvis vi skal beskytte menneskeheden, skal vi også beskytte naturen”.

 
Foto: cubadebate.cu

Her kunne det være belejligt at lave en afstikker til Cubas miljøpolitik.

Ved det store internationale topmøde i Rio de Janeiro i juni 1992 advarede Fidel verdens ledere om, at “mennesket som biologisk art var truet af udryddelse på grund af den hurtige og voksende ødelæggelse af naturen”.

På det tidspunkt var der ikke mange, der tog hans ord alvorligt. Men tiden har vist, at han fik ret.

Da Revolutionen startede i 1959, var der blot 13 procent skov tilbage i Cuba. Grovhugst på ædeltræ samt den vigtige sukkerindustri ødelagde Cubas smukke natur, som Christoffer Columbus i 1492 omtalte som “det smukkeste, det menneskelige øje nogensinde har set!”

Med Revolutionen begyndte man allerede i 1960’erne at udvikle et genskovningsprogram af landet.

Som Columbus så Cuba

Folk, der har besøgt det natursmukke område Las Terrazas, som i dag er en af Cubas seks biosfæreområder (et område, hvor man beskytter biodiversiteten via bæredygtig udvikling) får en idé om, hvad det var, Columbus så, da han ankom til landet.

FN’s naturfond, WWF, har i flere år kåret Cuba som verdens mest bæredygtige land.

Dette område var næsten ryddet for træer i 1960, men er i dag genplantet med seks millioner træer og er i dag et yndet mål for økoturisme.

Revolution satte et mål om, at 30 procent af landet skulle være dækket af skov. Dette mål blev nået for et par år siden.

FN’s naturfond, WWF, har i flere år kåret Cuba som verdens mest bæredygtige land, målt på forholdet mellem ’human development’ og ’det økologiske fodspor’.

’Human development’ er et udtryk for livsvilkår målt på et lands sociale og organisatoriske udvikling. ’Det økologiske fodspor’ siger noget om det areal, der er nødvendigt for at producere de varer, der forbruges af befolkningen og til at absorbere den mængde affald, der skabes af befolkningen.

Lidt bæredygtig historie

For ikke at risikere, at nogle igen skal mene, at jeg giver udtryk for en forherligelse af Cuba, bliver jeg nød til at uddybe.

Efter østbloklandenes sammenbrud i 1990 mistede Cuba op mod 85 procent af sin samhandel med udlandet og røg i en dyb økonomisk krise. Den økonomiske krise betød en alvorlig oliekrise, fordi Cuba med en økonomi i ruiner nu skulle ud på et kapitalistisk verdensmarked og købe olie. Indtil da havde Cuba fået den fra Sovjet.

LÆS OGSÅ: Tegner Henrik Thejl mon et rosenrødt billede af Cuba?

Oliekrisen betød, at der kun var strøm få timer om dagen, hvilket igen begrænsede produktion samt transportmuligheder.

Samtidig betød den økonomiske ruin samt mangel på udenlandske valutareserver, at det var næsten umuligt at importere pesticider til landbruget samt maskiner og reservedele til transport og landbrugsmaskiner.

 
Efter 1990 tog Cuba et grønt spring fremad – tvunget af omstændighederne efter opløsningen af den socialistiske lejr. Foto: Martin Østerlin

Med det høje uddannelses- samt organisationsniveau startede man nytænkning og udvikling af nye transport- og produktionsmetoder, som måske ikke har et højt effektivitetsniveau, men indenfor de rammer, Cuba har haft siden 1990’erne, er det på trods af USA's blokade og afstraffelse af lande, der ikke efterlever blokaden, lykkedes at skabe alternative former for transport samt landbrugs- og industriproduktion, der bruger minimalt af energi eller udnytter forefaldne naturlige energiressourcer.

Eksempelvis kan nævnes, at alle statsbiler – det vil sige biler, som ejes af og hører til forskellige statsvirksomheder og institutioner – er forpligtet til at fylde bilerne op med ’blaffere’ på den strækning, de skal køre.

Mens USA endnu en gang skruer op for sanktionerne mod Cuba, opfordrer stadig flere organisationer og politikere på verdensplan til at tildele Nobels Fredspris til de cubanske Henry Reeve-brigader.

På landevejene står der vejinspektører de steder, hvor ’blaffere’ samler sig. Vejinspektøren kalder alle statsbiler ind til siden for at fylde ledige pladser op med disse ’blaffere’. Man kunne kalde det en cubansk udgave – en gratis variation – af danske “Gomore”.

Et andet eksempel kunne være de hestevognstrukne ’busser’ med plads til seks-otte passagerer, som kører i de mindre byer. De blev taget i brug efter oliekrisen for at erstatte busser. De er nu mange steder ved at blive erstattet af trehjulede motorkøretøjer med plads til et lignende antal passagerer.

Disse og mange andre ressourcebegrænsende tiltag er hovedårsagen til Cubas relativt lave energiforbrug per indbygger, og når dette kombineres med landets høje placering i FN’s Human Development-index, har det resulteret i Cubas førsteplads på WWF’s liste som det mest bæredygtige land i verden.

Danmark pyntet med falske fjer

Fejlagtigt kan man læse, at Danmark er et af verdens mest bæredygtige lande.

Vi går foran i forhold til at implementere bæredygtig politik, men vores ’økologiske fodspor’ har det rigtig dårligt: Vores forbrug er alt for stort.

Hvis alverdens befolkninger skulle kunne leve, som danskerne gør, vil naturen meget hurtigt bukke under!

Bæredygtighed siger jo netop noget om en bæredygtig fremtid for hele verdens befolkning og ikke kun for en lille gruppe af verdens rigeste lande.

Cubansk solidaritet og amerikansk blokade

Cuba har sendt flere af de såkaldte Henry Reeve-brigader ud i verden for at hjælpe andre lande i deres bekæmpelse af coronavirus: Man har netop sendt brigader afsted til Kuwait (298 læger/sygeplejersker), Guinea Conakry (11), Peru (85).

 
En gruppe cubanske læger på coronamission i Andorra – en lille stat i Pyrenærerne på grænsen mellem Frankrig og Spanien. Foto: cubadebate.cu

I alt er der nu 34 Henry Reeve-brigader i 27 lande.

Samtidig strammer USA sanktionerne mod Cuba. Det medfører muligvis, at det amerikansk ejede pengeoverførselsbureau Western Union, der også fungerer i Cuba, bliver lukket ned. Det bruger mange familiemedlemmer i USA i dag til pengeforsendelser til Cuba.

Trump har allerede tidligere lukket for overførsler fra andre lande via Western Union til Cuba. Nu vil det muligvis også blive umuligt at overføre penge fra USA til Cuba, hvilket vil ramme rigtig mange familier.

USA's nye sanktioner, der har til hensigt at stoppe støtten “til et undertrykkende system”, som USA's udenrigsminister Mike Pompeo udtrykte det forleden, vil lægge et stort økonomisk pres på mange cubanere, som har gjort sig afhængige af pengeforsendelser.

 
"Jeg kan ikke få luft!" Trump har det sgu ikke nemt... forestiller denne cubanske karikaturtegner sig.

I den forløbne uge skulle Cuba have deltaget i et videotopmøde i organisationen OACPS (Organisationen af afrikanske-, caribiske- og stillehavsstater). Mødet foregik via den amerikanskejede platform Zoom, og derfor var Cuba udelukket fra at deltage i videomødet.

Så mens USA endnu en gang skruer op for sanktionerne mod Cuba, opfordrer stadig flere organisationer og politikere på verdensplan til at tildele Nobels Fredspris til de cubanske Henry Reeve-brigader. De yder en utrættelig indsats rundt om i verden i solidaritetens og medmenneskelighedens navn for at bekæmpe coronavirus.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jun. 2020 - 12:30   09. jun. 2020 - 15:08

Cuba

Henrik Thejl
Dansker i Cuba
henrik_thejl@hotmail.com
SE FILM MED HENRIK HJEMME I CUBA
  • Mød forfatteren Henrik Thejl hjemme i Cuba sammen med hustru og den ældste datter ... mens han endnu ventede på 'nummer to'.
  • Filmen er lavet af etnolog Susanne Højlund Pedersen fra Aarhus Universitet.
  • Den ligger frit tilgængelig på www.wimeo.com. Søg på titlen: Henrik, Linn og Fidel
  • Her ligger den på dansk og engelsk og spansk.

Link til den danske udgave: https://vimeo.com/346721175