Havanna, 13. juni 2020.

Endelig kom meldingen!

Nu kan pigerne snart komme ud at lege igen og mødes med deres kammerater, men (!) under restriktive forhold!

I den forgangne uge kom det frem, at man nu går i gang med genåbningen af landet. Det bliver en langsom og asymmetrisk åbning over tre faser. Åbningen bliver asymmetrisk, da 13 af landets 15 provinser har været uden coronavirustilfælde i de sidste 15 dage. Visse provinser har ikke haft nye tilfælde i over en måned. De 13 provinser får lov til at gå direkte videre til fase 2 eller 3.

Men der er ting, der er kommet for at blive fastholdt i et godt stykke tid endnu: Mundbindet vil fortsat være påbudt i det offentlige rum, men den sociale isolation skiftes ud med social distance.

 
 
Linn og Linet kan nu begynde at lege med venner igen – men med mundbind på i det offentlige rum. Foto: HT

Arbejdspladser lukker op i forskellige tempi, og offentlig transport vil også blive genoptaget, men med restriktioner. Dette er et ømt punkt, da specielt Havannas offentlige transportsystem – trods en del forbedringer de sidste mange år – stadig ikke formår at dække det nødvendige behov.

International turisme i fase 2 og 3

Der opstår stadig lokale udbrud af coronavirus – det seneste i et byggefirma. I går var 12 ud af 14 nye registrerede tilfælde på landsplan fra dette byggefirma. Men der er opbygget så megen erfaring i forhold til præventiv og terapeutisk behandling, at man mener, at der er den nødvendige sikkerhed for at kunne dæmme op for eventuelle nye udbrud i åbningsfaserne.

Sundhedssystemet skal fortsat have akutberedskaber i hele landet.

Med åbning af offentlig transport vil der på sigt også blive mere mobilitet i landet, og derfor vil en by som Havanna, som bogstaveligt talt er det eneste sted, hvor nye coronatilfælde fortsat registreres, åbnes op i et langsommere tempo end resten af landet.

En vigtig industri som den internationale turisme vil først blive tilladt i fase 2, og kun til visse områder af landet. Det vil i første omgang betyde, at international turisme er begrænset til resorter ude på bestemte øgrupper, og der vil ikke være adgang for turister til resten af landet. Sådan adgang vil først blive åbnet, når fase 3 bliver aktiveret på landsplan.

 
Lokal turisme starter nu med begrænsninger. International turisme åbner i fase 2 og 3 og i starten kun til turistresorter på mindre øer. Foto: Lars Kramer Mortensen

For turister vil der også være adskillige forholdsregler og restriktioner ved ankomst samt under opholdet i landet.

Mål om selvforsyning med mad

Et kardinalpunkt i genåbningen af landet bliver også at genoprette økonomien.

Nye Trump-sanktioner betyder, at landet vil være meget mere afhængig af selvforsyning på fødevareområdet, så der arbejdes hårdt på at få løst det problem.

Den 8. juni vendte den første Henry Reeve-brigade tilbage til Cuba efter endt mission i Torino, Italien, hvortil den har været udsendt for at hjælpe i kampen mod coronavirus.

Cuba har med Revolutionen en lang tradition for at hjælpe tredjeverdenslande, og det har specielt givet sig udtryk i sundhedsfaglig støtte.

Siden den første mission til Algeriet i 1963 har Revolutionen udsendt mere end 400.000 sundhedspersonaler – heraf cirka 190.000 læger – til cirka 170 lande.

Fidel fastholdt altid, at “vi deler ikke ud af vores overskud. Vi deler det lidt, vi har!”

Da USA blev ramt af orkanen Katrina, der skabte en menneskelig nødsituation i New Orleans, oprettedes akutberedskabet Henry Reeve, og Cuba tilbød USA at sende 1000 sundhedsfolk samt mobile hospitaler til New Orleans.

Fidel sagde i en tale i 2005 “virkeligheden er, at Cubas udsendelse af læger samt Cubas videnskabelige samarbejde med andre lande spreder sig hurtigt til fordel for hele menneskeheden. Derfor er der intet underligt i, at vi ikke har tøvet med at tilbyde USA vores erfarne læger samt de nødvendige ressourcer til en akut assistance for folk, der er i risiko for at dø på grund af den store naturkatastrofe”.

Der kom, som jeg har skrevet i en tidligere artikel, ikke noget svar fra USA på Cubas tilbud om lægefaglig assistance.

Marti og Fidel: Fædrelandet er menneskeheden

Fidels filosofi var meget inspireret af Cubas nationalhelt José Martí, der ledede uafhængighedsoprøret mod kolonimagten Spanien i slutningen af det 19. århundrede.

Når man besøger kirkegården Santa Efigenia i Santiago de Cuba – hvor Fidel ligger begravet ved siden af José Martí – møder man ved indgangen en stor indskrift på en væg, hvor der står: “Fædrelandet er menneskeheden”.

 
Fidels gravsted markeres med den store natursten i forgrunden. Jose Martis gravmonument er det høje bagerst til venstre. Foto: DCF

Dette er et af José Martís berømte citater, som havde stor indflydelse på Fidel, og som har haft stor indflydelse på den cubanske Revolutions selvforståelse og udvikling.

'Menneskeheden' er ikke begrænset til en lille eksklusiv gruppe indenfor en landegrænse eller til nogen etnisk gruppe eller hudfarve. Fædreland er hele menneskeheden, der ikke tænker i kunstigt skabte landegrænser.

I den sammenhæng er det interessant at følge de aktuelle reaktioner i hele verden efter det bestialske politimord på afroamerikaneren George Floyd.

’Den hvide races’ selvforståelse som en overlegen, privilegeret race lever desværre stadig. Tråde kan let trækkes videre til vores såkaldte “humanitære interventioner” i flere tredjeverdenslande, der har ført til død, plyndring og etnisk udryddelse i de respektive lande. Men sympatidemonstrationer i mange lande samt urolighederne i USA efter mordet på George Floyd tyder på, at verden rykker sig stadig længere væk fra den etnocentriske tanke om en eksklusiv gruppes privilegier og overlegenhed.

Cubas nuværende præsident, Miguel Diaz-Canel Bermúdez, fortsætter også ånden fra Revolutionen og José Martís filosofi.

Forleden sagde han, at Henry Reeve-brigaderne “har vist verden, at livet vinder over døden, solidaritet vinder over egoismen, det socialistiske ideal vinder over det frie marked”.

"Cuba redder sig, mens det redder andre". Fotomontage: Cubadebate.cu

Således er det også grundprincippet i den cubanske lægeuddannelse, at man skal være et humant menneske, inden man kan blive en god læge.

Dette er vigtige forudsætninger, hvis man vil forstå, hvorfor Cuba stadig – trods stor økonomisk krise og lave statslønninger – formår at fastholde så mange læger i Cuba, som ikke kun tænker på at spinde guld på deres uddannelse ved at flytte væk og få høje lønninger i udlandet.

Det er også i den ånd, at man skal forstå, hvorfor sundhedsdirektøren Francisco Durán med så dyb beklagelse må meddele, når der har været et nyt coronarelateret dødsfald! Man er ikke bare et tal, endnu et coronadødsfald, der bliver placeret i en massegrav. Prøv eksempelvis at sammenligne Cuba (11,3 millioner indbyggere), hvor 84 personer er døde af coronavirus, med England (65 millioner indbyggere – en befolkning cirka seks gange så stor som i Cuba), hvor coronarelaterede dødsfald er oppe på cirka 42.000.

Præsident Díaz-Canel Bermúdez sagde i en tale ved topmødet mellem ALBA-landene den 10. juni, at “utroligt nok har den superudviklede verden, som stjæler hjerner [fra de fattige lande] og imponerer med funklende, sofistikerede produktioner, vist sig ude af stand til at bruge sine enorme ressourcer til at opbygge en global front mod en pandemi, der kun kan stoppes ved hjælp af to ting, som er inden for alles rækkevidde: samarbejde og solidaritet”.

Jeg har oversat hele talen, som kan læses her: Vores tid kræver solidaritet mod egoisme

"Kun" 84 coronadødsfald

Cubas grundfilosofi i forhold til coronakrisen er, at menneskelivet går forud for økonomisk tænkning. Dette er en del af Cubas politiske kultur.

I løbet af den sidste uge har der været et enkelt coronarelateret dødsfald, så vi nu er oppe på sammenlagt 84 dødsfald relateret coronavirus.

Resten af dagene har været uden dødsfald, så vi nu i juni måned har haft 12 dage uden coronarelaterede dødsfald.

De sidste 24 timer (det vil sige for døgnet 12. juni) blev der i alt konstateret fem nye coronatilfælde, alle fem fra Havanna.

I 13 ud af landets 15 provinser har man ikke konstateret nye coronatilfælde i mere end 15 dage.

Alle Cubas provinser har klinikker eller hjem, hvor gravide med komplikationer eller bosiddende i bjergegne kan opholde sig op til fødslen. De har været holdt åbne under corona, men med regler om afstand. Her fra spisesalen. Foto: Granma

Matanzas-provinsen har stadigvæk nogle enkelte indlagte, men resten er koncentreret i Havanna.

Dagen i går blev 21 erklæret raske, så der nu i alt er 229 aktive coronatilfælde i Cuba, og – som tidligere skrevet – alle er indlagte.

Af disse er fem på intensivafdeling under kategorien ”alvorlig”. Dette kan betyde, at de er i respirator, men her skelnes der mellem kategorierne ’alvorlig’ og ’kritisk’, og det er specielt de kritiske patienter, der kræver kunstig ventilation.

Ud over de 229 indlagte coronasmittede, som skal være indlagt i minimum 14 dage, uanset om de har symptomer eller ej, er yderligere 216 indlagt som 'muligt smittede'.

Disse udskrives, så snart de er testet negative.

Derudover er 518 personer i obligatorisk hjemmekarantæne. Disse – samt de 216 muligt smittede – er typisk kontakter til konstaterede smittede.

Hjemmekarantæne gives også til smittede, der erklæres raske, men efter hospitalsophold skal opholde sig i yderligere 14 dages hjemmekarantæne.

Af de i alt 2238 coronatilfælde, som er blevet konstateret i hele perioden siden de første registrerede coronatilfælde den 11. marts, er 90 procent opdaget via test på kontakter til coronasmittede. Mange af disse har samtidig være uden symptomer (53 procent af samtlige coronatilfælde). Dette – sammen med mange andre præventive forhold – er uden tvivl årsagen til succesen med Cubas lave antal af smittede.

I løbet af den sidste uge er flere cubanere vendt tilbage fra udlandet med skib eller fly, og der har man fundet adskillige coronatilfælde. Men de er alle blevet opdaget, enten via testen ved ankomst eller under den obligatoriske 14 dages karantæne efter ankomst til landet, hvorefter de er blevet indlagt.

De har derfor ikke haft kontakt med lokale, og derfor har de ikke skabt nye lokale smitteudbrud.

Disse personer er fra forskellige provinser i landet, men da de er kommet til landet udefra og ikke er blevet smittet eller har skabt smitte i landet, regnes de ikke for lokale nye registrerede tilfælde.

De medregnes i det samlede antal registrerede smittede per dag, men ikke som en smittet fra eksempelvis provinsen Holguin, hvorfor man stadig registrerer denne provins som ikke havende haft nye coronatilfælde i mere end 15 dage.

Det skyldes, at denne registrering jo netop skal synliggøre, hvor der er mulige nye risici for smitte, og da det er udefrakommende personer uden kontakt til lokalbefolkningen, er det ikke en ny lokal smittekilde.

En russisk 'skærveknuser' op ad bakke

Den 10. juni kørte jeg på min gamle 27” russiske damecykel ind til Gamle Havanna i håb om, at det ville være nemmere at gøre indkøb dér, da der er en større koncentration af butikker. Det handlede fremfor alt om at finde noget papir til pigerne, så de atter kan få mulighed for at udfolde deres kreativitet gennem tegning og maling.

 
Henrik har været på jagt efter papir, så pigerne kan tegne og male. Her laver store Linn lektier på sin PC, mens lillesøster insisterer på at være lige så 'seriøs'. Og kræver som søster Linn at få skældud af far, hvis ikke pligterne passes.

Men de få butikker, som jeg kender, hvor de kunne sælge sådanne artikler, var lukkede.

Obispo-gaden – som i turistsæsonen er overrendt af turister – lå nu øde hen! De få butikker, der var åbne i denne del af byen, var fødevarebutikker, og ligesom alle andre steder var der lange køer foran butikkerne.

Desillusioneret cyklede jeg hjem igen, og på vej hjem skal jeg op ad en kilometerlang bakke, og med den bagende sol på dette tidspunkt af året samt fugtigvarmen og en al for lille cykel til mine lange ben er man indlagt til et koldt brusebad og en ordentlig middagslur ved hjemkomst!

Henriks hustru i kø til hakket andekød

Samtidig havde jeg stået i en anden kø dagen i forvejen sammen med min kone. Her havde politiet – for at undgå de lange køer ved en af de butikker, der p.t. sælger kylling og hakket andekød – organiseret det sådan, at hver person i køen fik et stykke papir med et nummer, så handlen kunne foregå i organiseret orden.

Min kone var gået ned og stillet sig op i den kø, der så på et tidspunkt ville få et nummer (så kødannelser kommer der og ikke ved butikken).

Medens min kone stod i kø, ringede hun til mig, for at jeg skulle komme derned, inden politiet begyndte at dele numre ud. Man prøver at undgå hamstring af de relativt få varer i butikkerne nu, så derfor kan hvert nummer kun købe eksempelvis en pose kylling og to pakker hakket andekød. Jeg skyndte mig ned til butikken, og derved fik vi tilkæmpet os to numre på denne måde.

Men på den lange kødannelse kunne vi se, at vi ikke samme dag ville kunne købe i butikken, men at det nok ville blive en af de næste dage.

Veninde fik nummeret til en pose kød

Mens jeg var kørt ind til Gamle Havanna for at købe ind, blev min kone ringet op af en, vi kender, og som også havde stået i køen lidt foran os dagen i forvejen. Hun fortalte min kone, at nu var vores nummer ved at nærme sig, hvorfor kone skyndte sig derned, men da man kun kan bruge ét nummer per person, kunne vi ikke udnytte mit nummer. Min kone ringede derfor til en veninde, for at hun, som jo er lige så trængt på grund af varemangelsituationen, kunne udnytte mit nummer og få lidt ekstra madvarer.

Denne fortælling for at man kan forstå – hvis det ikke allerede er fremgået af tidligere artikler – alvoren af fødevaremanglen her i Cuba.

Man kan jo spørge sig selv, hvordan danskere på sigt ville reagere i sådan en situation. Ville det ikke have medført oprør og smadrede butiksruder mange andre steder i verden? Det sker bare ikke i Cuba. Selvom cubanere er dødtrætte af mangelvaresituationen, som er opstået ud af kombinationen af coronakrise og Trumps mange nye sanktioner mod Cuba, er der en meget stor forståelse for situationen, og man “bider smerten i sig”.

Det er jo ikke første gang, at man oplever en sådan fødevaremangel i landet.

I starten af 60’erne havde man en lignende situation, da Eisenhower- og Kennedy-administrationerne lukkede hermetisk af for Cuba. Fra da af blev rationeringsbogen indført, som skulle modvirke hamstring og spekulation og samtidig sikre, at alle uanset indtægt var sikret daglige madvarer.

1980'erne i Cuba og Latinamerika

1980’erne var de gyldne tider i Cuba, hvor alle var sikret arbejde, og hvor lønninger rakte langt.

Samtidig havde man fået udlignet lønforskelle, så der var opnået en høj grad af ligeløn i landet, hvilket udlignede sociale forskelle. I Latinamerika oplevede man derimod 1980’erne som “det tabte årti” med stigende gæld, fattigdom og sult til følge.

Med omvæltningerne i østbloklandene i 1990 ændredes Cubas virkelighed fra den ene dag til den anden, og landet befandt sig pludselig i en ny dyb økonomisk krise. Rationeringsbogen blev bibeholdt, men rationeringerne blev kraftigt beskåret, fordi landets økonomi var brudt sammen.

Trods vanskeligheder og frustrationer i den cubanske befolkning udvikler det sig ikke til vold og hærværk. Her fra protester i USA mod mordet på George Floyd. Foto: La Vanguardia

Jeg kan huske, at jeg i sommeren 1994 i en dansk TV-avis så optagelser fra nogle uroligheder i Cuba, hvor en gruppe cubanere havde samlet sig i Centro Havanna og demonstrerede mod den desperate fødevaresituation.

På det tidspunkt kendte jeg ikke selv noget som helst til Cuba ud over det, der med sjældne mellemrum blev vist i de danske medier.

Det interessante ved disse optagelser er, at dansk TV kun viste starten. Her kunne man se, hvordan folk smadrede butiksruder, stjal fødevarer og råbte ”Ned med Fidel!”.

Hvad derimod ikke blev vist på dansk TV var, at Fidel sammen med daværende udenrigsminister Pérez Roque og økonomiministeren Carlos Lage i en jeep masede sig ind i folkemængden og begyndte at diskutere med folk. Han opfordrede blandt andet folk til at kaste stenene efter ham og ikke mod butikkerne – fordi hvis nogen var ansvarlig for den aktuelle situation, så var det ham.

De demonstrerende endte med at lægge deres kasteskyts, hvorefter de klappede af Fidel og gik hver til sit.

Vi oplever stigende sociale oprør rundt om i verden fremkaldt af den alvorligt forværrede sociale situation, som mange steder kan relateres til pandemiens økonomiske konsekvenser på verdensplan.

Men hvorfor er det så, at oprøret ikke er kommet i et Cuba, der har gennemlevet så alvorlige økonomiske kriser både tidligere og nu?

Kodeordet er i høj grad ’den politiske kultur’ i Cuba. Dette koncept har jeg refereret til et par gange i løbet af denne artikel, og det vil jeg prøve at uddybe noget mere i næste artikel, som jeg håber er klar om en uges tid.

Som nævnt har jeg oversat præsident Miguel Díaz-Canel Bermúdez’ tale ved det netop afholdte ALBA-topmøde. Talen foregriber på mange måder næste artikel.

God uge til alle!