Som bekendt indeholder det kinesiske tegn for krise to elementer – fare og mulighed. 

Men desværre er det sådan, at 95 procent af menneskeheden bruger 100 procent af sin energi på at kritisere verdens gang og hinanden og dermed ser på fortiden og nuet, mens højst fem procent arbejder med fokus på mulighederne, på positive visioner og løsninger – på fremtiden.

Spørgsmålet er vel, om det samfund, der ikke tænker og debatterer mulige og ønskværdige fremtider, har en?

Hvis vi ikke får ændret – nærmest byttet om – på disse procenter, er der ikke meget håb.

Selv dygtige og respekterede kritikere har sjældent noget interessant at sige om den ønskværdige fremtid, og hvordan vi kommer frem til den. Som en læge, der kun kan diagnosticere og prognosticere, at vi snart skal dø, men ikke har noget at sige om mulige behandlinger. 

Og hvis du spørger en dansk politiker eller hvilken som helst vestlig statsleder: Hvordan ser din vision for dit land og for verden i 2050 ud? – ja, så kan i hvert fald jeg ikke komme på nogen, som, jeg tror, ville give et interessant og bare nogenlunde sammenhængende svar.

Fremtidien ligger uden for boksen

Hvis vi ikke kan tænke om fremtiden – hvad styrer så? Jo, det gør systemerne, mekanismerne, ”realismen”, pragmatikken og alt det dér inden for boksen. Men fremtiden ligger uden for boksen. 

Det ligger nok så meget under den aktuelle danske debat, at vi så hurtigt som muligt skal frem til normalen igen – nemlig den før coronaen. Fortiden. 

Men den normal var jo netop problemet. Der savnes i dén grad nogle tanker i både politik og debat om den nødvendige nye normal, vi må skabe for at overleve – i Danmark, i EU, i Vest- og hele verden.

Fremtids- og visionsløshed dækker naturligvis over eskapisme og manglende kreativitet. Og intellektuel dovenskab: Det er lettere at kritisere noget eller nogen end selv at komme på noget bedre.

Sådan var det imidlertid ikke førhen. Jeg husker, hvordan der udkom mængder af bøger og skrifter om fremtiden i for eksempel 1960’erne-1970'erne. 

Hvor er gåpåmodet?

Debatten skabtes af folk, der skrev kundskabsrigt og kreativt om den ønskværdige udvikling, om det gode samfund. Dengang fandtes der en fremtidsoptimisme og gåpåmod: Vi skal, og vi kan ændre verden! Der fandtes et makroperspektiv – de store linjers.

Meget af debatten fandt sted i Politikens kronik- og debatspalter – folk som fremtidstænkeren og højskolemanden Arne Sørensen, byplanlæggeren (og meget mere) Kai Lemberg og Erik Kaufmann.

Niels Munk Plum skrev om, ”Hvad er det vi vil?” og om ekstraparlamentarisme. Der kom perspektivplaner og kulturminister, ”unge” gamle Kresten Helveg Petersen, baksede i Kulturbetænkning 517 (1969) med velfærdsstatens fremtidsproblem: Når et samfund først er blevet materielt velstående, hvad er så næste skridt i udviklingen? 

Det var også et tema, der lå i hele debatten om velfærdsstaten. Hvordan ser det gode samfund ud? Den banebrydende ”Oprør fra midten” (1978) af samme Helveg, Villy Sørensen og Niels I Meyer skabte mere visionær samfundsdebat end vel nogen anden.

I samme periode kom alle Romklubbens studier – mest kendt nok Grænser for Vækst – om verdens fremtid.

I Danmark var det ofte kulturens folk som Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Fjord Jensen, Anders Bodelsen med flere, der direkte og indirekte førte samtaler med politikere – politikere der syntes, at idé- og fremtidsdebatter var livsnødvendige.

Det er svært at få øje på noget lignende i dag. Endog at forestille sig det.

Det er snarere pragmatismen, antiintellektualisme, identitetspolitik, national navlebeskuelse, krænkethed, nypuritanisme og fortidens synder, der præger dagens debat: Altså krisen som fare og diskussion om, hvem der er skyld i faren. Ikke krisen som mulighed.

Spørgsmålet er vel, om det samfund, der ikke tænker og debatterer mulige og ønskværdige fremtider, har en?