23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F Kastrup forudser øget pres på lønnen efter massefyringer i lufthavnen

Fagforening ruster sig

3F Kastrup forudser øget pres på lønnen efter massefyringer i lufthavnen

De ansatte i Københavns Lufthavn er hårdt presset af massefyringer. Flere arbejdsgivere bruger situationen til at forsøge at presse forringelser af løn og arbejdsforhold igennem.

Efter voldsomme massefyringer i lufthavnen ser 3F Kastrup de første tegn på et øget pres på løn og arbejdsforhold.
FOTO: Ernst Tobisch
1 af 1

Mandag blev knap 1600 ansatte i SAS Danmark fyret som en konsekvens af nedgangen i lufttrafikken under coronakrisen.

Vi forudser en hård tid, hvor vi kommer til at slås for vores løn og arbejdsforhold.
Henrik Bay-Clausen, 3F Kastrup

Det er et højt tal, men det står ikke alene. En lang række virksomheder i Københavns Lufthavn fyrer i øjeblikket. 

– Det er meget voldsomt, det her. Vi har ikke oplevet noget lignende før i luftfartsbranchen, hverken under finanskrisen, askeskyen eller Golfkrigen, siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup.

Her og nu fokuserer fagforeningen på at begrænse antallet af fyringer så meget som muligt og hjælpe de fyrede tilbage på arbejdsmarkedet igen. Men derudover ruster fagforeningen sig til en forstærket kamp om løn og arbejdsforhold i den kommende tid.

– Vi forventer et øget pres på alle fronter. Der er allerede et firma i lufthavnen, der har opsagt samtlige lokalaftaler. Et andet firma har sagt, at de ansatte skal 20 procent ned i løn, og andre firmaer taler også om lønnedgang, forklarer Henrik Bay-Clausen.

– Vi forudser en hård tid, hvor vi kommer til at slås for vores løn og arbejdsforhold og får brug for et stærkt sammenhold, tilføjer han.

Den lokale 3F-formand understreger, at medlemmerne allerede har betalt en høj pris på grund af coronakrisen. For det første har de sagt ja til at gå ti procent ned i løn i den lange periode, hvor de har været sendt hjem med lønkompensation siden starten på coronaepidemien i marts.

– Dernæst betaler de nu gennem massive fyringer, og vi kommer allesammen til at betale for de gigantiske hjælpepakker over skatten. Vores medlemmer skal derudover ikke også betale med forringelse af løn og arbejdsvilkår. Værdien af en lastarbejder er ikke blevet mindre nu end før coronakrisen, erklærer Henrik Bay-Clausen.

Massefyringer på stribe

Samlet set er over 800 af 3F Kastrups medlemmer i lufthavnen blevet fyret, og flere fyringer er på vej. Fyringsrunderne kører på fuldt tryk i øjeblikket.

Samlet set forventes det, at mellem 3000 og 4000 ansatte i Københavns Lufthavn vil miste deres arbejde. Ud over de 1593 fyrede i SAS har for eksempel Jet Time fyret 313 ud af 342 ansatte og Aviator 289 ud af 480 ansatte.

Og i morgen får de 180 ansatte i Sodexo Airport Service besked om, hvem der er fyret. Stort set alle ansatte er 3F'ere. De står for at gøre rent og pakke fly i lufthavnen. Virksomheden har tidligere meldt ud, at mellem 75 og 100 procent af de ansatte vil blive fyret.

En forfærdelig ventetid

Det, der finder sted lige nu, er et blodbad uden lige, konstaterer 57-årige Ole Falster, der er lufthavnsoperatør og har arbejdet i lufthavnen i 31 år. 

Han er en af de 4200 danske SAS-ansatte, der de sidste måneder har ventet i spænding og frygt for at få en fyreseddel.

– Det har været forfærdeligt, lige siden SAS meldte ud i slutningen af april, at der skulle fyres omkring 1700 ansatte i Danmark, siger Ole Falster.

Antallet af fyringer endte med at blive noget lavere. Det skyldes ifølge SAS, at en del ansatte har valgt "frivillig opsigelse, frivillig orlov eller at gå på deltid".

Klokken 12 mandag havde Ole Falster endnu ikke fået en fyreseddel i sin eboks, så han regner med at være blandt de heldige, der kan beholde jobbet.

– Men jeg tror ikke på noget, før de ringer og siger, at jeg skal møde på arbejde, forklarer Ole Falster, der har været hjemsendt med lønkompensation siden starten på coronakrisen.

– Samtidig begræder jeg en situation, hvor så mange af mine kollegaer er blevet fyret. Mange, der har haft hele deres arbejdsliv i lufthavnen, har fået deres opsigelse i dag. Det er så trist, tilføjer han.

Ole Falsters kone risikerer også at blive fyret. Hun er ansat hos Gate Gourmet, der laver flymad, og er også hjemsendt med lønkompensation i øjeblikket. På onsdag skal hun til møde omkring de ansattes fremtid.

Over 600 3F'ere er ansat i Gate Gourmet. Her kan komme voldsomt mange fyringer, vurderer Henrik Bay-Clausen.

3F Kastrup har brugt mange kræfter på at være med til at lave nogle gode vejledningsforløb, der kan hjælpe de mange fyrede tilbage på arbejdsmarkedet indenfor områder med bedre beskæftigelsesmuligheder end luftfartsbranchen.

Tårnby Kommune har oprettet et såkaldt fremskudt jobcenter i lufthavnen, der specielt skal tage sig af de mange fyrede der.

Konkret i forhold til SAS ærgrer Henrik Bay-Clausen sig over, at de ikke har fået etableret en jobbank, inden fyresedlerne blev sendt afsted. En jobbank skal sikre, at de fyrede kommer først i køen, hvis der igen skal ansættes flere folk i SAS.

– Det ville have skabt en større tryghed i den nuværende situation, konstaterer den lokale fagforeningsformand.

Mange faggrupper er ramt

Også mange andre fagforeninger har store grupper medlemmer, der bliver ramt af fyringerne i SAS. Blandt de fyrede er ud over 3F'ere også kabineansatte, piloter, HK'ere og andre.

115 ud af de i alt omkring 700 HK'ere i SAS har fået en fyreseddel.

– I dag er en umådelig trist dag for de af vores luftfartskollegaer i SAS, som får beskeden om, at de er fyrede. Året 2020 startede rigtig flot for SAS, men covid-19 har desværre fuldstændig lagt branchen i knæ, siger Betina Hvolbøl Thomsen, formand for HK Luftfart.

– De næste dage vil vi desværre også opleve det for vores kollegaer i andre selskaber i branchen. Jeg forstår på ingen måde, at det ikke er muligt at hjælpe branchen med yderligere og mere direkte hjælpepakke til beskæftigelsen, tilføjer hun.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jun. 2020 - 15:25   23. sep. 2020 - 08:16

Massefyringer

ur@arbejderen.dk