Der skal ryddes op i regler, der kan misbruges til social dumping
Blogs
Der skal ryddes op i regler, der kan misbruges til social dumping
Med loven om den udvidede positivliste har fagbevægelsen fået øget mulighed for indflydelse på, hvordan udlændingelovgivningen administreres. Til efteråret er der nye forhandlinger, som forhåbentlig kan øge indflydelsen endnu mere.
En ny lov om at udvide den såkaldte positivliste med faglærte stillinger er blevet udsat for hård kritik fra blandt andet 3F og Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Loven, som er en bunden opgave fra regeringens forståelsespapir, kritiseres blandt andet for, at halvdelen af lønnen kan være kost og logi, og at lønnen kan udbetales til en udenlandsk bankkonto.
Vi har fået ministerens ord for, at vi får ryddet yderligere op med ny lovgivning til efteråret.
Men denne kritik kunne man med rette have rejst inden den nye lov – for de regler var allerede praksis. Det fik vi i Enhedslisten afdækket det fulde omfang af, så vi under lovarbejdet har brugt alle vores kræfter i forhandlingerne på at indsætte de fornødne værn, så denne nye ordning ikke fortsat kan misbruges af arbejdsgiverne til at trykke lønnen.
Personligt spurgte jeg ind til, hvordan flere af de nævnte værn blev brugt i praksis, og her fik jeg et overraskende svar fra ministeren. Han svarede, at det længe har været administreret på den måde, at kost og logi kan udgøre halvdelen af lønnen. Her ringede alarmklokkerne!
Billeder af smudsige loftrum eller containere som uværdige hjem for udenlandske arbejdere kom frem på nethinden. Jeg rejste problemet overfor ministeren. Da vi først gravede i det, så viste det sig, at denne praksis har været gældende for alle de mange forskellige erhvervsordninger, som kan bruges til at importere arbejdskraft fra 3. lande.
Det samme gælder muligheden for at indsætte lønnen på en udenlandsk bankkonto. Det er kun den såkaldte Beløbsordning, der ikke tillader den slags.
Ministeren kunne have ændret det rent administrativt, det er nemlig ikke nedfældet i nogen lov, heller ikke i loven om udvidelse af positivlisten. Men ministeren ønskede i stedet, at vi gennemfører en ny lov, der sætter en stopper for denne praksis i alle erhvervsordningerne, og han har bebudet, at et sådant lovforslag bliver fremsat umiddelbart efter sommerferien.
Så vi har fået ministerens ord for, at vi får ryddet yderligere op med ny lovgivning til efteråret.
Værn mod at positivlisten bliver brugt til social dumping
Men vi er kommet et lille skridt i oprydningen, og i den omdiskuterede lov fik vi følgende værn ind:
- Der er et klart krav til virksomhederne om, at de skal leve op til deres måltal i forhold til at tage nok elever og lærlinge. Hvis de ikke lever op til det, kan de ikke gøre brug af ordningen.
- Før en faglært stilling kan komme på positivlisten, så skal der både være lav ledighed, og det skal fremgå, at der er problemer med at rekruttere medarbejdere til stillingen gennem de nationale rekrutteringssurveys, der tager afsæt i opslåede stillinger.
- Ordningen må kun bruges til faglærte stillinger. Hvilket skal defineres som, at minimum 75 procent af de ansatte på stillingsbetagelsen skal være faglærte (med undtagelse af fem stillinger, hvor der dispenseres fra dette krav).
- Ansættelsen skal aflønnes efter sædvanlige løn- og arbejdsvilkår. Det betyder, at det skal tage afsæt i de bærende overenskomster, og at elementer som akkord, barsel, tillæg, bonusser med mere også skal regnes med.
- Stillingen skal være på 37 timer, så det ikke bruges til at skabe en prekarisering og nedbrydning af arbejdstidsaftalerne på området.
- De Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR – hvor fagforeninger og arbejdsgivere er repræsenteret) får adgang til relevante oplysninger på samme måde, som de har adgang til med virksomhedspraktik, så de kan se oplysninger om lønforhold med mere. RAR skal også være med til at kontrollere, om ordningen udnyttes.
- Herudover skal Udlændingestyrelsen (SIRI) kontrollere, at der udbetales den løn, der står i arbejdstilladelsen med mere, og som noget nyt bliver der lavet en stikprøve på hver fjerde arbejdstilladelse, for at undersøge om det, der nu står på papiret, også svarer overens med det, der sker i virkeligheden.
- Sidst men ikke mindst så sker der med loven en fordobling af bødestraffen til arbejdsgivere, som ansætter udenlandske arbejdere i strid med udlændingeloven.
Sædvanlige løn- og arbejdsvilkår
Enhedslisten er enige i, at det er nødvendigt med sådan en lovgivning, der kan ryddes op i den håbløse praksis på de forskellige erhvervsordninger.
Til forhandlingerne i efteråret vil Enhedslisten blandt andet stille krav om, at kost og logi ikke må være en del af lønnen – løn skal udbetales som løn og pension.
Vi vil også stille krav om, at lønnen skal udbetales til en dansk bankkonto, og så vil vi pålægge SIRI at sikre, at dem, der har fået en arbejdstilladelse, skal have et opkald og rettighedsmateriale, før de kommer til Danmark, så de for eksempel ved, at de selv kan vælge deres egen bolig, og at de skal have en lønseddel.
I Enhedslisten bilder vi os selvfølgelig ikke ind, at bare fordi vi får indført nogle værnsregler i en lovgivning, så er alt i den skønneste orden. Som politikere og fagligt aktive skal vi hele tiden være på stikkerne.
Det skal til stadighed kontrolleres, om reglerne bliver overholdt – også om myndighederne gør deres arbejde. Ligeledes skal vi understøtte den faglige organisering, som er grundlaget for det hele.
Med loven om den udvidede positivliste har fagbevægelsen fået øget mulighed for indflydelse på, hvordan udlændingelovgivningen administreres.
Vi ser frem til en positiv dialog med fagbevægelsen om, hvordan vi kan øge dens indflydelse endnu mere, så vi kan sikre, at der ikke importeres unødig arbejdskraft, og at de udlændinge, der kommer her til landet for at arbejder, gør det på samme vilkår som herboende arbejdere.