23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Cubanske Linn og hendes veninde snakker til den lyse morgen

11. reportage fra Cuba under pandemien

Cubanske Linn og hendes veninde snakker til den lyse morgen

I sin 11. reportage fra Cuba hører vi, hvordan Henriks store datter for første gang i fire måneder mødes med en veninde. De snakker, danser og synger til klokken 5 om morgenen. Som altid er der en coronaopdatering. Og så hører vi nyt om den selvoptagne Panfilo.

Henriks datter Linn har været på besøg hos en veninde for første gang i næsten fire måneder. Det trængte hun til ... og veninden endnu mere, idet hun er enebarn og have været isoleret med mor og mormor.
FOTO: Henrik Thejl
1 af 1

Havanna 6. juli 2020

Så er alle Cubas provinser gået i gang med genåbningsfasen. Havanna var den sidste provins, som startede genåbningen, da det er her, der stadig er aktive tilfælde.

For de sidste 15 dage er man oppe på at kende smittevejen for 91 procent af nye registrerede tilfælde.

I løbet af de sidste 14 dage startede også et nyt udbrud i naboprovinsen Mayabeque. Da man hele tiden har været meget obs på at undersøge årsag til smitte, kunne det konstateres, at det var folk, der var kommet fra Cotorro (en yderkommune i Havannaprovinsen), der havde bragt smitten videre til Mayabeque, men denne event – som man kalder det her, når en person formår at smitte et større antal personer – var blevet stoppet igen ved den meget effektive isolering og test af samtlige kontakter til smittede.

I Cuba er 88,3 procent af alle smittede i hele covid-19-perioden opdaget via isolation og test af kontakter til smittede. For de sidste 15 dage er man oppe på at kende smittevejen for 91 procent af nye registrerede tilfælde.

Genåbning styres efter fem parametre

Dette er vigtigt, for der er fem indikatorer, som man har fastsat i Cuba til at afgøre graden af genåbning, og alle fem indikatorer skal opfyldes, for at en provins kan gå videre til næste fase.

Det vil sige, at de forskellige provinser godt kan befinde sig i forskellige faser. 13 ud af 15 provinser startede fase 1 den 18. juni. Fredag den 3. juni startede Havanna og naboprovinsen Matanzas i fase 1, samtidig med at resten af provinserne gik videre til fase 2.

 

Sundhedsministeriets direktør Francisco Durán leverer dagligt den nationale status på coronasituationen. Så befolkningen har et godt grundlag til at forstå myndighedernes retningslinjer. Foto: granma.cu

De fem indikatorer er:

  1. Antallet af nye coronatilfælde i en provins i løbet af de sidste 15 dage. I Cuba er tallet 0,54 per 100.000 indbyggere. 13 ud af 15 provinser har ikke haft nye coronatilfælde i de sidste 15 dage, og der er provinser, som ikke har haft nye coronatilfælde i næsten to måneder.

  2. Reproduktionstallet er en anden indikator. Tallet fortæller noget om hver persons smittefaktor – altså hvor mange en smittet selv smitter. I fase 1 skal den ligge på maksimalt 1, i fase 2: < 1, og i fase 3: < 0,95. For de sidste 15 dage er smittefaktoren i Cuba helt ned på 0,65, hvilket opfylder alle tre faser.

  3. Antal aktive tilfælde i et område/en provins: Her skal fase 1 være < 5 procent af samtlige smittede, fase 2 være < 3 procent og fase 3 være < 1 procent af samtlige aktive tilfælde. I hele landet er der 55 tilfælde, hvilket svarer til 2,32 procent af alle smittede under hele perioden. I Havanna er der stadig 47 aktive tilfælde, hvorfor tallet her er 3,6 procent af samtlige smittede i Havanna i løbet af hele covid-19-perioden.

  4. Fjerde indikator er antallet af aktive tilfælde de sidste 15 dage, hvor årsag til smitte kendes. For 1. fase skal man kende smitteårsag til minimum 90 procent af tilfældene, 2. fase: minimum 95 procent, 3. fase: minimum 98 procent. I Cuba – i de sidste 15 dage – er årsagen til 91 procent af aktive smittede som nævnt kendt. I Havanna er der to kommuner, der ikke lever op til disse tal, samt kommunen San José de las Lajas i provinsen Mayabeque. Da resten af landets 15 provinser ikke har haft nye coronatilfælde de sidste 15 dage, lever de automatisk op til kravene for alle tre faser.

  5. Og endelig eksistensen af begivenheder for lokal transmission. I fase 1 kan det være familiær smitte eller på et arbejdscenter. I fase 2 eller 3 bør disse være isoleret. Alle provinser i Cuba lever op til disse krav, bortset fra Havanna, der stadig har én enkelt åben event med smittespredning.

Som det kan ses, er der 13 ud af 15 kommuner, der lever op til kravene i alle tre faser, men af forsigtighedsgrunde vælger man alligevel at lave en gradvis genåbning, da de forskellige faser også indeholder en stadig større mulighed for rejser fra én provins til en anden samt, at international turisme også begynder at implementeres igen fra 2. fase.

Bybusserne kører igen

Al offentlig transport har været lukket ned, indtil genåbningen af landet begyndte 18. juni, og al anden transport mellem provinser er blevet kontrolleret ved provinsgrænserne. Med 1. fase er lokal offentlig transport genetableret. Det vil sige, at bybusser er startet op, også busser mellem kommuner indenfor en provins, men ikke transport mellem provinser. Dette starter først fra fase 2.

 

 
Parker og legepladser har ligget øde hen i måneder. Det er så småt ved at ændre sig. Foto: HT

Med implementering af offentlig transport er det atter muligt at komme på arbejde, så fase 1 betyder samtidig genopstart af alle arbejdspladser på normal vis. Min kone er netop i dag begyndt med en normal arbejdsrytme på det hospital, hvor hun arbejder. Hun har i en længere periode kun arbejdet én dag om ugen.

Coronaperioden har medført, at man har fået eksperimenteret med hjemmearbejdspladser. Det er været så stor en succes, at man fra politisk side har besluttet sig for at vedblive med dette, i den grad det kan lade sig gøre, også efter pandemiens eventuelle afslutning. Det vil forhåbentligt betyde, at der vil være mindre belastning af det offentlige transportsystem, som man specielt oplever i peak-tidspunkterne i Havanna. Som jeg tidligere har skrevet, er det stadig relativt få personer, der har bil i Cuba.

Linn uden for hjemmets fire vægge

Fase 1 betyder også overgang fra social isolation til social distance – men fortsat med brug af mundbind i det offentlige rum. Fra første dag i fase 1 bad min store datter om lov til at besøge en veninde. Det var tydeligt, at det var et kæmpe behov – efter at have opholdt sig fire måneder uafbrudt indenfor hjemmets fire vægge – at komme ud og ’mærke verden’ igen!

 

 
 
Linn har haft lillesøster Linet at lege med, spille musik med og alt muligt andet. Andre børn har været mere alene de seneste måneder. Foto: HT

I løbet af eftermiddagen ringede hun da også hjem og spurgte, om hun ikke også gerne måtte sove hos veninden.

Da hun kom hjem næste formiddag, fortalte hun, at de havde været vågen indtil klokken cirka 5 om morgenen, og de havde snakket, danset, leget, spillet, set TV og så videre, alt sammen indendørs. Jeg snakkede med hendes veninde, der er enebarn og derfor har tilbragt fire måneder alene med sin mor og mormor, og det var tydeligt, at det havde været en meget hård periode for hende: Ingen at lege med!

Hendes far er en af de mange cubanere, der nåede til USA, inden Obama i januar 2017 dekreterede afvikling af cubaneres privilegerede adgang til USA (dette har jeg beskrevet i tidligere artikler).

En splittet familie – far lever i USA

Familien venter stadig på familiesammenføring, men der er nu gået adskillige år, siden faderen tog afsted. Første gang han kom hjem på ferie efter at have været væk et par år, kunne datteren ikke genkende ham, da hun åbnede døren, og han stod udenfor.

Da han anden gang var på ferie her, talte jeg med ham, hvor han fortalte, at han i starten havde haft tre arbejder på en gang for at kunne finansiere livet i USA. Han erkendte, at den drøm, han havde haft om økonomisk forbedring ved at komme til USA, havde været meget urealistisk. Virkeligheden var en helt anden. Pludselig skulle han betale for alt muligt (husleje, forsikringer, sundhed og så videre), som han ikke var vant til i Cuba. Men nu var han der, og han kunne hjælpe sin familie i Cuba med pengeforsendelser.

Hans datter, som er jævnaldrende med min ældste datter, kunne fortælle mig, at i denne coronatid har han været så heldig, at han ikke har mistet sit arbejde. Det ville være fatalt for ham!

>> LÆS OGSÅ: "Kærlighed i coronaens tid" – eller gymnastik og slidte brætspil

I de 13 provinser, der har startet fase 2, er offentlig transport mellem provinserne nu blevet genetableret. Det skaber større mobilitet og derved også større risici for smitte. Derfor kræves der også i denne fase brug af mundbind i offentlige rum samt social distance.

I alle tre faser vil man vedblive med social distance og brugen af mundbind, indtil en eventuel vaccine udvikles.

 

 
Folk er generelt gode til at huske at bruge mundbind og holde afstand, men der opstår enkelte situationer med spredning af smitte. Foto: HT

Folk er generelt gode til at bevare disciplinen med brugen af mundbind. Der var et udbrud for nogle uger siden på en fabrik i Havanna, hvor rigtig mange blev smittede, og det var netop på et tidspunkt, hvor folk var begyndt at være mindre opmærksom på brugen af mundbind. Men det virkede som om, at dette udbrud blev en lærestreg for befolkningen, og folk blev mere bevidste om nødvendigheden af mundbind igen. Den fugtige sommervarme gør det rigtig ubehageligt at gå med mundbind.

I fase 2 starter man også med international turisme.

International turisme så småt i gang

Havanna er stadig i fase 1, hvorfor der endnu ikke kan komme turister til Havanna. Men det er også besluttet, at international turisme implementeres gradvis. I første omgang (fase 2) vil international turisme kun betyde ’sol-og-strand’-turister. Der åbnes op for nogle ressorter på forskellige øgrupper ved nordkysten, så man på den måde kan holde turismen isoleret fra det almindelige samfund, i tilfælde af at coronavirus indføres udefra.

Det er specielt Canada – og til dels Rusland, der bruger Cuba til badeferie. Canada har akkumuleret 107.000 coronatilfælde, og Rusland har haft cirka 700.000 tilfælde.

I forbindelse med genåbning af landet for international turisme vil man øge antallet af daglige tests. Indtil nu har Cuba lavet cirka 2500 test per dag i hele landet. I dag blev der foretaget 3375 test på landsplan, og dette tal vil stige til 6000 daglige tests i løbet af denne uge.

I denne uge kunne man på dr.dk læse en artikel om, hvordan næsten 6000 ud af den norditalienske by Bergamos' 120.000 indbyggere har mistet livet på grund af coronavirus. De døde blev kørt væk i militærkøretøjer og skulle kremeres andre steder i regionen, fordi de lokale steder var overbelastet.

 

 
 
Næsten 6000 ud af den norditalienske by Bergamos' 120.000 indbyggere har mistet livet på grund af coronavirus. Foto: dr.tv

I USA oplever man netop nu et stigende antal smittede i 30 af landets delstater, og man har i den sidste tid flere gange været over 50.000 nye coronasmittede per dag på landsplan.

Trumps sundhedsrådgiver Anthony Fauci advarer om, at USA er på randen af en katastrofe, hvor det daglige antal smittede kan nå op på 100.000 personer. Omvendt synes USA’s vicepræsident Mike Pence, at tallene er udtryk for ”opmuntrende nyheder, medens vi åbner op i USA igen”.

Som om Remdesivir er den eneste medicin til corona

Protektionismen og egoismen viser sig atter i USA's forhold til at løse coronapandemien. USA har købt store dele af lageret af den amerikansk producerede coronamedicin Remdesivir, som har vist sig effektiv til at nedsætte antallet af dage af et coronaforløb. Som Trump sagde ved sin indsættelse som præsident: ”America first”.

I EU er man rystet over denne protektionistiske holdning, selvom man også i EU har oplevet flere lande, der har handlet meget protektionistisk i deres coronapolitikker. Den danske direktør for lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz kommenterer USA's opkøb af Remdesivir-lageret som ”mærkeligt” og meget ”uhensigtsmæssigt”.

Mærkeligt nok synes man i Danmark kun at orientere sig mod det amerikanske produkt. Man burde måske kigge lidt på, hvordan andre lande har formået dels at holde smitte nede, dels at undgå coronarelaterede dødsfald. Remdesivir-behandlingen er meget dyr, og firmaet Gilead Science, der producerer medicinen, bliver da også kritiseret for at sælge medicinen så dyrt, taget i betragtning at firmaet modtog et to-cifret millionbeløb i offentlig støtte til at forske i coronamedicin.

>> LÆS OGSÅ: Cubansk medicin bruges mod coronavirus i Kina

Lige meget hvad, så runder USA snart tre millioner smittede og har registreret cirka 130.000 coronarelaterede dødsfald (= 395 coronarelaterede dødsfald per million indbyggere). I Rusland med en halv så stor befolkning som i USA har man eksempelvis et relativt højt antal smittede (cirka 700.000), men et relativt lavt antal coronarelaterede dødsfald (70 døde per million indbyggere, hvilket er lavere end i Danmark). Kina har formået effektivt både at holde antallet af smittede nede samt holde antallet af coronarelaterede dødsfald nede på et minimum (cirka tre per million indbyggere).

Tager vi Cuba med en befolkning dobbelt så stor som Danmark, har vi blot haft 3375 coronatilfælde og blot 86 coronarelaterede dødsfald (syv per million indbyggere). I juni var der blot tre coronarelaterede dødsfald, og for juli har vi indtil videre ikke haft coronarelaterede dødsfald.

 

 

Antal registrerede smittede i Cuba uge for uge.

Man bør – i Danmark som i resten af EU – åbne øjnene for andre landes behandlingsmetoder og forebyggelse i stedet for så ensidigt at kigge efter USA-produkter. Den kinesiske minister for videnskab og teknologi Wang Zhigang har lovet, at en eventuel kinesisk udviklet vaccine ”vil blive en verdensomspændende offentlig ejendom”. Det vil især være en hjælp til de fattige lande, der næppe har råd til at betale de store summer for produkter som Remdesivir.

Ikke uden grund kunne den cubanske præsident i sin tale til ALBA-topmødet i juni (se talen i sin helhed i min 8. artikel) konkludere: Det, der kunne have været en ekstra styrke for økonomisk rige lande, er endt med at være en svaghed i mange forskellige borgeres øjne på grund af grundlæggende manglende etiske overvejelser […] I dag betaler hele verden prisen for kapitalismen i dens vilde version […] Den neoliberale model … har ikke været i stand til at imødekomme de nødvendige behov skabt af pandemien, og den vil heller ikke være i stand til at imødegå scenariet efter covid-19 […] Utroligt nok har den superudviklede verden … vist sig ude af stand til at bruge sine enorme ressourcer til at opbygge en global front mod en pandemi, der kun kan stoppes ved hjælp af to ting, som er inden for alles rækkevidde: SAMARBEJDE OG SOLIDARITET.

Sidste coronanyt

Coronaopdatering for i dag i Cuba lyder således: Foreløbig er der ingen coronarelaterede dødsfald i denne måned. Sammen med maj og juni giver det 51 dage uden dødsfald.

I alt er 86 personer døde af coronavirus, hvilket svarer til 7 dødsfald per million indbyggere. (Danmark har haft 105 coronadødsfald per million indbyggere).

Der har været en lille stigning i antal coronatilfælde de sidste par dage. Vi har flere gange oplevet, at man blot har registreret ét (1) nyt coronatilfælde per dag, men i de sidste par dage er tallet steget noget. I dag var der i alt 8 nye tilfælde de sidste 24 timer – alle fra Havanna. Alle 8 havde haft kontakt med allerede smittede; 7 ud af 8 var uden symptomer, da de blev opdaget.

Samtidig blev 5 personer meldt raske, så der nu er i alt 58 aktive smittede tilbage i hele landet – hvilket betyder Havanna og Mayabeque, idet resten af landet ikke har haft coronatilfælde i mere end 15 dage. Af de 58 ligger 4 på intensiv, men ikke i respirator. For en uge siden var vi nede på blot 39 aktive smittede for hele landet.

Satireprogram på tv hver uge

Vi nyder fortsat Panfilo i hans ugentlige satireprogram, hvor dagligdagssladderen (Vivir del Cuento) naturligvis nu har coronavirus som tema.

 

 
Den lidt selvoptagne cubaner Panfilo (nummer to fra højre) er bange for, at familielægen vil erklære ham frisk og rask ... for det kunne koste ham lidt.

I sidste uges Vivir del Cuento var Panfilo bekymret over en sundhedsundersøgelse, han havde fået lavet tidligere, og han har fået at vide, at familielægen er på vej over til ham med svar på prøven.

Hans venner fortæller ham – over telefonen naturligvis, det er coronatider! – at han absolut ikke fejler noget! Men det er netop Panfilos bekymring: At han ikke fejler noget, for så vil han få frataget de ekstra rationer, som han er blevet tildelt på sin rationeringsbog.

Alle cubanere har en rationeringsbog, hvor de får mad til stærkt subsidierede priser. Alle børn får ekstra diæter på deres rationering, og personer med bestemte sygdomme kan søge om ekstra diæter via deres familielæge.

Men historien slutter ”lykkeligt” for Panfilo: Han får svar på sundhedsprøven, og han har både for højt blodtryk og for meget kolesterol i blodet, så han beholder sine ekstra diæter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jul. 2020 - 21:28   13. jul. 2020 - 08:50

Corona

Henrik Thejl
Dansker i Cuba
henrik_thejl@hotmail.com
SE FILM MED HENRIK HJEMME I CUBA
  • Mød forfatteren Henrik Thejl hjemme i Cuba sammen med hustru og den ældste datter ... mens han endnu ventede på 'nummer to'.
  • Filmen er lavet af etnolog Susanne Højlund Pedersen fra Aarhus Universitet.
  • Den ligger frit tilgængelig på www.wimeo.com. Søg på titlen: Henrik, Linn og Fidel
  • Her ligger den på dansk og engelsk og spansk.

Link til den danske udgave: https://vimeo.com/346721175