I år er det 60 år siden den politiske konflikt, kendt som Congokrisen, fandt sted. Den handler om Congo, der i dag kaldes Congo-Kinshasa (DR Congo i Danmark, red), men som mellem 1971 og 1997 bar navnet Zaire. Og som før 1960 var kolonien Belgisk Congo, efter at Belgiens kong Leopold II i 1908 "forærede" denne private ejendom til at blive administreret af sit hjemland.

Ned med kolo-nialisme og stammernes hersken! Længe leve den congo-lesiske nation! Længe leve et frit Afrika!
Patrice Lumumba, frihedshelt, Congo 1958

Denne konge "fik" personligt overdraget landet på Berlin-konferencen, der fandt sted i 1883-84, hvor den tyske kansler Otto von Bismarck havde samlet ledere fra en række europæiske lande for at foretage en endelig kolonial opdeling af hovedsageligt Afrika, men også dele af Asien.

På grund af sin specielle historie var Tyskland faldet "bag ud" og måtte nøjes med at plyndre, hvad der var tilbage, herunder Tanganyika (nutidens Tanzania) og Sydvestafrika (nutidens Namibia).

Sultet ihjel

Under kong Leopold II blev folkene i dette enorme land gjort til slaver i jagten på arbejdskraft til de store gummiplantager, miner og gennem udnyttelsen af andre naturressourcer. Det anslås, at mellem otte og ti millioner congolesere blev myrdet, sultet ihjel eller omkom i en for tidlig alder i jagten på rigdom til kongen og den nærmeste kreds omkring ham – en masseudryddelse af mennesker, der i dag ikke er velkendt.

Apropos minedrift: Allerede den britiske opdagelsesrejsende David Livingstone havde i midten af ​​det 19. århundrede opdaget, at der i provinsen Katanga foregik en omfattende aktivitet for at udvinde hovedsageligt kobber. Han fandt til sin overraskelse, at metallet også blev brugt som en slags mønt i form af store kobberstykker.

Livingstone henvendte sig til den britiske koloniarkitekt Cecil Rhodes (den samme Rhodes, hvis statue Black Lives Matter-demonstranter i Oxford i sidste uge krævede revet ned) og opfordrede ham til at underlægge sig denne rige Katangaprovins og inkorporere den i de britiske kolonier, det vil sige det daværende Nord- og Sydrhodesia.

Belgiens rolle og handlinger som kolonimagt er langt mindre kendt end Storbritanniens, Frankrigs, Spaniens og Portugals. Men den belgiske regering havde en holdning og en racistisk foragt for de lokale, som lignede de andre magters på en prik. Som generalguvernør for Congo og Ruanda og Urundi (det nuværende Rwanda og Burundi), Pierre Ryckmans, udtrykte det 1931: "At tjene Afrika er at civilisere det." Han præciserede også, at det ville tage "flere generationer", før dette mål ville blive nået.

Afkolonisering og national uafhængighed

Efter afslutningen af ​​Anden Verdenskrig og før dannelsen af FN var der i starten megen tale om "fred i vores tid", menneskerettigheder for alle og international retfærdighed. Men Den Kolde Krig og kampen mellem den "frie verden i Vest" og den socialistiske og kommunistiske trussel i øst fjernede hurtigt al sådan snak.

Den antikoloniale frihedskamp, ​​der skridt for skridt voksede frem i store dele af det afrikanske kontinent – omend i forskellige former – rejste nogle lidt anderledes spørgsmål for de kapitalistiske og koloniale stor: Hvordan kunne man bevare så meget magt, ejerskab og politisk kontrol som muligt over de tidligere kolonier, mens de fik – eller tilkæmpede sig – national uafhængighed?

Blandt de tidligste uafhængige nye nationer i Afrika var Ghana (den tidligere britiske Colony of the Gold Coast) og Guinea. Ghanas første præsident Kwame Nkrumah blev en vigtig kraft i processen i 1950'erne sammen med hans kollega Sekou Touré i Guinea. Dette ses blandt andet ved, at disse to personer var blandt de afrikanske ledere, som FN's generalsekretær Dag Hammarskjöld forsøgte at udnytte, da Congokrisen blev akut i 1960.

Imperialistiske lande som USA, Storbritannien og Frankrig indså truslen om et frit Congo i et frit Afrika.

Ved årsskiftet 1957-58 fandt Congos første lokalvalg sted, dog begrænset til de største byer. Og kun for belgiere, der boede i landet, og specielt udvalgte indenlandske sorte congolesere. I 1950 var der dannet en slags politisk parti, inspireret af blandt andet jesuiterpræsten J. van Bilsens. Partiets mål var at støtte præstens ambition om at kristne congoleserne. I 1955 fremlagde han en 30-årig plan for Congos politiske befrielse, men virkeligheden overhalede snart denne plan.

I nabolandet Congos hovedstad Brazzaville tilbød Frankrigs premierminister general De Gaulle (som snart skulle blive præsident) i 1958 "sine" afrikanere friheden. Belgiens regering erklærede kort efter, at også Belgisk Congo skulle ”afkoloniseres”. Landets koloniministerium blev omdøbt til "Ministeriet for Congo og Ruanda-Urundi”.

Et samlet Congo

I oktober 1958 blev Mouvement National Congolais (MNC) dannet med Patrice Lumumba som formand. Samtidig blev Conakat dannet af Moise Tchombe i Katanga. 

Katanga var den rigeste region i Congo og tegnede sig for næsten halvdelen af ​​al den indtjening, Belgien fik ud af sine kolonier.

Lumumba gjorde det tidligt klart, at han krævede en stærk centralmagt i et uafhængigt Congo, så landet ikke ville blive opløst i en række rivaliserende stammekongeriger. Dette skyldes også, at stammekonflikter ikke primært fandt sted mellem forskellige provinser, men indenfor dem. Derfor vendte han sig stærkt imod andre lederes holdning om, at Congos statsform skulle være en føderation.

Hvor ret Lumumba havde i sin analyse, blev bitterligt dokumenteret for Congos befolkning gennem de næste 60 år. Men deri ligge også, at han selv udgjorde en fare – ikke for landets indbyggerne – men for alle imperialistiske og postkoloniale kræfter, som var tvunget til at indse, at tiden var moden til at lade "indfødte" ledere sidde på posterne som statsledere, præsidenter og ministre – men kun hvis de samarbejdede med de tidligere herrer.

Samme år blev den første afrikanske konference indkaldt i Accra, Ghana, af præsident Kwame Nkrumah. Her følger et par linjer fra Patrice Lumumbas tale, som siger noget om forhåbningerne:

”Denne historiske konference, der bringer os sammen, os politikere fra alle afrikanske lande, viser, at vi trods grænser og etniske forskelle har den samme tankegang og det samme ønske om at gøre vores kontinent til et lykkeligt kontinent, fri for angst og fri for frygt for kolonial dominans. Ned med kolonialisme og stammeledelse! Længe leve den congolesiske nation! Længe leve et frit Afrika!”

Samlet front mod Belgien

Lumumba og Congos kommende første præsident Joseph Kasavubu så ud til at være en del af et partnerskab i forhandlingerne om uafhængighed med den belgiske regering.

Lumumba udgjorde en fare – ikke for indbyggerne i landet – men for alle imperialistiske og postkoloniale kræfter.

Før det afgørende møde i januar 1960 blev de belgiske delegerede alle overraskede over nyheden om, at forskellige congolesiske delegerede, der tilhørte forskellige partilignende grupper fra forskellige provinser, var blevet enig om en "forenet front" med hensigten at føre Congo frem mod frihed i en national enhed her og nu.

Efter en række "omgange" blev den belgiske premierminister Eyskens tvunget til at opsummere:

”Det er uundgåeligt, at Congo bevæger sig mod uafhængighed, og det er umuligt at forhindre det i at erhverve sig denne nye slags politiske frihed. Regeringen handlede korrekt, da den generøst bevilgede Congo sin frihed."

Congo uafhængigt

På et møde den 27. januar blev uafhængighedsdagen fastlagt til den 30. juni 1960. På mødet sagde Lumumba blandt andet:

”Vores uafhængighed betyder ikke, at vi afbryder forbindelserne med Belgien, heller ikke at vi driver belgiere ud af Congo […] Det, vi kræver, er, at belgiere i Congo tilpasser sig den nye situation, og at de ikke kun tjener det congolesiske folk, men hele menneskeheden.”

Uafhængighedsdagen blev fejret den 30. juni 1960.

Imperialistmagter blander sig

Men virkeligheden blev hurtigt en anden. I Congo havde der på dét tidspunkt været 80 års belgisk militær tilstedeværelse, suppleret med titusinder af lejesoldater, der havde tjent de koloniale interesser. I januaraftalen hedder det udtrykkeligt, at det er landets centrale regering, der styrer landets udenrigspolitik, dets hær, toldsystem og valuta samt kommunikation mellem provinserne og de videregående uddannelse.

Imperialistiske lande som USA, Storbritannien og Frankrig indså truslen. De udnyttede straks de lokale ledere, som så sig frataget muligheden for at opbygge deres egne små kongeriger, hvis den centrale regeringsform blev tilladt og gjort permanent.

Sabotage mod regeringens arbejde begyndte umiddelbart, efter at parlamentet formelt udnævnte Kasavubu til præsident og Lumumba som regeringschef. Lokale militære træfninger, anført af belgiske officerer, brød ud, og tog, telefonlinjer og andet teknisk udstyr blev ødelagt og saboteret.

Hjælp fra Sovjet

"Det er muligt, at vi bliver nødt til at bede om Sovjetunionens indgriben, hvis den vestlige lejr ikke ophører med sin aggression mod republikken Congos suverænitet," skrev den nydannede politiske ledelse for Republikken Congo, premierminister Patrice Lumumba og præsident Joseph Kasavubu. Nikita Khrushchev fra den sovjetiske ledelse svarede den 15. juli, kun 14 dage efter uafhængighedsdagen:

"Hvis de stater, der direkte udfører den imperialistiske aggression mod Republikken Congo, og dem, der ansporer dem, fortsætter deres kriminelle handlinger, vil Sovjetunionen ikke undlade at træffe afgørende skridt for at stoppe aggressionen."

En uge senere beskrev CIA's stationschef i den daværende hovedstad i Leopoldville, Lawrence Devlin, i en hemmelig rapport til USA's præsident Eisenhower og hans sikkerhedstjeneste situationen som et "klassisk kommunistisk forsøg på magtovertagelse", da Lumumba-regeringen fik hjælp af sovjetiske teknikere og efterspurgt teknisk materiel.

Hans rapport var beregnet til at overbevise den nationale sikkerhedsledelse i CIA om, at Lumumba skulle fjernes fra den politiske magtposition, som han var på vej til at erobre og vinde folkeflertallest støtte til.

Modsætningerne voksede hurtigt. Den 11. juli 1960 erklærede provinsen Katanga sin uafhængighed. Det var Moise Tshombes, provinsens leder, svar på centralregeringens erklæring. Det viste sig snart, at Tshombe havde indgået en aftale med Belgien om samarbejde, der indebar, at belgisk militær fortsat kunne forsvare belgiske interesser, til gengæld for at Bruxelles anerkendte Katanga som et uafhængigt land.

FN's rolle

Samtidig ændredes FN's rolle i krisen. Fra at støtte det rimelige krav om, at alle belgiske militære tropper skulle forlade Congo, meddelte Dag Hammarskjöld den 12. august, at FN ikke kunne give centralregeringen, det vil sige Lumumba, nogen støtte i konflikten med provinsregeringen i Katanga.

Situationen i Congo er et klassisk kommunistisk forsøg på magt-overtagelse.
Lawrence Devlin, CIA, 1960

Lumumba svarede i et brev to dage senere, at han ikke mente, at FN skulle være "neutral", men stillede ressourcer til rådighed for centralregeringen i overensstemmelse med tidligere beslutninger i FN om Congo.

Det var også helt på linje med, hvad FN og Hammarskjöld før selvstændigheden aktivt havde medvirket til, da en række afrikanske lande sendte militære enheder for at hjælpe til, efter at alle parter var blevet enige om, at belgiske tropper overhovedet ikke skulle have lov til at komme i aktion.

Forræderi og kampe

Den 5. september erklærede præsident Joseph Kasavubu, at Patrice Lumumba var blevet afsat som premierminister. Lumumba vandt imidlertid en ny tillidsafstemning i parlamentet, hvorefter der brød kampe ud mellem væbnede styrker, loyale mod henholdsvis præsidenten og Lumumba. Efter et par dage beordrede hærens øverstkommanderende, oberst Joseph Mobutu, våbenhvile for alle congolesiske soldater.

Mærkeligt nok blev ordren overholdt, og den 14. september gennemførte obersten en form for kup, der erstattede landets regering med et specielt råd (kollegium). På samme tid beordrede han alle sovjetiske borgere til at forlade landet og meddelte, at han havde til hensigt at lukke Sovjetunionens og Tjekkoslovakiets ambassader.

Hans regerende kollegium meddelte, at Mobutu havde "reddet Congo fra kommunistisk kolonialisme og marxist-leninistisk imperialisme."

Erklæringen førte straks til, at Mobutu modtog konkret støtte fra USA's regering. CIA gav også kort efter Mobutu hemmelige oplysninger om, at Lumumba planlagde at myrde ham.

Mobutus næste skridt var at kræve, at de afrikanske militære enheder, der tidligere var kommet landet til hjælp, straks forlod Congo – hvilket fik den ghanesiske præsident Nkrumah til at kalde Mobutu for en "simpel håndlanger for imperialismen". Dette fortsatte Mobutu i øvrigt med at være gennem alle sine år som regeringschef i landet.

Så blev Lumumba arresteret af Mobutu. Dette til trods for at FN tidligere havde garanteret ham sikkerhed i det kaos, der var resultatet af de aktuelle begivenheder. Kasavubu, der tidligere havde fyret Lumumba, krævede også FN-intervention, men der skete intet.

I slutningen af ​​november forsøgte Lumumba at flygte fra fængslet, hvor han sad, men blev arresteret, tæsket og ført til Katanga, hvor han blev henrettet den 17. januar 1961.

Dag Hammarskjölds død

Det, der herefter skete, er måske hos mange knyttet, selv her halvanden generation senere, til FN's daværende FN-generalsekretær, svenskeren Dag Hammarskjölds død.

Under de voksende modsætninger og væbnede sammenstød mellem forskellige lokale ledere og deres støtter blev der gjort fejlslagne forsøg – med FN's hjælp – på at bryde den negative spiral. Det var under dette arbejde, på vej til Zambia, at Dag Hammarskjölds fly styrtede ned den 17. september 1961.

Så sent som sidste år blev der publiceret en TV-dokumentar – "Cold Case Hammarskjöld" – som hævder, at nyfundne dokumenter og en logbog fra den belgiske pilot og lejesoldat Jan van Risseghems dødsbo skal bekræfte, at flyet, som Dag Hammarskjöld fløj med, ikke styrtede på grund af motorfejl, men blev skudt ned af netop denne van Risseghem.

Filmen hævder også, at Risseghem selv har bekræftet sagen overfor nære venner, før han døde.

Spørgsmålet om, hvorvidt Hammarskjölds DC-6-fly rent faktisk blev skudt ned ved Ndola i september 1961, da FN-generalsekretæren var på vej til et møde med udbryderprovinsen Katangas leder Moishe Tshombe, må dog stadig betragtes som ubesvaret. Der mangler i det mindste et fuldstændigt bevis.

Tidligere bragt i den svenske ugeavis Proletären. Mellemoverskrifter og citater indsat af redaktionen.