Den 9. august skal der i Hviderusland – midt i en coronatid – være præsidentvalg. Lige som de sidste 26 år er præsident Aleksandr Lukashenko favorit.

Jeg giver kun to løfter: Som præsident vil jeg udskrive frie og fair valg samt give frihed til de politiske fanger.
Svetlana Tsikhanóvskaja

Længe var der udsigt til gentagelse af et valgshow, hvor resultatet kunne forudses – også selv om myndighederne atter accepterede et par alternative kandidater. Denne gang endda med 3-4 i opposition. Men valgkampen er blevet overraskende interessant.

To kandidater: Tv-producenten Sergej Tsikhanóvskij og tidligere bankdirektør Viktor Babariko blev afvist af myndighederne – selv om de havde indsamlet de nødvendige stillerunderskrifter. De røg i stedet i fængsel. En tredje: Tidligere direktør for Hightech Parken i Minsk Valerij Tsepkalo drog i eksil til Moskva, fordi hans familie blev udsat for chikanerier. Alligevel fik Lukashenko pludselig en rival.

”Den seje trojka”

Den 37-årige engelsklærer Svetlana Tsikhanóvskaja overtog sin fængslede mand Sergejs valgkamp og blev i sidste øjeblik registreret som fuldgyldig kandidat med ret til at føre offentlig valgkamp. Hun fik støtte fra Valerij Tsepkalos hustru og fra en kvindelig chef for den fængslede Viktor Babarikos valgkampagne. I tre uger har disse tre kvinder – også kaldet ”den seje trojka” – nu afholdt vælgermøder i by efter by med et fremmøde, der ikke er set mage til, siden Lukashenko kom til magten. Deres parole er: ”For et land til at leve i”.

Fredag den 24. juli kom de tre til storbyen Vitebsk – landets kulturhovedstad – hvor otte tusind mødte op i byparken for at høre dem. Og da Svetlana som kandidat fik taletid i det statslige TV, var hendes budskab:

”Jeg er ikke noget magtmenneske, men almindelig husmoder, der allerhelst vil være derhjemme og stege frikadeller. Jeg giver kun to løfter: Som præsident vil jeg udskrive frie og fair valg samt give frihed til de politiske fanger”.

Det budskab har hun gentaget gang på gang. I Minsk bypark mødte over 30.000 tilhørere op til, hvad der betegnes som det største folkemøde siden opløsningen af Sovjetunionen i 1991. Og bemærkelsesværdigt forløb mødet ganske fredeligt. Politiet forholdt sig en sjælden gang i ro.

Nu spørger mange – ifølge kritiske hviderussiske medier – betyder dette mon, at tiden for Lukashenkos autoritære system er ved at løbe ud?

Valg – og hvad så?

For nylig præsenterede Lukashenkos administration ham for en meningsmåling foretaget blandt 21.000 adspurgte, der skulle anvendes til intern brug. Den meldte, at angivelig 80 procent af vælgerne vil støtte ham. En anden måling satsede på 76 procent.

Om det er ønsketænkning skal ikke kunne siges, men det kan være en smagsprøve på, hvilke endelige tal styret vil fremlægge som det officielle valgresultat. Og hvis dette sker, så vil folk efter alt at dømme atter gå på gaden. Det har de allerede gjort gang på gang – under skarpt politiopsyn. Og reaktionen på protester vil også være forudsigelig: Magtsystemet fungerer stadig effektivt og ser monolitisk ud.

Det betyder dog ikke, at situationen fastfryses. Objektive forhold tillader næppe, at regimet vender tilbage til konformiteten – hvor de fleste tog til takke med resterne af de sociale velfærdsgoder, der er bevaret fra sovjettiden, og ellers undlod at blande sig i politik.

”Bare en anden”

Lukashenko er populær blandt den hårdtarbejdende befolkning på landet og især blandt kvinder. Mange accepterer ham som manden, der har skabt stabilitet og værnet om landets suverænitet.

Han har advaret mod NATO's massive militarisering i nabolandene. En hel generation er vokset op med ham som landsfader, og mange har troet på hans skræmmebilleder, når han først advarede sine kritikere: ”Her skal vi ikke gentage krigen i Jugoslavien eller have USA-styrede blodige blomsterrevolutioner”. Og senere: ”Er det en voldelig Majdan, I ønsker?” (med henvisning til Majdan-oprøret i Ukraine i 2014).

I flere af Hvideruslands storbyer har situationen dog været under forandring. Især siden protesterne mod valgsvindel i 2010 og 2011 samt i 2017 mod et præsidentdekret, der pålagde arbejdsløse at betale en ”snylterskat”. Gang på gang blev der anvendt grov politivold. Den ramte blandt andet græsrodsbevægelsen ”Fortæl sandheden”, der har spillet en vigtig rolle i kampen for menneskerettigheder.

I dette forår forsøgte Lukashenko at ignorere eller bagatellisere coronakrisen. Men hans ironiske udtalelser overbeviste ikke befolkningen. Det satte noget i gang. Og selvom langtfra alle i landet sympatiserer med protester og demonstrationer, mener kritiske hviderussiske medier nu, at samfundet ikke længere er lammet af spørgsmålet: "Hvis ikke Lukashenko – hvem så?"

Nu lyder kravet hos mange engagerede befolkningsgrupper: "Hvem som helst. Bare en anden".

Oppositionen

Medierne i nabolandene Rusland og Ukraine har fulgt valgkampen tæt. Og selv kritiske medier hæfter sig ved, at det ene af Svetlana Tsikhanóvskajas to hovedvalgløfter strider mod Hvideruslands forfatning. En præsident kan ikke – ikke engang Lukashenko – udskrive nyvalg.

Noget andet anføres af ukrainske oppositionsmedier: De advarer deres hviderussiske naboer mod at romantisere uerfarne ”folkelige” kandidater, der uden noget organisatorisk bagland lover store forandringer. I Ukraine har de allerede fået nok af komikeren Volodymyr Zelenskij, der som solist har vist sig som en svag præsident.

I Hviderusland har oppositionens partier og bevægelser ikke formået at samles om en fælles kandidat med gennemslagskraft ved hidtidige præsidentvalg. Det sker heller ikke denne gang. Men fremkomsten af nye ansigter som tv-manden Sergej Tikhanovskij og eksbankdirektør Viktor Babariko ser nogle som ét bud på en ny ledertype. Og de tre kvinder – ”den seje trojka” – der på kort tid har vundet popularitet, ses som et andet bud. Men uden noget detaljeret politisk program eller organisatorisk bagland virker de umiddelbart mest som en spydspids.

Der spørges i Hviderusland: Måske er det blot et spørgsmål om teknik og tid, hvornår en ny alternativ frontfigur dukker op?

De lokale myndigheder har siden 1990'erne overfor den traditionelle opposition både brugt gulerod og pisk. Den faglige LO er via trepartsforhandlinger fast knyttet til styret; og det ene af landets tre kommunistiske partier har fået en ministerpost. Men nu står styret overfor en opposition, der er anderledes udrustet. Miljøaktivister, nationalister, liberalister, socialdemokrater og kommunister er ganske vist stadig splittede, men alle anvender de flittigt den postindustrielle IT-alders nye muligheder for information og mobilisering.

Den nyklædte opposition har i sin agitation taget afsæt i en (næppe repræsentativ) meningsmåling, der i april kun gav 3 procent støtte til Lukashenko. Derfor lavede man en slagkraftig parole: ”Vi er de 97 procent” – som anvendes i sociale medier og på T-shirts. På Facebook anvendes en digital flashmob #немойпрезидент (“Ikke min præsident”) imod Lukashenko. De nye sociale medier har, også i Hviderusland, gjort adgangen til det offentlige informationsrum (og til politisk engagement) lettere. Og hidtil har styret ikke fundet sit modsvar. Men tilbage står spørgsmålet om, hvilke bud denne opposition kan komme med på det sociale, det økonomiske og udenrigspolitiske område?

Valgkampen blev også denne gang traditionelt indledt med, at Lukashenko leflede for enkelte vælgergrupper. Børneydelserne og folkepensionerne blev forhøjet, og der er givet løfte om løntilskud til statsansatte. Men alt dette kræver penge. Mange penge. Og lige nu har regimet ikke råd. Flere af landets stolte maskin- og traktorgigantfabrikker giver underskud. Lagrene af færdigprodukter er fyldte, så flere virksomheder er allerede inden nytår truet af lukning, og landets pengekasse har underskud.

Rusland som donor

Hviderusland var i sovjettiden en økonomisk forholdsvis veludviklet republik med maskinindustri, kemisk industri og fødevareproduktion og var dybt integreret i Sovjetunionens fælles økonomi. Siden uafhængigheden er der skabt nye samarbejdsrelationer. Samhandlen med Tyskland, Holland og Kina omfatter eksport af kaliumgødning, maskiner, medicin samt avancerede IT-produkter.

De traditionelle økonomiske bånd til Rusland er dog stadig afgørende, og Hviderusland er interesseret i at bevare de nære bånd til Rusland. Både af økonomiske, kulturelle og personlige årsager. Kun højrenationalistiske kræfter tager afstand fra den eksisterende unionsaftale mellem de to lande, fordi de mener, at landets uafhængighed og identitet krænkes.

Hviderusland har nydt godt af favorable priser på russisk olie og naturgas. Men de personlige forhold mellem Lukashenko og Putin er de seneste par år gået op og ned, fordi Rusland finder, at man alt for længe har optrådt som donor for at opretholde økonomisk og social stabilitet i Hviderusland. Og p.t. er der ikke udsigt til, at Hviderusland fortsat vil modtage ubegrænsede russiske subsidier.

Begge præsidenter har gensidig interesse i gode forhold. Desto mere overraskende er det, at der spilles et nyt kort i valgkampen. Ikke det sædvanlige om Vesten som en trussel. Nu forsøger Lukashenko som landsfader at samle nationen ved at antyde, at ”storebror” Rusland agter at ydmyge og diktere Hvideruslands fremtid …

… Blandt de festklædte unge og ældre, der i Vitebsk og Minsk var samlet til valgmøde med ”den seje trojka”, håber man, at tiden er ved at løbe ud for Lukashenkos styre. Og de sang med, da den sovjetiske perestrojka-periodes populære rebelske rockmelodi: ”Vi vil have forandring” lød ud over byparkens højtalere.

Men at der er forskellige meninger, både om hvad der skal forandres og hvor meget, ses tydeligt. Hviderusland er ikke noget ensrettet samfund.

(Fortsættelse følger...)