På verdensplan blev mindst 212 klima- og miljøaktivister dræbt i 2019, rapporterer den internationale ngo Global Witness i sin rapport Defending Tomorrow. I rapporten fremgår det dog, at antallet af dræbte aktivister "nærmest med sikkerhed" er højere end rapporteret, da restriktioner på pressefrihed og mangel på dokumentation i flere lande udgør en udfordring for nøjagtig rapportering på området.

Det er en kamp på liv og død, når folk forsøger at passe på deres lokalmiljø.
Natalia Lehrmann, arbejder med madsuverænitet, handels- og finanspolitik, NOAH

Ifølge Global Witness er Colombia det land i verden, hvor flest miljøaktivister blev dræbt i 2019. Colombia har oplevet en skarp stigning af antal dræbte aktivister, da hele 64 er rapporteret dræbt sidste år, hvilket er over dobbelt så mange som i 2018.

For nylig er den 70-årige miljøaktivist Jorge Enrique Oramas, der er kendt for sin kamp mod store mineoperationer i Colombias landdistrikter, blevet skudt og dræbt i sit hjem den 16. maj 2020, skriver den britiske organisation Justice for Colombia. Den drabelige tendens mod miljøaktivister fortsætter altså i Colombia, der også i 2020 har oplevet flere af disse drabssager.

Kamp på liv og død

Den danske miljøorganisation NOAH, der er en del af det internationale netværk for miljøorganisationer Friends of the Earth International (FoEI), oplever også, at internationale medaktivister udsættes for stor fare i deres arbejde.

– Vi får mails fra overalt i verden, hvor folk skriver, at de er i stor krise, fordi de oplever voldsom landgrabbing og pres på ressourcer. Vi får jævnligt at vide, at folk mister deres rettigheder eller adgang til jord, natur og ressourcer, og endda nogle gange bliver dræbt, fortæller Natalia Lehrmann til Arbejderen. Hun arbejder med madsuverænitet, handels- og finanspolitik hos NOAH.

– Det er en kamp på liv og død, når folk forsøger at passe på deres lokalmiljø. Stater ønsker at eksportere mere og mere, og det skaber et pres på ressourcer. Og fordi presset på ressourcer er så stort, bliver miljøaktivister dræbt i stort omfang, uddyber Lehrmann.

Postkolonialt system

Oprindelige folk i Filippinerne oplever også et øget pres på deres lokalområder, rapporterer Global Witness. Manobo-stammen, der bor i Pantaron-bjergkædens regnskove, har i årtier kæmpet mod mineindustriers jagt på ressourcer i området.

Men nu har firmaerne fået opbakning fra militæret, der angriber lokale skoler og tvinger lokalbefolkningen til at flygte fra deres hjem. I et forsøg på at dokumentere volden blev Manobo-lederen Datu Kaylo Bontolan angiveligt dræbt i et bombardement begået af det filippinske militær, skriver Global Witness.

– Det er ofte stater, der indgår partnerskaber med private, multinationale firmaer, og indimellem med finansiering fra for eksempel Verdensbanken eller diverse investorer. Staterne mener, at de og ikke lokalbefolkningerne har rettigheder over jord og ressourcer og derfor kan bestemme, hvad ressourcerne skal bruges til, forklarer Lehrmann.

Men det er ikke kun regeringer i Colombia og Filippinerne, der bærer et ansvar. Danmark og EU presser på for, at lande i Det Globale Syd åbner op for såkaldt frihandel og investeringer. Dette skyldes, at mange lande i Det Globale Syd har siddet fast i en gæld siden finanskrisen i 80'erne, fortæller Lehrmann.

– De her frihandelsaftaler fastholder et postkolonialt system, hvor de rige lande kan udnytte de fattige lande, uddyber Lehrmann.

Kampen fortsætter

Selvom volden mod miljøforkæmpere i Filippinerne intensiveres, har oprindelige folk oprettet deres egne skoler, hvor elever studerer deres kultur og lokalmiljø. Dette er med til at skabe en ny generation af aktivister, skriver Global Witness.

Man lader sig heller ikke slå ud i Colombia, hvor målrettede drab på ledere, der forsvarede jord og miljø, var med til at udløse demonstrationer i byer landet over. Ifølge Global Witness er disse demonstrationer et tegn på voksende utilfredshed med volden mod aktivister.

På trods af den høje risiko har miljøaktivister altså oplevet succes i 2019, hvor FN's Menneskerettighedsråd vedtog en beslutning om, at stater fremover skal garantere beskyttelsen af miljø- og menneskerettighedsforkæmpere. Denne beslutning opfattes af Global Witness som en milepæl, der afspejler miljøaktivisters "modstandskraft, styrke og beslutsomhed i beskyttelsen af deres rettigheder, miljøet og vores klima."