Gennem måneder har vi vendt og drejet corona på alle mulige måder, men den sociale slagside har ikke fået ret meget opmærksomhed. Derfor denne kommentar.

Både i Danmark og i resten af EU dokumenterer coronakrisen, at kollektive handlinger vinder over individualistiske. 

Det er det samme hver gang, i alle kriser. De, som har mindst, betaler den højeste pris. De største byrder ved corona bæres af ufaglærte, faglærte, borgere med etnisk minoritetsbaggrund, løstansatte og så videre. Pernille Tang Andersen, professor i social ulighed ved SDU, siger til 3F’s Fagblad: ”Jo fattigere, jo hårdere bliver man ramt”.

Forudsætningen for først at kunne begrænse smitten og dernæst konsekvenserne af epidemien er netop at erkende den sociale slagside. Kun på den måde tager vi de rigtige værktøjer i brug. Virusset rammer alle, og kender ikke forskel på sociale klasser, men risikoen for at blive ramt og konsekvenserne bagefter, har en tydelig klasseprofil.

Øget ulighed

Corona har meget på samvittigheden, også øget ulighed. De, som rammes hårdest, er mennesker med færrest år i skolen, de laveste lønninger, modtagere af overførselsindkomster og borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Coronakrisen rammer mennesker med utrygge ansættelsesforhold, som står forrest, når der skal fyres, og bagerst når der skal hyres.

Der er pokker til forskel på, om man er timelønnet, løstansat, på kanten af arbejdsmarkedet eller har fast job som akademiker eller funktionær. 3F’s A Kasse oplever en stigning på 40 procent i antallet af nyledige siden marts og Akademikernes A Kasse under det halve.

Arbejdsløsheden har især ramt ufaglærte indenfor hoteller, turisme og transport. Krisen slår også hårdt mod indvandrere, som udgør otte procent af arbejdsstyrken, men 14,4 procent af de nyledige.

Det var først fem år efter den økonomiske krise 2007-09, at arbejdsløsheden faldt mærkbart. Almindelige lønarbejdere har altid utrygheden tæt på, og nu blæser kulden igen fra uvisheden. Timelønnede med korte uddannelser står svagere end mennesker med lange uddannelser, og folk på kanten af arbejdsmarkedet har det sværest, når ”kernetropperne” som de første kommer i job.

Den nuværende sundhedskrise skubber til en social krise, som gør det endnu sværere at få fodfæste med uddannelse og job. I dag er op mod 70.000 mellem 15 og 29 år uden uddannelse, ikke i gang med en, og heller ikke på arbejdsmarkedet. Fremtiden ser mørkere ud i dag end før corona.

Betydningen af boligforhold

Der er også pokker til forskel på, om man bor mange tæt sammen i små lejligheder i forhold til store huse. Har man råd til et sommerhus følger gode vilkår for afstand og frivillig karantæne. Gode boligforhold giver også mindre risiko for mentalt ”krise-kuller”.

Indvandrere med ikke-vestlig baggrund udgør ni procent af befolkningen, men 18 procent af de smittede. Og sygdommen rammer hårdere, da flere har dårligt helbred. Mennesker med etnisk minoritetsbaggrund er desuden ofte beskæftiget i erhverv med tæt kontakt til andre blandt andet som buschauffører og SOSU-assistenter.

Det ser ud til, at børn bedre kan modstå angreb fra covid-19 virusset, men coronaepidemien i samfundet rammer til gengæld hårdt og præcist familier med færrest ressourcer.

Børn i disse familier har brug for tryghed og genkendelige strukturer, og tiden i skole og institution er åndehuller fra livet i en presset hverdag. De har lidt under nedlukningen, hvor meget i dagligdagen blev helt forandret. Lukningen af skoler og institutioner betød endda sultne børn i udsatte familier, som plejer at benytte madordningerne.

Hjemmeundervisningen var naturligvis langt lettere at gribe an i familier med uddannelsesmæssigt overskud. Ikke overraskende viser undersøgelser, at børn fra hjem med få ressourcer føler, at de ikke har klaret situationen godt, at de har haft svært ved at magte skoleopgaverne og at de har haft dårlig kontakt til lærerne.

Fællesskabets styrke

Coronakrisen har også vist det danske samfunds styrker, nemlig fællesskabet. Presset fra smitterisikoen fik folk til at stå sammen og understregede betydningen af et stærkt velfærdssamfund. Selv forhærdede liberalister kan nu se værdien i, at samfundet løfter os alle sammen.

Både i Danmark og i resten af EU dokumenterer krisen, at kollektive handlinger vinder over individualistiske. Skal samfund holdes stabile, er der brug fællesskab og velfærd. Fællesskabet holder hånden under os alle.

Vi venter på vaccinen mod corona. Heldigvis er vaccinen mod kortsigtet, snæversynet og egoistisk liberalisme allerede på markedet: stærke fællesskaber og velfærdssamfund med størst mulig lighed. Vores politiske sigtekorn skal rettes mod mennesker, som har mest brug for hjælp.