12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Daglige demonstrationer mod Netanyahu i Israel

Protestbølge

Daglige demonstrationer mod Netanyahu i Israel

Hver dag gennem de seneste 10 dage har der været demonstrationer mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu, der er anklaget for korruption, og samlingsregeringens lemfældige indsats mod corona.

"Game over" for Netanyahu – demonstration i lørdags i Vestjerusalem.
FOTO: Ahmad Gharabli/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

I de seneste 10 dage har der hver eneste dag været demonstrationer i Israel mod regeringen og premierminister Benjamin Netanyahu, der er anklaget for korruption, deres tætte forhold til landet rigeste samt lemfældige indsats mod covid-19. 

Den folkelige vrede har nået et kogepunkt. Regeringen har udnyttet corona-krisen til egen politisk gevinst og fortjeneste.
Oren Feld, Hadash

For første gang i nyere historie har politiet anvendt store mængder tåregas og gummikugler, foruden vandkanoner mod israelske borgere, der i tusindvis er strømmet ud i gaderne. Mange er blevet såret.

Dét beretter den 28-årige Oren Feld fra den arabisk-jødiske venstrefront Hadash i en samtale med magasinet Challenge, der er udgivet af det britiske kommunistiske ungdomsforbund YCL. 

Hadash indeholder mange venstregrupper  – blandt andet Israels Kommunistiske Parti (MAKI). Hadash er en af hovedkræfterne i Joint List, der er tredjestørste parti i det israelske parlament Knesset.

Senest søndag aften var omkring 15.000 samlet foran premierminister Benjamin Netanyahus bolig i Jerusalem, rapporterer nyhedsportalen jerusalemonline.com. Hele tiden blokerer demonstranter broer og motorvejskryds over hele landet. Den 1. august blev 250 vejkryds over hele landet blokeret på samme tid i en koordineret aktion.

Korruptionssigtet

Oren Feld – der også er medlem af Israelsk Kommunistiske Parti (MAKI) – beretter, at demonstranterne, der mest består af unge, kræver stop for regeringens korruption, der blandt andet har vist sig gennem en tæt forbindelse mellem politikerne og erhvervslivets top. De unge kræver "gennemsigtighed".

>> LÆS OGSÅ: Israelsk kommunist: Vi går til valg i en apartheidstat

Netanyahu er i øjeblikket sigtet for bestikkelse, bedrageri og tillidsbrud" ved en domstol, men landets justitsminister har lukket ned for landets retsystem med henvisnig til coronapandemien, så sagerne mod premierministeren er udsat på ubestemt tid. 

Politiske arrestationer

Hver dag og nat er der permanent demonstration foran premierministers residens på Balfour Street i Jerusalem. To gange har politiet angrebet en fredelig sit-down-protest på Balfour Street. Det efterlod mange sårede. Ud over sit-in-protesterne har der været ugentlige demonstrationer fem weekender i træk. De har gradvist har tiltrukket større skarer.

– Under en af ​​disse demonstrationer arresterede politiet nøglefigurer i arrangørkredsen bag protesten. Dette var klart politisk motiverede arrestationer, mener Oren Feld.

Desuden afslører en lækket telefonsamtale, at ministeren for indenlandsk sikkerhed Amir Ohana har forsøgt at presse en højtstående politimand til at forbyde demonstrationer mod Netanyahu, rapporterer TV-stationen i24news.

– Undertrykkelsen af protestbevægelsen forårsagede naturligvis en kraftig reaktion i den israelske offentlighed, og dette førte til, at et endnu større antal mennesker gik på gaden, udtaler Oren Feld.

>> LÆS OGSÅ: Israels kommunister: Netanyahu må væk!

Han bemærker, at palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza til sammenligning bliver mødt med "skarpe skud". I sidste uge blev Gaza bombet massivt.

Venstreorienterede bøller

Netanyahus stærkt højreorienterede Likud-parti kaldte lørdag protesterne i Israel for "venstreorienterede optøjer" og beskyldte Israels populære TV-kanal Channel 12 News for "at gøre alt, hvad den kan, for at opmuntre til de venstreorienterede demonstrationer".

Selv tweetede Netanyahu, at Channel 12 News "undskylder de stærkt venstreorienterede demonstranter, støttet af Yair Lapid (lederen af oppositionspartiet Yesh Atid, red.) og Aiman Uda fra den arabiske fællesliste Joint List, der tilskynder til mord på premierministeren og hans familie”.

Netanyahu har fået støtte af højreekstreme bander omkring fodboldklubben Beitar Jerusalem, der med slagord som "død over de venstreorienterede", og "jeg hader arabere" bliver beskyldt for at have angrebet protesterende, rapporterer det britiske dagblad The Guardian og TV-stationen i24news.

Bred bevægelse

Men demonstranterne er ikke blot en skare venstreorienterede aktivister eller "Black Flag-anarkister, fremgår det af en reportage fra Jewish Telegraphic Agency (JTA).

"Resultatet er en bevægelse, der består af israelere hen over hele det politiske spektrum. Nogle kommentatorer har kaldt det landets største græsrodsbevægelse siden 2011, hvor hundredetusinder af israelere protesterede mod leveomkostningerne", skriver JTA.

Ifølge Oren Feld er et af de hyppigste slogans under de aktuelle protester, "En hel generation kræver en fremtid".

– De unge reagerer på den aktuelle socioøkonomiske situation, frygten for en klimakatastrofe og en orwellsk fremtid under Netanyahu.

Lemfældig coronapolitik

Også regeringens tilgang til covid-19 har fået mange israelere til at reagere.

>> LÆS OGSÅ: STORT DIPLOMATISK OG POLITISK PRES PÅ ISRAEL

I marts lukkede landet ned, men genåbnede i maj. Det var for tidligt, lyder kritikken. Siden marts er 70.000 blevet ramt af covid-19 ud af en befolkning på ni millioner. Trods stimuluspakker er arbejdsløsheden steget til 23 procent.

– Demonstranterne protesterer mod regeringens corona-passivitet. Som svar på den anden coronabølge vedtog regeringen "den store coronalov", som er en autoritær lov, der udvider regeringens –  og derved premierministerens – ret til at vedtage sin politik uden parlamentarisk kontrol, siger Oren Feld og tilføjer, at parlamentet kun kan anfægte disse forordninger, efter at de er vedtaget.

Ifølge kommunisten har den folkelige vrede nået "et kogepunkt", idet regeringen har "udnyttet coronakrisen til egen fortjeneste og politiske gevinst".

>> LÆS OGSÅ: "EU's kritik af Israel er bare tomme ord"

– Regeringen har også vedtaget skattelettelser, specifikt rettet mod Netayahus egne ejendomme, og flere ministerposter er tilføjet regeringen for at tjene de, der ligger tættest på magten. Imens er stimuluspakkerne især er rettet mod de superrigeste, kritiserer Oren Feld fra Hadash.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. aug. 2020 - 06:45   31. aug. 2020 - 12:26

Israel

ah@arbejderen.dk
Israel
  • Zionistisk stat.
  • Hovedstad: Tel Aviv.
  • Befolkning: 8,2 millioner.
  • I 1922 viste den første folketælling i Palæstina, at der var 757.182 indbyggere, heraf 11 procent jøder.
  • Israel blev oprettet i 1948.
  • De fleste palæstinensere måtte flygte efter 1948 på grund af trusler og terrorangreb fra zionistiske jødiske grupper. 
  • Et mindretal på 156.000 – eller 18 procent – forblev inden for den nydannede israelske stats rammer. I dag er antallet vokset til 1,1 millioner.
  • Israel består af 81 procent jøder og 19 procent arabere og andre grupper.
  • De 19 procent udgøres af 14 procent muslimer, kristne 2,7 procent, og den muslimske "sekt" druserne udgør 1,7 procent.
  • Israel adskiller ikke på grund af racer, men mellem religioner. Kun jøder kan aftjene værnepligt og købe jord.
  • Alle voksne borgere har stemmeret. Palæstinensere i de af Israel besatte områder har ikke israelsk stemmeret.
  • Siden 1976 har USA givet 234 milliarder dollars i militær bistand til Israel.

Kilder: Verdenbanken, PLO, CNN og BBC

>> Hvad er zionisme?