22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Håndværkere fortsætter kampen mod social dumping på sygehuset i Korsør

Konflikt i et halvt år

Håndværkere fortsætter kampen mod social dumping på sygehuset i Korsør

Den faglige blokade mod firmaerne Sunpark ApS og Multiservice Estate ApS fortsætter ind i syvende måned. I morgen lørdag inviterer Aktionsgruppen til markering foran firmaadressen og byggepladsen.

Renoveringen af dele af de tidligere hospitalsbygninger til et sundhedshus er blevet forsinket på grund af fagforeningernes lovlige blokade.
FOTO: Privat
1 af 1

I morgen tidlig lørdag den 13. februar vil der blive viftet med røde fagforeningsfaner i et villakvarter i Ringsted, nærmere bestemt på adressen Nørreskovvej 5. Det er hjemmeadressen for firmaerne Sunpark ApS og Multiservice Estate ApS og deres ejer Peter Evang Hansen.

Vi vil ikke acceptere, at der foregår løndumping på danske arbejdspladser, så vi fortsætter, til der er tegnet overenskomst.
Brian Kristensen, Aktionsgruppen

Efter en kop kaffe fortsætter deltagerne til Korsør, hvor Evang Hansen er i gang med at renovere det tidligere sygehus i Korsør, som han også ejer. Firmaerne har været omfattet af konflikt siden den 3. september sidste år.

– Vi mødes for at vise vores utilfredshed med firmaernes manglende overenskomst. Når vi har drukket morgenkaffen og hilst pænt på naboerne, så går turen mod Korsør Sygehus, hvor der jo bliver arbejdet livligt i weekenden, fortæller Brian Kristensen til Arbejderen.

Han er med i Aktionsgruppen – en aktivgruppe for medlemmer af Blik og Rør – som har taget initiativ til lørdagens markering. Han siger videre:

– Vi vil ikke acceptere, at der foregår løndumping på danske arbejdspladser, så vi fortsætter, til der er tegnet overenskomst. Med vores tilstedeværelse vil vi vise, at vi holder øje med byggeriet og ikke mindst de firmaer, som udfører arbejde på den blokaderamte byggeplads.

Peter Evang Hansen har tidligere haft besøg på firma- og privatadressen i et villakvarter i Ringsted.
Privat

Brian Kristensen har sammen med andre fagligt aktive efterhånden taget turen til Korsør flere gange, siden byggepladsen blev genstand for fagforeningernes opmærksomhed. Og selv om bygherren og firmaejeren efter et halvt år stadig står stejlt på ikke at ville tegne overenskomst, så står Brian Kristensen og folkene i aktionsgruppen ligeså stejlt.

– For os er det en mærkesag at bekæmpe social dumping. Arbejde i Danmark skal udføres på overenskomst, siger han og fortæller, at der er tilsagn til morgendagens aktion fra cirka 20 kolleger.

– Og så stiller murere, tømrere, stilladsfolk og andre håndværkergrupper hver med et par mand.

Forsinket renovering

Den igangværende renovering skal blive til et sundhedshus. Ifølge 3F Storebælt skulle fire læger være flyttet ind i lokalerne i starten af 2021, men det er foreløbig forsinket i tre måske flere måneder. 

>>LÆS OGSÅ: Konflikt forsinker nyt sundhedshus i Korsør

Byggeprojektet er blevet forsinket, blandt andet fordi den faglige konflikt får nogle firmaer, der er medlemmer af en arbejdsgiverforening og har ansatte, der er organiseret i en fagforening, til at trække sig. 

– Men vi oplever desværre også, at der er organiserede firmaer, der lægger arbejde på byggepladsen. Det registrerer vi selvfølgelig og indberetter til forbundet, som så går videre til de respektive arbejdsgiverorganisationer. Der er jo tale om konfliktramt arbejde, siger Hans Henrik Hansen, faglig sekretær i 3F Storebælt, til Arbejderen.

Det har været med til at forsinke arbejdet, at ukendte personer i december måned pillede dele af stilladset omkring bygningerne ned.

– Det blev så genetableret her i weekenden. Jeg har ringet til Jerslev Stilladsservice, der har erkendt, at de havde sendt deres funktionærer ud for at reetablere stilladset. Det er jo blokaderamt arbejde og brud på hovedaftalen, så det har jeg anmeldt, fortæller Hans Henrik Hansen.

Bor og sover på byggepladsen

På byggepladsen arbejder for tiden seks-otte polske arbejdere. De er indkvarteret på byggepladsen i to mandskabsvogne, hvor de både laver mad, spiser, bader og sover. 

– Vi er ikke sikre på, hvor mange af dem der overnatter, men for os er det åbenlyst, at de ikke kan leve op til de nye og skærpede regler. Det er kommunen nu blevet gjort opmærksom på, og der er lavet en anmeldelse til Arbejdstilsynet, siger Henrik Baltzer, faglig medarbejder ved Blik og Rør kreds Sjælland-Bornholm, til Arbejderen.

Den lokale 3F-afdeling har igen henvendt sig til Peter Evang Hansen for at komme i dialog med ham, men har som ved de tidligere henvendelser ikke fået svar.

Når lægehuset står færdigt, er det planen, at en treetagers bygning skal ombygges til 30 ældreboliger, ligesom der skal ordnes nogle udendørsarealer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. feb. 2021 - 05:47   12. apr. 2021 - 11:25

Social dumping

noc@arbejderen.dk