Fortællingen om den 9. november 1989 bliver i reglen akkompagneret af Beethovens ”Ode til Glæden”, billeder af jubelscener, frihed, violinisten Mstislav Rostropovitj, der spiller ved den smuldrende Berlinmur, en fortælling om andre muligheder, om Helmut Kohls løfte om “blomstrende landskaber”. Men i den seneste tid er der dukket en disharmoni op til overfladen, en misklang mellem den store fortælling om “genforeningen” og den brutale hverdag der efterfulgte “den fredelige revolution”.

DDR gennemgik på en nat en økonomisk liberalisering, som efterkrigstidens Vesttyskland havde været et årti om.

Årets (2019, o.a.) markeringer af Berlinmurens fald er mindre triumferende i deres tone end tidligere. Det højreradikale parti Alternative für Deutschland (AfD) har fået 20 procent af stemmerne i flere delstater i det tidligere DDR. Samtidig viser en meningsmåling, at “58 procent af østtyskerne ikke føler sig bedre beskyttet mod statens vilkårligheder end i DDR” (Die Zeit, 3. oktober 2019). Flere bøger, der beretter om 1990’erne set fra “tabernes” side, er havnet på bestseller-listerne.

Der er noget, der halter i solskinshistorien om det gavmilde Vesttyskland, der både gav demokrati og deutsch-mark til sin nabo, som var ruineret efter 40 år med kommunistisk diktatur.

Socialistisk opråb

I efteråret 1989 skrev befolkningen i DDR sin egen historie. Uden støtte udefra gjorde massedemonstrationer i Berlin, Leipzig og Dresden det af med SED’s statsbærende rolle, det politiske politi og de statslige medier. I ugerne efter Murens fald håbede langt de fleste af regimets modstandere ikke på en forening, men på et demokratisk DDR – 71 procent ifølge en undersøgelse i Der Spiegel 17. december 1989. En præst udtrykte stemningen klart ved en stor protest på Alexanderplatz i Berlin 4. oktober 1989: “Vi andre tyskere har et ansvar over for historien, nemlig at vise, at sand socialisme er mulig.”

Opråbet “For vores lands skyld”, som forfatteren Christa Wolf læste op på en pressekonference 28. november 1989, anslog samme tone. “Vi har stadig chancen for at opbygge et socialistisk alternativ til Vesttyskland,” stod der i opråbet, der blev underskrevet af 1,2 millioner af landets 16,6 millioner indbyggere.

7. december 1989 mødtes oppositionsbevægelser og traditionelle partier, ligesom man havde gjort i Polen og Ungarn, for at skitsere planer for en demokratisk, grøn socialisme, herunder et forslag til forfatning for et uafhængigt Østtyskland. Men initiativet blev hurtigt neutraliseret, i takt med at vesttyske politiske kræfter strømmede til.

De vesttyske ledere i Bonn blev først overhalet indenom af begivenhederne, men gik hurtigt derefter i gang med at erobre nabolandets vælgere. Deres indblanding i DDR’s parlamentsvalg den 18. marts 1990 – det første uden det statsbærende partis og Moskvas indflydelse – fik den tidligere vesttyske minister Egon Bahr, der i 1970’erne havde udformet SPD’s østpolitik, til at kalde det “det mest beskidte valg, jeg nogensinde har set”.

Med et pennestrøg

Med opbakning fra USA og uden modstand fra en svækket Sovjetunion tog Vesttyskland under den konservative kansler Helmut Kohls ledelse over i løbet af få måneder: En selvstændig stat blev annekteret, dens økonomi og institutioner likvideret, og hvor der tidligere var en stat, blev der transplanteret et liberalt, kapitalistisk system.

Men siden DDR blev grundlagt i 1949, havde dets befolkning skabt sig en egen identitet. På den ene side var den præget af socialistiske fremskridt, hvad angår arbejde, sundhed, uddannelse og kultur. På den anden side var den præget af fjendtlighed over for den autoritære etpartistat, tilbagetrækning til privatlivet og vestlig tiltrækning. “Genforeningens” arkitekter opdagede for sent, at man nok kan lukke et industrielt kombinat, men ikke så let kan afvikle et folk.

Hvis man skal forstå, hvad der er galt med den officielle historie, som stort set ingen i øst tror på, skal man først forlade begrebet “genforening”, for der fandt aldrig en “genforening” sted. Som Wolfgang Schäuble, som dengang var vesttysk indenrigsminister og ledte forhandlingerne om genforeningsaftalen, ganske umisforståeligt sagde til den østtyske delegation i foråret 1990: “Kære venner, DDR skal indlemmes i Forbundsrepublikken og ikke omvendt … Det, der foregår her, er ikke en forening af to ligeværdige stater.”

Bonn satte ikke en ny forfatning for de forenede tyske folk til afstemning, som der ellers står i artikel 146 i Forbundsrepublikkens forfatning, og som folkelige organisationer krævede. I stedet annekterede den vesttyske ledelse slet og ret DDR med henvisning til en obskur forordning, som man havde brugt, da Saarland blev indlemmet i forbundsrepublikken i 1957.

Den aftale, som blev underskrevet 31. august 1990, og som trådte i kraft 3. oktober 1990, udvidede simpelthen den vesttyske forfatning til også at gælde de fem nye delstater og udslettede således med et pennestrøg et helt land. Kun mindet om en rå politistat, kikset tøj og Trabant-biler stod tilbage.

To ulige politiske kræfter stod over for hinanden: Østtyskerne ville have politisk frihed og velstand, men ville ikke opgive DDR-samfundets særtræk. For Bonn var “DDR’s totale likvidering” det vigtigste, skriver den italienske professor Vladimiro Giacché.

Fuldstændig omlægning

Første fase i afviklingen bestod i at fylde både tegnebøger og stemmeurner – hvilket DDR havde forsømt. Kohl havde flere formål, da han i februar 1990 foreslog, at den vesttyske valuta D-mark også skulle bruges i Østtyskland: Han ville forankre DDR i Vesttyskland for det tilfælde, at den velvillige Mikhail Gorbatjov skulle falde for et kup i Moskva. Men endnu vigtigere: Han ville vinde det parlamentsvalg, som skulle afholdes i DDR 18. marts.

Hvor der tidligere var en stat, blev der transplanteret et liberalt, kapitalistisk system.

Meningsmålingerne viste en solid føring til det nystiftede østtyske socialdemokratiske SPD foran Kohls østtyske kristeligt-demokratiske union CDU, som i årtier havde været med i DDR’s kommunistisk dominerede regering. I januar 1990 leverede finansministeriet i Bonn så løsningen: “Omgående at integrere DDR’s økonomi i D-markens økonomiske og monetære zone”. Bag den idé stod blandt andre økonom og SPD-politiker Thilo Sarrazin, som et par årtier senere skulle blive berømt for sin fremmedfjendske bog “Tyskland afskaffer sig selv”.

I februar 1990 havde Kohl overvundet sin skepsis og tilsluttede sig idéen om at fremskynde en monetær union – tværs henover modstand fra præsidenten for den vesttyske Bundesbank, der teoretisk set skulle være politisk uafhængig.

Udsigten til at indføre D-mark satte fut i valgkampen. Den vesttyske mark var på det tidspunkt 4,40 østmark værd, så østtyskerne, der længe havde oplevet varemangel, så frem til én til én-omveksling. Sagen gjorde også spørgsmålet om forening af de to lande til det altoverskyggende valgtema.

CDU og dets allierede vandt valget med 48 procent af stemmerne, SPD fik 21 procent, og PDS (Partiet for Demokratisk Socialisme, SED’s arvtager) fik 16 procent. Men som Christa Luft (DDR’s sidste økonomiminister fra december 1989 til april 1990) skrev, lå der en politisk beslutning bag det, som Lothar de Maiziere (øst-CDU’s leder og valgets store vinder) kaldte “Forbundsrepublikkens generøse politiske gestus”: Nemlig målet om “via D-marken at sikre en hurtig anneksion af DDR”.

Det var ikke kun møntfoden, men hele markedsøkonomien, der blev transplanteret til DDR. Sarrazin erindrer det således: “Vi kunne ikke give dem andet end D-marken til gengæld for en fuldkommen omlægning af det økonomiske system.” Samfundsændringen stadfæstes i den traktat, der blev underskrevet 18. maj 1990:

“Grundlaget for den økonomiske union er den samfundsmæssige markedsøkonomi som et fælles økonomisk system for de to parter. Dets særlige træk er privateje, konkurrence, fri prisdannelse og som grundprincip fuld bevægelsesfrihed for arbejde, kapital, varer og tjenester” (artikel 1). Eftersom “bestemmelserne i DDR’s forfatning om grundlaget for det tidligere socialistiske og politiske system” var i modstrid med politisk og økonomisk liberalisme og “private investorers ejerskab til jord og produktionsmidler”, skulle disse bestemmelser “ikke mere finde anvendelse” (artikel 2).

En effektiv dødsengel

Kort efter at traktaten trådte i kraft 1. juli 1990, mistede østtyskerne de fleste illusioner. Mens forbrugerne kastede sig over varer fra Vesttyskland, steg realpriserne på varer og tjenester fra øst 300-400 procent, og virksomhedernes konkurrenceevne forsvandt som dug for solen.

Virksomhederne tabte ikke blot hjemmemarkedet til firmaer fra vesten, men de tabte også kunderne fra øst, særligt fra Sovjetunionen, som før havde aftaget 60-80 procent af DDR’s eksport. Den tidligere præsident for Bundesbank Karl Otto Pöhl indrømmede, at DDR var kommet på “en hestekur, som ingen økonomi kan klare”. Men da forhandlerne fra Bonn var overbevist om, at der var behov for en chokterapi, nægtede de at tale om støtteforanstaltninger såsom gradvis tilpasning af valutakurser, subsidier til østtysk industri eller en særskat på vesttyske varer.

DDR gennemgik på en nat en økonomisk liberalisering, som efterkrigstidens Vesttyskland havde været et årti om. I juli 1990 var industriproduktionen faldet med 43,7 procent i forhold til året før, i august med 51,9 procent – og ved årets udgang med næsten 70 procent. Det officielle arbejdsløshedstal steg fra 7500 i januar 1990 til 1,4 millioner i januar 1992, men den var reelt mere end dobbelt så stor, hvis man medregner korttidsansatte, folk under efteruddannelse og førtidspensionister. Intet andet land i Central- og Østeuropa led mere under at have forladt østblokken.

Det var et helt bevidst valg at rive samfundet ned: Adskillige rapporter havde advaret om konsekvenserne på forhånd. “Hellere opnå genforening med en smadret økonomi end forblive i Sovjet-blokken med en halvsmadret økonomi”, udtalte SPD-politikeren og sociologen Richard Schröder. Han fik mere, end han bad om. For ossierne (østtyskerne) havde dødens engel et navn: Treuhand, forkortelsen for Treuhandanstalt.

Treuhandanstalt blev oprettet den 1. marts 1990 og skulle blive et redskab til at gøre det tidligere DDR kapitalistisk. Treuhand privatiserede og afviklede næsten hele den “folkeejendom” – som DDR’s statsvirksomheder og ejendomme blev kaldt – som anstalten fik overdraget i juli 1990. Dermed blev det et af verdens største konglomerater med 4,1 millioner ansatte (45 procent af arbejdsstyrken), 8000 firmaer og 32.000 enheder fra stålværker til ferielejre, fra købmænd til lokalbiografer.

Da Treuhand blev opløst 31. december 1994, var det meste af dets portefølje privatiseret eller lukket, og man kunne prale med resultater, der ikke er set mage til i nyere tids historie: Et afindustrialiseret Østtyskland, 2,5 millioner jobs fjernet og et tab der blev skønnet til 256 milliarder D-mark – selv om åbningsbalancen ifølge Treuhands egen direktør i oktober 1990 havde vist værdier for 600 milliarder D-mark.

Fra kompromis til chokterapi

Dette liberalistiske mirakel var ifølge Christa Luft “den største destruktion af produktiv kapital i fredstid nogensinde”.

Forskerne Wolfgang Dümcke og Fritz Vilmar ser denne periode som den væsentligste i DDR’s økonomiske kolonisering: Vesttyske investorer og virksomheder opkøbte 85 procent af Østtysklands produktionsanlæg, østtyskere kun seks procent.

Idéen om en lynkrig mod DDR’s planøkonomi stammer helt tilbage fra 1950’erne. Historikeren Markus Böick tilskriver Ludwig Erhardt idéen. Erhardt var økonomiminister i efterkrigstidens Vesttyskland og en svoren ordoliberalist (en tysk variant af liberalismen mellem socialliberalisme og neoliberalisme). I sin artikel “Genforeningens økonomiske problemer” talte han i 1953 for en hurtig monetær union, og ifølge Böick skabte han “modellen for en “chokterapi”, som ellers var langt fra det eneste alternativ”.

Da man skabte Treuhand i marts 1990, var det ikke som udgangspunkt for at privatisere den gamle økonomi. I dissidentkredse og blandt borgerretsbevægelser forventede man, at denne “organisation til bevarelse af de østtyske borgeres ret til DDR’s folkeejendom” ville fordele andele i statsvirksomhederne blandt folket. Fagforbundet IG Metall foreslog, at ejerskabet skulle overføres direkte til arbejderne.

Men alt dette blev ændret med den konservative sejr ved det østtyske valg 18. marts 1990. To uger efter at den monetære union trådte i kraft 1. juli 1990, vedtog Volkskammer (DDR’s parlament) en hastelov om “privatisering og omorganisering af folkeejendommen”.

Dermed endte ethvert forsøg på kompromis mellem socialisme og kapitalisme, som ellers havde været i fokus for DDR’s økonomiske reformtanker efter Murens fald. Chokterapien vandt.

Intet af værdi

Treuhand blev skabt inden for få uger og improviserede sig frem.

Da Øst- og Vesttyskland havde adskilte telefonnetværk, måtte Treuhands østtyske ansatte bruge vestberlinske telefonbokse på forud aftalte tidspunkter, når de skulle tale med kolleger i vest. Det afskrækkede dog ikke vesttyske omstruktureringskonsulenter fra at tilbyde deres tjenester.

Treuhands første direktør, Reiner Maria Gohlke, tidligere direktør fra IBM, veg i august 1990 pladsen for Ditlev Karsten Rohwedder, leder af stål- og minekoncernen Hoesch. Styrelsens tilsynsråd havde en af kansler Kohls venner som formand, nemlig Jens Odewald, direktør for den vesttyske stormagasinkæde Kaufhof, som senere erhvervede sig lukrative udsalgssteder på Alexanderplatz. Fra sommeren 1990 holdt Bonn styr på foretagendet: Finansministeriet udnævnte en komité af konsulenter fra firmaer som KPMG, McKinsey og Roland Berger, som besluttede (uden klare kriterier), om en virksomhed skulle støttes, privatiseres straks eller lukkes.

En stribe absurde beslutninger og Treuhands fælles ageren med den vesttyske regering og det vesttyske erhvervsliv gav folk i øst en opfattelse, som aldrig er blevet gendrevet: At Treuhand først og fremmest stilede mod at eliminere enhver konkurrent, der kunne true de vesttyske koncerners indtjening. For den østtyske industri stod ikke kun i stampe:

Den 2. oktober 1990, dagen før genforeningen, besluttede Treuhands ledelse at lukke Pentacon-kamerafabrikken i Dresden, som havde 5700 ansatte, og eksportere dens Praktica-model til en række vestlige lande.

En af Østtysklands få miljøsucceser var Sero, et nationalt genbrugsselskab. Lokale myndigheder ønskede at få det omdannet til et netværk af kommunale virksomheder, men Treuhand valgte i stedet at splitte det ad og sælge stykkerne til vesttyske firmaer. Styrelsens iver efter at smadre luftfartsselskabet Interflug, som stort set gav overskud, så rutenettet og knudepunktet Berlin-Schönefeld kunne foræres til den vesttyske konkurrent Lufthansa, var på det nærmeste parodisk.

Det var svært at sælge idéen om “fri og fair konkurrence” til minebyen Bischofferode i Thüringen. I 1990 samlede Treuhand alle kaliumminer i ét selskab og overførte det til en vestlig konkurrent, K+S, der straks lukkede dem. “Bischofferode er et eksempel på en konkurrencedygtig virksomhed, der lukkes på grund af vesttysk konkurrence”, anfører Dietmar Bartsch, parlamentariker fra Die Linke. “Det handlede om at vise, at DDR ikke var mere, og at der ikke var noget af værdi dér.”

Ønske om en sandhedskommission

Lukningen af tusindvis af arbejdspladser vakte protester.

I marts 1991 demonstrerede 20.000 fyringstruede tekstilarbejdere i Chemnitz (Sachsen). 25.000 kemiarbejdere besatte deres fabrikker i Sachsen-Anhalt, og 60.000 metalarbejdere demonstrerede på opfordring fra IG Metall. De evangeliske kirker og personer fra DDR’s gamle opposition kæmpede ikke mere for politisk frihed, men mod økonomisk liberalisme.

Den 30. marts satte en gruppe mennesker ild til Treuhands kontor i Berlin. Næste dag blev direktøren Rohwedder dræbt af skud. Han blev straks erstattet af CDU’eren og den fanatiske fortaler for privatisering Birgit Breuel, som blev rekrutteret af konsulentfirmaet Roland Berger.

Organiserede chanceryttere, charlataner og svindlere fandt hurtigt ud af, at Treuhandanstalt var en offentlig pengeautomat for enhver, der viste interesse for dens aktiver. Eftersom den aldrig tjekkede sine kunders referencer eller straffeattester, myldrede det med skandaler: Der blev begået underslæb ved salget af Leuna-raffinaderiet til Elf Aquitaine i 1991. Der var korruption på Treuhands Halle-kontor i 1993. Der blev trukket hundreder af millioner D-mark ud af det vesttyske Bremer Vulkan, der ellers havde modtaget millionerne til at renovere flådeværfterne i Rostock og Wismar – resultatet var 15.000 fyringer.

Bedrageriet blev så udbredt, at man opfandt et nyt ord: Vereiningungskriminalität – genforeningskriminalitet. En parlamentarisk kommission anslog i 1998, at bedragerierne havde kostet mellem tre og seks milliarder D-mark. Likvidatorerne blev betalt enorme summer (44.000 D-mark i bonus per privatisering, 88.000 D-mark hvis et mål blev overopfyldt) ligesom konsulenter tjente store penge: I løbet af de fire år, hvor Treuhand eksisterede, stak eksterne konsulenter 1,3 milliarder D-mark til sig. I 1992 alene betaltes der 460 millioner D-mark i konsulenthonorarer.

“Det, vi gør forkert i dag, vil forfølge os de næste 20 til 30 år”, udtalte Treuhands direktør i 1990. Den lille by Grossdubrau i Sachsen har ikke glemt, at dens keramikfabrik på KPMG’s anbefaling blev lukket til trods for interesse fra troværdige købere. Mere end 45 procent af vælgerne i Grossdubrau stemte på AfD ved regionalvalget 1. september 2019. Petra Köpping, SPD’er og minister for ligestilling og integration i Sachsen, ser en årsagssammenhæng: “Folk her fortjener en forklaring på, hvad der foregik i Treuhand.” Hun ønsker en sandhedskommission.

De “klynkende” østtyskere

To parlamentariske undersøgelseskommissioner har i henholdsvis 1993-94 og 1998 afdækket toppen af isbjerget, om end de blev udsat for obstruktion fra finansministeriet, som nægtede at udlevere sager og kontrakter. “Regeringen og Treuhand har fjernet retten til parlamentarisk kontrol i et omfang, som ingen anden demokratisk, legitim regering har vovet det siden 1945”, erklærede socialdemokratiske politikere i august 1994. Men så gled emnet ud af den offentlige debat: Hvem gad tage sig af klynkeriet fra die Jammerossies, som de blev kaldt i vest?

Hvis man skal forstå, hvad der er galt med den officielle historie, som stort set ingen i øst tror på, skal man først forlade begrebet “genforening”, for der fandt aldrig en “genforening” sted.

Men i de senere år er Treuhand igen begyndt at spøge. Petra Köpping siger: “Folk plejede at have håb. De sagde til sig selv: “Jeg prøver at komme på benene igen, vi tager en tur til eller et karriereskift.” Sådan har det været i lang tid. Men da denne generation – der ser sig selv som den, der genopbyggede landet efter genforeningen – nåede pensionsalderen, fandt den ud af, at pensionen kun er på 500 euro om måneden. De er kun alt for bevidste om, at det, de gjorde for at forandre landet, ikke bliver anerkendt.”

Marcus Böick betegner Treuhand som en “zombie i genforeningserindringen”, som repræsenterer hele den tyske genforenings “rådne gæld”: Ødelæggelse af industrien, affolkning af regioner, ulighed, massearbejdsløshed i et land, hvor arbejde er en væsentlig del af ens sociale status. Die Linke ønsker en ny parlamentarisk undersøgelseskommission med adgang til de hemmeligtstemplede papirer fra 1990. Alle andre partier i Forbundsdagen, med undtagelse af AfD, er imod. De syv forskere, der for nylig er blevet ansat til at pløje de 45 kilometer arkivhylder med dokumenter igennem, føler sig nok noget underbemandede i forhold til de 1400, der arbejder med Stasi-arkiverne.

Genforeningens paradoks

Der kan imidlertid allerede nu drages konklusioner om DDR’s annektering.

Den første kan Tysklands ledere glæde sig over: I 1990’erne genvandt deres forenede land sin centrale position, og EU satte fart på sin politiske og monetære union med tysk grundighed. Men til gengæld for politisk frihed og udvikling af infrastruktur blev det østtyske folk kastet i kapitalismens malstrøm med en møllesten om halsen. “Genforeningens paradoks er”, udtalte Edelbert Richter, tidligere regimemodstander, i 1998, “at østtyskerne er blevet lukket ind i demokratiet og det markedsøkonomiske samfund, samtidig med at de i store træk er blevet udelukket fra dettes grundlæggende basis: arbejde og ejendom.”

Østøkonomien, som engang var industri- og eksportbaseret, er nu afhængig af hjemmemarkedets efterspørgsel og af støtteordninger fra den føderale stat. Erhvervsledere mener, at annekteringen har skabt en god spiral: Offentlige overførsler til de nye forbundslande finansierer varer og tjenester, der fremstilles og skaber profit i vest. Hamborgs tidligere borgmester Henning Voscherau (SPD) indrømmede i 1996, at “de fem års “østopbygning” i virkeligheden var det største program for berigelse af Vesttyskland, der nogen sinde er set.”

Artiklen blev oprindelig bragt i Le Monde diplomatique i forbindelse med 30-året for Murens fald i november 2019. Den er oversat af Magasinet Arbejderen og bringes med tilladelse fra Le Monde diplomatique. Noter og kildehenvisninger er udeladt i denne version, men kan findes her: https://www.lmd.no/2019/11/frigjoring-og-annektering/

En norsksproget udgave af Le Monde diplomatique findes her: https://www.lmd.no

Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, 2020.