27 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Joe Biden og Kamala Harris lover Israel betingelsesløs støtte

Løfter op til valget i USA

Joe Biden og Kamala Harris lover Israel betingelsesløs støtte

Hverken Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden eller hans vicepræsidentkandidat Kamala Harris vil stille betingelser for USA's militære bistand til Israel, for landet overholder "generelt" menneskerettighederne, mener Kamala Harris.

Både Kamala Harris og Joe Biden er svorne tilhængere af Israel.
FOTO: Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Hverken Kamala Harris, Joe Bidens vicepræsidentkandidat, eller Biden selv kunne drømme om at stille betingelser for USA's militære bistand til Israel, hvis de vinder valget den 3. november. 

Joe vil ikke lade sikkerheds-bistand afhænge af Israels politiske valg. Jeg kan ikke være mere enig.
Kamala Harris, vicepræsidentkandidat

Det afslørede Kamala Harris på en konference i sidste måned. Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden og Kamala Harris håber at vippe Donald Trump af pinden ved det forestående præsidentvalg.

Ingen betingelser

Vi vil fortsætte det "enestående" militære og efterretningsmæssige samarbejde med Israel, lovede Kamala Harris på en virtuel donorkonference den 26. august.

Konferencen var arrangeret af en pro-israelsk lobbygruppe American Jewish Community og Det Demokratiske Parti, rapporterer det israelske dagblad Haaretz.

Harris' pro-israelske ægtefælle, advokat Douglas Emhoff, talte også på konferencen om sine jødiske rødder.

– Joe (Biden, red.) har gjort det klart, at han ikke vil lade sikkerhedsbistand afhænge af Israels politiske valg. Jeg kan ikke være mere enig, sagde Harris.

Kamala Harris, der er senator fra delstaten Californien, tilføjede:

– Vi vil bevare vores ubrydelige engagement i Israels sikkerhed, inklusive det enestående militære og efterretningsmæssige samarbejde, der var banebrydende under Obama-administrationen.

– Vi garanterer, at Israel altid vil bevare sit kvalitative militære forspring, lød det fra Kamala Harris.

Mødte Netanyahu

Ifølge det amerikanske netmedie greyzone.com er Harris en særdeles stærk støtte af Israel og dets skiftende regeringer. På netsiden jewishvirtuallibrary.org optræder en række stærkt proisraelske citater af Harris.

Den 20. november 2017 mødtes senator Kamala Harris Israels stærkt højreorienterede premierminister Benjamin Netanyahu i Jerusalem. De aftalte at øge samarbejdet mellem Californien og Israel om vandforsyning, landbrug og cybersikkerhed, viser et twitteropslag.

I 2019 blev Kamala Harris ifølge New York Times spurgt om, "hvorvidt Israel overholder menneskerettighederne". Svaret var: "Generelt, ja." Hun tilføjede, at hun ville arbejde for at "sikre støtte til Israels sikkerhed og ret til selvforsvar", selv om hun er tilhænger af en tostatsløsning, og hun officielt advarer imod, at Israel annekterer af store dele af Palæstina.

Kamala Harris holdt ærestalen på den zionistiske lobbyorganisation AIPAC's årsmøde i USA i 2017.

Ingen etiske skrupler

Kyle Kulinski, kommentator og grundlægger af fraktionen Justice Democrats i Det Demokratiske Parti, betegnede dengang Harris som lidt af en Israel-høg.

– At se bort fra Israels forfærdelige handlinger viser, at hendes moralske og etiske bekymringer ikke er eksisterende, sagde Kulinski ifølge netportalen Electronic Intifada.

Kamala Harris egen kommunikationsrådgiver Lily Adams medgiver, at senatoren er varm tilhænger af Israel.

– Hendes støtte til Israel er central for, hvem hun er. Hun er overbevist om, at Israel har ret til at eksistere og forsvare sig, også mod raketangreb fra Gaza, siger hun til det amerikanske mediesyndikat McClatchy.

Donald Trumps regering har lovet Israel 3,8 milliarder dollars i årlig i bistand og dermed opfyldt den 10-årige hjælpepakke, som hans forgænger på præsidentposten Barack Obama fik vedtaget i 2016.

I 2018 trådte hjælpepakken på i alt 38 milliarder dollars i kraft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. sep. 2020 - 09:16   09. sep. 2020 - 09:19

USA

ah@arbejderen.dk
USA-valg 2020

3. november var der valg til præsident-, kongres- og lokalvalg i USA.

  • Valget står om 538 valgmænd, der skal udpege den kommende præsident.
  • Den kandidat, der sikrer sig mindst 270 valgmænd, bliver valgt til præsident.
  • Den kandidat, der vinder en delstat, får alle valgmændene hér.
  • Kongresvalget gælder både Repræsentanternes Hus (hvor Demokraterne har flertal) og Senatet (hvor Republikanerne har flertal).
  • I delstaterne skal der vælges guvernører og medlemmer af delstaternes kongresser.
  • Hovedkombattanterne til præsidentposten er Donald Trump (Republikanerne) og Joe Biden (Demokraterne).
  • Vicepræsidentkandidater er Mike Pence (R) og Kamala Harris (D).

23 partier og enkeltpersoner stillede op:

  • Af mindre partier ser kun Det Grønne Parti og Libertarians ud til at kunne samle valgmænd.
  • Også Gloria La Riva fra Party for Socialism and Liberation stiller op til præsidentvalget.
  • I de fleste delstater kan man stemme som 17-årig.
  • I 19 stater skal man dog være fyldt 18 år.

​Få stemmer

  • Stemmeprocenten til præsidentvalget lå i 2016 på 58,1 procent.
  • Stemmeprocenten har de seneste 50 år svinget mellem 63,1 procent (1960) og 49,1 procent (1996).
  • Ved midtvejsvalg til Kongressen, midt i en præsidentperiode, er stemmeprocenten nede på mellem 36 og 48 procent. I 2018 lå den 49 procent.

Kilder: CNN, Washington Post