20 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad er der sket med den ambitiøse socialpolitik?

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 09. september, 2020, 11:49:52

Hvad er der sket med den ambitiøse socialpolitik?

Når man ikke har nogen socialpolitik til gavn for dem med størst og mest komplekst behov, kan man i det mindste tage initiativ til at lade være med at stå i vejen og spænde ben for vores allermest udsatte.

Med forståelsespapiret lovede den nye regering en aktiv og ambitiøs socialpolitik for de mest udsatte mennesker på kanten af samfundet. Det løfte er ikke blevet indfriet, og reelt er der ikke sket noget videre på området. I hvert fald ikke nogen fremskridt.

Det sociale frikort, der måske er det mest effektive exitprogram fra både sexarbejde og kriminalitet, vi til dato har set, risikerer at dø.

Regeringens finanslovsudspil er på ingen måde ambitiøst. Ikke engang en videreførelse af det sociale frikort er blevet prioriteret. Det vil jeg vende tilbage til, for frikortet har været et socialpolitisk tiltag, der faktisk giver mening for hjemløse, gadesexsælgere, stofbrugere og andre af vores mest udsatte.

Masser af løfter

Regeringen lovede at forbedre indsatsen og nedbringe antallet af hjemløse. Og det skulle gøres klart, at politiet kun skulle sætte ind overfor lejre og ikke overfor dem, der er tvunget til at overnatte udendørs. I maj kom der så en politisk aftale om hjemløsekriminaliseringen, men den gav ikke hjemløse andet end det, de hjemløse allerede selv havde kæmpet sig til ved domstolene. I mellemtiden har politiet fundet en ny, eller rettere gammel, bestemmelse i ordensbekendtgørelsens § 7 at jagte hjemløse med. Så kriminaliseringen er opretholdt, og praksis på gaden synes den samme.

Regeringen lovede også, at udsatte stofbrugere skulle sikres mere hjælp og værdighed, men der er ikke taget fornødne initiativer. Her er kriminaliseringen et af de største problemer, og det mest nærliggende er derfor at afkriminalisere stofbrugere, som statsminister Mette Frederiksen i øvrigt selv bakkede op om helt tilbage i 2010. Det er en gåde, hvorfor Folketinget ikke bredest muligt tager afkriminalisering af udsatte med til bordet ved forhandlingerne om politiforliget. For der må være en hel del at spare ved blot at ophøre med at jagte hjemløse og stofbrugere.

Kort efter valget nedlagde S-regeringen en arbejdsgruppe om sexarbejderes rettigheder, som den tidligere regering havde nedsat. I stedet skulle der satses på at få flere til at stoppe med at sælge seksuelle ydelser. I stedet for at se på rettigheder til og beskyttelse af sexarbejderne arbejdes der nu igen med idéen om exitprogrammer, hvilket de seneste evalueringer viser ikke har effekt.

Drop ambitionerne

Mens hverken finanslovsudspillet eller andre initiativer fra regeringen indeholder et reelt løft for vores mest udsatte, så har regeringen opretholdt kriminalisering og tilmed stoppet arbejde, der skulle sikre bedre rettigheder.

Måske skulle man blot stå ved, at de erklærede ambitioner ikke har tøj på, og i stedet – som det mindste – fjerne barrierer og benspænd?

Og så er vi tilbage ved det sociale frikort. En særlig ordning der giver udsatte som hjemløse, stofafhængige og gadesexarbejdere mulighed for at flirte lidt med et arbejdsmarked, de ofte mangeårigt har været hermetisk udelukket fra, og her tjene en skilling uden at blive trukket i skat eller ydelser. Måske det mest effektive exitprogram fra både sexarbejde og kriminalitet vi til dato har set.

Det sociale frikort har kørt som forsøg i snart to år med støtte fra alle Folketingets partier. Evalueringen viser gode resultater for de udsatte, der har benyttet frikortet. Der bliver solgt mindre sex af nød, begået mindre kriminalitet og oplevet mere værdighed, siger brugerne. Alligevel risikerer frikortet at dø med udgangen af året, hvis ingen tager ansvar for at bevare det.

I sidste ende er spørgsmålet, om der overhovedet er nogen, der reelt vil de mest udsatte. Vil man dem ikke, kan man i det mindste lade være med at stå i vejen. Lade være med at kriminalisere dem, jagte dem og beskatte dem.