Mindst 15 af de 27 EU-lande vil hellere have EU-Kommissionen til at fremlægge en såkaldt rådshenstilling end et bindende direktiv om en lovbestemt EU-mindsteløn, skriver Altinget.
Hvis vi først siger, at EU godt må blande sig i lønspørgsmålet, så mener EU også snart noget om strejker, lockout, blokade og foreningsfrihed.
Bente Sorgenfrey, næstformand i FH
Det viser en opgørelse efter et møde blandt EU-landenes beskæftigelses- og socialministerier, der blev afholdt i september, som Altinget har fået adgang til.
"Mens et fåtal ville støtte et juridisk bindende instrument, er et flertal for et juridisk ikke-bindende instrument, som vil gøre det muligt at tage hensyn til nationale kompetencer og arbejdsmarkedets parters rolle," hedder det i konklusionerne fra mødet
EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, meddelte ellers i sin såkaldte "State of the Union-tale" tale i EU-parlamentet midt i september, at hun ville fremlægge forslaget om en EU-mindsteløn som et direktiv.
Et direktiv er en lov, der er juridisk bindende, i modsætning til en rådshenstilling, som er en anbefaling uden nogen retslig virkning.
Meldingen var også, at direktivet ville blive fremlagt sidst i oktober, men nu er datoen tilsyneladende blevet udskudt. Ifølge Fagbladet 3F vil beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit tidligst fremlægge forslaget den 15. december. Datoen skal dog endelig bekræftes og kan rykkes frem eller tilbage igen.
>> LÆS OGSÅ: Direktiv om EU-mindsteløn på vej til oktober
Åbner en ladeport
I Danmark er både regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen imod forslaget om en EU-mindsteløn, som Ursula von der Leyen lancerede ved sin tiltræden som kommissions-formand.
Holdningen er, at det vil ødelægge den danske model, hvor lønforhold reguleres gennem kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter.
Både Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, mener også, at en EU-mindsteløn vil åbne en ladeport for, at EU kan blande sig i andre forhold på arbejdsmarkedet.
– Hvis vi først siger, at EU godt må blande sig i lønspørgsmålet, så mener EU også snart noget om strejker, lockout, blokade og foreningsfrihed. Det er nogle ret vitale ting, sagde Bente Sorgenfrey, næstformand i FH, på et møde om EU-mindstelønnen, som blev afholdt hos 3F i mandags.
>> LÆS OGSÅ: FH og DA: EU-mindsteløn kan føre til angreb på strejkeret
Nej, nej og atter nej
På samme møde gav både DA og FH udtryk for, at de hverken vil have en rådshenstilling eller et direktiv om EU-mindsteløn.
– En rådshenstilling kan være en vej til et direktiv – hvis landene ikke retter sig efter en henstilling, så ligger direktivet lige rundt om hjørnet, sagde Bente Sorgenfrey.
Og fra Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør, DA, lød det om EU-mindstelønnen:
– Vi vil ikke have den. Punktum. Hverken i form af et direktiv eller en rådshenstilling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278