Gang på gang hører vi de danske politikere fremhæve vigtigheden af vores EU-medlemskab med argumentet om, “at det er så vigtigt at sidde med ved bordet”, efterfulgt af “for ellers har vi jo ingen indflydelse”.

Den såkaldte “indflydelse” er dog ikke rigtig til at få øje på.

Kommissionen bestemmer

EU-kommissionen har såkaldt “lovgivningsinitiativmonopol”, og det er dermed kun Kommissionen, der må udarbejde og stille lovforslag. Det må vores folkevalgte EU-parlamentarikere ikke.

Med de ændringsforslag, parlamentet kan stille, kan der kun ændres på, hvad der i det store hele må anses som værende i småtingsafdelingen.

Faktisk rækker Parlamentets beføjelser kun så langt, at man kan stille ændringsforslag til og stemme om Kommissionens lovforslag.

Til gengæld får Kommissionen “heldigvis” masser af hjælp og inspiration til at finde på lovforslag fra de mere end 25.000 lobbyister, der dagligt arbejder i Bruxelles og årligt bruger enorme summer penge på at påvirke netop EU-lovgivningen.

Vi lader os bare køre over

Et både glimrende og tragisk eksempel på, hvad vores manglende demokratiske indflydelse reelt betyder, er dagpengesagen fra foråret 2019.

Kommissionens forslag gik ud på, at arbejdstagere fra andre EU-lande skulle have adgang til danske dagpenge efter blot én dags arbejde i Danmark. Der var lagt i ovnen til en bombe under det danske dagpengesystem.

Stort set alle danske parlamentarikere var for en gangs skyld enige om, at forslaget måtte stoppes, og hele 12 ud af de daværende 13 danske parlamentarikere stemte imod forslaget. Kun Margrete Auken stemte ikke imod, men undlod derimod at stemme.

Og hvad skete der?

Forslaget blev trods de mange danske protester stemt igennem, og dermed var der givet grønt lys til, at udenlandske arbejdstagere skulle have adgang til danske dagpenge fra dag ét.

Havde det ikke været for Ministerrådet, der faktisk fik stoppet forslaget, så havde det set rigtig skidt ud for det danske dagpengesystem.

De danske EU-parlamentarikere kunne i hvert fald intet stille op, hvor end de så gerne ville.

Nej, vi kan ikke bare snakke om det

De danske politikere negligerer ofte den manglende demokratiske indflydelse på EU-lovgivningen, hvor man får det til at lyde som om, at ethvert problem blot kan løses ved “at tage ned til Bruxelles og snakke om det”, når “vi sidder med ved bordet, hvor vi har indflydelse og laver tingene om”.

Hvem “vi bare lige snakker med”, og hvilket “bord vi sidder med ved”, er der dog ingen, der kan svare på.

Det samme gør sig gældende, når man spørger, hvordan parlamentarikerne helt konkret vil ændre i EU’s grundlæggende demokratiske problemer, der er stadfæstet i traktaterne.

De manglende svar skyldes, at dette slet ikke kan lade sig gøre.

Småting er ikke suverænitetsafgivelsen værd

Med de ændringsforslag, Parlamentet kan stille, kan der kun ændres på, hvad der i det store hele må anses som værende i småtingsafdelingen.

Eksempelvis er det godt, at Parlamentet langt om længe fik forhandlet en vejpakke på plads, der skal sikre chaufførerne bedre vilkår på vejene.

Dette ændrer dog ikke på det helt grundlæggende problem: At den traktatfæstede fri bevægelighed til evig tid vil forhindre os i at sætte en stopper for social dumping i transportsektoren én gang for alle. Og i alle andre sektorer for den sags skyld.

Den overordnede dagsorden kommer Parlamentet aldrig til at kunne sætte, fordi der er så enorm stor forskel på lovforslag og ændringsforslag.

Små ændringer hist og her kommer aldrig til at kunne løse de overordnede problemer, vi står over for.

Hvis man virkelig ønsker at få indflydelse på EU-lovgivningen, bør man nok i højere grad overveje en karriere som lobbyist med fossile interesser i enten bil- eller olie- og gasindustrien.