De seneste uger har Arbejderen skrevet flere artikler om virksomheden LSP Logistik Service Partner ApS (LSP), der har gjort det til en lukrativ forretning at hente og levere pakker – tilsyneladende på bekostning af løn- og arbejdsforhold blandt firmaets cirka 100 chauffører.
Lokale 3F-afdelinger og forbundets Transportgruppe har siden juli 2017 rejst ikke mindre end 25 faglige sager mod firmaet.
Vognmandsfirmaet har på den relativ korte tid, firmaet har eksisteret, opbygget et temmelig blakket ry i 3F. Lokale afdelinger og forbundets Transportgruppe har siden juli 2017 haft ikke mindre end 25 faglige sager mod firmaet – sager, der især drejer sig om snyd med løn, manglende indbetaling af feriepenge og pension.
>>LÆS OGSÅ: 3F har travlt med at hjælpe underbetalte chauffører i berygtet vognmandsfirma
Hovedparten af de faglige sager er afsluttet ved forlig indgået mellem den enkelte 3F-afdeling og LSP's advokat Klaus E. Henriques. Transportgruppen i 3F har aktuelt to faglige sager kørende mod LSP, der begge afventer mæglingsmøde.
De sager sammen med de øvrige oplysninger, som Arbejderen er kommet i besiddelse af om firmaet og dets ansatte, vidner om, at LSP ikke går af vejen for grov udnyttelse og underbetaling af chaufførerne.
>>LÆS OGSÅ: Chauffør fik under 4000 kroner i løn for fem ugers fuldtidsarbejde
Det hører med til historien, at LSP er medlem af Dansk Industri og har underskrevet overenskomst med 3F. Vognmanden har en underentreprise for UPS, verdens største kurerfirma. LSP havde i 2019 en bruttofortjeneste på 36 millioner danske kroner.
Mensür Eminovski
I forbindelse med research om anpartsselskabet er Arbejderen stødt på mange navne, og nogle går igen. Et af de navnene er Mensür Eminovski. På virk.dk kan man se, at han med 80 procent er den reelle ejer af LSP Logistik Service Partner ApS. Direktørposten beklædes af Arzi Abus, der står for de sidste 20 procent af ejerandelen. Firmaet blev stiftet af Ljutvi Eminovski.
Mensür Eminovski står både som ejer og direktør af ME Invest Holding ApS oprettet i juni 2015. Han kan også sættes i forbindelse med Logistic Group II ApS, der blev erklæret konkurs den 9. juni i år, og Logistic Group A/S, der er under konkursbegæring.
Navnebrødrene Eminovski går igen i selskabskonstruktionen LSP-LE Holding ApS, hvor Mensür står som 'legal ejer' og Ljutvi som stifter og direktør.
Dermed er det ikke slut med oplysninger om Mensür Eminovski. Under 'Ophørte relationer' på virk.dk kan man se, at han har været særdeles aktiv siden 2009. Hans navn figurerer som stifter, bestyrelsesmedlem eller direktør i: Emin Rengøring/Handyman v/Mensür Eminovski, SRME HOLDING ApS, LOGISTIC GROUP FOUNDATION HOLDING ApS, ROAD EUL ApS, MANPOWER EUL ApS og Holding2606 ApS.
Arzi Abus
Arbejderen har uden held forsøgt at få kontakt til den yderst driftige forretningsmand for at spørge ind til de mange uoverensstemmelser med 3F på vegne af chauffører. Til gengæld har Arbejderen været i kontakt med Arzi Abus, der ud over at være direktør i LSP også er direktør og stifter af E.E Ejendomsinvest ApS.
3F har kørt og kører flere faglige sager mod dit firma for snyd med løn, overtid, manglende indbetaling af feriepenge og pension. Hvad er din forklaring på det?
– Det kender jeg ikke noget til. Du må snakke med min advokat. Alt juridisk skal gå igennem ham.
På trods af at Arzi Abus afviser at kende til de mange sager mod hans firma, så har flere af 3F-afdelingerne, som Arbejderen har snakket med, nævnt både direktørens navn og advokatens som personer, de har korresponderet med i forbindelse med de faglige sager rejst mod firmaet. Derfor lyder Arbejderens næste spørgsmål:
Vil det sige, at du som direktør ikke bliver informeret, når der kører faglige sager mod dit firma?
– Det kender jeg ikke noget til. Jeg har ikke noget at sige. Du kan ringe til advokaten, så kan han svare på dine spørgsmål. Du kan sende mig en mail, så sender jeg hans nummer.
Efter et par forsøg på at fastholde samtalen bliver forbindelsen afbrudt.
Spørg advokaten
Den unge litauer Simas Olišauskas, der har fortalt Arbejderen, hvordan det var at arbejde for LSP i fem uger for 4000 kroner, nævner endnu et navn med relation til kurervirksomheden – Cengiz Serif. Også ham har Arbejderen kontaktet for at spørge, om han kan hjælpe med et telefonnummer til Mensür Eminovski.
Cengiz Serif undskylder sig ved første kontakt med at have travlt og beder om at blive ringet op en anden dag. Da Arbejderen ringer to dage senere, siger han:
– Det nytter ikke, at du bliver ved med at ringe. Jeg kan ikke hjælpe dig med kontakt til Mensür. Du må kontakte vores advokat. Jeg ved, at han vil svare dig. Det er sådan, vi gør. Farvel.
Klaus E. Henriques
Efter flere forsøg lykkes det at få hul igennem til advokat Klaus E. Henriques for at få ham til på vegne af sin klient at forklare de mange faglige sager om brud på overenskomsten, som 3F fortæller om.
Svaret på mail fra advokaten lyder:
"I besvarelse af mail skal jeg gerne bekræfte, at jeg optræder som advokat for LSP ApS i forskellige sammenhænge og derfor tillige har befattet mig med afklaring og løsning af forhold omkring ansatte. Herudover har jeg ingen kommentarer; jeg ønsker dog at tage afstand fra indhold og udformning af de artikler, man har valgt at bringe omkring min klient."
Trods mail fra Arbejderen med ny opfordring til firmaet/advokaten om at komme med deres udlægning af sagen og efter at have rykket for svar, skriver Klaus E. Henriques:
"Jeg mener, at jeg har svaret, og finder fortsat, at din "sagsbehandling" er kritisabel og mangelfuld og blandt andet uden hensyntagen til den aftalte fagretlige behandling. Der afgives således ikke yderligere bemærkninger."
>>LÆS OGSÅ: Vognmand missede ordre til konkurrent, der snyder chauffører på stribe
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278