Stærke kræfter i EU, anført af kommissionsformanden Ursula von der Leyen, vil i dette efterår forsøge at presse EU videre ad sporet mod en fælles lovfastsat mindsteløn.

EU skal stoppe med at undergrave selve fundamentet for samfundets maskinrum.

Det er en rigtig dårlig idé for lande som Danmark og Sverige, hvor løn- og arbejdsforhold er et anliggende for kollektive overenskomster indgået mellem fagforeninger og arbejdsgivere.

Kampen mod en europæisk mindsteløn kan ikke vindes af politikerne alene, men kræver, at fagligt aktive og fagforeningerne samler sig til modstand.

EU skal holde snitterne fra lønnens størrelse, og det står faktisk allerede i traktatens artikel 153 stk. 1 og 5. Løndannelse er et nationalt anliggende, og EU kan kun blande sig vedrørende vandrende arbejdstagere.

Lusede vilkår i lande med lovbestemte lønninger

Det er fornuftigt, for “one size fits all” passer slet ikke til et EU, hvor 21 lande har lovfastsat mindsteløn, og seks lande ikke har. Vi skal være solidariske med lønarbejderne i lavtlønslande, men at ødelægge modellen i højtlønslande hjælper ingen.

Lønningerne varierer meget ligesom overenskomstdækningen, og det vil være håbløst at presse samme model ned over disse meget forskellige arbejdsmarkeder.

Hvis nogle lande absolut vil fortsætte mod en fælles ens udregning af mindsteløn, må det være et ufravigeligt krav, at Danmark holdes udenfor og med vandtætte skotter mod EU.

Det skal ske på en måde, som også beskytter det danske arbejdsmarked mod eventuelle fremtidige aggressive domme fra EU-domstolen. Noget som vi jo desværre har set tidligere.

Hvordan ser situationen så ud, når lønnen afgøres af politikere? Der er en klar sammenhæng mellem gode vilkår for lønarbejderne og lande med stærke fagforeninger og kollektive overenskomster.

Derfor er en national mindsteløn fastsat af parlamenterne ikke vejen. Hvis det virkelig er en så fantastisk idé med lovfastsatte lønninger, hvorfor har almindelige lønarbejdere så lusede vilkår i netop disse lande?

Nødvendigheden af stærke fagforeninger

27 forskellige arbejdsmarkeder løser bedst deres egne sager i overensstemmelse med nationale traditioner og de lokale styrkeforhold mellem lønarbejderne og arbejdsgiverne.

Vejen til ordnede og anstændige vilkår for almindelige lønarbejdere går over hårdt arbejde med at organisere sig i slagkraftige, uafhængige fagforeninger. Der findes bare intet “quick fix”, ingen snedige smut- eller genveje.

Det er kun, når de organiserede lønarbejdere er stærke nok til at give arbejdsgiverne hug til kæben, at der kommer ordnede forhold.

Sammenlignet med andre lande har Danmark forholdsvis høje lønninger for kortuddannede, unge og nye medarbejdere uden ret meget erfaring.

Det skyldes dels den aftalte løn i de kollektive overenskomster, men også niveauet for og øvrige vilkår for dagpenge og kontanthjælp. Disse offentlige ydelser lægger en bund under arbejdsmarkedet og skal derfor ses i sammenhæng med løndannelsen.

Højden på lønningerne er helt central for overenskomsterne og skal netop ses i sammenhæng med resten af velfærdssamfundet.

Hvis lønningerne pilles ud af forhandlingerne mellem fagforeninger og arbejdsgivere, piller man også en vigtig sten ud af fundamentet for det, som vi stolt kalder “den danske model” for arbejdsmarkedet. Og så leger vi virkelig med ilden.

Vi skal med næb og kløer forsvare den danske model, som formår at kombinere en høj grad af social og arbejdsmæssig tryghed med en dynamisk økonomi.

Danmark har høj erhvervsfrekvens, stor fleksibilitet og høj produktivitet. Samarbejdet mellem parterne på arbejdsmarkedet og samarbejdet mellem arbejdsmarkedet og det politiske system både nationalt og lokalt har leveret varen i form af stor stabilitet og få konflikter.

Velfærd er også et trygt arbejdsmarked

Ødelægger man overenskomsterne, ender vi med et Danmark, som vil være svært at genkende. Svage organisationer betyder dårligere forhold for både lønarbejderne, arbejdsgiverne og samfundet i øvrigt. EU skal stoppe med at undergrave selve fundamentet for samfundets maskinrum.

Velfærdssamfundet er ikke kun spørgsmål om overførselsindkomster, børnehaver og plejehjem. Det handler lige så meget om adgang til et trygt arbejdsmarked.

Udlandet er ofte imponeret over resultaterne på det danske arbejdsmarked. Mange vil gerne kopiere dele af vores system, blandt andet den fleksible arbejdsstyrke med korte opsigelsesvarsler eller den måde vi har finansieret pensionerne på.

Men den danske model er et samlet hele. Piller man enkelte dele ud, skal man ikke forvente, at maskinen kører videre.