EU smider om sig med bæredygtighedsbegrebet både i forhold til økonomi, natur, produktion og alt muligt andet, og det lyder jo sådan set meget godt, hvis ikke det altså var fordi, at EU’s forståelse for og tilgang til bæredygtighed er alt andet end netop bæredygtigt.

De faktiske ændringer, der netop kunne sikre en bæredygtig fremtid, bliver tromlet af EU’s indre marked og den dertilhørende lovgivning.

Bæredygtighed er langt mere end økonomisk vækst

I EU-sammenhæng bruges bæredygtighedsbegrebet oftest sammen med målet om økonomisk vækst. Altså at økonomien eller økonomiske omstændigheder skulle være bæredygtigt, netop fordi der er økonomisk vækst.

EU’s præmis for økonomisk bæredygtighed er således økonomisk vækst, hvad enten det handler om produktion, landbrug, miljøtiltag og så videre.

Men hvad er bæredygtighed så? Overordnet set bæredygtighed, når vi kan give noget videre til de næste generationer i samme eller bedre stand, end da vi selv overtog det, men det er ikke nok, at dette kun gælder ét led.

Blot fordi der har været økonomisk vækst, betyder det altså ikke, at økonomien er bæredygtig. Faktisk skal alle elementer, der ligger til grund for økonomisk vækst, være bæredygtige.

Bæredygtighed er mere end blot økonomisk vækst

Med udgangspunkt i den til dato stadig aktuelle Brundtlandrapport ”Vores fælles fremtid” fra 1987, der blandt andet lagde fundamentet for etableringen af FN-kommissionen for Bæredygtig Udvikling, består bæredygtighedsbegrebet af tre søjler: Social bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed samt klima- og miljømæssig bæredygtighed.

Social bæredygtighed dækker over alle de sociale aspekter, der skal tages højde for, når bæredygtighedsbegrebet anvendes; hvilke sociale vilkår lever de berørte mennesker under, kan de berørte arbejdstagere leve af deres løn, hvad betyder arbejdsvilkårene for arbejdstagerne, deres familier og sundheden i det berørte område?

Økonomisk bæredygtighed dækker over de økonomiske aspekter; ser det finansielle grundlag fornuftigt ud, hvordan påvirkes økonomien, er der finansiering nok, hvem betaler, hvem investerer, hvem tjener, og hvordan bruges/prioriteres pengene?

Klima- og miljømæssig bæredygtighed dækker over alle de aspekter, der er forbundet med påvirkningen af klima og miljø; anvendes der mange pesticider og/eller sprøjtegifte, hvor meget CO2 udledes der, påvirkningen af drikkevand og fødevarer i det berørte område, er der fokus på dyrevelfærd, anvendes der for miljøet farlig kemi, hvad med biodiversiteten, og hvor meget spild er der?

De tre søjler udgør fundamentet for bæredygtighedsbegrebet, og alle tre søjler er afhængige af hinanden og kan ikke stå alene.

For at et produkt eksempelvis kan betegnes som bæredygtigt, kræver det, at alle elementer, der indgår i produktionen, er bæredygtige.

Dette omfatter således både arbejdskraften, der har fremstillet elementerne i produktet, de sociale omkostninger forbundet med produktet, miljøbelastningen og det økonomiske aspekt.

Traktaten og det indre marked blokerer for bæredygtig udvikling

Når EU så alene refererer til økonomisk vækst som værende bæredygtigt, er det altså helt forkert, fordi en bæredygtig økonomi netop er afhængig af, at alle led i kæden er bæredygtige, og at der er taget højde for alle tre søjler. Dette blokerer EU-traktaten dog for, at vi kan sikre.

Udnyttelse af arbejdstagere, dårlige arbejdsvilkår, massevis af pesticider, uambitiøse klimamål og meget mere samt de socioøkonomiske konsekvenser alt dette medfører, kan vi inden for rammerne af EU-lovgivningen kun polere på overfladen. De faktiske ændringer, der netop kunne sikre en bæredygtig fremtid, bliver tromlet af EU’s indre marked og den dertilhørende lovgivning.

Mens EU pynter økonomisk vækst som værende bæredygtigt, må vi andre slås med uambitiøse klimamål, social dumping, massevis af pesticider, samtidig med at vi må prioritere EU’s økonomiske frås over velfærd, sundhed og generelle behov.

Det er ikke bæredygtigt.