For en gangs skyld er alle enige. Den eneste måde at klare covid-19 på er gennem omfattende sundhedssystemer, hvor alle har lige adgang. Det var netop den løsning, WHO foreslog verdens lande ved den internationale konference om Sundhed For Alle (Primary Health Care) [1], som blev holdt i Alma Ata i Sovjetunionen i 1978.

Et fungerende, bæredygtigt sundhedssystem kræver selvstændige, solvente stater.

Havde der været opbakning til WHO's storstilede projekt for social retfærdighed dengang, ville alle lande i dag have haft ressourcerne til at håndtere den nuværende sundhedskrise – og alle almindelige helbredsproblemer. Men der var ikke opbakning til Sundhed For Alle. Tværtimod blev dets arbejde for social og økonomisk retfærdighed mere eller mindre ødelagt inden for de nærmeste få år, og i løbet af det næste tiår blev projektet efterhånden pillet fra hinanden.

WHO’s magtfulde medlemslande, deres transnationale firmaer og de internationale finansinstitutioner er hovedansvarlige for at have forhindret etableringen og vedligeholdelsen af fungerende, retfærdige sundhedssystemer i fattige lande og for at svække og nedbryde sundhedssystemerne i rige lande. De vil få meget at svare for i de kommende måneder.

Sundhed For Alle er stadigvæk løsningen, men WHO’s forskellige forsøg på at genoplive projektet er blevet mødt med voldsom modstand fra private interesser. Det har aldrig været mere vigtigt for borgerne at støtte og generobre det mandat for social retfærdighed, som er grundstenen i det WHO, som på godt og ondt stadig er folkets internationale sundhedsvæsen.

Retten til sundhed en trussel mod stærke nationer og private interesser

Sundhed For Alle, som det foreslås i Alma Ata-deklarationen fra 1978 [2], var et revolutionerende projekt for social retfærdighed med titlen Sundhed For Alle i år 2000 [3]. Det pegede på fattigdom og ulighed nationalt såvel som internationalt som hovedårsager til sygdom og død verden over, som kunne undgås eller udsættes (både epidemiske og endemiske).

Alma Ata-konferencen blev afholdt ved slutningen af "Les trentes glorieuses", de gyldne tredive år (1945-75) – 30 år med fremskridt hen imod en retfærdigere og mere lige verden, som derfor også var sundere. Dette var også afkoloniseringens æra, hvor behovet for omfordeling af magt og ressourcer var almindeligt anerkendt, herunder folkenes ret til selvbestemmelse og kontrol over nationale ressourcer. På den tid herskede en oprigtigt ment vilje til at støtte universelle, omfattende offentlige basale sundhedssystemer.

Sundhed For Alle forudsatte etablering af den nye internationale økonomiske orden (NIEO), som foreslået af udviklingslandene i G77-gruppen [4], og initiativet var som sådan en dybtgående trussel mod den geopolitiske orden. I løbet af to år blev det reduceret til fire prioriterede indsatsområder uden større perspektiver i retning af økonomisk retfærdighed.

Siden da er WHO – presset af sine rige medlemsstater – i stigende grad blevet afledt fra sit brede folkesundhedsmandat, nemlig at arbejde for udvikling, lighed og bæredygtige sundhedssystemer, til i stedet at støtte snævre, vertikale biomedicinske løsningsmodeller.

Det betyder i grove træk at se bort fra dybereliggende årsager (elendige levevilkår) og i stedet støtte kortsigtede teknologiske lappeløsninger; at negligere beskyttelse mod sygdomme og arbejdet for bedre sundhed og i stedet satse på behandling (som altid er medicinsk).

Og det betyder at vende det blinde øje til, at de rige lande alle forbedrede folkesundheden væsentligt og bæredygtigt ved at forbedre de elendige levevilkår ved hjælp af offentlige investeringer og folkesundhedsinitiativer.

Hvad forudsætter et fungerende sundhedssystem?

Det er vigtigt at mærke sig, at Sundhed For Alle ikke kun betød et vist niveau af sundhedsydelser. Begrebet dækkede et omfattende system bestående af flere områder, hvor staten (ikke private firmaer eller velgørenhed) har hovedansvaret for at sikre borgerne de væsentlige betingelser for sundhed, det vil sige mad, vand, sanitet, uddannelse, bolig, rimeligt arbejde, sikre omgivelser – og naturligvis basale sundhedsydelser.

WHO’s magtfulde medlemslande, deres transnationale firmaer og de internationale finansinstitutioner er hovedansvarlige for at have forhindret etableringen og vedligeholdelsen af fungerende retfærdige sundhedssystemer i fattige lande.

Årtiers erfaringer med og forskning i folkesundhed peger alle på behovet for offentligt finansierede nationale sundhedssystemer, hvor de fleste ydelser leveres gennem offentlige institutioner, hvis mål er at skabe og opretholde omfattende, lige og almindeligt tilgængelige sundhedssystemer. Endvidere bliver lige adgang væsentligt nemmere at opnå, når sundhedsydelserne er gratis for modtageren, og dette er særlig vigtigt i krisetider, for eksempel i tilfælde af en smitsom sygdomsepidemi.

Et fungerende, bæredygtigt sundhedssystem kræver selvstændige, solvente stater – en anerkendt kendsgerning i 1978, som afspejles i den store vigtighed, man dengang tillagde en Ny Økonomisk Verdensorden.

Kort sagt kan intet land, hvis økonomi kvæles af gæld, uretfærdig udenrigshandel og konstant plyndring af naturressourcerne, og som bliver destabiliseret af ukontrollerede finanstransaktioner, voldsomt svingende handelspriser og udenlandsk indblanding i landets forhold, skabe eller opretholde et fungerende sundhedssystem [5]. Selvstændige og solvente stater vil skabe Sundhed For Alle, ikke international bistand, som er en integreret del af verdens finansarkitektur.

I betragtning af at konceptet eksplicit krævede international økonomisk retfærdighed, var det usandsynligt, at Sundhed For Alle ville blive anerkendt af den globale elite.

Sundhed For Alle: urealistisk eller uønsket blandt de magtfulde?

Modstanden mod WHO's projekt for social retfærdighed var stærk og viste sig lynhurtigt. Det blev straks afvist som "urealistisk", en betegnelse som altid betyder "uønsket af de, der bestemmer". Men hvad var det så, de stærke nationer og private interessenter frabad sig? Her behøver vi kun citere værdierne og principperne for Sundhed For Alle, som de er formuleret i Alma Ata-deklarationen:

• "Sundhed er en menneskeret."
• "Den store ulighed i sundhed mellem mennesker, særligt mellem udviklede lande og udviklingslande, [er&#93 politisk, socialt og økonomisk uacceptabel."
• "Økonomisk og social udvikling baseret på en Ny Økonomisk Verdensorden er grundlæggende vigtig for fuldt ud at opnå Sundhed For Alle og for at mindske forskellen i sundhed mellem udviklede lande og udviklingslande."
• "Staterne har et ansvar for deres befolkningers sundhed, som kun kan løftes ved at sikre passende social- og sundhedsforanstaltninger."
• "Sundhed For Alle omfatter i det mindste uddannelse, passende madforsyning og ordentlig ernæring, passende forsyning med rent vand og grundlæggende sanitet."
• "Sundhed For Alle inddrager alle relevante sektorer og aspekter af national og lokal udvikling, særligt landbrug, husdyrhold, fødevarer, industri, uddannelse, boliger, forsyningsvirksomheder, kommunikation etc."
• "Sundhed For Alle fordrer og fremmer maksimal lokal og individuel selvforsyning og deltagelse og så videre."
• "Bredere og bedre udnyttelse af verdens ressourcer hvoraf en betydelig del i dag bruges på oprustning og militære konflikter."

Man kan forestille sig balladen i magtens korridorer! Et af de højest ansete og respekterede FN-organer fremlagde et projekt, der lignede socialisme. Tilbageslaget var heftigt. Sundhed For Alle var ikke alene "uønsket", det skulle ikke tillades. Og WHO måtte bringes under kontrol.

WHO og et sundhedsmarked for billioner af dollars

Siden 1978 er folkenes mulighed for på internationalt plan at styre sundheden bukket under for neoliberale strukturreformer, på linje med de fleste sociale og økonomiske institutioner der tjener almenvellets interesser, inklusive naturligvis mange af FN’s programmer og organisationer. WHO af i dag er bragt i knæ, dybt kompromitteret … Og tvunget ind på sundhedsmarkedet.

Sundhed udgør et marked for billioner af dollars.

Som illustration herpå præsenterede WHO’s generaldirektør, dr. Tedros, i 2019 "forretningsmodellen" for hans organisations Globale Handlingsplan således: "Startinvesteringen på 14,1 milliarder dollars i perioden 2019-23 er et glimrende køb, som vil give afkast ved at skabe 2-4 procent økonomisk vækst. Der findes ikke nogen mere værdifuld vare i verden" [6].

Hvorfor skal dr. Tedros sælge sundhedssektoren til investorer i stedet for at drøfte WHO’s femårsplan med de 194 medlemsstater? Fordi WHO i dag stort set er privatiseret. WHO styrer kun 20 procent af sit budget. De sidste 80 procent består af frivillige bidrag uden for budgettet fra (rige) medlemsstater og private fonde, og næsten alle disse midler er øremærket til donorbestemte prioriteringer og programmer.

Sundhed udgør et marked for billioner af dollars (10 billioner dollars i 2020, hvilket World Economic Forum konstant minder sine tilhørere om). "Donationer" til WHO eller deltagelse i offentligt-private partnerskaber for sundhed er værdifulde investeringer for multinationale firmaer, der søger nye profitable områder for deres aktiviteter.

Sundhed betragtes ikke længere som en menneskeret, sådan som det erklæres i WHO's vedtægter, men som en vare. Eller i bedste fald et input for produktiviteten, som Jeffrey Sachs udlagde det i WHO’s rapport fra 2001 "Investing in Health for Economic Development". 

Fra Alma Ata til Davos

På World Economic Forum i Davos foreslog Kofi Annan i januar 1999, at verdens ledende virksomheder og FN skulle "indgå en Verdenspagt [7&#93 om fælles værdier og principper, som vil give verdensmarkedet et menneskeligt ansigt".

Uden mandat fra sine medlemslande tilbød FN’s generalsekretær her FN's støtte "til rammevilkår, som fremmer handel og åbne markeder" til gengæld for, at virksomhederne (uden risiko for senere at blive holdt ansvarlige) skulle forpligte sig på ni principper om menneskerettigheder, arbejdsvilkår, miljø og kamp mod korruption.

På samme måde indførte WHO i 1990'erne under dr. Brundtland donordrevne forretningsmodeller styret af den private sektor og søsatte adskillige offentligt-private partnerskaber, OPP, der bestod af vertikale programmer, der rettede sig mod specifikke sygdomme. Disse modeller har yderligere øget de multinationale virksomheders magt til at styre sundhedspolitikken og har undermineret og fragmenteret sundhedssystemerne i mange lande.

I dag organiseres næsten alt internationalt sundhedsarbejde gennem offentligt-private partnerskaber, som udgør endnu en mekanisme til udsugning af rigdom (fra de 99 procent til de én procent) ved at spænde den offentlige sektor for privat profitmageri.

Der er kun én grund til, at organisationer med ansvar for offentligheden går ind i disse arrangementer: De er den eneste tilgængelige finansieringskilde, hvilket i en vis forstand er sandt nok. Men det er fordi, de neoliberale regimer har slagtet de offentlige budgetter og fjernet skattegrundlaget. Den udvikling skyldes i sig selv de multinationale virksomheders indflydelse på regeringerne og de internationale finansinstitutioner.

Løsningen på problemet med at finansiere sundhed er ikke, at offentlige organer går tiggergang til den private sektor eller til celebrity-filantropers fonde – der selv identificerer sig fuldt og helt med den multinationale kapitalisme.

Løsningen i dag er, som den var i Alma Ata for 42 år siden, økonomisk retfærdighed og et passende skattegrundlag, såvel som ordentlig finansiering af offentlige institutioner som for eksempel WHO med ordentlige budgetter, så de kan opfylde deres internationale forpligtelser, uafhængig af kommercielle interesser.

Universel sundhedsdækning et væsentligt tilbageskridt

WHO har gjort forskellige forsøg på at genoplive Sundhed For Alle, eller i det mindste nogle aspekter af sit projekt for social retfærdighed; særligt i 2008, da WHO udgav rapporten "Sundhed For Alle: nu mere end nogensinde". Men nærlæser man rapporten, finder man en version af Sundhed For Alle, hvor alle værdier og principper fra Alma Ata er skrællet af.

Det er ikke flersidede forhandlinger, det er virksomhederne, der overtager regeringsmagten.

Utroligt nok nævner rapporten intetsteds sundhed som en menneskeret, de sociale og økonomiske determinanter for sundhed, statens primære ansvar for sundhed, frigørende udvikling eller en ånd af selvforsyning og selvstyre, og slet ikke behovet for at skabe en Ny Økonomisk Verdensorden for at bekæmpe fattigdom og ulighed.

WHO's efterfølgende forsøg på at genoplive Sundhed For Alle har været eftersnakkeri om menneskerettigheder og til tider omtale af ulighed inden for samfund (aldrig mellem lande). Men i intet tilfælde omtales den egentlige grundpille for Sundhed For Alle, som er en fair og rationel økonomisk verdensorden.

Siden omkring år 2000 har WHO – i betragtning af at deres finansielle støtter ikke ønsker en egentlig genoptagelse af Sundhed For Alle – drastisk sænket sit ambitionsniveau og kæmper nu for at fremme noget, de kalder Universel Sundhedsdækning (UHC, Universal Health Coverage). Som det forstås i dag – og på trods af at man påkalder ånden fra Alma Ata – har Universel Sundhedsdækning nok bevaret nogle træk fra Sundhed For Alle, men det udgør et væsentligt tilbageskridt fra WHO's projekt for social retfærdighed.

Lad os først huske på, at befolkningens sundhedsniveau hovedsageligt bestemmes af faktorer udenfor sundhedsvæsenet, og at det er derfor, Sundhed For Alle lægger vægt på sociale og økonomiske sundhedsdeterminanter. Til trods for navnet sigter Universel Sundhedsdækning næsten udelukkende på sundhedsydelser, og projektets sigte er derfor snævrere.

Desuden blev Universel Sundhedsdækning, som oprindeligt stod for Universal Health Care (Universel Sundhedspleje), omdøbt til Universel Sundhedsdækning, i erkendelse af at sigtet blev yderligere indsnævret til kun at handle om finansieringen af sundhedsydelserne. I den seneste udvanding af begrebet – takket være USA's tæsken løs på WHO – synes Universel Sundhedsdækning at handle om at sikre en væsentlig rolle for private sundhedsydelser og privat sundhedsforsikring [8].

Årtiers forskning i sundhedssystemer viser, at det er opskriften på ulige sundhedssystemer med ekstremt høje udgifter for staten og borgerne (som selv bærer sundhedsudgifterne), uansvarlighed, ineffektiv forsyning af sundhedsydelser, overførsel af knappe ressourcer fra den offentlige til den private sektor og naturligvis ulighed i borgernes sundhed.

Oxfam Internationals rapporter viser, at de eneste lavindkomstlande, der har opnået universel og lige sundhedsdækning, har gjort det primært via skattefinansiering, ikke via forsikring. Selv om sygeforsikringsordninger kan fungere i højindkomstlande, vil selv en universel sygeforsikring i lavindkomstlande kun omfatte et mindretal og udstøde de fattige [9].

I OECD-landene har covid-19 afsløret for mange borgere, hvordan nedskæringspolitikken har svækket sundhedssystemerne. I fattige lande med ringe sundhedsvæsener, som er alvorligt skadet af IMF’s strukturtilpasningsprogrammer og andre neoliberale politikker, kan virussen overvælde sundhedsvæsenets kapacitet på få dage. For den halvdel af verdens befolkning, som ikke har adgang til basale sundhedsydelser [10], er der muligvis slet ingen hjælp at vente.

Medlemsstaterne kæmper for deres multinationale i WHO

Under de neoliberale regimer har de magtfulde landes regeringer i stigende grad repræsenteret deres multinationale virksomheders interesser på den årlige sundhedsforsamling (WHO's generalforsamling) i stedet for deres vælgere.

Derfor støtter de for eksempel fødevareindustriens giganter, når der tales om ikke-smitsomme sygdomme eller om ernæring, medicinmonopolerne, når talen falder på adgang til medicin, og den private sundhedssektor i forbindelse med Universel Sundhedsdækning.

Ifølge Deloitte Consultancy Group ventes sundhedsmarkedet at vokse med fem procent om året. Den private sundhedssektor domineres af USA efterfulgt af Storbritannien og andre OECD-lande, men sundhed er en af de hurtigst voksende sektorer i mange landes økonomier.

Med disse kolossale økonomiske interesser in mente vil verdens elite modsætte sig ethvert initiativ fra WHO, der fremmer sundhed som et offentligt gode og en menneskeret.

Fattigdom og ulighed i dag

Verdensbanken rapporterer jævnligt om fremskridt i bekæmpelsen af fattigdom. Men et nærmere blik på dataene viser adskillige manipulationer og den ubehagelige kendsgerning, at hvis man ser bort fra Kina, er der reelt intet sket – faktisk er fattigdommen øget i mange afrikanske lande syd for Sahara.

Covid-19 må forventes at have en høj, måske meget høj dødelighed i fattige lande.

De voldsomme velstandsforskelle bliver stadig større (i dag ejer den rigeste ene procent mere end det dobbelte af, hvad 6,9 milliarder mennesker ejer). Hvad har det at gøre med befolkningens sundhed? Ulige magtforhold er i sig selv roden til fattigdom og dermed ringe sundhed. Og ulighed, langt mere end nogen materiel rigdom eller mangel, er skidt for sundheden og for sammenhængende sikre samfund.

WHO’s og UNICEF’s rapporter viser, at uligheden i folks sundhed, både mellem lande og indenfor de enkelte lande, fortsat er uacceptabelt stor.

Dødeligheden for børn under fem år i Sub-Sahara var i 2018 14 gange højere end i højindkomstlande (én af 13 mod én af 185) [11]. Mere end halvdelen af disse tidlige børnedødsfald kan forebygges eller behandles med simple, billige midler, herunder vaccination, passende ernæring, rent vand og mad samt passende pleje fra sundhedspersonale, hvis der er behov for det.

Barselsdødeligheden var i 2017 462 per 100.000 levendefødte i lav- og mellemindkomstlande mod 11 i højindkomstlande [12]. Risikoen for at dø i forbindelse med fødsler er 1:45 i lavindkomstlande og 1:5.400 i højindkomstlande. WHO bemærker, at der er sundhedsprofessionelle (sygeplejersker, jordemødre eller læger) tilstede ved mindre end halvdelen af fødslerne i adskillige lavindkomstlande og lavere middelindkomstlande.

Ifølge en FN-rapport fra 2019 er den gennemsnitlige levetid i Sub-Sahara 61 år, i det centrale og sydlige Asien 70 år, i Europa og Nordamerika 79 år og 83 år i Australien og New Zealand [13].

Forskellene i forventet levealder inden for de enkelte lande er også meget høj: I Frankrig er der 13 leveårs forskel på de mest og mindst velhavende [14]. Bemærk, at selv de mindste procentvise forskelle i forventet levealder afspejler væsentlige sociale og økonomiske uligheder.

Sundhedssystemets fejl skyldes plutokratiets styring

Gennem de seneste fire årtier har WHO gradvist mistet kontrollen med sit budget og dermed sit arbejdsprogram. Dels fordi organisationen – et kort øjeblik – var blevet en tand for socialistisk, men til dels også fordi man ikke kan tåle, at en så profitabel sektor får lov at være uudnyttet under det kapitalistiske imperativ.

Internationalt sundhedsarbejde styres i dag af Verdensbanken, G8 (muligvis G20), deres multinationale virksomheder, filantropiske kapitalisters fonde (ikke mindst The Gates Foundation) og World Economic Forum.

WHO kan få lov at spille rollen som formidler af OPP’er, der i dag ofte kaldes "multistakeholder partnerships". Problemet med disse arrangementer er følgende:

Offentligt-private sundhedspartnerskaber:

• Tillader private interesser at sætte eller påvirke den offentlige sundhedsdagsorden.
• Tilsidesætter brede offentlige sundhedsmål som forebyggelse, beskyttelse af folkesundheden og arbejde for sundhed og at tackle de underliggende sociale og økonomiske determinanter for sygdom og død, der kunne være undgået.
• Prioriterer teknologiske indgreb, som er kosmetiske, ikke bæredygtige, og som skaber profit for et mindretal.
• Foretrækker kortfristede, vertikale tilgange og privatisering af vigtige offentlige tjenester i stedet for horisontale, omfattende og bæredygtige offentlige tjenester.
• Legitimerer virksomheders aktiviteter gennem tilknytning til FN-organisationer ("blå-vaskning"), hvilket udvisker roller og reelle interesser.
• Kompromitterer offentlige organer, herunder FN-organer, og får dem til at sætte dagsordenen over for 7 milliarder mennesker på vegne af en lille minoritets private interesser [15].

Gennem sit "Global Redesign"-initiativ har World Economic Forum tænkt sig at udskifte mellemstatslige beslutningsprocesser (på otte hovedområder, herunder sundhed) med multistakeholder partnerships, kraftigt påvirket, hvis ikke direkte ledet, af den private sektors agenda og interesser. Det er ikke flersidede forhandlinger, det er virksomhederne, der overtager regeringsmagten.

Tag ikke fejl: Der er kun én stakeholder – det multinationale firma – og én sponsor – dets hjemland, typisk et G8-land – i disse partnerskaber. Alle andre "partnere" er der kun for at legitimere virksomhedernes kontrol med offentlige værdier.

Særligt multinationale kan ikke være partnere med WHO eller noget andet FN-organ af den simple årsag, at de har forskellige mål. Dermed ikke være sagt at der ikke kan være et samspil med den private sektor, det har der altid været. Men den private sektor har ingen rolle at spille i den offentlige beslutningsproces.

Kravet om et uafhængigt WHO

Ved de sjældne lejligheder, hvor WHO fungerer uden for den private sektors indflydelse, udfører organisationen ekstremt vigtige opgaver. I 2005 rapporterede WHO’s kommission om sociale determinanter for sundhed [16], at "den ulige fordeling af sundhedsskadelige begivenheder er på ingen måde et "naturfænomen", men er et resultat af en giftig kombination af dårlige sociale politikker og programmer, unfair økonomiske arrangementer og dårlig politik".

"Sundhedsskadelige begivenheder" omfatter såvel forhindring af etablering og opretholdelse af Sundhed For Alle i fattige lande som svækkelse og afvikling af sundhedssystemer i rige lande. Covid-19 må forventes at have en høj, måske meget høj dødelighed i fattige lande. De mægtige økonomiske agenter bag disse dødsfald må nævnes og fordømmes.

Den eneste positive virkning af en infektionspandemi som covid-19 er, at verdens befolkning vil kræve, at WHO bliver uafhængig af virksomheders kontrol, og at man genoptager Sundhed For Alle for alvor ved hjælp af den sociale retfærdigheds synlige hånd – i stedet for markedets usynlige hånd.

CETIM (forsknings- og publikationscenter, som arbejder for en mere retfærdig verden) har i samarbejde med Folkets Sundhedsbevægelse udgivet en bog om Sundhed For Alle og den historiske konference i Alma Ata.

Denne bog sigter mod at vise viljen til at generobre Sundhed For Alle-konceptet gennem forskellige aktørers og bevægelsers kamp i Syd og Nord. Sundhed For Alle er alles sag – og det lige nu.

Denne artikel, som er oversat af Magasinet Arbejderen, blev bragt den 16. april 2020 på websitet Investig’Action.

Noter:

[1] Konferencen var tilrettelagt sammen med UNICEF, FN's børnefond.

[2] https://www.who.int/publications/almaata_declaration_en.pdf

[3] Se CETIMs bog: La santé pour tous! Se réapproprier Alma Ata. Edited by Julie Duchâtel and Alison Katz. CETIM, Genève, 2007. https://www.cetim.ch/product/la-sante-pour-tous-se-reapproprier-alma-ata/

[4] http://humanityjournal.org/issue6-1/the-new-international-economic-order...

[5] Som Fidel Castro bemærkede, nyder Cuba, som til trods for sanktioner har et glimrende sundhedssystem, det privilegium ikke at være under IMF.

[6] Præsenteret i en Global Handlingsplan (Global Action Plan) på det sidste verdenssundhedstopmøde i Berlin.

[7] https://www.unglobalcompact.org/what-is-gc/mission/principles

[8] People’s Health Movement et al. Global Health Watch 5: an alternative world health report. Zed Books, London, 2017.

[9] https://www.oxfam.org/en/research/universal-health-coverage

[10] https://apps.who.int/iris/bitstream/handle/10665/259817/9789241513555-en...

[11] https://childmortality.org/files_v22/download/UN IGME Child Mortality Report 2018.pdf

[12] https://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/maternal-mortality

[13] https://www.un.org/en/development/desa/population/publications/pdf/morta...

[14] https://www.ined.fr/en/everything_about_population/data/france/deaths-ca...

[15] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1240108/

[16] https://www.who.int/social_determinants/final_report/csdh_finalreport_2008.pdf

Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her