22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

WHO-rapport: Corona rammer flygtninge særligt hårdt

Store konsekvenser

WHO-rapport: Corona rammer flygtninge særligt hårdt

Omfattende rapport fra FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO) viser, at den globale coronapandemi har ramt verdens flygtninge og migranter ekstra hårdt.

Coronapandemien rammer flygtninge ekstra hårdt. Ud over at være på flugt skal flygtningene også forholde sig til en livsfarlig pandemi og mangel på hjælp. Det skaber depression og angst hos mange.
FOTO: Elias Marcou/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Coronapandemien har store konsekvenser for verdens flygtninge: Tre ud af fire flygtninge og migranter har fået forværret deres psykiske helbred på grund af angst, depression og ensomhed, som coronaen har ført med sig.

Covid-19-pandemien har ramt de mennesker, som allerede befinder sig i en uholdbar livssituation, hårdest.
Morten Skovdal, Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet

Det fremgår af en ny rapport fra FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO). Rapporten Apart Together er udarbejdet af en gruppe europæiske forskningscentre og ledet af forskere på Københavns Universitet og universitetet i Gent.

– Det er tydeligt, at covid-19-pandemien rammer i forvejen sårbare flygtninge og migranter særligt hårdt. Vores undersøgelse peger på, at krisen har påvirket flygtninge og migranter på en lang række områder, som hver især forvolder rigelig skade i sig selv. Desværre forstærker de hver især hinanden og forværrer derfor levevilkårene for flygtninge og migranter på en måde, som vi kun lige er ved at få øjnene op for, siger Morten Skovdal.

Han er lektor ved Institut for Folkesundhed på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og har været med til at udarbejde rapporten.

Rapporten er baseret på udtalelser fra 30.000 mennesker fra 170 forskellige lande og er den første undersøgelse af, hvordan coronapandemien har påvirket flygtninge og migranter verden over.

Depression, angst og ensomhed

Fygtningene og migranterne fortæller til WHO, at især deres psykiske helbred er blevet forværret som følge af coronapandemien. Mere end 50 procent af de adspurgte gav udtryk for, at coronapandemien har betydet øget depression, flere bekymringer, mere angst og ensomhed.

Hver fjerde flygtninge og migrant fortæller, at forværringen af deres psykiske helbred har ført til øget indtag af stoffer og alkohol.

– Vores analyse viser, at covid-19-pandemien har ramt de mennesker, som allerede befinder sig i en uholdbar livssituation, hårdest. Særligt forværringen af deres psykiske helbred er bekymrende, når man tager i betragtning, hvor stort et psykisk pres disse mennesker i forvejen er under, og den begrænsede adgang til hjælp, siger Morten Skovdal.

Særligt udsat på gaden

Ifølge rapporten er de flygtninge og migranter, der bor på gaden og i midlertidig indkvartering som flygtningelejre og asylcentre, særligt udsat.

Der er en stor risiko for at blive smittet for virus, fordi de ikke er i stand til at beskytte sig selv og kun yderst sjældent har adgang til offentlige sundhedsydelser.

Herudover frygter mange flygtninge og migranter at blive udvist, hvis de søger lægehjælp.

– Deres levevilkår gør det meget vanskeligt eller endda umuligt for dem at følge retningslinjerne. 19,3 procent af de flygtninge og migranter, som bor i flygtningelejre, og 24,8 procent af dem, som bor på gaden eller i midlertidig indkvartering, angav, at de ikke er i stand til at holde afstand til andre mennesker, siger Morten Skovdal.

Med rapporten ønsker WHO og forskerne at give flygtningene og migranterne en stemme.

– Resultaterne af undersøgelsen understreger nødvendigheden og vigtigheden af at inkludere flygtninge og migranter i politiske initiativer til at bekæmpe covid-19. Vi er nødt til at gøre noget for at forbedre livsvilkårene for de meste sårbare og blive ved med at hjælpe dem – også under en pandemi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. dec. 2020 - 13:06   22. dec. 2020 - 13:49

Corona

ml@arbejderen.dk