Små gryder har også ører, lyder et gammelt ordsprog. Det giver mening, når man snakker med Lasse Bertelsen, der i dag skriver sin første faglige kommentar i Arbejderen.

Vi vil have en mindsteløn på 165 kroner i timen. Det er et vigtigt middel i kampen mod social dumping og for at stoppe, at faget bliver underbudt.

Han er født og vokset op i Albertslund i en familie, hvor han lærte forskellen på retfærdigt og uretfærdigt, og hvor han fik arbejdersange ind med modermælken. 

– Jeg var ikke ret gammel, da jeg kunne teksten på mange af de røde sange, fordi de blev sunget, når der var familiekomsammen hos min mormor, fortæller den 45-årige malersvend og nævner Brødre lad våbnene lyne, Warszawianka og Flyversangen.

For 7-8 år siden flyttede han til Mørkøv, hvor han bor med sin kone/kæreste og datteren på 12 år.

>> LÆS OGSÅ: Blog: Derfor er der kampvalg i Malerforbundet

Et fag under pres

På arbejdsfronten er der nok at se til for tiden.

– Der rimelig gang i den indenfor vores fag. Det er kun vores løn, der er i krise. Men sådan har det jo ikke altid været. Indtil den økonomiske krise i 2008 fulgte vores fag rimeligt med rent lønmæssigt.

Hans bud på, hvorfor malernes lønudvikling i dag ikke følger med andre håndværkeres, lyder:

– Lønnen fik et ordentligt dyk, samtidig med at der kom et stort rykind af østarbejdere. På grund af krisen oplevede vi, at mestrene fyrede de danske malersvende og beholdt østarbejderne. Og vi har stadig ikke rejst os som fag, selvom vi nu er tæt på fuld beskæftigelse.

Arbejdsgivernes brug af udenlandske arbejdere er stadig et af de største problemer i malerfaget – ja i hele byggebranchen for ikke at snakke om fagbevægelsen generelt. Og det påvirker ikke kun lønnen, mener Lasse Bertelsen.

– Det går også ud over arbejdsmiljøet. Da jeg gik i malerlære i 1995, var der styr på velfærdsforanstaltningerne. Vi havde ordentlige skurforhold til pauser, omklædning og bad. De gamle svende fortalte, at tidligere var der ikke de forhold.

– Nu er vi på vej til at gentage, at pauser foregår i samme lokale, hvor vi arbejder. Vi spiser madpakken siddende på låget af en malerspand.

Lasse Bertelsen tror, at malerfaget er et af de fag, der er hårdest ramt. En mulig forklaring kan ifølge ham være, at der er en udbredt opfattelse af, at det ikke kræver de helt store kompetencer eller færdigheder at være maler.

Arbejdsmiljø og et langt arbejdsliv

Han ser også andre problemer trænge sig på: Tempoet og et længere arbejdsliv.

– Tempoet er jo ikke skruet ned, snarere tværtimod. Vi skal bare knokle derudad og i stadig flere år. Før i tiden startede man i lære som 15-16-årig og skulle arbejde, til vi blev 60 år. Nu skal vi arbejde, til vi fylder 70 år eller mere, og det kan vi jo ikke, mener Lasse Bertelsen og fortsætter:

– Masser af undersøgelser viser, at malere faktisk er blandt dem, der ligger i toppen og bliver mest fysisk slidt. Vi kravler jo rundt på knæene, kravler op og ned ad stiger og stilladser og belaster leddene hele tiden.

Faglige og politiske udfordringer ser Lasse Bertelsen således masser af. Skal man komme den udbredte sociale dumping til livs, sikre bedre arbejdsmiljø og højere løn, så kræver det, at malerne står sammen. At de organiserer sig og kæmper for bedre forhold i deres fagforening, i faglige klubber og sammen med andre.

Lasse Bertelsen sidder i bestyrelsen i den faglige klub, som han sammen med nogle kolleger har været med til at starte op i det firma, hvor han nu arbejder. Han har også været med til at etablere en fællesklub for malere, Malernes Fællesklub Storkøbenhavn, inspireret af blandt andet murere og stilladsarbejdere.

– Det er ikke alle, der har en klub i deres firma, selvom det ville være det bedste. Faktisk har de fleste ingen, og de har heller ingen tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant. Men så kan de være med i fællesklubben, der samler alle, der ønsker at være aktive.

Fra top til bund

En af de aktiviteter, der lige nu diskuteres i Malernes Fællesklub, er valget af ny formand til Malerforbundet. Den tidligere formand trak sig på grund af personlige årsager, og den 27. februar skal der vælges ny formand på en ekstraordinær digital kongres.

– Den nuværende næstformand stiller op og støttes, så vidt jeg kan se, af alle ansatte i forbundet og de lokale afdelinger. Vi har peget på en kvindelig kandidat, som har opbakning fra arbejdspladserne, så det bliver spændende, vurderer Lasse Bertelsen.

Nu bevæger snakken sig ind på nogle udfordringer, som det efter Lasse Bertelsens mening er nødvendigt at luge ud i – både i Malerforbundet og generelt i fagbevægelsen.

– Når du kommer ind og sidder ved et hæve-sænkebord i et forbundshus, så sker der et eller andet med folk. Der går sjældent ret lang tid, før du har svært ved at genkende personen eller rettere de holdninger, personen blev valgt på.

– Jeg tror, der sker noget med en person, der pludselig får en løn på 60.000 kroner om måneden eller mere. Ikke fordi jeg har noget imod, at folk får en høj løn, men jeg tror, at der sniger sig en holdning ind og opstår en større interesse i at beholde et godt lønnet job i forbundshuset end nødvendigvis at tilgodese og kæmpe for medlemmernes interesser. Det kan heller ikke være sjovt at ryge ud på en almindelig arbejdsplads igen til det halve i løn.

Mindstelønnen skal op

Tilbage til de mere generelle problemer i malerfaget og hvad der efter Lasse Bertelsens mening skal til for at komme nogle af dem til livs.

– Noget af det allervigtigste er mindstelønnen. Vi vil have en mindsteløn på 165 kroner i timen. Det er et vigtigt middel i kampen mod social dumping og for at stoppe, at faget bliver underbudt.

– Vi har kolleger, der går for mindre. De får 140, 150 og 160 i timen, så malerfaget er jo et lavtlønsområde, og det bliver vi nødt til at gøre noget for at få stoppet.

Igen peger Lasse Bertelsen på den økonomiske krise og presset fra udenlandske arbejdere som en del af forklaringen. Men også forringelserne af dagpengesystemet, hvor dagpengeperioden er sat ned fra fire til to år siden 2013, og dagpengene i tilfælde af arbejdsløshed dækker en stadig mindre del af løntabet, har indvirkning på, hvor meget folk finder sig i på deres arbejdsplads.

– Under krisen skulle man ikke sige ret meget, før man røg ud af vagten. Og dagpengeforringelserne betyder, at mange tænker, at det da er bedre at have et arbejde til 150 i timen end ikke at have et arbejde.

Hooked

Interessen for det faglige og politiske arbejde startede allerede i folkeskolen i Albertslund. Her var Lasse som skoleelev med til at starte unge mod apartheid. Han blev lidt senere aktiv i SFU og var med til at stifte Rød Ungdom i 1993. I 1994 – det vil sige, inden han startede i malerlære – deltog han som tilhører i en tillidsmandskonference, hvor der blevet leveret den ene "dundertale" efter den anden.

– Så var jeg hooked, siger malersvenden og fortsætter:

– Jeg blev på et tidspunkt formand for lærlingeklubben. Det var under overenskomstforhandlingerne i 1998, hvor der udbrød strejke. Lærlinge måtte jo ikke strejke, så jeg meldte mig syg for at komme med til et møde. Da jeg sidder i S-toget på vej til mødet, bliver jeg ringet op af en konduktør (en slags leder indenfor malerbranchen, red.), der undrer sig over, at jeg ikke ligger hjemme i min seng. Jeg måtte hurtigt finde på en forklaring om, at jeg var ude for at hente noget medicin, fortæller Lasse Bertelsen, tydeligvis med et smil om læberne.